Siljenta

Sitat:

---

Opprinnelig skrevet av joaca

Jeg vil at hun skal til en lege på volvat som har litt mer ekspertise på hypothyreose enn hennes fastlege. Men hun nekter hardnakket på å dra dit fordi hun må bare arbeide med seg selv så løser alt seg. Men jeg mener jo at det ikke kan skade med en annen lege for å høre meningen til på volvat(som har jobbet med hypothyreose som sitt felt i flere år).

---

Kære joaca vink3 Dejligt at høre fra en pårørende. xx9

Jeg er 100% enig med dig i, at Siljenta ikke kan undvære lægehjælp, men hvis du læser hele tråden her, vil du sikkert få samme indtryk som mit: Siljenta har ikke brug for at komme til en "klinik-fabrik" med mange gange, mange rum, mange mennesker der farer ind og ud af dørene, støj og menneskemylder, hvor hun skal vente, blive kaldt ind, og hvor hun har ½ time til at lægge "hele sit liv" frem for lægen, for en pris af ca. 1200 nkr hos en fastlege, eller godt og vel 2000 nkr hos en indremediciner. Og det er bare første gang, hvor en patient (Siljenta) skulle gerne kunne se det som værende realistisk - til enhver en tid kunne henvende sig til sin læge for opfølgning med korte ventetider på lægetimen, for ikke at glemme at alle de tests der kan være nødvendige at tage undervejs, koster også penge. Det er mit indtryk, at Siljenta har ikke midler nok til at betale for et kontinuerligt forløb på en dyr klinik, og jeg har endda en mistanke om at dette er måske med til at svække hendes mod på at søge lægehjælp i det hele taget.

Jeg tror, og jeg er nok ikke alene her om at tro det - at en af de øvrige mulige grunde til, at Siljenta ikke har det let ved at opsøge læger er, at hypothyreose - både (længe) før og efter diagnosen, har pådraget hende en afskygning af socialfobi, hvilket er et af langvarig hypothyreoses "normale" symptomer, og så kan det være svært at tåle tanken om, endsige handle mod at bestille tid og komme til konsultation på en "banegård" som Volvat, eller andre store klinikker, eller ambulant på et hospital.

Som sagt, er der ingen tvivl om, at Siljenta har voldsomt brug for at blive fulgt af en læge, og det kan kun gå for langsomt! Men så vil jeg foreslå at I begge kigger på Osloakutten eller Greendoctors, der omtales i denne tråd, indlæg nr. 6 og 7. Begge steder findes dygtige, kvindelige læger af den type, der ikke tror at de ved nok på forhånd og derfor behøver de ikke forske videre når de kommer ud for et tilfælde, der ikke står beskrevet i lægebøgerne. Tværtimod - er disse to lægers store force, at de ikke giver op og søger efter den medicinske viden, der er brug for for at hjælpe en patient med et sammensat sygdoms-mønster. Deres priser er også mildere end på de store "klinik-fabrikker". Det dyreste er altså ikke altid det bedste.

Som stofskiftesyge med hypothyreose har vi ikke brug for læger der ved alt, fordi vi ved at "alt" findes ikke og at denne sygdom er der lige så mange afskygninger af, som der er patienter der lider af den. Nej! Som syge af hypothyreose har vi brug for læger, der netop erkender at de ikke ved alt, som lader ikke stå til og bliver ved med at lede efter nyttig viden for at hjælpe deres patienter. Det er sådan en type læge Siljenta (og alle os andre) har brug for, gerne i mindre, fredelige og trygge omgivelser, med rolig atmosfære, hvor man ikke kun er en "kunde".

Jeg håber at I to kan stikke hovederne sammen og finde ud at hjælpe hinanden. At du, Joaca, du kan hjælpe Siljenta med at overvinde modviljen mod at opsøge en læge, og måske kan du også forsøge at finde legater Siljenta kan søge, til dækningen af omkostninger ved behandling. Og du, Siljenta - kan hjælpe joaca ved at give ham lov til at hjælpe dig, fordi den kærlighed hvis hjælp afvises, kan med tiden forvandle sig til en byrde, mere end forblive en velsignelse. En kærlighed skal have lov til at "handle" - af og til - og nok til at nære den til at vokse videre. Og selv om kun de færreste tænker tanken - er at elske selv også en slags forpligtelse over for den man elsker, og til det hører også "at tage imod". hjerte1

Hei Anisa!

Var ikke ment at Volvat kun er det eneste alternativet, men grunnen til at jeg har sett på hva slags tilbud de har er fordi jeg sitter med veldig positive erfaringer da min familie og jeg har brukt den så lenge jeg kan huske. Men er veldig åpen for forslag til andre kliniker også. Og for meg så har det også vært veldig viktig å få belyst ovenfor Siljenta at hun vil ha godt av å snakke med og ha kontakt med en lege av typen du beskriver her. Så for meg spiller det ingen rolle om det er Volvat eller andre steder

Når det kommer til Siljentas mulighet for å dekke leger og kostnader på medisin så har jeg sagt at det skal hun ikke bekymre seg over og at jeg skal ta hånd om det. Det skal ikke være noe som skal gnage på henne fordi hun har nok å tenke på om dagen. Jeg kan jo si at hun skal til Volvat eller et annet legekontor og forvente at hun skal ta den regningen når det er mitt forslag.

Jeg er veldig fornøyd med at du kommer med forslag til andre legesentre her og skal se nærmere på de med Siljenta. Skal nok få Siljenta til å bli litt mer mottakelig for hjelp, men det er nok letter sagt enn gjort:lol:

Sitat:

---

Opprinnelig skrevet av Siljenta

Jeg har aldri lest på dette forumet om noen som har vært oppegående den ene dagen, å brått falt sammen å ikke huska en dritt den andre dagen.. det må jo feile meg noe. jeg må være hjerneskadet!

---

Dette kan sagtens være hypothyreose! Alt det du beskriver! Hvis du tvivler på mit ord - kast et blik på tråden Thyreoidea-sygdom og psykisk helbred, hvor du vil læse om at selv de værste psykiatriske diagnoser kan henføres til hypothyreose, såfremt den var ubehandlet, fejlbehandlet eller underbehandlet "længe nok". Psykiaterne siger selv, at kun omkring 6% af alle "psykisk syge" som opsøger dem er psykisk syge. Resten lider af hormon sygdomme, der giver kognitive symptomer. Når de heldige af disse patienter bliver behandlet i forhold til deres hormonsygdom, vil deres hukommelse stille og rolig blive bedre.

Hvis du læser din egen (denne) tråd selv, vil du kunne se et klart billede af, først et langt forløb uden diagnose og uden behandling, så lidt behandling on and off, og ingen ressourcer til at opretholde kontinuiteten - at huske sine piller, at få taget blodprøver, at kontakte lægen efter behov osv. Og oven i alt det, også pengemangel. Det er ikke noget at sige til, at dine symptomer forværres og nye symptomer kommer til.

I en ideel verden ville du have bedst af - i en periode - at blive taget hånd om så der var nogen til at huske din medicin og kosttilskud på rette tidspunkter. Nogen, der ville ringe til lægen for bestilling af en lægetime, og endelig også nogen, der kunne holde dig i hånden når du skulle aflevere en blodprøve. Men vi lever ikke i en ideel verden, og det hjælper ikke at slå bak og at melde sig ud af "det hele", fordi symptomerne - både de fysiske og de psykiske - vil alligevel ikke lade dig i fred. Symptomerne har helt deres eget liv og den eneste måde at blive fri for dem er en kontinuerlig behandling, uden afbrydelser.

Denne erkendelse kan være ganske modløst at fatte, når et af hypothyreosens værste symptomer er netop "svigtende overblik" og "tiltaksløshed". Det har faktisk sit eget navn som en tilstand, der hedder "Abulia" og om den kan du læse i tråden Abulia - hypothyreosens hormonale lobotomi . Der vil opdage at du er ikke alene, og at det er hormonmangel der er årsagen til alt besvær du har med at få kontrol over din tilværelse, inkl. ønsket om at blive bedre.

Du bliver nødt til at bruge de "gode dage" til at lægge en plan for at stabilisere din behandling på hjemmefronten, og skriv ned hvad du mener der er brug for for at lykkes. Så næste gang du får en "god dag" kan du læse hvad du har planlagt og se om du har energi til at realisere din plan. Måske mislykkes du de første mange gange, men det gælder om IKKE at give op, og blive ved med at forsøge. En skønne dag vil det lykkes og det tør jeg love dig, hvis du selv holder fast længe nok, og lader dig ikke slå ud af nederlagene forinden.

Kun fremtiden tæller. Opmærksomheden på fortidens nederlag hindrer udsynet til fremtiden. Man kan omformulere det ved at sige, at fortiden styrker mismod, mens fremtiden styrker håbet. Du bliver nødt til at forholde dig til begge dele, og vælge mellem mismodet og håbet. Det er ikke hypothyreose der bestemmer det. Det gør du. smilja1

Held og lykke til dig, Siljenta vink3

Sitat:

---

Opprinnelig skrevet av joaca

Hei Anisa!

---

Tak for et godt svar, Joaca xx9

Sitat:

---

Jeg starta som sagt rett på 100mcg. jeg gikk på de litt

---

Sier du, Siljenta. Og det er kjempetøft for kroppen! Ikke rart om du fikk hjertebank. Det er en tøff hestekur å gå så drastisk til verks.

Og du er ikke alene om å oppleve sterke psykiske virkninger av din hypotyreose. jeg har vært der, jeg også. Men det er mulig å komme ut. Du må finne rett behandling, rett dose. For meg var svaret thyroid. For deg kan svaret være et annet, rett dose Levaxin eller Levaxin og Liothyronin. Kanskje er det ubalanser andre steder, andre hormoner, mineraler og vitaminer. Du kan også bli psykisk dårlig av lav B-12. Rett og slett psykotisk, i verste fall. Lav B-12 virker på hele nervesystemet.Og du kan bli utslitt og ha lave energinivåer av for lav jern. For eksempel hjerte1 det kan også være andre ting som kan gi oss ubalanse. Dette er komplisert! Selen og D3 er viktige for oss med stoffskifteproblemer. Mange av oss går fast på en dose på 100-200 mikrogram selen, det hjelper på omdanningen av T4 til T3. T3 er hjernemat. og i hjernen bor psyken vår. Om du, som meg, for eksempel er dårlig på å omdanne T4 til T3, kan psyken din begynne å virre litt. Så og si alle i Nord-Europa har for lav D3 på vinteren. Vær snill med deg selv og ta D3 når du ikke får sol (uten solkrem, den hindrer opptak av D3). Sjekk nivåene av D3 i løpet av vinteren. Alt som kan gi deg et løft bør du gi deg selv.

Selv går jeg hos en lege på Heggeli helhetsmedisin. Han hjalp meg med å få nok hormoner. det var mange som var lave. Og da kan du også slite med søvnproblemer. Denne legen er godt kjent med at mange slike tilstander kan gi seg utslag i psyken, uten at det nødvendigvis er en reel psykisk tilstand. Mend et er lange ventetider hos "Dr. Populær" som Rufus kaller ham.

Uansett hvilken retning du og kjæresten din går nå, lykke til! Tenk at det er sterke krefter inne i deg, store ubalanser, som gjør dette. Hva det er, vet du ikke enda. Men ved hjelp av en god lege, bør det være mulig å få deg på rett kjøl snart hjerte1

Sitat:

---

Opprinnelig skrevet av Anisa

Som sagt, er der ingen tvivl om, at Siljenta har voldsomt brug for at blive fulgt af en læge, og det kan kun gå for langsomt! Men så vil jeg foreslå at I begge kigger på Osloakutten eller Greendoctors, der omtales i denne tråd, indlæg nr. 6 og 7. Begge steder findes dygtige, kvindelige læger af den type, der ikke tror at de ved nok på forhånd og derfor behøver de ikke forske videre når de kommer ud for et tilfælde, der ikke står beskrevet i lægebøgerne. Tværtimod - er disse to lægers store force, at de ikke giver op og søger efter den medicinske viden, der er brug for for at hjælpe en patient med et sammensat sygdoms-mønster. Deres priser er også mildere end på de store "klinik-fabrikker". Det dyreste er altså ikke altid det bedste.

---

Vi har fått en fersk melding om Osloakutten:

"Den kvinnelige legen på Osloakutten som hjalp søsteren min for halvannet år siden, hun er nok ikke fullt så modig. Hun har en fortid bak seg på Balder, hun tok alle klassiske "Balderprøver" av henne, men da det kom til å handle, grep hun seg i det. For nå jobber hun på en annen klinikk, med en annen profil… Om det er henne Anisa tenker på i tråden til Siljenta, tror jeg ikke det er veien å gå. Jeg tviler på om hun vil få hjelp for fx binyrer der."

Jeg forstår at du er redd, Siljenta! Jeg har hatt denne sykdommen i snart 10 år nå, og mange ganger har jeg trodd at "nå blir jeg sinnsyk". Spesielt i begynnelsen var jeg flink til å dele ut psykiatriske diagnoser på meg selv. (Eller legge skylden på forhold utenfor meg selv). Det er en skremmende følelse å miste hukommelsen, overblikket og på en måte kontrollen. Vanskelig å forklare hvordan lavt stoffskifte endrer deg mentalt, men jeg synes ikke det er rart at mange begynner å lure på om de er psykisk syke. Jeg gikk noen år på Levaksin, noen få ting bedret seg, men jeg synes ikke at psyken eller det kognitive ble bedre. Ikke før jeg begynte å ta thyroid, begynte disse tingene å endre seg i positiv retning. Jeg vil absolutt råde deg til å vurdere ERFA thyroid som et alternativ til Levaksin. For meg gjorde det den helt store forskjellen psykisk, kognitivt og humørmessig. Jeg sliter innimellom fremdeles, men jeg har fått det utrooolig mye bedre på ERFA thyroid. Ønsker deg og kjæresten din alt godt hjerte1

Hei!
Nå har jeg lest dagboken din og lurer på hvordan det går med deg?

Hei Fanni

Formen er mye bedre for tiden! Legger meg til rimelig tid, å våkner av meg selv tidlig. Kjempe deilig :D Iløpet av dagen blir jeg sliten, men legger meg vanligvis ned en halvtime å slapper av, ikke sover, å det gjør susen altså! Hukommelsen min fleiper ikke med meg lenger heller, så det er kjempe deilig! Får masse ut av dagene å har egentlig ikke hatt det så bra på år og dag! Er med i ett "prosjekt" for tiden, så det er deilig å ha noe å jobbe frem mot og engasjere meg i. Å det går kjempe bra :D Ellers er jeg klar for å jobbe nå! Jeg får bare ikke starta ordentlig med jobbsøking helt enda pga flytting, å litt uvisshet iom. at det ikke er helt klart NÅR jeg flytter. Men jeg har jo som sagt det "prosjektet" som jeg vil bli ferdig med i februar. Ellers skal jeg og kjæresten ut å reise nå, så da blir vel batteriene enda mer ladet opp :wink: jeg har det altså supert nå, å funnet mine rutiner i hverdagen til å få mest mulig ut av den. xx8

Godt å høre om bedringen din :) Ha en riktig god tur du og kjæresten :)

Hei Siljenta,
jeg er ny her, har nettopp registrert meg. Jeg oppdaget lavt stoffskifte for 3 år siden, men har trolig hatt det mye lenger. jeg er sykmeldt nå, og går på en candida-diett. (Legen min mener jeg har det, i tillegg er jeg helt utslitt.)
Jeg må bare si at jeg blir fryktelig lei meg og først og fremst sint når jeg leser det du skriver tidligere her om din far som ikke har tatt sykdommen din alvorlig. Jeg har nemlig hatt det på samme måte. Min familie har trodd at det har "sittet i hodet", og jeg kjenner jeg blir helt opprørt av å skrive om det. Det er så trist at de som står oss nærmest ikke tror oss når vi sier at noe er alvorlig galt her! Det gjør så fryktelig vondt å bli stemplet som lat eller hypokondrisk.
det er trolig flere som sliter med lavt stoffskifte i befolkningen enn vi vet, fordi mange ikke oppdager det fordi fastlegene ikke leser prøvene riktig, eller de forholder seg til regler å lese prøvene på som burde fornyes. Mange får også diagnosen "fødselsdepresjon" fordi man ofte kan få lavt stoffskifte osm følge av hormonendringer etter en fødsel. De får aldri den hjelpen de skulle hatt. Dette er tragisk.
Så jeg vil bare si at jeg føler med deg, og jeg håper du blir bedre, og at din far snart vil skjønne at dette er en høyst alvorlig sykdom. Jeg kan anbefale å lese den boken til Hegge som noen la ut en link til her.