Anisa fra Danmark :-)

Hei Anisa!!
Nå har jeg lest presentasjonen din og jeg ble veldig rørt.
Men først vil jeg ønske deg velkommen til Norge!!
Det er en sterk historie du forteller og du er en sterk person med mange gode egenskaper.
Du har nok vært en klok og sterk mor for din sønn, så derfor kan du nok takke deg selv for alt som har gått bra i livet deres. Han har fått med seg det grunnleggende som en trenger for å gå videre i livet. Du har gitt han en trygg plattform å stå på.
Din historie har mye til felles med min egen og vi er like gamle:)
Jeg er imponert over hvordan du har taklet livet, all motgang og hverdagen etter det.
Den beste gave vi kan få er når vi ser at det går bra med våre barn og barnebarn.
Så all ære til deg Anisa som har klart alt dette selv!!
Håper du kan få en bra alderdom fordi det fortjener du.
Du er et løvetannbarn Anisa!!
Du vet en løvetann vokser og blomstrer selv under dårlige vilkår opg den blomstrer hvorsomhelst og er like pen uasett hvor den vokser opp. Den klarer seg alltid.
Du er et klokt menneske som har levd og erfart mye så derfor er du også en stor ressurs her inne. Mange vil nok takke deg for all den hjelpen du gir.
Så godt å høre at du nå kan fungere bedre med Westheroid.
Godt å vite at det finnes alternativer.

Tusen takk for at du delte din historie med oss, så kanskje vi kan få nytte av all kunnskap og visdom du sitter inne med;)
Takk for at du er her!!!:)

Vennlig hilsen hønemor

Hej Anisa.

Forleden skrev du om dit høje aktivitetsniveau, om hvordan du havde lavet en masse mad og været superaktiv inden din søn skulle komme på besøg.

At du havde været på Westroid i 2 år. Hvem har ordineret Westroid til dig ? Har du en læge, der er god til hypo-patienter. Også hypopatienter, hvor det ikke umiddelbart kan ses på blodprøver, at de er syge ? Hvis ja, vil du så ud med navnet på vedkommende ? Jeg kan evt. sende dig min e-mail, hvis du ikke vil ud med navnet her.

Jeg har en veninde i DK, som er meget syg. Det til trods får hun jo bare at vide af hendes læge, at alt er OK, fordi blodprøverne viser i.a.

Selv bor jeg i Frankrig og bruger Hertoghe, men på et tidspunkt vender jeg tilbage til DK og det kunne da være nok så rart med en god læge i nærheden. Kan forstå på dit indlæg, at du bor i København.

Mange hilsner

VibekeJ

Sitat:

---

Opprinnelig skrevet av VibekeJ

Forleden skrev du om dit høje aktivitetsniveau, om hvordan du havde lavet en masse mad og været superaktiv inden din søn skulle komme på besøg.

---

Jo tak, jeg var superaktiv den dag, men det betyder ikke at jeg ikke også var glad for en uventet hvil, da han havde udskudt sit besøg til dagen efter. :mrgreen:

Jeg kan ikke give dig de oplysninger du spørger efter, da jeg er en inkarneret selv-behandler, dvs. jeg har fra dag 1 efter bruddet med Eltroxin behandlet mig selv, udenom min læge og efter at jeg har sparket endokrinologerne helt ud af mit liv. Jeg er godt klar over, at "min" metode kræver en del fandenivoldskhed ikke alle har i sig, hvorfor jeg kunne aldrig drømme om at missionere for "min" metode blandt andre syge. Du kan læse nærmere om, hvordan jeg er sluppet igennem problemet, i tråden Armour til danskere, hvor jeg allerede har svaret på lignende spørgsmål, som dine.

Mht. til min praktiserende læge, der i dag skriver recepterne til mig, gør hun det kun fordi hun ser at jeg har "fod på det selv" (hendes egne ord). Hun mener ikke at hun ved nok til at ville, selv at sætte andre patienter i denne behandling, specielt fordi hun ikke kan regne med supervising fra de endokrinologer hun normal kontakter i tvivlstilfælde. Det er mit indtryk, at hun har forsøgt at orientere sig vedr. mit tilfælde og er blevet blankt afvist.

Jeg har desværre ingen gode råd til din veninde idet i Danmark skal man pt være udpræget selvkørende for overhovedet at kunne benytte anden behandling, end den der er vedtaget af Dansk Thyreoideaselskab dvs. en syntetisk pille og TSH-regime. Men der kommer folk her forbi hver dag, så mon ikke, hen ad vejen vil der også dukke nogle op, der har eller kender danske læger, som ikke ligger under for de kollegiale begrænsninger?

Jeg kan forestille mig (uden et vide det), at de orthomolekylære læger (de ER medicinsk uddannede læger med autorisation og Lægeløfte m.v.) der er listet op på Mayday-info.dk er netop i kraft af deres seriøse tilgang til patienternes tarv frem for det "det kollegiale" i stand til at overskue ordination af Thyroid USP-præparater fra udenlandske apoteker og de har jo retten til at ordinere lægemidler. Du kan jo skrive til dem alle inden du vender tilbage til Danmark, for at forhøre dig om deres syn på Thyroid USP-lægemidler. Jeg tror ikke at du bliver skuffet, hvis du prøver at udforske mulighederne af denne vej.

Det som dog er svært for mig at acceptere er, at denne type lægeassistance er man nødt til selv betale for. Den danske offentlige sygesikring favoriserer skolemedicinere, hvis patienter er dette forum fyldt til randen med.... Så endnu en gang er ganske almindelige mennesker med små indkomster udelukkede fra at kunne hente effektiv lægehjælp, når praktiserende skolemedicinere har fejlet, som de jo plejer, stort set generelt i behandlingen af thyreoidea-relaterede sygdomme. :sad:

Sitat:

---

Opprinnelig skrevet av hønemor

Du er et løvetannbarn Anisa!!
Du vet en løvetann vokser og blomstrer selv under dårlige vilkår opg den blomstrer hvorsomhelst og er like pen uasett hvor den vokser opp. Den klarer seg alltid.

---

Tak hønemor kram1

"Løvetand" er en helt fin sammenligning med min stædighed, som den har udviklet sig over tiden. Men jeg havde også god hjælp til motivationen for at vende vrangen ud på mig selv, mod alle odds, da jeg blev mor og alle år efter, selv i dag hvor "barnet" er et voksent menneske og klarer sig selv. Jeg tør ikke vurdere, hvordan det ville gå hvis han ikke var min "gullerød" til ikke at ville (kunne?) give op. Jeg ville helt sikkert være et helt andet menneske, hvis den dreng ikke var født til verden, så hvorvidt din ros tilkommer mig alene, kan jeg have mine tvivl om, men jeg sætter stor og taknemmelig pris på dine ord. hjertflag1

Hej Anisa.

Tak for dit lange svar. Jo, jeg kender godt ortomolekylærlægerne (og tandlægerne), og har også haft i tankerne at henvende mig til dem.
Har konsulteret Claus Hanke for nogle år siden, han var bare super. Har også været hos en anden, det var vist mest penge han tænkte på. Den fornemmelse havde jeg ikke hos Claus Hanke. Det var bare ordentligt og redeligt.

Men jeg kan bare ikke holde uuuud, at meget syge mennesker ikke kan få behandling, når den findes. Selv om vi ikke selv betaler hos alm. praktiserende læger, så får de jo penge alligevel. For hvad ?

Få er så stærke og velinformerede, at de kan gøre som dig. Og du skal jo alligevel betale for din Westroid i dyre domme. Du bliver snydt for alle tilskud. Ja, det ved du selvfølgelig. Jeg er - som nybegynder i feltet- bare SÅ forarget!

Jeg har netop været i kontakt med den danske videnskabsjournalist Lone Frank for at gøre hende interesseret i emnet og i binyretræthed. Desværre har hun orlov i øjeblikket.

J.Wilsons Adrenerg Fatigue er jo netop oversat til dansk 'Binyretræthed'. Det er blevet en succes for det lille nystartede forlag Aronsen. jeg har kontaktet forlaget for at få dem til at oversætte 'STOP The Thyroid Madness'. Der blev vist stor interesse. Nu må vi se.
Der MÅ sgu gøres noget. Men vi fladmaste må selvfølgelig vælge vores kampe med omhu.
Når Per Eigil Hegges bog ikke har fået større gennemslagskraft i Norge, så bliver man jo ikke optimist. Venter på -og vil gerne bidrage til - en netrevolution!

Fortsat held og lykke til dig. Nyder at læse dine indlæg.

Mange danske hilsner nede fra Frankrig

VibekeJ

Sitat:

---

Opprinnelig skrevet av Anisa

Hej alle :D

Jeg håber at det er o.k. at lægge en hilsen her, selv om det bliver på et "fremmedt" sprog. Personligt har jeg ikke noget problem med at læse norsk. Det opdagede jeg for mange år siden, da en boghandler ved en fejltagelse kom til at sælge en norsk udgave af en bog til mig. Først et godt stykke over halvdelen af bogen - opdagede jeg at den var ikke skrevet på dansk :D

Jeg kan dog ikke skrive norsk, men vil mest gerne have lov til at læse med, hvad I skriver om stofskiftet herinde. Jeg er meget imponeret over jeres engagement og viden, og jeg er lige så imponeret over hvor godt I har formet dette forum, så det er blevet vedkommende og personligt. Specielt det sidste kniber det lidt med i Danmark og et stofskifteforum som jeres - simpelt hen ikke eksisterer. Der er en smule på den danske NetDoktor, men slet ikke noget der kan sammenlignes med Sonjas stoffskifteforum.

De fleste lægemidler jeg har læst om her på siden - bruges slet ikke i Danmark. Man bruger kun syntetisk Eltroxin i forskellige doseringer og - 2-3 syntetiske præparater uden hormon. Det er ingenting og derfor er mange stofskiftesyge dømte til et dårlig hverdag. De danske endokrinologer er generelt ikke villige til at udforske faget og slet ikke når det kommer til nye forskningsresultater. Deres foretrukne speciale er diabetes og hvis man fejler andet, overlades det meste til huslæger, der skriver Eltroxin til højre og venstre eller bare tager blodprøver og siger til patienter, at de må gå hjem og leve med det, fordi deres prøver ligger indenfor normen.... he, he... hvad er "normen"? Det er min erfaring, at "normerne" er forskellige fra syg til syg. Men lægerne foretrækker helst at det hele skal være ensartet og nemt at slå op, og så er de færdige med det den dag. Det er deres stakkels patienter også :sad:

Nåh... mig selv? Ja, jeg er en halvgammel kone på 55 år og burde egentlig ikke være stofskiftesyg i dag. Men, men, men - i forbindelse med et graviditetsudsving i stofskiftet (ved vi i dag) har disse Einsteiner fjernet min helt raske skjoldbruskkirtel og resten kan I godt gætte jer til... et dårligt liv de sidste 32 år. Havde jeg blot vidst dengang det jeg ved i dag :cry:

Det må være nok for nu og vi må se, om I kan tyde mit danske.... det håber jeg :)

Ha` alle en god weekend i det skønne land med de høje tinder vink11

Vi "snakkes" nok snart igen kram1

Anisa

---

Jeg ble også dypt berørt av din historie, og utrolig imponert over hvordan du taklet utfordringer som de fleste andre ville ha bukket under for!

PS. Leste noe litt interessant i pensum i stad. At positive følelser motvirker effektene av negative opplevelser. Uansett hva man opplever, vil positive emosjoner (uansett hva som forårsaket dem) hjelpe en å generelt føle seg bedre og takle stresset ved de negative opplevelsene, selv om disse for seg oppleves som svært stressende og vanskelige. De viste bl.a. til undersøkelser gjort etter 11. september, der folk hadde opplevd de samme traumatiske tingene. Hvilke muligheter man har til å oppleve positive følelser er selvfølgelig avhengig av livssituasjon, økonomi osv. Men i alle fall, ikke ha dårlig samvittighet for å unne deg noen klær e.l. innimellom, å slappe av med tv og bøker eller andre "unødvendige" ting. Det er faktisk helt nødvendig for vårt psykiske velbefinnende at det skjer noe hyggelig innimellom. Det vet du vel også. Så ikke dårlig samvittighet :).

Dette er et sitat fra min kjære datter som leser til en psykologi eksamen i disse dager. Tror litt av forklaringen på hvorfor du har klart deg så bra, kanskje er å finne her, at du har latt din sønn bli en så positiv motvekt i livet ditt:D! Jeg har selv en bakgrunn hvor det står i legejournalen min at det er utrolig at jeg overlevde oppveksten min, fysisk og psykisk. For meg har også min kjære datter vært det positive i livet mitt, som har gjort at jeg har "klart" meg, uten å bli gal om ikke annet, he he:wink: D var faktisk ett av mine mål under oppveksten, på samme måte som at du ikke ville at depresjoner skulle bli din "skjebne"....Kan virke som mange av oss med stoffskifte-problemer har hatt en tøff fortid...

En annen årsak til at du har klart deg så bra, er din intelligens. Ikke "benekt" d, du er avslørt pga alle de gode innleggende dine allerede :wink: Intelligende mennesker finner oftere gode løsninger på utfordringer, tar bedre helsevalg osv, som igjen vil påvirke livslengden alt i følge forskerer. Det gjør meg glad på dine vegne, for på tross av en veldig tøff start og store utfordringer underveis, så tilsier mange andre ting at du vil bli en veldig gammel dame, så du fortsatt vil ha veldig mange år med mange hyggelige opplevelser foran deg, som en god motvekt til den dårlige starten : )

Ikke bruk for mye tid på å svare på dette, du hjelper andre så mye, at jeg blir litt bekymret for at både du og Finn skal bli helt utbrente, vær litt obs på d begge! Hjelpsomme/empatiske mennesker er desverre noe mere utsatt for d...Men ifølge de samme forskernen lever heldigvis snille mennesker (oftere) lenger enn andre, bare de ikke sliter seg helt ut:wink:

Ha en fin kveld! Klem

ps, nå har jeg måtte slå av alle smiley for å prøve få sendt...

Sitat:

---

Opprinnelig skrevet av usikker

Jeg ble også dypt berørt av din historie, og utrolig imponert over hvordan du taklet utfordringer som de fleste andre ville ha bukket under for!

---

Mange tak, Usikker kram1

Jeg poster igen i min første tråd på forummet, fordi jeg fortsat får spørgsmål om, hvorfor i alverden er jeg her endnu, når jeg burde nyde livet og indhente det tabte fra alle de mange år jeg var i forkert behandling for den hypothyreose, der er blevet mig påført af ukyndige læger og deres TSH-fascination. Den historie har jeg allerede skrevet nogle gange på forummet, så der er ingen grund til at gentage den nok en gang. Men den hænger alligevel sammen med det andet spørgsmål, jeg hyppigt får stillet: "Hvorfor hader du læger, Anisa?"

Jeg hader ikke læger. Jeg foragter hele lægestanden i den speciale der hedder "praktiserende læger" og "endokrinologer". Jeg har mange personlige grunde og erfaringer, der bare fyrer op under denne foragt, fordi indtil jeg var 24 år gammel, var jeg kernesund, rask og energisk, med hele livet foran mig. Selv om jeg ikke vidste det - var mit liv ved at tage en drejning mod store personlige tab og tragedier, styret af lægerne, første gang i anledning af et planlagt kejsersnit (stort barn, spinkel mor). Jeg vidste ikke dengang, at min fødsel vil påbegynde en lang række uheld og tab, der skulle række livet ud.

Da jeg lå på operationsgangen, allerede sløvet forud for operationen, bøjede sig en læge over mig så tæt, at jeg aldrig glemmer hans ansigt. Han spurgte: "nu når jeg alligevel skal ind, kan vi ikke lige så godt sterilisere dig?" Jeg var en nybagt enke og derfor enlig, snart "med barn", og så mente denne samfundets ridder, at samfundet er nok bedre tjent med, at sådan nogle som jeg, ikke skal kunne sætte (flere) børn i verden. Omtåget, men voldsomt chokeret fremstammede jeg dog tydeligt, at jeg er ung og frisk, og har livet foran mig, og at jeg gerne ville have flere børn om nogle år. Han svarede ikke, men nikkede og så blev jeg kørt på operationsstuen. 14 år efter, i stor forundring over ikke at kunne blive gravid i de forudgående år, med historie for udpræget sundt underliv, ikke engang svamp eller andet problem - pressede jeg mig omsider til en røntgenundersøgelse med kontrast, der viste at.... begge æggeledere var overskåret. Mengele-kirurgen, denne eugenikens discipel, har alligevel steriliseret mig under kejsersnit i 70-erne, hvor man ellers ikke længere brændte enlige mødre på bålet, men denne læge havde en anden mening.

I mellemtiden blev jeg forlovet med en ung .... læge. Alt tegnede skønt og jeg glædede mig til fremtiden. En skønne dag vågnede jeg med hele underansigt fyldt med blærer, kroppen smertede, ansigtet lige så. Min praktiserende lægen stillede diagnosen: herpes. Jeg kom i tanker om, at lignende blære med skorpe så jeg på kærestens mund, og jeg gættede mig til, at det var ham, der har smittet mig. Konfronteret med det, svarede han at "alle danskere har herpes på en eller anden måde, og jeg skulle derfor ikke himle op, fordi det var der ingen grund til". Nåh! Det ville nu alligevel være bedre, hvis det var mig selv der havde valget om at udsætte mig, eller ikke, for smitte. Tænk bare - at være et ungt menneske og være herpesfri i samtlige 27 første leveår, blot for at møde en læge, der mente at det var lige meget.... Det havde den konsekvens, at jeg aldrig mere kyssede mit barn på andet end panden. Og ham, der var årsagen, han blev smidt ud af mit liv.

Bare et lille år efter blev min praktiserende læge opmærksom på min energi og foretagsomhed. Som led i almindelig helbredsundersøgelse har han målt mit stofskifte og fandt at det var.... for højt. TSH var alt for lavt, råbte han og bildte mig ind, at hvis intet bliver gjort, dør jeg bare aaaalt for tidligt. Som ung mor tager man ingen chancer og jeg lod mig skræmme til først radiojod og senere til operation. Resultatet blev, at en perfekt sund og rask skjoldbruskkirtel blev opereret bort, og min hypothyreose-karriere var begyndt. Den står der en del beskrevet her på forummet, så jeg springer direkte til min næste læge-oplevelse.

Jeg vågnede op en morgen og kunne ikke komme op af sengen. Helt uden forvarsel ef nogen slags. Smerterne var e-n-o-r-m-e. Jeg kunne ikke støtte på foden og benet. Jeg ringede til min læge, men han havde ikke tid til en akut hjemmekonsultation. Jeg fik besked på at komme til klinikken på en eller anden måde, så jeg kravlede til min cykel, og støttende på den, træk jeg mig selv slæbende til lægen 2 km væk. Da jeg kom til lægen og fortalte hvad var sket samme morgen, så han overbærende på mig og sagde at "det var forfærdeligt, hvor folk altid dør af en skæv finger", med hentydning til mit forvredne af smerter ansigt. Jeg skulle tage mig sammen, gå hjem og træne ved strækøvelser hver time til smerterne forsvandt igen. Smerterne forsvandt ikke. Henne på aftenen, fortsat med uudholdige smerter ringede jeg efter en taxa og lod mig køre til skadestuen på nærmeste hospital, hvor jeg fik diagosen: discusprolaps i lænden, indfalden i spinalkanalen og beskadigede nerver. Jeg fik at vide, at havde jeg blot blevet afhentet af en ambulance og straks om morgenen kørt på hospitalet, kunne de give mig langt bedre prognose, end den jeg har fået. Den prognose kom til at holde stik: dobbelt-inkontinens, lammet fod og alle store muskler i benet, forbundet med de beskadigede nerver, jeg fortsat mærker til den dag i dag.

Nogle år efter blev der konstateret en polyp i tarmen. Den blev fjernet i selskab med flere sine mindre polyp-kolleger. Efterfølgende kom jeg til kontrol på speciallægeklinik, hvor speciallægen brugte (hver gang) det meste af tiden på at kritisere at jeg røg. Efter mange år gik lægen på pension og en ny har overtaget klinikken. Allerede første gang fandt den nye læge den største polyp han nogensinde har set. Polyppens alder anslået efter størrelsen blev vurderet til mindst 8 år, og det kunne ikke gå hurtigt nok med at blive henvist til hospitalet pga. kræftfaren. Der kom jeg i hænderne på en ny speciallæge, der skulle foretage endoskopi og udtage en vævsprøve. Det gjorde han også... han rev halvdelen af underlivet med og var ganske uberørt af den tykke stråle af blod, der sprøjtede ud og den store blodpyt der havde samlet sig på gulvet foran lejet. Det kostede mig en blodtransfusion, men speciallægen var fortsat uberørt. Han kontaktede mig ugen efter og forkyndte at jeg skal opereres og have en... stomi. Alt sammen fordi en læge spildte tiden med at lege "rygeafvænner" og anden mente at min endetarm med tilhørende stum af tyktarmen skulle væk. Det korte af det lange er, at jeg stak af og kom aldrig tilbage. Operationen blev foretaget på et andet hospital, med kikkert, og jeg har beholdt mine tarme.

Men skulle tro, at det var mere end rigeligt til at bære nag, men tro det eller la' være - det er først efter nogle år på dette forum, at jeg omsider har taget stilling til lægestanden. Og ja! Jeg bærer nag! Jeg bærer satans nag! Jeg bærer nag på egne og på alle andres vegne her på forummet - mine medbrugere her, og alle de gæster, der har så rigelige grunde til at opsøge dette netsted.

Alle disse forpinte mennesker, der kommer her med sidste forsøg på at finde hjælp, og de fleste beretter deres historier, der får hårene til at rejse sig i nakken. Og selv om lægerne har forvandlet mig fra 100% rask til 100% syg, og de har taget fra mig muligheden for at have en stor familie og gjort mit barn til enebarn forever, selv om andre læger påførte mig hypothyreose med tab af kvalifikationer, erhverv og fremtid, selv om andre læger kostede mig lammelser og inkontinens på livstid.... var og er det, de hundreder af historier om syge mennesker i uduelige lægers vold jeg hører her på forummett, der endeligt har fået mig til at tage stilling og endelig at ophøre med forsøg på at holde min foragt tilbage. No more mr. nice guy!

De få gode undtagelser der findes i lægestanden er for få til at kunne kompensere for disse horder af hvide kitler, der hver eneste dag ruinerer nye liv med underlødig behandling af hypothyreose, forvisser dem til offentlig forsørgelse og dømmer tusinder af unge mennesker til et fortabt liv endnu før de overhovedet er begyndt at leve et voksent liv. Og de tusinder af små og større børn, der skal undvære deres syg forælder og hele tiden skal konkurrere med hypothyreose om de få gode stunder. Som ringe i vandet, i kølvandet på lægestandens ansvarsløshed, samvittighedsløshed, u-viden og egennytte - breder sig hver dag nye ulykker og nye skæbner går en usikker fremtid i møde. Derfor skriver jeg her, og derfor foragter den lægestand, der ikke lever op til sit eget formål og spreder håbløshed og mistillid, hvor der er brug for håbet og tillid.

Så send mig ikke flere bebrejdelser, please! Bed mig ikke om at forstå læger, at tage hensyn til læger og at respektere læger. Helvede fryser til is, før jeg respekterer dem, der behandler hypothyreose-patienter som skidt.

Jeg er chokeret og forfærdet! Og fuld af forståelse for din foragt for læger. Jeg deler den selv, selvom jeg ikke har været igennem nær de samme uhyrligheder som dig.

Tak for alt det du gør for at dele ud af din store viden!

Forhåbentlig kan det føre til, at der er flere, der bliver rustet til selv at tage vare på deres liv og helbred og 'tillader' sig at forholde sig kritisk til lægerne.

Bare en stor klem til deg Anisa. For en historie!
Må lilevel takke for at du kommer med så gode svar til oss
Nybegynnere her <3

Kjærlighet Anisa hjerte1

Jeg skriver ikke så mye akkurat nu, da din skrevne "historie" (ditt liv) vekker så mange minner om mine egne "møter" med helsevesenet som er vanskelig å håndtere. Jeg forstår din forakt....