Gubben dro fra meg og barna,med di ordene : jeg flytter ...

Jeg har også knust ting noen ganger.....
Det tar litt tid før krisen er over, det merker du vel, og flere kriser følger, ser det ut som.
(menn blir litt hjepesløse når det er mye følelser ute og går.....kanskje det bare var det?)

Har gubben flytta til mor, eller? Er han noe å samle på? Hvordan var han før?

Bruk nettverket ditt, også for ungenes skyld, har du familie i nærheten?
Noen som har litt greie på sånne kriser her på forumet? Altså om vi ubevisst gjør det for at noen skal komme og redde en? (slik som pappa trøstet en når man var veldig liten og slo kneet) ?

nora

Har knust ting jeg også og det var deilig.

Hadde du bodd litt nærmere skulle det vanket så mye trøst som du bare hadde orket!!!

(Møkkamann!!!)

Trøsteklem! Det blir bedre!

Jeg har også knust ting!

Trøsteklem fra meg og!

æ og mannen min holdte og på å skilles, dette var ca året før æ fikk diagnosen. Det som hjalp oss var Familierådgivningskontor. Kanskje du kunne bruke de og? Omså bare for din egen del, du trenger ikke ha mannen din med. Her hvor æ bor tar det ca 3 uker før man får time. Kanskje det hjelper hvis du få prate med fagfolk og?

Og for all del, knus ting og få skiten ut! Ã… slå på sofaen er lurt, ingenting å rydde bort etterpå :wink:

Ønske deg allt vel :)

Jeg må vi meg veldig enig med Baremei i det hun sier:du stilte opp for han når han hadde det vansklig (kanskje selvforskyldt også??) så behandler han deg så respektløst og egoistiskt når du har det så vanskelig.

ut ifra hva jeg oppfatter virker mannen din veldig umoden og ser ikke helt situasjonen fra andres side enn sin egen.

Jeg har skikkelig vondt av deg egentlig,for du har kanskje også ALTFOR lenge godtatt denne oppførselen hansi mange andre sammenhenger også.

Jeg mener ikke å såre deg,eller blande meg i ting jeg ikke har noe med,men regner med at du godtar svarene når du legger temaet inn her.

bruk nettverket ditt nå,si HJELP til de du stoler på,og ta imot all hjelp du kan få.

Sitat:

---

Opprinnelig skrevet av marimat

:cry: :cry: :cry: :twisted:
sånn nu har det skjedd det som jeg i hele høst har frykta.Søndag dro gubben fra meg og barna,med di ordene : jeg flytter ........
Og jeg sitter her i sinne sinne sinne og ennu mer sinne.Lurer på om vi som har stoffskifte er så grusome og leve med når man er dårlig.

---

Det er ikke så ofte, at man hører om andre effekter af denne sygdom, end lige netop de medicinske. Ingen ved, hvor ofte et helt liv inkl. ungernes liv bliver afsporet, når barndomshjemmet ødelægges af..... den manglende respekt om denne sygdom; den manglende accept af denne sygdom og den absolut fraværende information om denne sygdom.... vel at mærke denne del af den, der ikke lader sig behandle med "vidundermidlet" Levaxin/Eltroxin..... og derfor slutter ægtefællen sig til koret af de bedrevidende, der blot mener at hvis man vil - kan man "tage sig sammen" og så vil alt være godt...

Hvor mange af os mon har fået det sociale liv og familielivet ødelagt af en sygdom, hvis afvigende forløb har efterladt den syge på herrens mark, uden hjælp og uden accept og uden respekt.....

Mit bud er, at vi er mange tusinde "stofskifte-enker" spredt ud over landene.... med skiltet "hypokonder" hæftet på ryggen og overbærende blikke fra de læger, der hæver deres hyre for netop at kunne finde den rette behandling af de afvigende forløb. En opgave der er svigtet i alt for mange tilfælde. Hvordan mon det er gået Marimat siden den gang? :sad: