Printable View
Dette er utenom tema, men ser en liten parallell.
Når det gjelder hjerteklaffer fra gris ,hører en ikke noe.
Kirurgene prøver aller først om det passer før de evnt. må ty til "syntetiske"/kunstige.
Pasienter som får satt inn klaffer fra gris slipper med lettere medisinering i framtida enn de som får kunstige.
De organiske er altså foretrukket!
Hei
Jeg gjentar meg selv: :wink:
DSSitat:
Opprinnelig skrevet av Kevlin
Hej
Jeg har læst, at Armour er blevet mere eller mindre syntetisk, og at mange har fået problemer med det.
Nu er Erfa fra Canada åbenbart det bedste og nemmeste, når det kommer til naturligt thyroideahormon. (Se forsiden af Sonjas Stofskifteforum!) Det er fra Canada men kan lovligt importeres - og i Norge køber man det vist bare på apoteket, når lægen har skrevet recepten.
I virkeligheden er jeg slet ikke den rette til at svare på det her ... Jeg har ganske vist nu skaffet mig en (privat)læge, som vil skrive mig en recept, men modet mangler. Det kommer helt bag på mig! Jeg må ta' tilløb igen.
Men jeg har læst flere beretninger om folk, der har fået det meget bedre af naturligt thyroideahormon, så jeg tror, det er vejen frem for mange.
Der var en i dette forum, som engang fortalte, hvordan hun i løbet af bare 14 dage fik det helt utrolig meget bedre. Jeg tror, det var Anisa - og hun ved i det hele taget en hel BUNKE mere end jeg gør.
God bedring hjerte1
Nielsigne
Det var noget om, at man har ændret sammensætning af bindestoffer (mange ikke kunne tåle) og pillerne kunne ikke længere deles. Nogle har oplevet virkningen så forringet, at folk begyndte diskutere om Armour evt. blev "beriget" med syntetisk thyroxin.Sitat:
Opprinnelig skrevet av Nielsigne
Ja, det er et velkendt fænomen, at vi er mere bange for Thyroid end vi er for alt muligt bras, bare det kommer fra apoteket. Sådan havde jeg det også og fortrød det så bagefter noget så bittert. Det skrev jeg om i mine egne tråde. Og for nogen tid siden postede jeg en tråd om samme "mangel på mod": Big Bad Armour :mrgreen:Sitat:
Opprinnelig skrevet av Nielsigne
Det er nu ikke medicinen, jeg frygter. Min frygt går ud på:
Forsyningssikkerhed
1) Bliver det pludselig forbudt - eller af en eller anden grund svært /umuligt at få fat i? Så skal man jo til at gå tilbage til syntetisk medicin, og det kan man jo ikke forstille sig er ideelt.
Tillid til læge
2) Kan jeg nu også regne med denne privatlæge? Jeg kender ham ikke særlig godt, han er ikke en del af det system, jeg dog trods alt kender? Måske kommer det lige pludselig til at koste ganske anselige summer?
Lyve for andre læger?
3) Jeg skal til kontrol på sygehuset i begyndelsen af maj. Skal jeg så sidde der og bare smile :mrgreen: når de kommenterer min blodprøve - og lyve om, at jeg har skiftet? Eller skal jeg vente med at skifte medicin, til jeg har været til kontrol?
Jeg orker ikke knokle med de der læger. Har generelt en oplevelse af, at de er nogle hårde hunde, som mener, jeg er en hypokonder. Føler mig stresset og er for nem at sælde ud, så det virker ... På den anden side er det da noget lort at lyve for sin læge. Det betyder jo også, at der ingen hjælp er at få, hvis man kommer på spanden. Hvis man fx bliver kørt over og skal indlægges, så ligger man der og stritter - og skal ha' syntetisk hormon, hvis man skal være der nogle dage! Det går da ikke! desp1
(Kan medicinen overhovedet klare at blive opbevaret uden for køleskab? Så man kan ha' en lille portion i sin taske, fx?)
Medicinskifte
4) Og så er der det med medicinskifte generelt - det er en hård tur. Så hvis nu, der er et eller andet i Erfa, jeg ikke kan tåle ... er det forfra igen :|
Jeg har for to måneder siden skiftet fra Eltroxin til Euthyrox, eftersom jeg var ved at blive vanvittig af Eltroxin, som gav mig hård puls, forringet syn, kramper, ... og en basal følelse af, at noget var HELT galt. Så noget måtte ske. Jeg havde troet, jeg kunne skifte fra Eltroxin til naturligt thyroidea hormon, men jeg nåede det ikke, kunne næsten intet foretage mig, som jeg havde det, og denne mellemstation var så nødvendig. På et tidspunkt fungerede det så godt, at jeg tænkte, det muligvis ikke var nødvendigt at tænke mere over det naturlige hormon. Men nu har jeg smerter, har mistet muskelkraft og føler mig deprimeret det meste af tiden, så selvom det er MEGET BEDRE end Eltroxin, er det nu alligevel noget bæ.
Nielsigne? Du bekymrer dig alt for meget. xx1
1. Forsyningssikkerhed "ordner" man ved altid at ligge inde med mindst et års reserve ekstra. Det har jeg selv gjort gennem flere år.
2. At skulle tilbage til levothyroxin hvis det sorteste uheld er ude? Ja, og...? Det kan ikke blive værre end det du allerede kender til, vel?
3. Tillid til lægen? Han/hun skal bare skrive 2 recepter første gang (for at have reserve til året efter) og en recept om året efterfølgende. Jo, det koster penge, men det koster mere at blive sygemeldt, kontanthjælpsmodtager og senere førtidspensionist. Sådan ræsonnerer jeg.
4. Lyve for andre læger? Ja, når man skal overleve. De lyver jo så det brager for os, når de ikke gider "lege" læger og bare opgiver dig, gør de ikke? Jo! Når de kommenterer blodprøver? Ja, de bliver bare glade for at "deres" behandling virker og du skal også regne med, at du får ikke brug for så hyppig kontrol, simpelthen fordi der bliver ikke anledning (symptomer/klager) efterhånden som tiden går og kroppen reparerer sig selv. (Selvfølgelig forudsat at alt går vel, men den "risiko" er værd at tage. Det gør man jo med levothyroxin hele tiden alligevel, ikke?)
5. Når man er indlagt? Tager man sin egen medicin. Det gjorde jeg.
6. Køleskabet? Det er ikke nødvendigt. En mørk hylde/skuffe er tilstrækkelig. Om sommeren under varmebølge kan man lægge sine forsyninger i svaleskabet eller nederste hylde i skabet. Pillerne tåler at blive taget med i tasken og kun under hedebølge skal man ikke have det hele med i dagevis. Desuden er levothyroxin langt mindre holdbar end Thyroid. Faktisk er levothyroxin meget mere følsom for skift i temperatur, opbevaring osv. end Thyroid. hvor Thyroid under svale forhold kan holde i 30 år, begynder levothyroxin blive ustabilt allerede efter et par år under opbevaring før salg.
7. Medicinskifte? Ja, det ved jeg ikke noget om. Jeg kunne ikke mærke andet end først ingenting og efterfølgende stille og roligt bedre og bedre. Det værste var min egen åndsvag frygt, jeg dog slap for allerede dagen efter da jeg opdagede, at jeg ikke døde. :mrgreen:
Det er kun "forkerte" doseringsændringer, der kan give symptomer, men det er noget man hurtigt lærer at tilpasse efterhånden man får erfaringer. Billig pris at betale for en helsegevinst, mener jeg. Med levothyroxin risikerer man flere "umotiverede" udsving, jeg ikke har oplevet med Thyroid.
8. Ikke tænke mere over det naturlige hormon? Ja, det kan man udelade hvis alt går godt, men det er min (og andres) erfaring, at jo ældre man bliver og kommer i overgangsalderen, bliver levothyroxin mindre og mindre effektiv. Er man først så gammel, at lægen kan tørre een af i "overgangsalder" og "alder", får man også gerne at vide, at ældre kvinder skal helst have et højere TSH end da de var unge og så er det heeeelt i orden med, at man har det ad helvede til..... (pardon my french). :mrgreen:
Så alt i alt, mener jeg at du gør dig alt for mange bekymringer. Med denne sygdom er man nødt til at øve sig i at "tage tingene som de kommer" og justere sine dage og sine følelser derefter. Uanset om man vender vrangen ud på sig selv (til ingen verdens nytte), kan man alligevel ikke foregribe alt, denne sygdom kan overraske med. Det gælder om at gøre sit bedste uden at dø af det i processen. Ingen kan forlange mere. xx4
Hei :)
Jeg har gått på Armour Thyroid og går nå på Erfa Thyroid og har gjort dette i flere år. Dette fungerer mye bedre for meg enn hva Levaxin og Liothyronin gjorde, i hvert fall når jeg er oppe i høy nok dose.
Thyroid skal oppbevares ved romtemperatur så det er ikke noe problem å ha i vesken.
Jeg går til privatlege og har gjort det lenge. Det koster en del men jeg blir hørt og jeg fikk til slutt resept på Thyroid selv om jeg måtte lyve litt. Jeg går ikke ofte til kontroll, men blodprøver tar jeg når jeg føler for det, får prøveresultater i posten med kommentarer fra legen. Bestiller kun time når jeg føler at noe er fullstendig galt.
Jeg var stort sett trist, lei, trøtt, ble lett stressa og var irritabel før jeg skiftet medisin. I tillegg så klarte jeg ikke å konsentrere meg, visna vekk i hender og føtter samtidig som det var mye verking i ledd og muskler. Gikk sykemeldt i lang tid. Etter at jeg begynte på thyroid har jeg stort sett vært i fullt arbeid med unntak av noen perioder hvor stoffskiftet har falt veldig på kort tid, dette skyldes kjertelbetennelse mener jeg.
Overgangen ved skifte av medisin var ikke noe problem i det hele tatt, kjente bare at jeg ikke frøs så mye og at jeg følte meg gladere og litt klarere i hodet. De verste muskelsmertene forsvant etterhvert. Fantastisk følelse for meg:D
Utfordringen for meg er å finne riktig dose, men jeg har aldri angret på å prøve Thyroid.
Lykke til med valgetkram1
Tusind tak for jeres svar hjerte1
Det er utroligt, så meget, man kan hente herinde af viden & solidaritet!
Det varmer meget og hjælper mod bekymringer.
Og ja, jeg bekymrer mig for meget. Måske var det derfor, mit stofskifte blev mærkelig ustabilt på et tidspunkt.... Der var i hvert fald nok at tænke over.
Nu vil jeg så gerne - også - spørge: Hvad med binyrerne, når man går over til naturligt stofskiftehormon? Jeg ville jo mene, det var bedre, men så læste jeg lige om en, der mente, han skulle være i form til at skifte fra syntetisk til naturlig medicin, og så ligner det jo en anstrengende affære! :sad:
Man er jo i et informasjonevaccum her.
Behandlermiljøet nekter jo å individtilpasse medikamentbruken.
Så får vi klare oss som best vi kan.
Min erfaring med overgang til Tyroid, er jo at alt ble meget bedre. Og jeg hadde vært i elendig forfattning i mange år da jeg skiftet.
Jeg hadde målt blodkortisol (som viste lave verdier om morgnen), døgnurin og tatt en Synactentest før jeg skiftet.
Jeg ville gjerne ta dette omigjen etter et par måneder på Tyroid, men det ville man ikke.
Jeg ble jo bare iorden, og det vil jeg jo anta at kortisolverdiene også ble.
Så ser jeg ingen grunn til å utsette en kommende nødvendig behandling.
Heller ikke når man har funnet ut at man vil prøve et Tyroid istedenfor.
Det har man grunner for.....
Hej n'Finn
Tak for dit svar hjerte1
Jeg har ikke en chance mht at få testet binyrer. Lægerne mener, jeg fungerer fantastisk godt og henviser til, at jeg jo har fungeret glimrende på Eltroxin, bl.a. har jeg født et barn. Men lægerne glemmer bare, at Eltroxin er blevet lavet om, og det præparat, som nu kaldes Eltroxin, er ingenlunde sammenligneligt med det gamle. Men henviser man jo så blot til blodprøver og blabla.
Sært, at mennesker, som har en krævende, naturvidenskabelig uddannelse med så stor en tradition, ikke UNDRER sig, når patienter har det dårligt, selvom blodprøverne er fine. Det er jo ikke videnskab men dovenskab! Forskning er jo båret af undren - men måske er endokrinologien bare sidste bastion for de værste stivnakker blandt lægerne.
Jeg husker, at et af de første indlæg jeg læste her på forum, var et, som du havde skrevet, og det ramte mig dybt i hjertet; du skrev om, hvordan du havde fået et helt andet liv og hvordan dit stofskifteproblem havde ramt dig på forskellige måder. Kort indlæg men så alligevel ...
Min tillid til lægerne har været så stor, at jeg troede, jeg fungerede så godt, jeg nu kunne komme til - at jeg egentlig bare var sådan, som jeg har været de sidste 11-12 år. Men jeg tror, jeg har haft mærkelige udsving i stofskiftet flere gange i længere tid end dét, så hvad der er hvad og hvordan jeg egentlig er ... Det ser man vist først, når jeg får en medicin, der passer. Jeg har i hvert fald haft det så dårligt og nærmest været senil pga myxødem, så i virkeligheden har der vel ikke skullet så meget til at imponere mig, da jeg fik Eltroxin i 1998. Det var en meget stor lettelse for mig at få det. Pludselig kunne jeg finde rundt i by og indkøbscentre, huske folk og slippe for at have så mange smerter, at jeg ikke engang kunne sidde på en stol.
At jeg så alligevel har haft smerter hver dag, at mit sociale liv er faldet fuldstændig sammen og at ethvert stykke arbejde har været en kamp (og at jeg ikke har kunnet have både job og et socialt liv men jo har måttet vælge jobbet, når jeg har kunnet ) ... ja, det er selvfølgelig bare 'helt normalt' for alle, der 'fungerer glimrende'.
Som ung var jeg skarp, kreativ, uimponeret og antiautoritær. Gad vidst, hvad der kommer til at ske, når jeg skifter til naturligt thyroideahormon, he he :cool:
Og så, a propos sidste bastion for de stivnakkede:
Da jeg var på sygehuset sidst, havde speciallægen en reservelæge med sig. Hun udviste faktisk et vældig empatisk potentiale men blev banket på plads af speciallægen ... og jeg blev i øvrigt ikke spurgt, om det var ok med mig, at der var endnu en læge til stede. Det har jeg ikke været ude for i andre sammenhænge.
Ikke, at jeg har noget imod, at der også er en reservelæge med. Men man spørger da patienten, fordi 1) Det skal man da? 2) Af almindelig høflighed?
Men først og fremmest: At man ikke vil lytte til patienten uden for at blive bekræftet i det, man mener at vide. Hvis patienten siger noget andet end det, må svaret helt klart være, at der bare skal gå lidt mere tid, eller at dosis skal op eller ned. Så behøver man ikke tænke mere over det. Blodprøven er altid vigtigst
Nej, læger kan være stive nok at ha' med at gøre, men de her endokrinologer er godt nok ... Jeg synes alvorlig talt, nogle af dem bevæger sig på kanten af lægeløftet.
Men æh ... Siger I godt nok, at der er nok til et helt års forbrug i denne her:
Tbl. Erfa Thyroid USP 125 mg, 500 tbl., d.s. For decreased thyroid function ?
Det kan jeg slet ikke se for mig ...
Men det er god pointe at få to recepter og have medicin for et helt år liggende. God investering, sikkert!
Så er der lige alt det der med, hvor meget jeg skal have ad gangen /om dagen, men det kommer jeg jo til.
