Somatoform lidelse?

Kære Vigdis

Jeg har siddet og skrevet på et længere indlæg, men jeg kan simpelthen ikke få mig til at citere fra et opsummerende afsnit i et opsummerende kapitel i en velskrevet og velunderbygget bog.

Men Isager argumenterer for og dokumenterer, hvordan der i vores demokratiske regi foregår totalitær magtudøvelse, hvorfra der kan drages paralleller til totalitære regimer.

Udgangspunktet er, at mennesker med multisystemsygdom repræsenterer en af magthaverne uønsket anderledeshed/afvigelse, som søges ophævet.

Han omtaler forhold som bl.a. overvågning (digitale registre m.v., der jo også kan bruges til at overvåge lægelig adfærd!), knægtelse af den personlige frihed til f.eks. at vælge speciallæge og behandlingsform, kognitiv terapi anvendt med henblik på at korrigere patientens tanker og adfærd i retning af ”normalisering”, hævdelse af en objektiv absolut sandhed gående på, at patienten ikke er rigtig syg uanset, hvor absurd denne "sandhed" er, og tvivlsom forvaltning af menneskeliv med f.eks. tvungen aktivering, der i nogle tilfælde kan påføre patienterne langvarig og måske permanent skade, og ydmygelser og pinsler, der kan give varige sår på sjælen.

Bogens fulde titel er:

BLINDE PLETTER
OM LÆGEVIDENSKABENS OG SUNDHEDSSEKTORENS AMPUTEREDE VIRKELIGHED
En kættersk analyse med fokus på epidemien af energitab (ME(CFS, fibromyalgi, elektrofølsomhed, multipel kemisk sensitivitet m.fl.)

Læs om den her.

Jeg er sulten efter mere! Bogen bevæger sig på et filosofisk, historisk, samfundsmæssigt og sundhedspolitisk plan, samtidig med at den kommer helt ”ned” i substansen af, hvad disse sygdomme består af og i. Sådan!

Isager referer i øvrigt i kapitel 2 til Gretty Mirdal, som Anisa også har gjort det i kommentar #13 i tråden her:
https://www.stofskifteforum.dk/showt...t=13699&page=2

Sitat:

Opprinnelig skrevet av Anisa

I sin artikel Mellem sundhed og sygdom: refleksioner over somatisering skriver dr. phil. Gretty M. Mirdal i tidsskriftet Psyke & Logos bl.a.:

Implicitte antagelser ved og forudsætninger for anvendelsen af begrebet somatisering

begrebet somatisering antyder, at der ikke findes en organisk årsag for den fysiske klage
at årsagen “derfor” må være psykisk, fx fortrængte konflikter, svaghed i personlighedsstrukturen eller uhensigtsmæssige copingmekanismer
at de psykiske problemer “forvandles” til fysiske klager, eller at de “udtrykkes” gennem kroppen
at disse fysiske klager ofte medfører psykosociale fordele for patienten
at patienten ikke har indsigt i sin egen psykologiske problematik
at der følgelig er uenighed mellem læge og patient vedrørende sygdommens beskaffenhed
at det er lægen, der har ret
at patienten bliver ved med at klage til trods for negative fund og lægelig forsikring om, at symptomerne ikke har nogen fysisk årsag
at symptomerne ikke kan behandles i medicinsk regi, fordi der ikke er tale om en somatisk sygdom, men om en psykisk afvigelse

Disse mere eller mindre uudtalte formodninger, der knytter sig til somatiseringsbegrebet kan betragtes som en konsekvens af de to filosofiske problemer, der blev nævnt i starten af denne artikel: en radikal men uartikuleret adskillelse mellem kropslige og psykologiske fænomener og en forenklet opfattelse af årsag-sammenhængskæder i sundhed og sygdom. Resultatet er et uigennemsigtigt og flertydigt begreb baseret på en diagnose, der hverken kan bekræftes eller afkræftes. Diagnosen “somatiseringsforstyrrelser” gives nemlig sjældent, fordi lægen finder psykiske afvigelser, den stilles snarere fordi lægen ikke finder nogen fysisk årsag på symptomerne, hvilket ikke behøver at betyde, at der ikke er nogen."

Isager kommenterer med bl.a. følgende:

"Når diagnosen somatisering er hæftet på en patient, kan dennes mulige protester eller modargumenter tages som en bekræftelse på tilstedeværelsen af vrangforestillinger eller andre former for forstyrret indsigt. Patienten kan opleve det som en kafkask manøvre; en høj grad af fremmedgørelse. Egen virkelighedsopfattelse forkastes; man udstødes af de ”rigtige” patienters kreds. Ligheder med en kanonisk retsprocedure og den dertil knyttede inkvisitoriske undersøgelsesform er ikke svær at få øje på." (S. 49)

Uden at skulle tage Henrik Isager til indtægt for noget, så ser det for mig ud som om, at det svarer til, hvad jeg har skrevet i mit høringsvar til forslaget til den også her omtalte vejledning:

Sitat:

Forslaget til vejledning udtrykker endvidere en absolut tænkning, der ikke blot underkender hidtidige diagnoser men også patientens oplevelser, erfaringer og kendskab til egen krop og psyke samt årtiers praksiserfaring, international forskning og placebokontrollerede forsøg og studier.

Således bliver udkommet totalitært: Afvigende synspunkter tåles ikke af de læger, der har magt over patienterne. Magt til at afvise, at vi bliver ordentligt undersøgt og udredt, magt til at afvise, at vi får den behandling, den medicin og det rum til at blive raske eller få det bedre, vi har brug for, og magt til at diagnosticere os med psykiske lidelser.

Et enkelt eksempel på denne totalitære magtfuldkommenhed er blot, at den patient, der aviser at indtage psykofarmaka, eller på egen hånd har indhentet information om sin lidelse, som lægen ikke er i besiddelse af, herved bidrager til at stille diagnosen ”helbredsangst” (s. 12).
Dette hører til i et andet århundrede – og det hører ikke til i et demokrati!

https://www.stofskifteforum.dk/showthread.php?t=13699

Jeg vil have læst den bog! skilt2