Jeg fikk diagnosen lavt stoffskifte når jeg var var rundt 10 år gammel.

Shorty.....først velkommen hit, og så velformulerte tanker du har!!
Jeg håper virkelig at du blir bedre en vakker dag,slik at du får realisert drømmene dine!!
Det som slår meg er jo at du fremdeles har laaavt stoffskifte.
Selv om legene sier at stoffskiftet ditt er fint, fordi blodprøvene dine er det, er ofte en "kortslutning".Det kan være langt fra virkeligheten,det.
Stoffskiftet foregår jo ute i kroppen og ikke i blodprøver.
Så i første omgang....kan du være UNDERMEDISINERT?
En tanke er å poste noen blodprøvesvar her, med refområde, og litt om medisineringa di og doser.
Gjerne andre prøver enn bare stoffskiftehormonene!!
Vennlig hilsen Gunnda.

Hei Shorty.
Første som slår meg, er at dette har jeg opplevd - bare litt senere i livet.
Årsaken var feilmedisinering - altså medisinering med feil medisin.
Legane har jo sverget troskap til bare en av medisinene som er tilgjengelig på verdensmarkedet - og den passer etter det jeg kan forstå ikke for alle.

Så er det også mye uvitenhet ute i behandlermiljøet, og en av de verste er undermedisinering, som gunnda nevner.
Og ikke minst underinformasjon !
Det tar tid å lære seg hva dette er fornoe, særlig når man har det......
Så stå på å les og lær, så finner du nok ut hva du bør gjøre.

Ikke vent 16 år - som jeg gjorde da......

Hei Shorty

jeg byttet til kombinasjonsbehandling Erfa Thyroid og Levaxin for to uker siden. Gikk bare 4 mnd på Levaxin men det fungerte ikke for meg, hadde mange symptomer selv om jeg gikk på 125 mcg. Personlig tror jeg byttet til Erfra Thyroid kommer til å redde livet mitt. Har bare gått på det i to uker, med for en forskjell! Er selvsagt ikke i mål etter to uker, men flere av symptomene er kraftig redusert på denne korte tiden, og jeg er så definitivt på rett vei.

For din del synes jeg det kan være verdt et forsøk å enten øke dosen du står på, eller bytte medisin.

For å få til dette må du muligens oppsøke lege i Oslo. Først bør du likevel prøve av alle krefter å overbevise fastlegen din om at noe må gjøres.

Lykke til.

Hei Shorty :)

I likhet med deg har jeg ingen svar på dine funderinger rundt fremtiden. Vi mennesker er ikke gitt å se den. Jeg forstår at du gir deg i kast med refleksjoner rundt det livet har bragt hittil og at det er lett å gjøre dette til en fasit for fremtiden. Slik vil det neppe bli, livet er ikke statisk. Jeg er sikker på at du vil både endre dine drømmer og få dem oppfyllt. Jeg liker ordene som følger og ville bare gi deg dem:

When I was 5 years old, my mom always told me that happiness was the key to life.
When I went to school, they asked me what I wanted to be when I grew up.
I wrote down "happy".
They told me I didnt understand the assignment and I told them they didn't understand life. xx4

Hm det skulle på en måte ikke forundre meg om jeg er undermedisinert. Det VAR en periode jeg følte meg "normal". Hmm var vel når jeg var 12-13 det, så det begynner å bli noen år siden. Da gikk jeg vel på 50 mg levaxin om dagen. nå går jeg på det dobbelte, siden stoffskiftet ble enda lavere.

har forsåvidt ikke tatt prøver på en liten stund nå, fordi jeg byttet fastlege etter nyttår. Han skal ha journalen min nå, etter at jeg ringte til det gamle legesentret, men jeg tror neppe han ser gjennom den og har oversikt over prøvene:roll:

Har bestilt legetime på Fredag og skal da forlange nye stoffskifteprøver, og høre om å ta div andre prøver også *flinke meg* :D Hvilke prøver bør jeg spørre om å ta i tillegg til stoffskifteprøven? Er det noe som er "normalt" å få problemer med når man fra før av har hypothyreose?


Nei jeg leter nok ikke etter et konkret svar på hvordan fremtiden blir - det kan ingen gi meg uansett. Det er vel mer tanker og refleksjoner. Jeg har så mange drømmer - og ja de kommer nok til å forandre seg. Det er nok ikke bare et yrke som er viktig - jeg vil ha barn, et ok hus litt ute på landet, jeg vil prøve å bygge et forhold med foreldrene mine igjen.. Jeg trenger kanskje ikke et bestemt yrke for å være lykkelig - og det er å være lykkelig som betyr mest for meg :) . Men akkurat nå så er jeg ikke dèt heller. Ikke hele tiden hvertfal. Det er bare små øyeblikk, vanligvis når jeg er med samboeren min. Ellers så må jeg bare bruke energien min på å fortsette å leve, - prøve å få LITT ut av dagene, om ikke maksimalt ut av hvert lille minutt. Det er så store forskjeller på å være i live, og å LEVE! Jeg er 17 år og har ikke energi nok til å se en film og prate sammen med venninnervedikke1

Merker også at familien til samboeren min har null forståelse for at jeg ikke er i skikkelig arbeid eller under utdannelse. Hm å si at jeg "merker" det er vel feil ord - jeg VET det, for de har sagt det rett ut. At jeg ikke kommer til å bli noe. At jeg bare syter og klager.opgiv1

Forresten: Berit, hvilken lege i oslo er det snakk om? :) Vi er ofte på østlandet, og tenker å flytte dit om et år eller to, og da blir vi bare boende et par timer utenfor osloxx9

Hej Shorty
Jeg genkender det, du beskriver der. Det var værst, da sygdommen rasede uden at jeg vidste, den var der, men bare kæmpede mig igennem alt muligt, indtil jeg en dag braste sammen med smerter, der var FOR voldsomme til, at jeg kunne arbejde. Jeg kunne hverken stå, gå eller sidde på det tidspunkt.

Da jeg fik medicin - Eltroxin, som har været brugt i Danmark i mange år som Levaxin hos jer - var det vældig godt for mig. Jeg var på det tidspunkt godt nok blevet 'rejst op' af mine mange og konstante behandlinger hos kiroraktor og fysioterapeut. Men kræfter havde jeg ingen af, og rent psykisk var jeg et vrag, kunne ikke huske og kunne for eksempel fare vild de mest simple steder. Så da medicinen tog mange af smerterne og gjorde mig mindre 'dement', mente jeg jo, at jeg var 'normaliseret'. Men nu tænker jeg, at mine forventninger var for lave. Jeg havde bare haft det så ekstremt dårligt i så mange år, at jeg ikke kunne huske, hvordan jeg skulle have det, tror jeg. Var i hvert fald taknemmelig - nem at gøre taknemmelig, tænker jeg nu.

For når jeg tænker på alle de venner, jeg enten har mistet eller bare ikke set længe, fordi jeg ikke har kræfter - eller mod/ selvværd - nok til for eksempel at invitere dem, når jeg tænker på de penge, jeg ikke har tjent men tværtimod brugt ALT for mange af på grund af min sygdom, og når jeg tænker på alle de drømme, jeg har haft om alt det, jeg ville gøre - arbejde med - og alle de steder, jeg ville rejse til, så må jeg sige, at denne medicin absolut ikke har slået til. Jeg ved, at mange, både læger og andre, ville sige, at så må man tage sig sammen og alt sådan noget. Men vi er mange her der ved, at der er grænser for, hvor meget og under hvilke forhold man kan tage sig sammen. At have et for lavt stofskifte er begrænsende. Basta. Og jo ringere en behandling man får, jo mere begrænsende er det selvfølgelig.

Derfor kan jeg ikke indtrængende nok sige til dig, at du skal slå i bordet, mens du er ung, for det er ikke sikkert, det bliver nemmere med tiden. Skift læge - eller find en læge at supplere din fastlæge med - skift medicin, slå dig kort sagt i tøjret. Sæt din familie og nære venner ind i, hvad det her handler om og få dem til at hjælpe dig. Er nogen af dem hoppet på den der med, at vi er helt almindelige, bare vi spiser en lille hvid pille hver dag, og tror de evt., det er noget helt specielt bare for dig, at det er svært - så vis dem høfligt herind på forummet!!

Jeg har ofte følt mig flov over mine manglende kræfter, mit manglende overskud og manglende evne til at være en almindelig del af samfundet. Men det er en dårlig vane at skamme sig. Den fælde skal du ikke gå i! Skam dig ikke over din sygdom, for du kan ikke gøre for det, og jo længere, du kommer ind i skammen, jo værre bliver den og desuden sværere at slippe af med. For jo mere rod får du i alt og jo længere væk er vennerne og det arbejde, du gerne vil have.
Og, man kan sige, uanset, om du så evt. kunne gøre for, at du har fået sygdommen, så har dog ethvert menneske ret til at bruge sin tid på jorden så godt som muligt. Hvor godt er det mon?

Med hensyn til de psykiske aspekter er det jo et faktum, at depressioner, angst og lignende kan udvikles på baggrund af lavt stofskifte. Dertil vil jeg for egen regning tilføje, at det altså heller ikke er godt for psyken at opleve sig selv som træt og uoplagt, ikke nå det, man vil eller skal, ikke kunne invitere venner, ikke have ork til husarbejde etc etc. Det kører i en centrifuge med en, og det er bare om at finde en vej ud som man kan leve med.

hjerte1 Nielsigne

Forresten: Berit, hvilken lege i oslo er det snakk om? :) Vi er ofte på østlandet, og tenker å flytte dit om et år eller to, og da blir vi bare boende et par timer utenfor osloxx9[/QUOTE]

Hei Shorty,

prøv Heggeli Helhetsmedisin eller Balderklinikken. Det koster dessverre noen tusenlapper siden det er privatklinikk. De tar imidlertid også en haug med prøver som fastlegen ikke tar.

Det er visst en kvinnelig lege på Heggelig som ikke er så bra iflg mange her på forumet, husker ikke hva hun heter, men forsøk å gå til en mann for sikkerhets skyld.

Første konsultasjon må man møte opp men de neste kan man ta pr telefon tror jeg, så man må ikke bo i Oslo for å gå til disse legene.

Du fikk konstatert lavt stoffskifte som barn, gjorde du ikke?!
Jeg syns jo du er elendig fulgt opp. Det blir mange av oss, men ekstra ille når du er så ung.
Få iallfall et skriv fra legen din på at du er syk, kontakt opplæringskontoret i fylket ditt .Du har fremdeles RETT (ikke plikt) til videregående opplæring. Orker du ikke selv, så kontakt den "gamle" rådgiveren din.....så får de hjelpe deg...med bedre medisinering tror jeg nemlig du kan komme deg på skolebenken igjen. Og ja, det er jo viktig--en veg til å få realisert drømmene dine. Riktig dose- og du klarer det!!! Du bør ha krav på ekstra hjelp pgså .
Du går på en svært lav dose.
Jeg sier bare det JEG ville gjort, økt forsiktig. Jeg ville økt med 12,5µg/daglig i en 6-ukers tid. Hvis det hadde gått bra, hadde jeg økt slik at jeg kom opp i sånn ca.125-150µg/daglig-iallfall---avhengig av vekt bl.a.
Har du antistoff-anti-TPO og/eller TRAS. Det er viktig å få målt disse....
I tillegg D3, B12 ,ferritin, kolesterol.....
Som en liten pekepinn skal mange av oss f.eks ha fT4 høyt opp i refområde..kanskje vi da klarer å konvertere NOKfT3 som jo er det aktive stoffskiftehormonet, og så kommer bøygen da...da blir TSH ofte lav...og da gjør legene en "feil"..de tror vi er overmedisinerte. Oftest er det bull-shit!!

Det er ikke lett når man ikke orker.. Jeg var så heldig at jeg kom meg gjennom videregående ganske bra. Men jeg har en ganske stor viljestyrke og en evne til å "slå av" kroppens følelser. Noe som resulterer i hodepine flere ganger i uke, men jeg kommer meg da steder.. Har begynt å se nærmere på om jeg også er undermedisinert og har nå økt dosen min og kjenner fremgang. Bare stå på! Når du får den rette medisineringen kommer lysten tilbake!

Sitat:

---

Opprinnelig skrevet av Atina

.. sist jeg var hos legen la jeg merke til at han hadde alle prøvesvarene som var tatt de siste årene samlet kronologisk etter dato på pc'en sin.

---

Obs obs når dere ber om slik utskrift med alle svar: Referanseområdene kan ha forandret seg gjennom tida, dvs. gamle svar kan være fra en annen lab. enn nyere svar, eller referanseområdet hos lab'n kan være endret. På prøvearket vil kanskje bare de siste referansegrensene være oppgitt. Da kan ikke gamle svar tolkes på samme måte. ..