En varm klem og gode tanker til deg smjg. Det høres tungt ut. Jeg håper du kommer ut med et resultat du kan leve godt med.hjerte1
Printable View
En varm klem og gode tanker til deg smjg. Det høres tungt ut. Jeg håper du kommer ut med et resultat du kan leve godt med.hjerte1
Gode varme klemmer og håp sendes deg via meldningkram1. Håper alt ordner seg kram3
Uff og uff.
Sender deg en klem!
trost1
Sitat:
Opprinnelig skrevet av Pingvinen
Sitat:
Opprinnelig skrevet av Vigdis
Sitat:
Opprinnelig skrevet av Fruemå
Takk, alle sammen. Selv om det ikke "hjelper" på situasjonen så varmer det.Sitat:
Opprinnelig skrevet av Bellis
Sitat:
Opprinnelig skrevet av smgj
Oj, oj, oj... smgj tro2 Ved ikke hvor længe I to har dannet par, men har du mon tænkt over, at du faktisk slet ikke mere er nøjagtig den person, som du var for 3½ år siden, da du kom til forummet første gang? Det er muligt, at for dig (i dine egne øjne) er du den person du hele tiden har været, men tænk lige... hvem er du i dag? I dag er du ikke (jeg gætter nu) modløs, som du var dengang. Du er heller ikke hyppigt deprimeret, som du var dengang. Prøv selv tillægge nogle flere karakteristika, som var direkte resultat af halvbehandlet Hashimoto's, hypothyreose og alle symptomer, som du (måske?) dengang ikke 100% forbandt med daværende halvdårlig effekt af behandlingen, hvilket nok også har påvirket din egen selvopfattelse og dermed din væremåde?
Og prøv så sammenligne alle disse karakteristika og din daværende adfærd, med din væremåde og adfærd i dag. Jeg er ret sikker, at selv om du er det samme fine menneske som du var før, er du i dag alligevel forskellig fra den "reserverede og tungsindige kvinde" du var dengang, ikke mindst i din mands øjne. Han har nok enormt svært ved at forholde sig til dit nye jeg, og hvis det som han faldt for - har dengang udløst hos ham en følelse af at være dig til støtte, hjælp og dermed fik det ham til at føle stærk og god - har han nok ikke meget at hænge det op på i dag, hvor du er selvhjulpen, har nok også lettere til glæde (når de mørke hormonmangel-depri-skyggerne er borte) og helt sikkert også har mindre brug for en skulder at læne sig op ad, i samme grad som før, men ønsker i stedet et ligeværdigt samliv...
Det er meget muligt, at med de nye vilkår som din bedring har ændret de gamle til - ved han ikke hvad han skal stille op med den nye dig? Og du selv har nu andre behov og forventninger, som din bedring har medført... som du (måske?) føler, at han negligerer? Hvor han måske bare ikke ved, hvad det er, du ønsker - fordi han fortsat forholder sig til dig som du var før, og kan ikke omstille sig til denne dig, som du er nu?
Det er ikke ofte, at folk bemærker at "skilsmisse-fænomenet" opstår lige så ofte hos par hvor den ene bliver skadet eller alvorlig syg, som hos par, hvor den ene "lige pludselig" er blevet "helbredt" fra en ellers langvarig kronisk sygdom? Vi er vant til at tænke at det er dårlige begivenheder som fører til et brud to mennesker imellem, men overser at et brud faktisk også kan udløses af en supergod, positiv anledning, simpelthen fordi den forandrer de match-forudsætninger der oprindeligt fik disse to mennesker til at falde for hinanden...
Selv om de fleste romantiserer mødet mellem to mennesker, og tror på en eller anden overordnet guddommelighed, som har ført de to sammen... er det altså en kendsgerning, at visse mennesketyper falder for dem som er "i nød", mens andre helst falder for ligestillede med dem. Hvis en person "i nød" går hen og bliver "ligestillet", kan ridderen på den hvide hest, lige pludselig opdage at meningen med denne hvide hest er væk, og at en ridder uden hest er ikke ridder mere. Er man mere glad for sin selvopfattelse som ridder, end for sin (nu selvhjulpen) udkårne... rider man væk for at finde en anden nødstedt...
Det er selvfølgeligt ikke pænt at sådan svigte sin samlever(ske), men hvis problemet er tæt forbundet med vedkommendes identitet, kan enhver regne ud at en identitet er ikke sådan til at lave om på, med et trylleslag. Vi er de vi er, og kun de færreste kan magte at hæve sig ud over sin egen selvopfattelse. Selv om det kan være svært at acceptere, endsige tilgive, behøver det altså ikke være nogens skyld, eller betyde at nogen af parterne er mindre værd end den anden.
Det er altså mit personlige gætteværk, dog begrundet i de mennesker jeg kender, hvor forholdet gik i stykker, paradoksalt nok, pga. gode forandringer som bedring, lottogevinst eller fødsel af et (ellers) længe savnet (af begge) barn... Jeg kender såmænd til et par, hvor hustruen er født døv og gift på 20. år med en "hørende" mand. Han har behersket tegnsprog til perfektion og var engageret i miljøet omkring de døve, og deres sociale aktiviteter. Så var det at hans kone fik et Cochlear Implantat som fuldstændig ændrede mandens rolle i deres forhold. Det kunne han ikke håndtere og efter ganske få måneder blev de skilt.
Om lignende også har ramt jeres forhold, kan jeg ikke vide, men det er disse tanker som dit indlæg fik mig til at tænke... så måske er der mere mellem himmel og jord alligevel?
Uanset hvad er årsager til problemer i jeres samliv, smgj hjerte1 , er jeg fuldstændig (og irriterende :mrgreen:) overbevist om, at du kommer gennem det hele med dig selv i behold. Jeg tror ikke, at du behøver frygte at tungsindet kommer tilbage for at blive, eller at du aldrig bliver glad igen. DET BLIVER DU! Efter at du har lært at bruge din bedring som en styrke, hvilket ikke sker automatisk når man har fået det bedre. Det har du heldigvis en god anledning til nu , selv om den samtidigt er trist og, for tiden tung at bære. Du er stærkere end du selv ved af (tror jeg på), og der er en rygrad og integritet i dig, som siger spar 2 til de flestes... Det jeg har "set" allerede siden jeg læste de aller første ord du skrev her ("Lavt stoffskifte og alkohol?" forresten :mrgreen: ). Du kommer til at klare dig fint. Det kan du lige bande på, at du gør! kram1
(sikke en Off Topic :oops: )
Takk Anisa. Det var mye godt å lese i det du skrev.
Vi har nok vært et par så lenge at han har opplevd meg både som frisk, som tiltagende syk og som friskere igjen. Og selv om det nok på mange måter nok har vært noe enklere for ham å forholde seg til en mindre aktivt deltakende partner så tror jeg ikke det er det han har ønsket ... Det er mer det at vi ikke har funnet tilbake dynamikken oss imellom ikke på samme måte som helsen i stor grad har blitt bedre. Og så har vi utviklet oss i hver vår retning - selvsagt. Jeg er preget av sykdommen og har nok en del trekk som har blitt forsterket av den. Jeg er relativt mye introvert og til dels forsiktig/realistisk/pessimistisk av legning (alt etter hvem som beskriver egenskapen) og han har i min sykdom (da jeg trakk meg sterkt tilbake) utviklet sin ekstroverte side alene. Samt at han er optimist (naiv i en del ting) av ren vilje. Det er litt av det som står mellom oss. Han har gått i fella gjennom å tenke på og forholde seg til meg som syk også etter tilfriskning, men akkurat den siden tror jeg vi har fått snakket om og klarer å håndtere. Iallfall så lenge at medisinen fungerer og jeg lar den være i fred. (Noe jeg absolutt skal gjøre nå som jeg vet at det ikke er noen vits...) Han lærer fort det han klarer å/ønsker å forstå og ta inn over seg.
Menmen... jeg tror som du at jeg klarer meg - uansett.
Men derfor er det alligevel hårdt. Enhver skillevej er altid tung... "man ved hvad man har, ikke hvad man får" tænker mange. Med så meget af dit liv påvirket og præget af plain survival, kan det sagtens vise sig at være så uendeligt meget mere og bedre, end du indtil nu har kendt til, eller lært at forvente, håbe på. Taler af erfaring og...Sitat:
Opprinnelig skrevet av smgj
... hepper på dig! kram1
smgjvink11
Varme tanker til deghjerte1
Du kommer like hel ut som jeg. Det vet jeg. Derfor brukt tiden og vær snill med deg selvhjerte1
Hus er i boks, lån er akseptert og skiftet er vi stort sett enige om. Flytter ila februar. Det blir deilig.
Inn i nytt hus med kattene. De er ikke videre fornøyd - ennå, men det er jeg, og jeg regner med de også vil trives bedre når jeg får installert kattedør. Det gjenstår mye innredningsmessig der jeg bor, men huset er i tipp topp stand så ingen oppyssing er nødvendig iallfall.
X-en og jeg er godt på vei med skiftet, og ferdig med de store kranglene. (Hvor mye kan man krangle om fordeling av innbo?)
Ellers har jeg vært på Heggeli og fått bekreftet at det går bra stoffskiftemessig - og at ny kjæreste også manifesterer seg i blodprøver ... :oops::wink:
