Mandens Overgangsalder (1946)

MANDENS OVERGANGSALDER
Vi Mænd mellem 50 og 60

AF H. I. SCHOU OVERLÆGE. DR. MED.

G. E. C. GADS FORLAG. K0BENHAVN MCMXLVI (1946)

INDHOLD

- Forord
- Helbred I
- Arbejde II
- Samfund III
- Ægteskab IV
- Bøm V
- Indre Liv VI
- Slutning VII

FORORD

Paa min 60 Aars Fødselsdag har jeg faaet Lyst til at udgive denne lille Afhandling, der blev skrevet i Sommeren 1940, men foreløbig henlagt til nærmere Overvejelse. Naar jeg yentede 6 Aar med at udgive den, er det fordi jeg selv, den Gang jeg skrev den, stod midt i »den farlige Alder«, og det var jo vanskeligt at sige, hvordan jeg vilde slippe over den.

Nu, da jeg er blevet 60 Aar og er sluppet nogenlunde godt gennem Overgangsalderen, synes jeg, at den i al sin Fordringsløshed alligevel fortjener at blive trykt.

Hvorfor jeg vil udgive den? For det første, fordi min Gerning som Nervelæge har vist mig, at der findes en hel Del Mænd, som gaar og lider under sjælelige og legemlige Ulemper i Alderen 50-60 Aar. De plejer at skjule det, gaar maaske ikke engang til Læge, og hvis de gør det, bliver Tilstanden ofte miskendt. Det kunde da være at Læsningen af efterfølgende Kapitler kunde give Mænd i Overgangsalderen et og andet Raad eller Klarhed, som de trængte til. Om Kvindens Overgangsalder er der skrevet saa meget, at alle ved, at den eksisterer. Hvorfor skal Mænd gaa hjælpeløse omkring, naar Erfaringen viser, at de kan have noget lignende Symptomer?

Men for det andet er denne Afhandling tiltænkt de paagældende Mænds Paarørende og ganske særligt deres nærmeste Familie:

Hustru og Børn. Hvem skulde række dem en hjælpende Haand om ikke Nervelægen. Der er, saa vidt mig bekendt; ingen andre Steder, de kan læse om Overgangsalderen hos Mænd. Dette lille Skrift kan maaske give dem større Forstaaelse og dermed større Medfølelse - ikke Medlidenhed - med den Mand, der staar som Familiens Midtpunkt og tjener Pengene; men ofte har en hel Del at slaas med i sin egen Sjæl og Krop.

Bogen gør ikke Fordring paa at være en videnskabelig Afhandling; dertil mangler man altfor mange videnskabelige Kendsgerninger. Den er snarere et lille Causeri, en lægelig Betragtning over Menneskelivets Kaar i en af Livets farlige Aldre.

Maatte den blive til Hjælp for en og anden, som hverken er syg eller rask, men som trænger til Forstaaelse.

Dianalund, d. 20. August 1946.

H. I. SCHOU

KAPITEL 1 - HELBRED

Mandens Overgangsalder! Har Manden en Overgangsalder? Der er gennem Aarene skrevet en Del om dette Emne, og visse Kendsgerninger taler for og imod. Lad os først se paa de forskellige litterære Indlæg og herefter paa de biologiske Kendsgerninger.

Den første, der synes at have beskrevet en mandlig Overgangsalder, er en Englænder H. Halford, som i 1831 offentliggjorde en Afhandling om »climacteric disease«. Det er dog først 1910, at en kendt tysk Nervelæge Kurt Mendel giver en mere klar Formulering af Begrebet, idet han fortæller om 25 Mænd mellem 47 og 57 Aar, der tidligere har været raske og i god Kondition; de har alle gode sociale Stillinger, har levet uden alvorlige Bekymringer, flere af dem har været energiske og livsbekræftende Optimister. Mendel finder nu, at hos disse Mænd indtræder en Periode varierende mellem 11/2 og 3 Aar med en Række ubehagelige sjælelige og legemlige Symptomer.

I psykisk Henseende skildres Patienterne som hypochondre, mismodige, menneskesky, irritable, lunefulde og energisvækkede. Hos nogle indtræder en ubehagelig subjektiv Følelse af Kvindagtighed; mange bliver stemningssvingende. Inspiration og Fantasi aftager, og der opstaar Hukommelses- og Indprentningssvækkelse. Karakteristisk for Tilstanden er en begyndende Afstandtagen fra den yngre Generation, en svigtende Elasticitet overfor nye Tanker; en Del søger Hjælp i religiøse eller filosofiske Spekulationer, der tidligere har ligget dem fjernt.

Legemlige Symptomer er ifølge Mendel en Række mere eller mindre ubestemte og ubehagelige Fornemmelser i Kroppen, f. Eks. Hovedpine, Træthed, Svimmelhed, kolde Hænder og Fødder, Trykken i Brystet. En Del af Patienterne sover daarligt, lider af Obstipation, har nedsat Appetit og taber i Vægt. Næsten alle lider af Impotens.

Overfor denne Række sjælelige og legemlige Symptomer hos de 25 Mænd kan man naturligvis anføre, at saadanne Tilstande forekommer i alle Livets Aldre. Imidlertid er der Sandsynlighed for, at man staar overfor en Sygdomsenhed, naar man betænker, at det drejer sig om forud raske, midaldrende Mænd, hos hvem Symptomerne opstaar i Tilslutning til aftagende Sexualfunktion, og hos hvem de kun findes i en afgrænset og ret kortvarig Periode for derefter fuldstændig at forsvinde. Denne gode Prognose forekom i samtlige 25 Tilfælde i Mendel's Materiale og blev af ham betragtet som et af de vigtigste Kriterier for Diagnosen.

I 1916 kom en Franskmand M. Marcuse med en lignende Beskrivelse af det mandlige Klimakterium, og han mener, at Forandringer i Prostata hyppigt ledsager denne Tilstand. Den kendte schweiziske Sindssygelæge Bleuler omtaler ogsaa Tilstanden i sin berømte Lærebog i Psykiatri 1918; han vil ikke benægte, at der findes en Overgangsalder hos Mænd, men han henfører Symptomerne til de kendte Depressionsformer, der kan forekomme i alle Aldre af Livet.

For dem, der har Interesse for Litteraturen om dette Spørgsmaal, kan nævnes nogle andre Forfattere, der har givet sig af med Sagen, nemlig de Fleury, Rankin, Juarros, Remond & Voivenel, Wenckebach, Werner m.f I.

Her i Danmark har den kendte praktiserende Læge L. Andresen i 1938 refereret to Tilfælde fra sin Praksis, og Dr. Johanne Christiansen har samme Aar beskrevet ikke mindre end 27 Tilfælde. Man kan dog ikke sige, at disse to danske Forfattere har været helt heldige med deres Meddelelser, idet deres Tilfælde ikke har været helt »rene«; foruden Overgangsalderen fandtes der nemlig hos flere af de paagældende Mænd andre Sygdomme, f. Eks. Kryptorchisme, Homosexualitet, Sukkersyge og forhøjet Blodtryk. Dr. Christiansen har gjort Hormonundersøgelser paa sine Patienter, men kun 8 af dem havde sikkert nedsat HormonudskiIlelse i Urinen; og det lyder derfor usandsynligt, naar denne Kollega anfører, at flere Patienter er kommet sig netop ved Hormonbehandling.

Her fra Hospitalet har en af vore Læger, Dr. H. Ingerslev i 1944, ud fra et Materiale gennem 5 Aar (1938-43), fundet 13 Sygdomsbilleder, der svarer til det, som Mendel har beskrevet som et mandligt Klimakterium.

Det drejer sig ogsaa her om Mænd, der tidligere i alt væsentlig har været raske baade legemligt og sjæleligt. I Begyndelsen af 50-erne udvikler der sig hos dem en Række neurastheniske og depressive Symptomer. De klager over et tungt Sind, mange ubehagelige Fornemmelser, lidt Tendens til Angst og Rastløshed. De kan ikke klare deres Arbejde som før, deres Tanke fungerer ikke saa livligt, men deres Følelsesliv er paafaldende svingende. Af legemlige Symptomer forekommer: Søvnløshed, Hovedpine, Hjertebanken, Svedeture, Obstipation, kolde Fødder m. m. Dr.Ingerslev konkluderer angaaende disse 13 Mænd fra Dianalund Nervesanatorium følgende: »Det drejer sig om en Gruppe midaldrende Mænd, der ikke er belastet med større Disposition til Nerve-Sindslidelser, og som ikke selv tidligere har frembudt Tegn til alvorligere legemlige eller sjælelige Sygdomme; disse Mænd bliver i Løbet af faa Maaneder eller Aar deprimerede, hypochondre, gnavne, uligevægtige, og kan ikke passe deres Arbejde i samme Omfang som tidligere. Søvnen bliver daarlig, de faar Hovedpine, Svimmelhed og i enkelte Tilfælde Kriblen i Arme og Ben, Hjertebanken og Hedestigninger; de bliver trætte og efterhaanden i saa høj Grad medtagne, at de søge Læge og bliver indlagt paa Hospital. Under almindelig sindshygiejnisk Behandling bedres de fleste paa faa Maaneder.« ... »Efterundersøgelser viser, at de fleste efter 4 Mdr.'s til 5 Aars Forløb er bedrede eller raske, medens kun 3 af 13 Patienter er uforandrede.«

Saa meget om Litteraturen, der jo egentlig maa betegnes som paafaldende sparsom. Lad os se et Øjeblik paa de biologiske Kendsgerninger, for saavidt disse kan paavises.

,Det er let at fastslaa at en Kvinde er i Overgangsalderen derved, at hendes Menstruation bliver uregelmæssig eller sparsom og derefter hører op, hyppigst i Alderen omkring 45 Aar. Hos et vist Antal Kvinder, mellem 25 og 50 %, findes tillige en Række stærkt ubehagelige Symptomer: Hedeture, Svedeture, sjælelig Uligevægt, Tungsind, Tendens til Mistydninger af Omgivelsernes Adfærd, undertiden Jalousi og lette ForfølgelsesforestiIIinger. Alt dette taber sig, naar Menstruationen er endelig ophørt. Tillige kan man hos Kvinder paavise, at HormonudskilleIsen i Urinen forandres paa ganske typisk Maade, nemlig saaledes at det Hormon, der udskiIIes fra Kønskirtlerne, aftager stærkt under Klimakteriet, medens det Hormon, der udskiIIes fra Hypofysen (Hjernens lille Vedhæng) tiltager. AItsaa kan man ved en simpel Hormonbestemmelse i Urinen afgøre, om en Kvinde er i Overgangsalderen.

Da Manden som bekendt ikke har Menstruation, og da de klimakterielle Symptomer i alle Tilfælde er mindre fremtrædende, bliver Diagnosen der meget vanskeligere. Hvorledes gaar det med Hormonudskillelsen i Urinen? Saa mærkeligt det lyder, er dette Spørgsmaal endnu ikke endelig afgjort. Det viser sig, at alle de Hormonbestemmelser, man hidtil har paa normale Mænd, er foretaget paa unge, ofte Soldater, medens derimod Hormonforholdene hos Mænd i den ældre Alder er temmelig usikre. To danske Forfattere, Hamburger og Halvorssen har i 1942 gjort sig fortjent ved at undersøge en hel Del Mænd i forskellige Aldre, og de har fundet, at der findes store individuelle Variationer hos hvert enkelt Individ indenfor hver Aldersklasse med Tendens til aftagende Testishormonudskillelse med Aarene.

I 1941 paabegyndte Kolonien Filadelfia paa mit Initiativ en Undersøgelse i Forening med Løvens kemiske Fabrik, der velvilligst stillede deres udmærkede Laboratorier til Disposition. Igennem 5 Aar undersøgte vi 4 Gange om Aaret 2 Døgnuriner hos 7 raske Mænd paa Filadelfia og hos 13 raske Funktionærer paa Løvens kemiske Fabrik, idet vi 4 Gange om Aaret sendte Døgnuriner ind til den meget omstændelige og kostbare Bestemmelse af to Hormoner, nemlig det, der udskilles ved Testiklernes interne Sekretion (det androgene Hormon) og det, der udskilles fra Hypofysen (det gonatrope Hormon). Der foreligger da nu et stort Materiale, der er fremkommet ved Bestemmelser paa ialt 20 raske Mænd mellem 40 og 60 Aar med 4 Undersøgelser hvert Aar, d. v. s. ialt 400 Hormonbestemmelser. Materialet er endnu ikke gjort endelig op og helier ikke fremkommet som en videnskabelig Afhandling, men saa vidt man kan se, findes der ikke en Ændring i Hormonudskillelsen, der er lige saa karakteristisk for Overgangsalderen hos Mænd, som den findes hos Kvinder. Der¬imod er der en Tendens til, at disse Hormoner aftager med Aarene.

Ved de biologiske Kendsgerninger har man altsaa til Dato ikke fundet biologiske Holdepunkter for, at der findes et mandligt Klimakterium. Det der staar fast er alene de kliniske Symptomer, der ovenfor er beskrevet, og som man, naar man har været Nervelæge i ca. 30 Aar, ikke kan undgaa at fæste sig ved. Her maa man imidlertid erindre, at der findes en vigtig Kilde til Fejltagelser, nemlig de saakaldte psykogene Depressioner. En Mand mellem 50 og 60 er udsat for visse sjælelige Belastninger af typisk og ensartet Karakter. Han opdager, at han begynder at blive gammel, hans Kræfter til Arbejdet forslaar ikke som tidligere, han forbigaas maaske i Konkurrencen, særlig opnaar han ikke de store Stillinger, han i sin Ungdom havde drømt om, kort sagt, han maa opgive sine Ambitioner. Endvidere er han i den Alder, hvor hans Børn begynder at blive voksne og selvstændige, og da der altid, som vi skal understrege i Kap. V, er Brydninger mellem unge og gamle, vil Børnene kunne forvolde ham sjælelige Kvaler og under alle Forhold betydelige Overvejelser. Endelig kan hans Ægteskab begynde at blive gammelt, Hustruen har passeret Klimakteriet, og hans Arbejde har ikke Nyhedens Interesse; forskellige Tillidshverv slider mere paa ham end de giver Glæde og Opmuntring. Altsaa, en mandlig Overgangsalder kan forveksles med en sjæleligt fremkaldt Depressionstilstand; i nogle Tilfælde vil den ene Lidelse forstærkes af den anden, og Grænsen er svær at trække.

Trods disse differential diagnostiske Vanskeligheder vil jeg ud fra min lægelige Erfaring fastholde, at der hos adskillige Mænd mellem 50 og 60 - til Nød ned til 45. Aar findes en særpræget og ubehagelig Lidelse, saaledes som det først er beskrevet af Kurt Mendel og som det er rimeligt at betegne som en mandlig Overgangsalder. Det mest sikre Støttepunkt for denne Diagnose er, som det ogsaa er fremhævet, at alle Symptomer taber sig i Løbet af kortere eller længere Tid. Manden bliver yngre, naar han bliver ældre; kan han naa at blive over 60 Aar, kan han maaske føle sig lige saa rask som en 40-aarig, bortset fra, at han langt hurtigere trættes.

Det vil ikke være nødvendigt at supplere denne lille Oversigt med en Fortegnelse over de legemlige og sjælelige Sygdomme, som ethvert Menneske udsættes for, naar det bliver ældre. De eksisterer naturligvis. F. Eks. kan man ikke komme uden om, at den saa almindelige Prostatahypertrofi ofte giver sig til Kende, saa sna rt en Mand kommer over 50 Aar. Men om de fleste andre Sygdomme, f. Eks. Kræft, Aareforkalkning, Blodtryksforhøjelse, Hjertesygdom, gælder det, at de rammer Mænd som Kvinder, og at de alle tiltager med den tiltagende Alder. Hvad der alene interesserer os i denne Sammenhæng er imidlertid det specielle Sygdomsbillede:

Den mandlige Overgangsalder.

Litteratur:
1. Andresen, 1.: Ugeskr. f. Læger 1938: 100: 1367.
2. Bleuler, E.: Lehrb. d. Psychiatrie 1918: 153.
3. Christiansen, Johanne: Ugeskr. f. Læger 1938: 100: 1436.
4. Church: J. of Am. Med. Ass. 1910: 55: 301.
5. de Fleury, M.: BuH. de I'academie de medie. 1909 (ref. Neur. Ztbl. 1922: 29: 393).
6. Halford, Henry: Essays and Orations. London 1831. (Cit. efter Mendel).
7. Hamburger & Halvorsen: Ugeskr. f. Læger 1942: 51: 1443.
8. Hollander, B.: Neur. Ztbl. 1910: 29: 128~.
9. Ingerslev, H.: Climacterium virile. Ugeskr. f. Læger 1944: 33.
10. Juarros: Med. ibera 1924: 18: 1013 (ref. Zbl. Neur. u. Psych. 1925: 41: 418 ).
11. Marcuse, M.: Neur. Ztbl. 1916: 14: 577.
12. Mendel, Kurt: Neur. Ztbl. 1910: 29: 10.
13. Mendel, Kurt: Zbl. Neur. u. Psych. 1922: 29: 385.
14. Plum, P.: Acta med. scand. 1943: 115: 36.
15. Rankin: Brit. med. journ. Nr. 3029 (ref. Neur. Ztbl. 1919: 470).
16. Remond & Voivenel: I'Encephale 1911: 2: 113.
17. Wenckebach, F. K.: tJber den Manne von 50 Jahren. 2. Aufl. Perles Verl. 1915.
18. Werner, A. A.: J. of Am. Med. Ass. 1939: 112: 1441.

KAPITEL 2 - ARBEJDE

Man deler Livet i fire Perioder: Barndom, Ungdom, Manddom og Alderdom. Den Periode, vi beskæftiger os med her, er i udpræget Grad Manddommens. Den er saa at sige Højdepunktet af Livets Udvikling, hvor en Mand paa een Gang har Erfaringerne og endnu har Arbejdskraften. Der ligger i dette en stor Opmuntring, men ogsaa en stor Alvor, ja, en Smule Bekymring.

For de fleste Mennesker former Livet sig saaledes: Efter en Barndom med stærke Indtryk og en mer eller mindre vellykket Skoletid, kommer Ungdommen med sine store Maal, sin Uddannelse, sine Startvanskeligheder og herefter Indgangen til: Stilling, Ægteskab, Hjem, Samfundsliv. De fleste Mennesker udfører det største kvantitative Arbejde mellem 20 og 50 Aar, og hvis de overhovedet opnaar at faa en solid Arbejdsmark og en god Position i Samfundet, sker det i disse Aar. De er for mange de lykkeligste, fordi de i den Tid glemmer at tænke paa sig selv.

Saa kommer 50-60 Aars Alderen, hvor Arbejdets begyndende Frugter skal nydes. Der falder mere Ro over Manden. Han opdager, at det gaar nok trods de oplevede Skuffelser. Men der kastes allerede Skygger over Dagens Værk. Det gaar ham, som Manden med Medestangen i Strindbergs »Drømmespi1«. Han havde i saa mange Aar ønsket sig en Medestang med en bestemt grøn Farve; men da han omsider fik den, var den alligevel ikke helt den grønne Farve. han havde drømt om.

Der er nu f. Eks. Arbejdets Trivialitet, som bestaar i, at han maa gentage, hvad han allerede har gjort saa mange Gange. Denne Gentagelse, denne Arbejdets Stereotypi har han Udsigt til at have som et Aag over Nakken Resten af Livet. Det gik let med at sætte Forretningen i Gang, Gaarden i Orden, Embedet i Form, Praksis i Gænge. Alt var saa nyt. De smaa Ting havde et dybt Perspektiv, nemlig Udvikling og Opdrift. Men naar man kommer hen i Halvtredserne,»trisser man nedad«. Den store Strid kræves ikke mere, den intensive Spekulation, den vitale Risiko. Nu ser det ud til, at det hele »gaar«, blot det passes. Hvad der nu behøves er ikke Initiativ, ikke Slid, saa meget som Trofasthed. Ingen Frugt modnes uden Taalmodighed. Ingen Livsgerning kan afsluttes uden Ud¬holdenhed. Det som nu kræves er Kvalitetsarbejde igennem flere Aar.

Det ensformige Dagligliv falder naturligvis ikke alle lige svært. Der er Mennesker, som foretrækker dette allerede fra Ungdommen. De søger tidligt ind i de »smaa faste Stillinger med Pension«. En spændende Opløbstid med veritabel Risiko byder dem imod. De gaar i Baas allerede, naar de er 25 Aar, avancerer jævnt til de er 50, og nyder saa de sidste 10-15 Aar Arbejdets Regelmæssighed og Hjemlivets Hygge.

Andre har Lyst til det mere frie og spændende Arbejde. De søger ud i den frie Konkurrence, der giver større Chancer, men kræver mere Opfindsomhed. Mellem 25 og 50 Aar grundlægger de deres Virkefelt, som saa bliver deres personlige Ejendom og Livsværk. For dem bliver Skæringspunktet 50 Aars Alderen, fordi den Stereotypi, der nu kræves i Arbejdet, er deres Væsen imod.

Hvad enten man imidlertid er det frie lnitiativs Mand eller Tilhænger af den lille faste Indtægt med Pension, er det af Betydning at erindre, at ingen formaar at gøre en virkelig Indsats, uden han blivef tro mod de Maal, han har sat sig fra Begyndelsen. En virkelig Mand maa fastholde de Linjer, han har anlagt i sin Ungdom. Altfor mange Mennesker søger i Frygt for Ensformigheden over i nyt Virkefelt ved 50 Aars Alderen. De føler sig stimuleret af denne Variation. De føler en ny Ungdom ved at sætte sig ind i nye Ting. Det lykkes maaske for nogle, men for alt for mange rummer Omplantningen den Risiko, at det de egentlig vilde og havde foresat sig at udføre ikke bringes til Realisation. Hvorfor? Fordi de ikke forblev tro mod Ungdomsidealerne. De forlod deres første Kærlighed.

I sin Afhandling om »Gentagelsen« siger Søren Kierkegaard følgende: »Der hører Ungdom til at haabe, Ungdom til at erindre, men der hører Mod til at ville Gentagelsen. Den der blot vil haabe, han er fejg. Den der blot vil erindre, han er vellystig; men den der vil Gentagelsen, han er en Mand og jo fyldigere, han har vist at gøre sig dlln klar, desto dybere Menneske er han. Men den der ikke fatter, at Livet er en Gentagelse, og at dette er Livets Skønhed, han har dømt sig selv og fortjener ikke bedre end, hvad der er og vil hænde ham, at omkomme.«

Det er iøvrigt en stor Misforstaaelse, at det, som slider en Mand op før Tiden, giver ham vaagne Nætter og Sammenbrud, er Arbejdet i sig selv. Det der slider en Mand op er de sjælelige Konflikter, Disharmonierne, Modgangen. En lang, travl, ligeløbende Dag med mange Pligter og et omfattende Virke er for et sundt Menneske en Kilde til mere Sundhed. Det er utroligt, hvor meget man kan udrette, naar Arbejdet glider, og der kommer noget godt ud af det. Det er en Fornøjelse og en Sundhedskilde, at Mennesker har Brug for mig, at Samfundet kræver min Hjælp, at jeg skal skaffe mine Børn Føde, Klæder og Undervisning; det er en Fornøjelse og en Fornyelse, hvis man da er rask, selvom man bliver over 50 Aar. Hvor jeg husker min Fader, der altid stod op kl. 7 Sommer og Vinter, hurtigt og veloplagt, i et koldt Soveværelse; Vest og Jakke tog han paa under eet, for at skynde sig, Barbering havde man ikke Brug for den Gang og da slet ikke varmt Vand. Jeg husker ham endnu sætte sig til Morgenbordet veloplagt for at spise sin Øllebrød, og efter en fælles Morgenandagt gaa fornøjet paa Kontoret. Han var sandelig ingen betynget Samfundsborger, der tungt gik til Dagværket, skønt Tiderne ogsaa den Gang var svære nok, og skønt ogsaa han havde, hvad jeg først mange Aar efter har erfaret, sine mangfoldige Vanskeligheder at kæmpe med særlig i de yngre Dage, da han sled for det daglige Brød.

Gid det var saadan, vi alle kunde blive mindet af vore Efterkommere: Som arbejdsglade Mennesker, som Dagens Mand i Dagens Strid. Særlig er der eet Omraade, hvor det gælder om at være rigtig indstillet. Det er Forholdet til andre Mennesker.

Forholdet til Mennesker er vel det sværeste af alt, fordi de næsten aldrig er, som man synes, de skal være. Men da man nu engang er født ind i et Fællesskab, gælder det om at aflure dem deres lyse Sider og hefte sig ved det gode uden at blive saa blaaøjet, at man ligefrem gaar i Vandet ved sin Optimisme. De fleste har vel gjort den Erfaring, at i det store og hele er Menneskene overfor mig omtrent, saadan som jeg er overfor dem. Mon det ikke er en Lov, der skulde slaas fast. Se nu en Række store Mænd, der er bitre og skuffede over deres Medmennesker, lige fra Nietzsche til Brandes. De siger, at Folket er noget Rak - de selv maaske undtagen. Hvad er det for en Splint af Troldspejlet, de har i øjet? Er det ikke det, at de ser andres Fejl mere end deres gode Sider? Kan det forklares paa anden Maade end som en Konstruktionsfejl i deres Sind. Maaske de har en daarlig Fordøjelse eller et højt Blodtryk. I saa Tilfælde maa man finde Midler til at kurere dem.

Den samme mærkelige og uglædelige Selvovervurdering gør sig gældende Folk og Folk imellem. Der er en dybtgaaende Mangel paa psykologisk Sans. Nationernes Ufred, er det andet end en dybtgaaende Overbevisning om, at ens egen Maade at tage Tingene paa er den eneste rigtige, og alle andre bærer sig forkert ad. Tag i Dag en Russer, en Englænder, en Amerikaner, ingen kan være mere forskellige i Sind og Skind. Alle Typer er sikkert lige værdifulde og lige uundværlige i Verdensorkestret; men naar de kommer sammen for at stifte Fred paa J orden, kan de ikke fordrage hinanden. Hvorfor? Fordi de er forskellige. Det store Verdensproblem i Øjeblikket er dette, at hindre at Racehad og menneskelig Originalitet splitter Jorden op i tusinde Smaadele, Forskellighederne bør tværtimod blive en Skønhed, en Værdi, der ikke hindrer det fælles menneskelige, som jo burde være stærkt nok til at samle Klodens Folk i Enighed.

Maalt med vor lille Alen og indenfor vor begrænsede Verden, dit og mit daglige Liv, er eet givet: Vi skal ikke se Skæven i vor Broders øje, men Bjælken i vort eget øje, maa vi blive var. Vi skal ikke foragte de konstitutionelle Forskelligheder, men vi skal tværtimod højagte dem: »Kom i Hu, at du kun er et Menneske«.

Her i Landet har vi saa meget mindre Grund til at hade hinanden, som vor Folkekarakter, omend forskellig fra øst til Vest, dog gennemgaaende er af en elskværdig og let omgængelig Beskaffenhed. Her skulde man med Aarene, og jeg tænker her særlig paa 50-60, blive mere og mere charmeret af sine Landsmænd og møde dem med Glæde og Aabenhed, samtidig med at man med Sorg og Ængstelse ser deres, d. v. s. sine egne store Svagheder. Kan man faa disse Synspunkter frem, vil den Alder, vi her beskriver, trods Arbejdets Ensformighed gøre Livet mere glædeligt.

KAPITEL III - SAMFUND

50 Aars Alderen i en Mands Liv er den Periode, hvor han i stærkest mulig Grad har Kontakt med Samfundet - baade som givende og som modtagende. Han er naaet frem til det Punkt, hvor hans Arbejde har Værdi ikke blot for ham selv og Familien, men ogsaa for det store Samfund. Fædrelandet har Brug for ham, ikke blot i mindre Kredse som Medlem af Bestyrelser, Udvalg, Komiteer, men ogsaa i større Kredse som Medlem af Kommune, Amt eller Statsraad. Der er »Bud« efter Manden paa 50, og han har nu efter at have oparbejdet sin Virksomhed Lyst til at komme udover de lokale Rammer. En vaagen og fremadstræbende Mand vil gerne have Del i den Anerkendelse, Ære, Uddannelse eller blot Indsigt i større Forhold, som følger med at beklæde Tillidsposter i Samfundet. Han er kort sagt i den farlige Alder!

Den normale Udvikling i et Menneskes Forhold til Samfundet er vel den, at han som Barn og ung udelukkende er nydende, receptiv. I Skolen og i Uddannelsestiden er han et rent Passiv i Samfundsregnskabet. Alt hvad han lærer, maa han modtage fra andre; og i et velordnet Samfund er alt lagt til Rette for at føre den unge frem til det Punkt, hvor han kan blive en Producent i Stedet for en Konsument. En Arbejdsmand bliver dette allerede ved 14-15 Aars Alderen. En Forretningsmand eller Haandværker bliver Producent ved 20-25 Aars Alderen. En Akademiker eller Embedsmand bliver det først ved 30 Aars Alderen, og enkelte Specialister kan ikke klare sig selv økonomisk før ved 35 Aars Alderen. Alt i alt maa man sige, at jo mere kundskab skrævende Stillinger det drejer sig om, des længere bliver Forberedelsestiden.

Efter den receptive Periode kommer saa den produktive. Landmanden faar sin Gaard, Købmanden sin Forretning, Haandværkeren sit Værksted, Akademikeren sit Embede. Nu begynder Arbejdet med at skabe sig en Position og sikre Kaarene for den begyndende Familie. Lad os tænke os at dette lykkes. Livet gror omkring Mandenl Han konsolidere r sin Position og sin Økonomi, og han kommer nu omkring 50 Aars Alderen til det Punkt, der er omtalt i forrige Kapitel, hvor det der kræves er Rutine og Trofasthed. Nu er det imidlertid, han strækker Armene ud mod større Opgaver og mod Andel i det store Samfundsmaskineri.

Der er intet, der er saa sammensat som en Mands Motiver, naar det gælder Samfundsopgaver. Her træffer man den mærkeligste Blanding af Altruisme og Egoisme; lige fra den mest rødglødende og offervillige Begejstring, hvor Tanken om egen Fordel spiller en minimal Rolle, til den mest underfundige og uberegnelige Luren paa egen Fordel, hvor det offentlige Hverv kun er Vejen til at faa noget i Knaphullet. Har man set igennem det, der kaldes »Samfundssind«, bliver man ikke altfor optimistisk. Kvinderne har i den mere begrænsede Stilling i Samfundet, der hidtil har været dem tildelt, en større Evne til virkelig Selvopofrelse. Manden har næsten altid paa et vist Punkt en Skelen til, hvad han kan faa for det. Der er heri intet abnormt. »Ordener er Kræfter«, skriver den kendte Nervelæge A. Forel i sine Erindringer. *)

Nu ligger Forholdene naturligvis ikke ens for alle. Generalisering er uretfærdig. Tilværelsen frembyder ingen Problemer for den, der ublu og graadigt kaster sig over de »Ben«, som Samfundet tilbyder sin Mand. Heller ingen Problemer er der for den, der slet ikke attraar Arbejde eller Ære udenfor sin egen begrænsede Kreds. Problemerne fremkommer for to Slags Mænd: Dem, der attraar Samfundets Æresposter, og ikke faar dem - altsaa heller ikke kan beskadiges af dem - og dem, der attraar Tillidsposterne og faar dem, men forsimpIes igennem Anerkendelsen. Lad os skænke hver af disse en kort Omtale. Det er Mændene mellem 50 og 60, der her er Tale om.

Sandelig, der kan være de reneste Motiver til at attraa Del i Samfundslivet for den, der er kommet til Skels Aar og Alder. Hvor meget foregaar der ikke omkring os, som der er Grund til at prøve at rette paa: Krig og Ufred, Klassekamp og Arbejdsløshed, Sløseri med offentlige Midler, Uret mod værgeløse, Haardhed mod svage, Forsømmelser overfor de evigt uskyldige Børn. Der er nok, der kalder paa Arbejdslysten. Alligevel kan en Mand, som er midt i Halvtredserne, faa en pinlig Fornemmelse af, at alt det tunge, der omgiver ham, kan han ikke personligt faa Indflydelse paa, hvis han ikke hopper op paa de Tillidsposter, der tilbydes ham. Der er Folk nok, der søger at faa ham engageret i Foreninger og Bestyrelser, for politiske, nationale, sociale, religiøse Formaal. Men ofte er der bagved Tilbudet det skjulte Krav om at gaa ind i et bestemt Geled og blive Stemmekvæg for den eller dem, der selv vil klatre op ad Samfundsstigen. Mann merkt die Absicht und wird verstimmt!

Der er kun faa Steder, hvor Massesuggestionen ikke nedsætter den enkeltes Individualitet, og hvor vanskeligt er det ikke at indfange de virkelig gode Samfundskræfter og tvinge dem til uegennyttigt Arbejde. Alligevel skimter man, eller man mener at skimte nogle faa Steder, hvor det foregaar. Det er der. Manden i Halvtredserne gerne vil være med. Han er klar over, at han har noget at give, som tiltrænges. og han er gammel nok til at lege med. Om nogle faa Aar er Kræfterne til at gøre en Indsats udtømt, og ingen har Brug for ham mere. Det hører til de skæbnesvangre Situationer i den farlige Alder at afgøre. om man skal sige Ja eller Nej til et offentligt Hverv. Den. som er Nervelæge, ved bedst, hvor uendelig megen Sorg og Nervenedbrudthed, der kan flyde af et uoverlagt Ja i et ubesindig t Øjeblik.

Sagen er nemlig den, at den Mand, som faar de mange Samfundshverv, ikke blot kan forsømme det, han er sat til at passe med Trofasthed, men ogsaa kan forvirres og forringes af den offentlige Moral og de mange Taler, Møder, Kompromisser, som den Slags Liv nu engang kræver. Det er dødsens farligt at være med i det, som foregaar for alles øjne og som fører sin Mand i Aviserne og paa Landets Talerstole. Ganske anderledes farligt end at blive hjemme og passe sine Ting. Egentlig kan man have godt ondt af dem, der i god Tro lader sig demo¬ralisere og langt op i Aarene er forblindede af det, som kun er Flitterstads. Rent bortset fra den direkte Demoralisering, som offentligt Arbejde kan medføre, er det et virkeligt Problem for Manden mellem 50 og 60, som har et anstændigt Job og Hænderne fulde:

Hvor megen Tid kan og skal jeg anvende paa det derude, og hvor megen paa det derhjemme? En gammel, god Regel er det, at man skal gøre det ordentlig, som man hver Maaned faar Betaling for, - bagefter kan man ofre sig for »det offentlige«.

Paa den anden Side er det et Svaghedstegn og Mangel paa Virilitet, eller dog Tegn paa en sart Konstruktion, hvis en dygtig Mand, der er naaet til den voksne Alder, principielt holder sig helt udenfor offentligt Arbejde. For det første skal dette Arbejde jo nu engang gøres, og helst gøres af de bedste Folk og ikke af Stræbere. Og for det andet gaar den beskedne og flittige Hjemmemand Glip af et Samliv med andre Mænd og derved et Udsyn over Tingene, der baade kommer ham selv og hans Arbejde til Gode i det lange Løb. Det er ingen Dyd at være en Hjemmefødning; men det, der gør Tilværelsen vanskelig mellem 50 og 60, er at man skal vælge mellem at blive hjemme eller at gaa ud. Somme Tider synes man, at det er forkert, hvad man saa end gør.

Naturligvis er disse Bemærkninger sat lidt pessimistisk op. For de fleste Mænd gaar Sagen langt lettere end det her er fremstillet, fordi de slet ikke opfatter Brodden i Problemerne. Men er det en Lykke at være Optimist, saa er det i hvert Fald ingen Lykke at køre i Grøften paa Grund af bare Optimisme. Den, som selv er kommet over 60 Aar, har maaske Ret til at raabe et lille Varsko til dem, der kommer lige efter. Livet er ikke Legetøj - og det skæbnesvangre er, at det aldrig kan gøres om igen.

Konklusionen af det anførte maa blive denne: En Mand mellem 50 og 60 ønsker, fordi han har stabiliseret sit Virkefelt, at komme ud i mere omfattende Samfundsarbejde. Han har Ret til det, ogsaa fordi han har samlet Erfaringer og endnu er saa rask, at han har noget at give i det offentlige Liv. Men han bør se sig vel for, inden han lader sig fange ind i et politisk Parti eller Foreningsarbejde, og han bør navnlig ikke lade sig blænde af den Nimbus af Offentlighed, der derved kommer omkring hans Navn. En Mængde offentligt Arbejde er kun Geledarbejde; han bliver simpelthen Slave af visse Kræfter eller Personer, der udnytter ham skaanselsløst. Arbejdet paa Platformen kan forsimple sin Mand og ægge hans Ærgærrighed til lav Udvendighed. Gaar han ind i en mere omfattende Samfundstjeneste - og det vil han i Reglen gøre maa han bestandig holde sig for øje de helt store Maal, det som ligger bagved Tingenes og Talernes Overflade, det som virkelig er Anstrengelserne værd - og Nattesøvnen. Maaske kommer man nærmest ved det rigtige, naar man erindrer et Ord af Grillparser, som jeg har staaende paa en gammel svensk Lerkrukke fra mine Forældres Hjem: »Tystnaden och fortjensten ara syskon.«


*) Riickblick aul mein Leben. Ziirich 1935.

KAPITEL IV - ÆGTESKAB

Naar man har været Nervelæge i ca. 30 Aar og behandlet nogle Tusinde Ægtemænd mellem 50 og 60 Aar, faar man en rig Erfaring om, at Ægteskabet i den farlige Alder kan være et Problem. Det er derfor nødvendigt at drøfte Sagen i en Bog om Mandens Overgangsalder; og skønt dette Kapitel er et af de vanskeligste at skrive, er det tillige et af de vigtigste. Naturligvis kan Emnet kun faa en nødtørftig Behandling, og hvis der engang udkommer en »Lærebog for Ægtefæller«, bør disse Aldersklasser tildeles en ganske omfattende Plads.

Et Ægteskab har ligesom et Træ, en Kultur og en Nation forskellige Stadier. Forlovelsen og det første Hjem er det første Stadium. Den midterste Levealder og de opvoksende Børn er det andet. Overgangsalderen og de store Børn er det tredie. Som en gylden Stund i det tredie vanskelige Stadium falder Sølvbrylluppet, der i et kort Glimt viser, at Alderdommens Begyndelse dog ikke er helt uden Skønhed.

Der møder i det tredie Stadium af Ægteskabet en Række Vanskeligheder beroende paa legemlige og sjælelige Forskelligheder, der gør sig gældende under alle Forhold. Lad os nu for engangs Skyld tænke os, at vi staar overfor et lykkeligt Ægteskab, skønt det jo er almindeligt kun at beskæftige sig med de ulykkelige (som om disse var de fleste). Lad os tænke os Ægtefæller, der paa en god og naturlig Maade har levet sig sammen igennem de to første Perioder. Ægteskabet er et Mirakel. Katolikkerne gør det til et Sakrament. Nu indtræder der saa et Skisma, og for mange et højst upraktisk og uventet, nemlig en Adskillelse mellem Ægtefællerne, der varer 10-15 Aar.

Det begynder med Kvindernes Overgangsalder, der som bekendt ligger 10 Aar før Mændenes. Med Kvindens Indtræden i Klimakteriet sker der en veritabel Ændring i hendes Organisme, idet Menstruationen ophører, og den dermed følgende Sterilitet giver legemlige og sjælelige Forandringer. For en Række Kvinder forsvinder Ungdommens naturlige Charme; de specielle kvindelige Attributter reduceres. Legemet bliver fedtpolstret paa flere, ikke forskønnende Steder, Haarvæksten ændres, Ansigtstrækkene bliver grovere, Brillerne kommer paa; og ogsaa sjælligt forandres Habitus i Retning af det borgerlige, det satte, det mere egocentriske. Det »evigt kvindelige« forflygtiges og kan afløses af en bastant Moderlighed, hvortil der hos adskillige kommer en Tendens til Tungsind, Pirrelighed, Stemningssvingninger og Mistænksomhed.

Alt dette kan Manden ikke forstaa I Han har læst og hørt om det, men han vil ikke have, det skal ramme hans Kone. Manden er nemlig endnu i ca. 10 Aar sjæleligt og legemligt frisk. Han er netop nu mellem 40 og 50 i sin mest vitale, udadvendte og arbejdsdygtige Periode. I Kraft af denne stiller han Krav til Hjemmets expansive Tendenser, netop da Moderen har de store Børn at slaas med og er legemligt og sjæleligt paa Retur. Det er ganske naturligt, at hun paa sin Side vægrer sig mod disse stadige Krav bI. a. til Gæstebud og Repræsentationspligter; hun magter dem simpelthen ikke. Misstemning kan blive Følgen. - Livet løber nu videre. Hustruen kommer op over de 50 og begynder at komme i legemlig og sjælelig Balance; hun bliver yngre, naar hun bliver ældre. Men uheldigvis indtræder nu Mandens uafbalancerede Periode, som den er skildret i Kap. I. Man har altsaa i det tredie Stadium Spillet gaaende mellem to Ægtefæller, der kronologisk er i samme Aldersklasse, men biologisk ligger ca. 10 Aar fra hverandre. Det kan foregaa i dyb Stilhed og paa den pæneste Maade, hvor det drejer sig om ordentlige Mennesker. Men Problemet er der.

Et vigtigt Punkt i denne Fase er det sexuelle. Som Læge kan man ikke undlade at tale frit ud om dette. Kvindens Sexualliv ophører fysiologisk med Klimakteriet. N aar hun ikke mere kan faa Børn, er hendes Rolle som Kønsindivid forsaavidt udspillet, og for de fleste normale Kvinder vil Kønsdriften erfaringsmæssigt - eventuelt efter en kort Stigning før eller under Klimakteriet - aftage eller standse. Ganske anderledes forholder det sig med Manden. Naturen har indrettet det saa uhensigtsmæssigt, at Mandens Sexualdrift fysiologisk set aldrig ophører. Kønskirtleme, der sammen med andre Kirtler dirigerer SexuaIIivet, standser ikke deres Funktion; saavel Hormonproduktionen som Produktionen af Sædceller vedvarer til højt op i Aarene. Følgen heraf er, at hvor Kvinden ophører at være eller anstrenger sig for at forblive Kønsindivid, vil Manden staa i fuldt Flor gennem mange Aar. At dette kan give Konflikter selv i de lykkeligste Ægteskaber er indlysende.

Den mest nærliggende Konsekvens er en vis Mindreværdsfølelse hos Kvinden, d. v. s. en taalmodig, men bitter Hengivelse i Skæbnen og en forbauset Ængstelse over Mandens fortsatte Vitalitet. Hos Manden udvikler der sig allerede under K vindens Klimakterium nogen Utaalmodighed og Utilfredshed over Ændringen i hendes Sjæleliv, han ikke forstaar. I de lettere Tilfælde og hos beherskede Ægtefæller, hvor Venskab og Kammeratskab er stabiliseret gennem 25 Aar, fører det maaske ikke engang til Gnidninger, men kun til en Slags Ørkenvandring. Men hos de ubeherskede, ustabile og sygelige, eller hos de Ægtefolk, der er mindre fast forankret i Tillid til hinanden, kan det medføre alvorlige Konflikter. Det værste, der kan ske, er dette, at Manden gaar sine egne Veje sexuelt set, hvilket naturligvis kan blive Begyndelsen til Enden. I Kina har man aabnet den Udvej, at Manden vælger sig Medhustruer efter hans Alder og Behov for Fornyelse. I de muhamedanske Lande og hos primitive Folk findes der et Harem i alle Aldre for dem, der har Raad til det. I de europæiske Kulturlande har Mænd gennem Aarhundreder holdt Elskerinder. Men denne Udvej har altid, hvor det monoganfe Ægteskab er anerkendt som det fundamentale i Samfundet, været yderst farlig alene af den Grund, at den skaber en Række nye Konflikter. Hvor ofte har jeg ikke i min Lægegerning overværet Forsøg paa at »gennemføre en Trekant«. Det mislykkes praktisk talt altid. Hustruen kan være saa taalmodig og overbærende hun vil; der kommer et Punkt, særlig hvis Trekanten bliver officiel eller flere Trekanter opstaar, hvorved Følelserne kommer i Brand, og Ægteskabet gaar i Stykker.

Man kan vistnok sige, at paa dette Punkt er alle mulige Udveje prøvet, netop fordi Naturen har skabt en vanskelig Situation; og takket være Litteraturen er alle disse Forsøg med større eller mindre Talent udbasuneret over hele Folket. Der er faktisk kun fundet een eneste Løsning, nemlig den, at Ægtefællerne roligt og nøgternt ser Situationen i øjnene, erkender deres periodiske Forskellighed, og takket være deres Ungdoms Løfte og Samlivets Kammeratskab fortsætter ufortrødent. Overordentlig meget beror her først paa Mandens og saa paa Hustruens Klogskab, Taalmodighed og Takt.

Sagen er nemlig den, at efter den første Storm, beroende paa Kvindens Klimakterium, kommer den anden Storm, som skyldes Mandens. Nu er det ham, der bliver uligevægtig, deprimeret, mismodig og er henvist til at støtte sig til Hustruen, der er kommet ind i den mere rolige Periode. De er tilmed forfærdelig meget henvist til hinanden. Børnene er voksne og har forladt Hjemmet. Kravene til Hjemmets Gæstfrihed er stadig store. Hjælpen er vanskelig at faa. Alderen isolerer. Kort sagt, de to Mennesker, der har valg't at dele Livet sammen og sejle Ægteskabets vanskelige Sejlads, maa ved en betydelig Disciplin, Selvhengivenhed og Trofasthed klare dette vanskelige Skær.

Heldigvis er det i de langt overvejende Antal Tilfælde saaledes, at Kvinderne, som maaske har den mindre Horisont, hvilket alene deres Arbejde kan føre med sig, tillige har den største Udholdenhed og Pligtfølelse i Ægteskabet som i andre Forhold. Og hvis det tilkommer Manden at vise Taalmodighed, Takt og Overbærenhed i Alderen 40-50, saa tilkommer det Kvinden at vise det samme i Alderen 50-60. Først har hun Brug for Overbærenhed, og saa har han Brug for Overbærenhed. I alle disse Svaghedsaar er der kun een Ting, der er absolut livreddende, nemlig det kategoriske Imperativ: Du skal. Naar vi her taler om Mandens Over¬gangsalder, maa det retfærdigvis ogsaa siges, at Pligtfølelsen i stigende Grad bliver et Karaktertræk hos en normalt aldrende Mand. Det er forbausende at se iblandt de mange Mennesker, man som Læge kommer i Berøring med, hvor ofte Pligtfølelsen vokser selv hos Mænd, der i deres yngre Alder har været noget usikre paa forskellige Omraader. Om ikke andet, saa kan man forklare en Mand, der har en normal Forstand, hvor meget der staar paa Spil for Hjem og Børn, for Arbejde og Samfundsstilling, ved at han gennemfører den Begrænsning i alle Livsytringer, som en ny Tingenes Tilstand kræver.

Man kan virkelig som Sjælesørger gøre det klart for en Mand - og en religiøst underbsgget Etik vil lette denne Klarhed at den Kvinde, som han giver sin Kærlighed i sin Ungdom, og som trofast deler Sliddet med ham i hans Manddom, har Krav paa den højeste Grad af Ridderlighed i hans Alderdom. De er jo i egentligste Forstand Arbejdskammerater. De har forresten heller ikke noget at lade hinanden høre, naar de ved, at hvert Køn har sin Overgangsalder;

Livets Hemmelighed og Lykke er saa iøvrigt den, at efter det tredie Stadium kan der komme et fjerde, og dette kan for begge Parter blive det aller lykkeligste. Læs Carl Plougs skønne Digt: »Vil du elske mig, naar Dagen lider.«

KAPITEL V - BØRN

Det er trist for en Kvinde ikke at faa Børn. De hører saa at sige til hendes organiske og haandgribelige Liv. Men det er værre endnu for en Mand, fordi Børnene er det eneste uhaandgribelige. For begge Køn er de vor eneste Eksistensberettigelse, Hvad betyder vort Arbejde, vort Forhold til Samfundet, vore Erfaringer, hvis de ikke omsættes i Hjælp til næste Generation. Saa uendelig kort er vort Liv, at naar vi skal begynde at leve det, er det egentlig forbi. Den eneste Trøst er, at vi er et Led i en Kæde. Alt hvad vi faar, skal vi med skælvende Hænder bære videre til næste Slægtled.

Nu er Faderens Eksistens noget, som forholdsvis sent træder ind i Børnenes Liv. De smaa Børn tilhører udelukkende Moderen. Lidt Børnegraad og nogle væltede Blækhuse paa vort Skrivebord er det. Fædrene kan erindre om de smaa Børn. Arbejdet og Sliddet er Moderens. Lidt mere fælles er vi om Skolebørnene, men ogsaa de regner langt mere med Moderen end med Faderen. Kun i større Sager og ved alvorlige Afgørelser træder Faderen ud af den mystiske Taage, der omgiver ham: »Vi kan jo tale med Fader!« det er den yderste Tilflugt. Men at være Højesteret er ikke noget virkeligt Eksistensforhold. Kommer vi til de halvvoksne Børn, vil Faderen hyppigt tone frem SOm en Magtfaktor, specielt i økonomiske Spørgsmaal. Som Samfundet har ordnet det indtil nu, tjener han jo i Reglen Pengene, altsaa han skal betale Uddannelse, Stilling, Bryllup etc. Undertiden formodes han ogsaa at have dybere Kendskab til Samfundslivet, noget den halvvoksne har Brug for. Faderen er en Slags Malkeko, men Moderen er et Menneske. Mandens Eksistens som Taage-Magtfaktor og Malkeko fortsættes i de fleste Hjem til Børnene bliver over 25 og Mændene over 50 Aar. Haanden paa Hjertet: Rettede De Dem efter deres Fader, fordi han var et Menneske, eller fordi han var et kategorisk Imperativ? Mon ikke det sidste.

Nærværende Forfatter havde en udmærket Fader, som sagde mange forstandige og kloge Ord, som først langt senere fik deres fulde Anerkendelse. Han sagde dette: »En Søn adlyder sin Fader til han bliver 15 Aar; han spørger ham til Raads til han bliver 25; mellem 25 og 35 gaar Sønnen sine egne Veje; efter 35 tager han nu og da Hensyn til Faderens Mening. Men først naar Sønnen er over 50, begynder han at forstaa, at den gamle egentlig havde Ret. Og først naar han er død, vil han - maaske - begynde at se lidt op til ham.«

Slægt efter Slægt, Aar efter Aar vil dette gentage sig. De yngre er altid i Opposition til de ældre. Forældrene er Børnenes naturlige Fjender, d. v. s. der er en latent KrigstiIstand mellem de to Generationer. Denne Krig er alle Slægters tragiske Oplevelse; men den er nødvendig. Thi enhver ny Slægt maa gennem Kamp finde sin egen Staaplads. Intet Menneske kan overtage et andet Menneskes Erfaringer.

Til den fysiologiske og genealogiske Forskel kommer i vor Tid en ny Forskel, nemlig det Svælg, som to Verdenskrige har sat mellem to Generationer. Vi Mænd mellem 50 og 60 har haft den ulykkelige Skæbne, at forberede og uddanne os til en bestemt Tilværelsesform, og saa komme til at leve vor Manddom og Alderdom under helt andre Vilkaar end dem, vi havde tænkt os. Der er en virkelig Tragedie i det at forberede sig til et og opleve noget andet. En Side ved denne Tragedie er, at vi mere end tidligere Slægter er skilt fra den kommende Generation. Der kan ikke være Tvivl om, at de sidste 30 Aars Begivenheder og Forskydninger, sociale, ideologiske, politiske, moralske, religiøse, har uddybet Kløften mellem ældre og yngre paa en særlig effektiv Maade.

Og alligevel kan vi Mænd mellem 50 og 60 ikke undlade at vejlede - jeg vil slet ikke sige opdrage - den kommende Generation. Naturligvis vil og maa der altid være en Befrugtning selv under Krigsperioden. Lettest vilde det være at gaa fra det hele og sige til Ungdommen: »Vi skal betale jeres Uddannelse, Resten maa i selv om!« Men kan vi gøre det? Er det forsvarligt? Til syvende og sidst: Ville Børnene ønske, at vi overlod dem Slagmarken? Een Ting skal vi i hvert Tilfælde ikke gøre. Vi skal ikke prøve at lave os om. Absolut ikke l - En Mand, som ikke bevarer det Særpræg, han har erhvervet gennem en Menneskealder, er ingen Mand. Han har ikke noget at give til andre, heller ikke til sine Børn. Altfor ofte forsøger Forældrene i falsk pædagogisk iver at snobbe for deres Børn og afpasse sig efter dem i Klædedragt, Livsanskuelse etc. Selvfølgelig falder det latterligt ud. De 25-35 Aar, vi har oplevet mere end Børnene, kan vi ikke ustraffet kappe af os; og vi skal ikke følge med Tiden i den Forstand, at vi forkaste r vort dyrt erhvervede Grundlag og vor personlige Kultur.

Netop i Kraft af de forskellige Tider, vi har oplevet, har vi noget at give vore Børn af det, som de mangler. Ungdommen er ikke bedre end før; den er heller ikke værre. Ungdommen er ung, som den altid har været. Paa dens Kreditside kan man fremføre en Ærlighed, Aabenhed, Naturlighed, betydelig Flid og langt større Realisme, end vi var i Besiddelse af. Paa dens Debetside kan vi fremføre - naa, lad det være I Sikkert og vist er det blot, at hvis vi ældre ikke er os selv, er vi slet ingen Ting. Verden er altid i Bølgebevægelse, de senere Aar mere end tidligere; men naar en Epoke er overstaaet, kan der blive Efterspørgsel efter netop det, som Ungdommen nu finder forkasteligt. Skal vi bære Flammen videre i vore skrøbelige Hænder, saa skal det dog være i vore Hænder. Vi maa stadig ihukomme, at det nu er os, som regerer Verden. I Dag er det os, som staar paa Bølgens Top og regerer ikke blot over Pengekassen og Madposen, men ogsaa over visse aandelige Værdier, Arven fra dem der gik forud. Det er det, vi gerne vilde bevare til Efterslægten. Jeg tror alligevel, jeg vil sige direkte, hvad jeg mener, at Ungdommen mangler, nemlig en vis Dybde og Inderlighed, en personlig Kultur, en god Portion Følelse. Om man vil kalde det Romantik eller noget andet, er ligegyldigt; men Forstand og Vilje kan aldrig erstatte Følelseslivet. Livet er ikke alene en Samling betingede Reflekser. Det er en Samling uhaandgribelige Værdier, hvor Fantasi, Følelse, Frihedstrang og Individualitet kommer til sin Ret. Vi har oplevet en Jernaldertid.

Hvem ved, om der kommer en ny Guldalder. Det bliver i saa Tilfælde vor Opgave at konservere Værdierne fra Begyndelsen af det 19. Aarhundrede til Brug for Slægten i Slutningen af det Tyvende.

KAPITEL VI - DET INDRE LIV

Aarene gaar, og Livet skrider frem gennem de forskellige Stadier. Aarene gaar alt for hurtigt. Livet er altfor kort. Med Montesquieu maa man udbryde: »Hvilke ulykkelige Vilkaar for os Mennesker! Knapt er vi naaet at blive modne, førend Legemet begynder at svigte *).«

Trangen til et aandeligt Holdepunkt bliver for de fleste stærkere eftersom Aarene gaar. Man begynder at ane Afslutningen. For mange aftager samtidig Evnen til at give det indre Liv Udtryk. Da man var ung, var der kort mellem Tanke og Ord, Ide og Handling. Man kunde blive begejstret med Tegner, naar han siger: »Hvad Du ej klart kan sage, vet du ej; med tanken ordet föds på mannens lapper; det dunkelt sagda ar det dunkelt tankta.« - I 60 Aars Alderen bliver der længere og længere mellem Tanke og Handling. Reaktionstiden forstørres ved at Erfaringen træder til. Gør man ikke noget godt, vil man i det mindste nødigt gøre noget galt.

Dette Modsætningsforhold kan hos den modne Mand give en indre Spænding. Han vaager over sit indre Liv som over sin Bankbog. Han er glad for at besidde skjulte Reserver. Hvad er da hans Reserver.

Aandelige Livsværdier kan opbygges af højst forskellige Materialer. Det vil stride imod enhver Erfaring at benægte, at Mennesker synes at kunne leve og dø paa andre Værdier end de religiøse: Kunst, Videnskab, Kærlighed, Selvopofrelse - for ikke at tale om talløse filosofiske og spekulative Livsanskuelser - alt dette kan repræsentere indre Værdier og aandeligt Beredskab. De kan række langt, naar man giver sig dem ubetinget i Vold. De indre Værdier, der her skal omtales, er fortrinsvis de religiøse. For den, der siden Ungdommen har været grebet af Kristendommen og søgt at samle sine Oplevelser under dette Grundsynspunkt, vil Livet med Aarene udkrystallisere sig til en religiøs Kerne: Troen paa Gud gennem den af Jesus Kristus anviste Vej.

Her foreligger for den modne Mand i Nutiden en ejendommelig Strid mellem Aabenbaringen, som den er givet os i Bibelen, og Tilegnelsen af det aabenbarede, som det former sig gennem Livets Hændelser. Indenfor Kirken vil man fra den ene Side lægge Hovedvægten paa Aabenbaringen. Alt er givet og gjort med Jesu Ord og Handlinger. Ingen personlig Oplevelse er nødvendig eller overhovedet gyldig. Fra den anden Side fremhæves den personlige Opleveises Betydning. Ikke blot skal man - akut eller kronisk - erfare Kristendommens Sandhed, men man skal ogsaa prøve paa at realisere Ny Testamentes Moral. Denne Deling af Kristendommen i Absolutisme og Subjektivisme, som i Dag kan udtrykkes f. Eks. ved Barthianisme og Oxfordbevægelse, var vel endnu stærkere tilspidset i Danmark i min Ungdom for 40 Aar siden, hvor Indre Mission fremhævede Oplevelsen og Helliggørelsens Betydning, medens Grundtvigianismen fremhævede det gudgivne: Ordet, Daaben, Trosbekendelsen, som det afgørende.

Mon man ikke i 50-60 Aars Alderen har Lov til at sætte sig lidt ud over Kategorierne, d. v. s. de kirkelige Rammer. Man bryder sig ikke om at slutte sig til Partierne. Man holder sig til sine egne Erfaringer; og tager man et Overblik over Aarene, der svandt, vil man se, hvor mærkeligt det objektive og subjektive griber ind i hinanden. Der var Tider, hvor det objektive, det gudgivne var det eneste fornødne, oftest maaske i lette Depressionsperioder, Angst-, Anfægtelses- og Tvivlsperioder. Saadanne Tider forekommer naturligvis hos ethvert levende Menneske Livet igennem, uden Antydning af Sygelighed. Der var andre Tider, hvor det subjektive, nemlig Tilegnelsen, Oplevelsen og Forsøget paa at virkeliggøre noget af N. T.'s Tanker var det overvejende. Maaske det var stærkest i Lykketider, i de expansive Perioder, hvor man forsøgte paa at finde nyt Land. Givet er det, at ingen af de to Sider kan undværes i et normalt Menneskeliv. Den ene udelukker ikke heller den anden. Et fuldt og helt Kristenliv kan ikke tænkes uden Subjektivitet og Objektivitet.

I 50-60 Aars Alderen lægger man med Rette megen Vægt paa Livets Begivenheder som Opdragelsesmomenter. Man opdager, at alle Hændelser, der er fremkaldt af ydre Forhold, har den største sjælelige og kristelige Betydning: Sundhed og Sygdom, Hjem og Børn, Arbejde og Skuffelser, Anerkendelse og Modgang, alt former sig som en Befrugtning for det indre Liv. Ved at læse i sin egen Livsbog - og Interessen for Historie bliver stærk netop i disse Aar - finder man de stærkeste Vidnesbyrd om Guds Godhed, men ogsaa om hans Strenghed. Mærkeligt er det at se, at det, der kommer en til Skade udadtil, ofte kommer en til Gavn indadtil; det gælder f. Eks. de 7 svære Krigs- og Kriseaar, som vi har gennemlevet. Paa en afgørende Maade har de desillusioneret os med Hensyn til at tro paa Kulturens Fremgang. Var der nogen, der tvivlede om denne i min Studentertid (1906 til 1912)? Kirkeligt set lærte vi at tro paa Verdens Evangelisation i dette Slægtled. Der blev ved Aarhundredskiftet lagt en umaadelig Vægt paa Karakterudvikling og Personlighedsdyrkelse med deraf følgende stærk Autoritetsfølelse. Det synes, som alt dette er brudt sammen overfor de Resultater, vi nu ser baade i vort eget og i andres Liv. Samfundets Fremgang kan næppe bygges derpaa; og da i hvert Fald slet ikke vor egen Salighed. Humanisme og Tro paa Kulturens Fremgang ved Hjælp af Intellektet maa vi simpelthen afskrive. Der er ingen Bærekraft i Troen paa Menneskets »sunde Fornuft«. Hvem mener nu, at Mennesket vil gøre det gode, blot alle ydre Hindringer fjernes? Tyngdepunktet maa lægges andre Steder. Værdierne maa opbygges indefra. Mennesket maa overgive sig til de store og ukendte Kræfter. Vi bæres af »Magterne«, som de gamle kaldte det. Livet er uoverskueligt og uberegneligt. Vi kristne lægger vort Liv i Guds Haand.

Egentlig skulde den modne Mand med en vis Tryghed kunne sætte sig til Rette ved Livets Bord. Han har overstaaet sine Børnesygdomme; han har sikret sig en vis Position i Hjem og Arbejde; han er paa en Maade færdig ogsaa med sig selv. Hvorfor skulde han da ikke, som den kinesiske Vismand Lin Yu Tang siger, sætte sig til Rette og nyde Livet **).

Maaske han ogsaa vil gøre det, men da paa en helt anden Maade end Kineseren tænker sig - eller er det os, der ikke forstaar Kineseren rigtigt? Han hviler ikke ved det han har opnaaet, men ved det. at han ikke mere tror paa sig selv. Han falder til Ro ved, at hvis Livet ikke kan gaa videre i Kraft af dets iboende Kræfter, saa kan det overhovedet ikke gaa. Vi er i den Grad afhængige af det udvortes og afhængige af vort Legeme ogsaa, at det er haabløst at lægge Tingene til Rette, saa man opnaar Resultater. Alt det man ejer. har man faaet forærende. Alt hvad der er lykkedes i ens Liv, er et Produkt af ydre Konjunkturer og indre Lyst til at udrette noget bestemt, som man slet ikke selv var Herre over. Hvad der i den sidste Ende af Livet skal »opnaas«, bliver i endnu højere Grad en Foræring.
I selve dette Synspunkt er der noget betryggende. Der er noget lystigt i at blive gammel, Syns punkterne forskyder sig fra det subjektive til det objektive. En Opladthed, man tør maaske sige en Oplagthed, kan fylde Sindet med en vis Sødme. Kald det Resignation. Der er Mulighed, ja Sandsynlighed for en Udvikling.

Manden vokser ud af Barnet, og Alderdommen ud af Manddommen. De Maal, man har stræbt efter som ung, naar man ofte som ældre, de være sig gode eller daarlige. I »Fra min Barndom og Ungdom« skriver Albert Schweitzer, Professor, Dr. theol., Dr. med., Dr. phil. og Missionær i Kongo: »De Ideer, som bestemmer et Menneskes Væsen og Liv, er givet i ham paa en hemmelighedsfuld Maade. Naar han gaar ud af Barndommen, begynder de at knoppes i ham. Naar han bliver grebet af Ungdomsbegejstring for det sande og gode, blomstrer de og sætter Frugt. I den Udvikling, vi senere gennemgaar, drejer det sig egentlig kun om, hvor meget af den Frugt, vort Livstræ satte i sit Foraar, der bliver hos det... Hvis Menneskene var saaledes, som de gerne vilde være, da de var 14 Aar, hvor ganske anderledes vilde Verden da være.«


*) Citat eft. A. Viseher: »Alderdomen«. Stockholm, 1944.
**) Lin Tang: "Jordisk Lykke«. Kbhvn., 1946.

KAPITEL VII - SLUTNING

Kan man gøre noget for at hjælpe Manden gennem den farlige Alder? Kan man gøre noget paa det fysiske Omraade, kan man gøre noget paa det psykiske? Lad os bruge endnu fire Sider til at drøfte dette Spørgsmaal.

Forsaavidt som Overgangsalderen skyldes fysiologiske Ændringer i Organismen, specielt i de saakaldte Kirtler med indre Sekretion - og herom kan der næppe herske Tvivl - er det nærliggende at prøve paa, ved Indsprøjtning af Kirtelekstrakter fra Dyr, at fjerne de Ulemper, der knytter sig til Overgangsalderen. Det kan ikke benægtes, at Hormonbehandlingen i nogle Tilfælde og paa visse Omraader har været til Hjælp for Kvinder i Overgangsalderen. Man har da ogsaa forsøgt en lignende Behandling af Mænd i Overgangsalderen, altsaa 10 Aar senere. Ogsaa her paa Hospitalet har vi hos deprimerede, trætte, uligevægtige Mænd i denne Periode forsøgt Indsprøjtninger saavel med Ekstrakt af Testiklerne som med Ekstrakt af Hypofysen (Hjernens lille Vedhæng). Der har været reklameret meget fra Medicinfabrikkerne med disse Hormonpræparater. Man har troet paa en aandelig og sjælelig Fornyelse, ja en hel Række Forskere af ikke ringe Kvalitet lige fra Metsjnikov til Steinach har haabet paa at forlænge Livet ved kunstigt Indgreb. Erfaringen viser desværre, at det gaar ikke saa let. Ganske vist er det muligt ved Hormonindsprøjtninger at forøge Hormonmængden i Blodet og i visse Tilfælde at fremkalde et kortvarigt Velvære (nemlig hvor Hormonmanglen var øjensynlig), men det ser desværre ikke ud til, at man hverken hos Mænd eller hos Kvinder ved nogen af den Slags Medikamenter kan fjerne varigt Overgansalderens Ubehageligheder. Alene dette at skulle tage Indsprøjtninger, maaske flere Gange daglig i en lang Aarrække er i sig selvet saa tvivlsomt Gode, at man kun griber til det ved meget store Gener; for slet ikke at tale om, at en enkelt Kur let kommer til at koste 3-400 Kr. I det sidste Aar har Præparaterne overhovedet ikke været til at fremskaffe.

Altsaa, den fysiologiske Behandling synes at have sin Begrænsning, selvom en Forbedring langt fra kan udelukkes efterhaanden som der sker større videnskabelige Fremskridt indenfor Forskningen af Hormoner og Aldersfænomenets Biologi. Foreløbig bliver det den psykiske Behandling, som vi overvejende maa holde os til som ved andre sjælelige Lidelser, og noget - undertiden meget - kan da ogsaa naas ad denne mere besværlige Vej.

De foregaaende Kapitler skulde have antydet, hvor den psykiske Behandling skal sætte ind. Naar Manden træder over 50 Aars Tærskelen, skulde han vide, at en Række Farer truer ham fra Arbejdets, Samfundets, Hjemmets, Børnenes og det indre Livs Side, Farer han kan undgaa, hvis han er opmærksom paa dem. At gaa i Detailler vilde være at gentage de foregaaende Kapitler og kedsommeligt for Læserne. Tre Ting skal blot tilføjes:

Den ene er, at Hjælpen ofte skål komme ude fra, nemlig fra hans nærmeste Paarørendes Side. Eftersom en Mand i den Alder i Reglen har mistet sin Fader eller Moder, eller er blevet disses Beskytter mere end omvendt, saa bliver det hans Omgivelser (mest hans Hustru) der har i deres Magt at hjælpe ham til at undgaa Farerne, og det bliver hans Læge, der skal bygge op, hvad Manden eventuelt selv har brudt ned.

Det andet, der skal nævnes er, at et Liv i Byerne paa ethvert Stadium af Livet er daarligere end paa Landet; men daarligst er det for de helt smaa og de helt store, deriblandt Mændene mellem 50 og 60. I en Alder hvor der kræves en maximal Ydelse samtidig med at Hjernen og hele Legemets Funktioner bliver svagere, vil Storbyen frembyde for store Fristelser, f. Eks. til Selskabelighed, Overarbejde, Fornøjelser; for ikke at tale om Mad og Drikke.

Endelig til Slut: Begynd i 50 Aars Alderen at beskikke dit Hus med Afgangen for øje. Mange Mænd dør mellem 50 og 60; og de, som lever længere, klarer sig bedst, hvis de vender Blikket indad og forbereder sig paa det, som er Livets mest ophøjede Formaal:

At ældes med Visdom.

H. I. Schou
Overlæge Dr. Med.
Dianalund, d. 20. August 1946.