Sv: Tomt for Armour, stressa nå. Hjelp!
Sitat:
Opprinnelig skrevet av
b@mbi
MEN de har visst snakket med legen min som har lagt inn en resept på Levaxin som "kriseløsning". Han har tideligere lovet meg at jeg skal slippe å ta det igjen.
Det er meget muligt, at der bliver flere som må overgive sig til en "kriseløsning" i denne situation. Jeg håber derfor, at alle de som skal tilbage til syntetisk medicin ikke mere bare lider i tavshed hvis det viser sig at deres sygdom forværres af det.
Stofskiftesyge har det med at holde sig tilbage med at klage over forværringer pga. medicinering fordi de så ofte før var afvist af lægerne. Hvis det samme fortsætter nu, efter tvunget medicinskifte - vil lægerne bare tro at alt er i orden og at det ikke kan være så slemt alligevel. Måske kan det medføre senere, at de vil bruge det som argument for at fortsætte med den syntetiske medicin fremover, uanset at Thyroid USP kommer tilbage.
Det er derfor specielt vigtigt nu, at patienterne IKKE lader lægerne slippe så nemt for at skulle lytte til evt. klager over forringet helse pga. medicinskifte. De skal vide at det påvirker, og hvordan det påvirker og hvilke konsekvenser det har for hjemmelivet og arbejdslivet. Om man skulle skrive eller ringe hver dag - når kroppen siger fra - bør de syge ikke holde sig tilbage med nøjagtigt og konstant anmelde bivirkningerne og plagerne.
Lægerne skal vide det og de skal vide det hver gang. Kun på denne måde kan lægerne bibringes viden og erfaring om forskel mellem Levaxin/Eltroxin og Thyroid USP lægemidler. Det får de ikke samlet hvis de syge lider (igen) i tavshed og er for pæne og beskedne til at hænge limet fast til telefonen hver gang de er for plaget til at leve, studere og arbejde.
Medicinmanglen nu, kan på den måde vendes til en fordel senere, idet denne kan give lægerne en god anledning til selv at erfare forskelle mellem de to medicintyper. Forudsat at de stofskiftesyge vedbliver med at anmelde alle plager, alle ulemper og alle konsekvenserne det har for dem. Om man så skulle ringe til eller komme forbi klinikken 2-3 gange om ugen, altså vedværende - lige så vedværende som man plages af forkert virkning af forkert medicin.
Det er aldrig den syges skyld! Men så kunne lægerne måske indse, at det er også deres ansvar, at den rette medicin ikke kan fremstilles lokalt, selv om det er muligt. Bare fordi et medicinalfirma har fået lov til at presse alle alternativer ud af markedet.
Men der vil intet ske med ændring af lægernes holdninger - hvis de stofskiftesyge lider i tavshed eller lader sig skræmme fra at klage deres nød.
