Kæmp for livet, råber Karina
Sitat:
Opprinnelig skrevet av
Karina
Han svarede mig at man ikke ønsker at afprøve T3 på flere, fordi T4, altså Eltroxin fungerer udmærket.
"Faren" ved at få for meget stofskiftehormon er at man bliver hurtigere slidt op i hjertet. Hvis man har for høj puls og for højt blodtryk (skal lige nævnes at både min puls og blodtryk er helt normalt efter flere måneders "overdosering" :roll: ) kan man åbenbart pludselig falde om af et hjerteanfald.
Det han svarede dig er noget også jeg fik stukket i synet for alle de mange år siden, hvor man havde kastreret min skjoldbruskkirtel med henvisning til, at selv om mit stofskifte lå kun i overkanten af det acceptable - var man (jeg) jo nødt til at forebygge de massive problemer med kredsløbet, som ville 110% sikkert komme senere i livet - hvis jeg ikke blev "behandlet i tide". Desuden skulle jeg - øh - ikke bekymre mig om noget, fordi hvis stofskiftet så tippede over mod det for lave - havde man en, nærmest "magisk" lille pille, som ville fluks sørge for, at tilføre en smule hormon, så jeg blev "velreguleret". Jeah right!
"Man" havde bare ikke nævnt en skid om det hormonelle feedback-system med kirtler som hypofysen, hypothalamus samt binyrer - dvs. de afgørende "aktører" i forvaltning af stress, mentale færdigheder og fysisk aktivitet i kroppen, samt de kirtler, som har en stor, om ikke den største indvirkning for menneskepsyke.
Sidst men ikke mindst - havde disse Einsteiner i hvide kirtler ikke oplyst mig om, at denne lille "magiske" pille var af sig selv IKKE virksom, men skulle først forbi andre indre organer - for at blive omdannet til det aktive hormon T3. At feedback-systemet havde reelt påvirket de samme organer - hvis opgave netop er at omdanne det inaktive T4 til det aktive T3 - til IKKE at være så effektive i netop de pågældende omdannelse - hvilket sker for en del mennesker - er der heller ikke nogen, der har fortalt om.... Tværtimod - ser det fortsat ud til, at de fleste læger ikke aner en hujende fis om det de roder med.
Alligevel jager de skræk i livet på de stakler, der har det fint og trives med deres "forhøjede" stofskifte og som derfor skal "behandles" for en sygdom som de ikke har, men som tror på findes, på baggrund af de "menneskeskabte" referencerammer, som blot er blevet vedtaget på en eller anden lægekongres eller i et mødelokale - af en gruppe læger, som "synes" at det skal være sådan.
F.eks. ser det ud til, at vi mennesker SKAL have forskelligt stofskifte, afhængig af hvilke personlighedstyper vi er. Dvs. de som fra naturens hånd ER aktive, mentalt dynamiske, "hurtige på aftrækkeren" når noget skal igangsættes, eller hurtigt tænkende når der er behov for en løsning eller andet spontant opstået osv. osv. .... Det kan ikke lade sig at gøre at være denne personlighedstype, UDEN at vores krop inkl. hormoner reelt gør det muligt!! Så hvorfor fanden, skal de, som ligger øverst i denne kunstigt skabt referenceramme (som forøvrigt ofte er forskellig fra landsdel til landsdel, land til land og kontinent til kontinent!!!) - kastreres på sind og sjæl, bare fordi nogle tumper i hvide kirtler ikke kunne styre deres uvidenhed?
Det er meget tydeligt at se - at det er de, som fra naturens hånd er de "kvikke" (jeg mener IKKE bedre end andre), bare de kvikke personligeder der IKKE har evnen til at slå sig til tåls med noget utilfredsstillende - eller dem, som har drive nok til ikke at acceptere autoriteter osv. - det er nok også dem, der har behov for et stofskifte i overkanten - for overhovedet at kunne bevare og beholde deres personlighed!! Og det er her, at jeg slår kolbøtter i vejret af arrigskab over at SÅ mange af os er blevet berøvet det vigtigste redskab et menneske har og som ellers skulle række til et helt liv - PERSONLIGHEDEN! Enten fordi man er blevet forandret af at leve med et hormonelt underskud - eller - fordi man reelt ikke har energi til at "være sig selv" når man er dømt til at leve med et hormonelt underskud!
Havde den læge (som nu er 70 år gammel), der er skyld i mit ødelagte liv - ikke selv i dag været så sølle og medtaget af årenes utilfredsstillende læge-liv, som praktiserende læge - havde jeg allerede for år tilbage stillet op hos ham og konfronteret ham med konsekvenserne af hans udygtighed, der mest af alt var forårsaget af hans egen autoritetstro overfor "kloge kollegers", frit opfundet teori - som godt nok kunne anvendes, men kun på de sygdomstilfælde, hvor det forhøjede stofskifte gjorde folk hundesyge f.eks. som følge af en autoimmun sygdom i kirtlen. I stedet gjorde han og hundreder af hans lige - noget forkasteligt, da de havde overført præmisserne på ALLE mennesker, hvoraf de fleste havde en naturligt niveau for stofskifte, hvor det var deres personlige, individuelle egenart, som afgjorde sindets og kroppens behov for stofskiftehormoner.
Sitat:
Opprinnelig skrevet av
Karina
Og nej, det er ikke spor utilfredsstillende ikke at kunne hjælpe alle, sådan er det bare i dag i Danmark. Selvfølgelig hvis læger skulle aflønnes (som nogle har foreslået!) efter resultater så kunne det være man ville se anderledes på alting, men han er, som privatpraktiserende læge, så hårdt spændt for, at han simpelthen ikke ORKER opgiv1 at gøre mere end allerhøjest nødvendigt.
Jeg forstår godt hans foklaring, men jeg accepterer den ikke. For i så fald burde han lave noget andet end udøve lægegerning. Konsekvenserne er, simpelthen FOR enorme til, at man kan være det bekendt. Desuden er det kun så trælst fordi ingen (læge) siger fra og når de først er blevet medlemmer i Lægeforeninger - er det som om hjernerne bliver efterladt udenfor, mens kun bestyrelserne, stort set, sætter spillereglerne for, hvordan en god lægeskik skal være - ikke mindst som følge af, at lægeforeningerne er meget politik-liderlige og tækkes hellere de politiske magthavere end de sætter deres menige medlemmer og patienterne først.
Hvordan ville det ellers overhovedet kunne lade sig at gøre (for politikere), at ignorere så massivt force majeure som sygdomme er, hvor man kan ikke sige til kræften - "du, cancer! Du skal ikke sprede metastaser før vi har fået en MR-scanner, eller en ledig hospitalsseng, eller før vi gider tage os af dig!" Kræft, hormonsygdomme, andre sygdomme er ligeglade med politikere og ministre. Sygdom kommer når den kommer og lader sig ikke tøjle af politiske aftaler. Sygdom skal behandles når den skal behandles og ikke et sekund senere! Så når lægerne (repræsentanterne for viden om og kendskab til sygdom) IKKE selv siger fra og IKKE selv kæmper (for dem selv og deres patienter) - lader de dem reducere til ekspedienter og dermed kommer de til at gå glip af den eneste gyldige kilde til tilfredshed, motivation og videbegærlighed - deres egen lægekunst, som tæller og som virker, og som gør en forskel... Derfor orker din læge ikke. Han har fundet sig i at blive reduceret til en ekspedient for længe.
Sitat:
Opprinnelig skrevet av
Karina
Så derfor - kæreste venner: Hvis I tror der er noget at gøre i jeres situation, så opsøg hjælp. Find jer ikke i at være syg, kæmp for livet... Det er det værd.
Find jer ikke i diagnoser som ingen alligevel vil røre med en ildtang for at hjælpe jer med at mindske ubehaget.
Find jer ikke i (over-)doser af smertestillende medicin, der som det eneste får jer til at holde mund.
Det er JERES liv, ikke lægens. Selvom ens læge ikke gider høre på én, så find en anden. Jeg har hørt på nuværende tidspunkt at hvis man selv gør forarbejdet, så er de fleste læger lidt mere lydhøre.
Det var et lille pip fra mig. Jeg håber så inderligt flere af jer får kræfter til at kæmpe for retten til jeres liv.
Jeg kan kun tilslutte mig, dog velvidende om (som jeg også har beskrevet lige før), at de som kæmper, er også de som af naturens hånd er de "uregerlige" og hvis uregerlighed driver dem frem, på restenergi, hvor hver en selvoverskridelse senere kræver i dagevis på langs, for at genvinde kræfterne.
Erindringen om "sig selv" før sygdommen, er så stærk, at de kan ikke bare finde sig i lægernes dom. De uregerlige bliver færre og færre af, efterhånden sygdommen skrider frem og bergrænser kræfterne mere og mere. Ofte er det også en ensom kamp, da de pårørende nærmest tror mere på lægerne end de tror på den syge....
Derfor tvivler jeg, om vi kan blive mange nok. Hvis ikke - bliver det nok ikke så massiv en kamp, udkæmpet af så mange patienter, at lægerne bliver tvunget til at revurdere deres tro og overbevisning, hvilke som bekendt - altid dominerer over viden og erfaring. xx11
