Fjernelse af den ene thyreoidealap

Hej,
idag fjerner man hele skjoldbruskkirtelen ved operation af graves, og Nodøs struma (som i mit tilfælde), da det har vist sig, at sygdommen ofte vender tilbage.
Min mor fik opereret en del af skjoldbruskkirtlen i 1976 (ikke hele kirtlen), og hun blev helt rask, sygdommen vendte ikke tilbage.
Kender en til der blev opereret for ca. 25 år siden (graves og en stor struma, hun fik fjernet 40 % i den ene side og 60 % i den anden side), og har haft det godt lige siden.
jeg vil godt beholde mindst den ene halvdel af min skjoldbruskkirtel, og tage risikoen for at sygdommen vender tilbage.

Er der andre herinde der har graves og/eller diffus eller nodøs struma, som kun har fået opereret en del af skjoldbruskirtlen, og som det efterfølgende er gået godt for?

Kanskje du skal kikke etter trådene til Gevega?

Hej Pochahonta vink11

Det er altså en "tynd" tid her på forummet, hvor mange er fraværende pga. sommerferie. Jeg kan selv kun ydtrykke min personlig overbevisning, hvilken reelt gå ud på, at så længe danske læger ikke er bedre til at regulere stofskiftet hos deres patienter og så længe de end ikke ser i retning af lægemidler fremstillet af tørrede dyreskjoldbruskkirler, ville jeg selv helst tage chancen med at bevare så meget af min egen kirtel som muligt.

Ofte hører man fra lægerne, at det er nemmere medicinsk at kompensere for den 100% manglende kirtel, men når man beder dem om noget, bare i nærheden af en lille garanti for deres forsikringer - får de, som regel travlt med at bakke ud.... Hvorfor mon gør de det, hvis det hele er bare så lyserødt?

Specielt når du har et nært familiemedlem, der er godt sluppet ud af en delvis operation i kirtlen, ville jeg nok selv have mod på at følge i deres spor, hvis det var mig. De problemer med hormonregulering, der trods alt kan/vil opstå, selv ved en delvis bevarelse af kirtlen, bliver vist ikke større end hvis kirtlen var helt fjernet. I værste fald kommer det jo ud på det samme, lige bortset fra, at du så skal på operationsbord to gange, i stedet for en.

Det er selvfølgeligt billigere for helsevæsenet at operere en gang, i stedet for to - men denne besparelse, hvis det ikke går som forventet med efterbehandlingen - kan hurtigt blive ædt op af hyppige kontrolbesøg, blodprøver og hvis alt alligevel går galt - overførselsindkomsten til den syge, der kan så gå hen og blive uarbejdsdygtig senere hen... Så hellere tage en pæn chance alligevel og se om det ikke vil gå lige så godt med dig, som med din mor og din bekendt?

Hvad siger din mor til det hele? hjerte1

Jeg vil støtte Anisa i hennes beskrivelse.
Dessuten : Å fjerne hele kirtelen innebærer en meget større risiko for varige men.
Noen ganger er det umulig å unngå samtidig fjerning av parathyreoidea.

Så i den grad du ikke har noen kreftmistanke og kan støtte deg på din familære historie, håper jeg du kan få forståelse foir dine ønsker.

Tak for jeres svar begge to, og I kan tro jeg kan bruge dem.

Jeg får svar om 5 uger på, om der er nogle læger der vil tage ansvaret for at kun operere en del af min kirtel, på min egen opfordring. De tager min journal op på et lægemøde.
to endokrenologer, to kirurger og en øre næse halsspecialist har uafhængigt af hinanden fortalt, at der er meget stor sandsynlighed for at det blot vil brede sig til den resterende kirtel (dvs. strumaen, og det for høje stofskifte pga. Graves).

Min kære mor gik desværre bort i 2004, så jeg kan ikke spørge hende. Men min moster fortæller at min mor havde for højt stofskifte og struma, og var bange for at hendes øjne skulle være blevet udstående, så det tyder på, at min mor også havde Graves og nodøs (eller diffus) struma som jeg.
Diffus struma går ofte hen og bliver nodøs har jeg læst på nettet.
Jeg krydser fingrene for, at der er en kirurg der vil tage ansvaret for at operere en del af kirtlen, synes det lyder voldsomt at fjerne den hele!

Ps. hvor er det rart at høre jeres andres erfaringer, og gode råd.
Glad for at jeg fandt denne side

Jeg ville også rigtig gerne høre fra folk der blev opereret i "gamle" dage, hvor de kun fik opereret en del af skjoldbruskkirtlen, for at høre, om det gik det godt, eller vendte sygdomme tilbage.
Det kunne være operationer der var foretaget i 70`erne, 80`erne og starten af 90`erne.

Hei Pochahonta!
Jeg ble operert i 1994, vet ikke riktig om det er i gamle dager? Jeg hadde tydelig struma som hadde vokst over noen år. Året før var det konstatert lavt stoffskifte, som også hadde pågått en stund, og jeg ble medisinert med Levaxin.

Jeg falt av i svingene hvorfor halve kjertelen ble tatt og ikke hele (skal få tak i de gamle papirene). Grunnen til at det ikke var så viktig å vite akkurat da var at jeg hadde så høy sykehusskrekk at det ble umulig å forholde seg til noe annet enn operasjonen akkurat da.

Etter operasjonen har jeg fungert sånn litt på halv tolv. Jeg tenkte ikke at det hadde noe med operasjonene å gjøre. det gjorde heller ingen av de to legene jeg gikk til i perioden fra da til nå.

Det aller meste, nærmere hundre prosent, ble tllskrevet psyke. Noe var nok psyke. Først i vinter satte jeg meg ned og leste om det jeg led av, lavt stoffskifte. Jeg ble da overbevist om at mine symptomer hadde med det lave stoffskiftet. Og at mitt lave stoffskifte ikke var bra nok medisinert. Jeg ordinerte meg selv T3. Gikk til legen min og ba om å få det i form av Armour.

I stedet fikk jeg en henvisning til endokrinolog. Endokrinologen støttet meg i at det så ut til at jeg trengte T3. Han sa at det var ikke uvanlig at de med halv kjertel hadde problemer med å skape om T4 til T3. Dette bør du ha i minne etter operasjon!

Etter Armour har jeg fått det mye bedre, psykisk, fysisk og med et mye høyere energinivå.

Hej Ruth,

tak for dit indlæg.
Jeg tror nok at man i starten og midten af 90`erne ofte opererede en del af kirtlen, og ikke som nu den hele.
Så vidt jeg er informeret, opererer man stadig en del af kirtlen, men det er kun ved decideret knuder, cyster osv. og ikke som i mit tilfælde, hvor det er graves/basedow og nodøs struma.

Dejligt at du har fået det bedre :-)

Jeg vet ikke så mye om Graves/Basedows. Eller operasjonspraksis.

Men det som bekymrer meg er at legene vet så lite! Og at de ikke ser at en del av det mange av oss har av symptomer kan være thyreoideakjertelen. At det kanskje ikke er psyken. Eller hypokondri. Men er kjertel som ikke er fornøyd med det den får av medisinering. Jeg antar at de ser seg blinde på prøvesvar. Og dermed lever i en villfarelse om at vi er riktig behandlet. Jeg trodde også at stoffskiftet mitt var under rett behandling. Det var godt å få bekreftet fra endokrinologen at han tenkte det samme. Selv om valget hans og mitt var forskjellig medisin (han ville gi meg syntetisk T3)

Ja, det er deilig å få det bedre!