D-vitamin - generel gennemgang

Dette bliver godt nok en længere indledning.....

..... men gå ikke glip af den idet den kan sætte tingene i relief om lidt, når jeg vil henvise til artiklerne om D-vitaminet, der er skrevet af en ikke-læge, en ingeniør der har brugt sin veltrænede arbejdsmetode til at nå frem til sine resultater og er ellers uafhængig af andre interesser - end omsorg for mennesker.... hvilket fremgår af det følgende hinsides all tvivl. I modsætning til autoriteter, for en stor del sponsoreret af medicinalgiganterne, der på ingen måde kan have interesse i at dyrke D-vitaminforskningen idet vitaminet ikke kan patenteres og dermed kan ikke bringe den helt store indtjening i lommerne på aktionærerne.

Vi er i sandhed prisgivede velklædte mappe-folk, der i deres endeløse hovmod ræsonnerer, at der må være industrielle muligheder for at udvikle syntetiske erstatninger for naturstofferne, hvilke kan patenteres og sælges for rigtige penge, og dermed holde medicinalindustrien i gang. Det er mindre vigtigt hvordan vi mennesker tåler disse efterligninger. Anyway....

Det er en historisk kendsgerning, at mange af de grundlæggende opdagelser indenfor den medicinske videnskab, måske endda de mest afgørende milepæle i historiens gang - var begået af ikke-læger, men af "ulydige" repræsentanter for andre faggrupper, særlig teknikkere. Med undtagelse af Antonius Leeuwenhoek, født i Holland i året 1632, en manufakturhandler og pedel på rådhuset i Delft.... med en særlig forkærlighed for at slibe linser.... Han var den første i historien, der havde set mikroorganismerne gennem sine linser. Et syn, der ikke var kendt af mennesket før hans tid.... og dermed var den medicinske videnskabs udvikling mod moderne tider påbegyndt. Som en direkte følge af en manufakturhandlers interesse for slibning af forstørrelsesglas.

Lazarro Spallanzani, der videreførte Leeuwenhoeks opdagelse af mikroorganismer og hvis forskning banede vejen for Louis Pasteur - han var præsteviet og oprindelig jurastuderende.... Og endelig Louis Pasteur, der var fysiker og kemiker, der gudskelov fattede interesse for smitsomme sygdomme og udviklede vaccinationer og serums mod sygdomme udløst af bakterieinfektioner. Den mest kendte var et vaccinacionsprogram mod hundegalskab, der for første gang i historien kunne helbredes ved et tidligt indgreb.

Og sådan kunne man blive ved og ved.... Andre faggrupper end læger, der fatter interesse for de medicinske spørgsmål og ganske praktisk går i gang med at udforske konkrete sammenhænge hjulpet af den sunde distance til det udforskede objekt - ser de ofte, hvad teoriforblindede og autoritets-/hierarkiskadede medicinere ikke kan få øje på, idet de vedbliver med at spejde efter komplicerede og sofistikerede data, mens svarene ofte ligger lige foran deres næser, upåagtede og oversete.... Ofte så enkle og ligetil, at videnskabelige "sejr" er udelukkede og prestige derved lige så....

I det følgende indlæg bringes Karl Favrbos D-vitamin. Litteraturstudie (03-07-06) - med tilladelse fra forfatteren. Og mange tak for det....

D-vitamin
Litteraturstudie

03-07-06
6. udgave.
Ændring i 6. udgave er vist med grønt.

Indledning

Det D-vitamin er kendt for er, dels dets betydning for kalkomsætningen i legemet, dels dets farlighed ved overdosering. Nyere forskning har imidlertid vist at D-vitamin indgår i mange andre processer i organismen, samt at risikoen for overdosering af D3-vitamin er stærkt overdrevet. Tillige har det vist sig, at der er meget stor sandsynlighed for, at befolkningerne i Europa og Nordamerika lider af D-vitaminmangel og at dette er medvirkende årsag til en række alvorlige sygdomme. Det efterfølgende behandler den nye viden, samt hvad der bør udledes heraf.

Studiet er inddelt på følgende måde:

1.-2. D-vitamins optagelse og omsætning.

3. D-vitamins giftighed ved overdosering.

4. Effektiviteten af D2-vitamin.

5.-9. Sygdomme på grund af mangel på D-vitamin.

10. Den nødvendige mængde af D3-vitamin for at undgå sygdom.

11. Konklusion.

Mine kommentarer er skrevet med kursiv.

1. D-vitamins omsætning i organismen.

D-vitamin tilføres organismen på to måder, enten ved ultraviolet lys på huden eller gennem føden.

1.1 Dannelsen af D-vitamin i huden.

Organismen danner Provitamin D3 (7-dihydrokolesterol) i huden. Ved hjælp af sollysets ultraviolette lys (UV-B, 290-315nm) omdannes det til Previtamin D3. Omdannelsen af Provitamin til Previtamin ved lysets hjælp sker ret hurtigt. Påvirkes en lys hud ved tropisk sollys i 10 min vil ca. 15% af Provitaminet være omdannet til Previtamin. Længere belysning end ca. 30 min vil imidlertid ikke øge mængden af Previtamin. Dette skyldes, at Previtamin nedbrydes af ultraviolet lys til stoffer, der ikke kan omdannes til D-vitamin. Også D-vitamin nedbrydes af ultraviolet lys. Der er altså ikke grund til længere belysning end nødvendigt, idet dette kun vil medføre tab af Provitamin, skoldning, risiko for hudkræft og bruning af huden, der nedsætter senere D-vitamindannelse (1.1.1,1.1.2,1.1.3,1.1.5).

Det dannede Previtamin D3 omdannes langsomt til D3-vitamin. Den sidste omdannelse sker ved kropsvarmen, således at halvdelen er omdannet i løbet af et døgn og det meste er omdannet i løbet at 3 døgn. D3-vitamin transporteres bundet til vitamin D bindende protein væk fra huden med blodet. D3-vitamin omdannes i leveren til 25 hydroxyvitamin D3 (25OHD3).

En del af 25OHD3 omdannes i nyrerne til 1a,25 dihydroxyvitamin D3 (1,25(OH)2D3). Omdannelsen i nyrerne andrager kun ca. 1µg/dag. Omdannelsen i nyrerne styres blandt andet af koncentrationen af 1,25(OH)2D3 og holder denne næsten konstant. 1,25(OH)2D3 nedbrydes i serum i løbet af timer og er med til at styre calciumomsætningen.

Gary G. Schwarz (1.1.4) har vist at prostata celler kan omdanne 25OHD3 til 1,25(OH)2D3. Det er vigtigt, at 25OHD kan omdannes i cellerne, således, at koncentrationen af 25OHD har indflydelse på cellerne, idet 1,25(OH)2D3 direkte indvirker på cellerne.

1.2 Hudfarve.

Når huden er brun skyldes dette tilstedeværelse af melamin i huden. Dette stof beskytter huden mod de ultraviolette stråler, men har også den egenskab, at det nedsætter D-vitamindannelsen ved at opsuge lyset. Det medfører, at personer med mørk hud langsommere omdanner Provitamin til Previtamin. Tiden for at opnå maksimal mængde af D-vitamin for meget mørkhudede personer stiger til 3 timer under tropiske forhold. Dette er årsagen til, at mørkhudede personer fra Afrika og Asien let får engelsk syge, afkalkning af knoglerne mm, når de flytter til Nordeuropa.

1.3 Alder

Hudens evne til at danne D-vitamin falder stærkt med alderen. Evnen kan falde til under det halve for ældre i forhold til unge. Det er en af årsagerne til, at ældre let får afkalkning af knoglerne og øget risiko for knoglebrud (1.3).

1.4 Solhøjde

Det ultraviolette lys svækkes af atmosfærens luft (ozon). Når solen står lavt skal sollyset igennem mere luft, hvorved mængden af ultraviolet lys bliver nedsat. Specielt det ultraviolette lys (UV-B, 290-315nm), som danner D-vitamin, bliver meget svækket. Det ultraviolette lys, der nedbryder previtamin, bliver mindre svækket. Solen skal derfor stå ret højt for, at sollys kan give D-vitamin. AR Webb et al (1.4.1) har målt, at D-vitaminproduktionen først begynder 17. marts i Boston, der ligger på 42º17 nordlig bredde, når solhøjden er 48º. I Danmark, der ligger nordligere på 54º34-57º43 nordlig bredde er solhøjden først 48º mellem den ca. 4. maj og ca. 16. maj. Da D-vitaminproduktionen er lille ved lav højde vil det i praksis sige, at D-vitamin kun dannes i månederne juni og juli i Danmark. Dette er i god overensstemmelse med måleresultater, som C Brot et al (1.4.2) fik ved at måle 25-OHD3 i blodet på 2016 raske danske kvinder. Der var kun stigning af 25-OHD3 i juni og juli måned.

Det er imidlertid sådan, at det kun er midt på dagen, at der dannes D-vitamin. Den 22. juni, der er den længste dag, dannes det kun i ca. 7 timer.

Højt oppe i bjergene er der meget ultraviolet lys, som danner D-vitamin, da luftlaget er mindre.

Solfilterkrem indeholder stoffer, der hindre, at ultraviolette stråler trænger ind i huden. De hæmmer altså også dannelsen af Previtamin og nedbrydelsen heraf (1.4.3).

D-vitamindannelsen er direkte afhængig overfladestørrelsen af huden, som bliver belyst af solen. Når D-vitamindannelsen er lille kan det ikke alene skyldes, at solen står lavt, men også, at det er en begrænset overflader af huden, der bliver belyst.

Glasruder fjerner de ultraviolette stråler, der danner D-vitamin.

1.5 Indtagelse af D-vitamin gennem føden.

Det er i praktisk næsten kun fisk, der indeholder D-vitamin. Specielt fede fisk og fiskelever indeholder meget D-vitamin. I den almindelige danske befolkning er det kun mindre mængder af D-vitamin, der optages fra føden. (1.5.1)

2. D3-vitamins indvirkning.

2.1 Indvirkning på kalkbalancen.

Optagelsen af calcium fra tarmen er afhængig, dels af calcium i føden, dels koncentrationen af 1,25(OH)2D3 i plasma. Såfremt der ikke er nok af en af delene stiger indholdet af parthyroid hormon (PTH) i plasma og der sker en afkalkning af knoglerne. Koncentration af PTH i plasma har vist sig at være den bedste markør for afkalkning af knoglerne (2.1).

2.2 Indvirkning generelt.

Det har vist sig, at der er receptorer for D-vitamin mange steder i organismen blandt andet i immunsystemet (2.2.1).

Det angives, at der er mere end 40 forskellige nedbrydningsprodukter af D-vitamin, men kun 1,25(OH)2D menes at være biologisk aktiv (2.2.2).

2.3 Indvirkning på immunsystem.

Der er Vitamin D receptorer i alle aktive celler i immunsystemet (2.3.1).

Terrence F. Meehan et al (2.3.2) har ved en EAE model med mus uden D-receptor vist, at D-receptorer er nødvendigt for, at undgå autoimmune sygdomme.

For personer med autoimmune sygdomme virker 1,25(OH)2D på immunsystemet ved at dæmpe antallet af T hjælper celler Th-1, samt nedsætte mængden af messenger RNA mRNA, interleukin IL-2 (2.3.3) og interferon IFN-γ (2.3.4).

Marghrita T. Cantorna et al (2.3.5) har ved dyreforsøg vist, at 1,25(OH)2D øger dannelsen af cytokinerne TGF-β1 og IL-4 i Th-2 celler. TGF-β1 blev øget 4-24 gange og IL-4 blev øget 3 gange. TGF-β1 og IL-4 dæmper TNF-α og inteferon-γ dannelsen i Th-1 celler.

1,25(OH)2D hæmmer altså de autoimmune reaktioner. Nu er det sådan, at koncentrationen af 1,25(OH)2D er næsten konstant i plasma. Dersom 25OHD, som er et udtryk for D-vitamintilstanden, skal have indflydelse, kan der tænkes to hypoteser:

a. 25OHD sætter sig på vitamin D receptorer i stedet for 1,25(OH)2D. Selv om 25OHD har langt mindre affinitet til vitamin D receptorer, forefindes det i langt større koncentrationer i plasma. Dette bevirker, at 25OHD kan indvirke på vitamin D receptorer. M. Pfeifer et al (2.3.6) har således angiver, at vitamin D receptorer har 500 til 1000 gange større affinitet til 1,25(OH)2D end til 25-OHD, og at koncentrationen af 25OHD er ca. 500 gange større end 1,25(OH)2D hvorfor effekt af 25OHD ikke kan udelukkes.

b. 25OHD kan omsættes i de enkelte celler til 1,25(OH)2D. Den enkelte celle vil derfor primært være afhængig af koncentrationen af 25OHD (1.1.4).

Den overordnede indflydelse af Vitamin D er følgende to (2.3.5):

a. Vitamin D eller disses metabolitter virker direkte ind på reaktionerne i retning af, at dæmpe vækst og øger apoptosis af Th1-celler og kræftceller.

b. Vitamin D eller disses metabolitter får cellerne til at fungere normalt og undgår derved autoimmune reaktioner og hindre dannelsen af kræftceller.

Fortsættes i næste indlæg....

3. D-vitamins giftighed ved overdosering.

Når man taler med almindelige mennesker om D-vitamin er det ofte det eneste de ved, at man ikke må få for meget af det. Nyere undersøgelser viser, at dette er meget overdrevet.

Miller & Norman (3.0.1) angiver, at det ikke er muligt at få for meget D-vitamin gennem naturlige kilder som sollys og almindelig mad. Derimod er der beskrevet hypervitaminosis D ved indtagelse af beriget mælk, og hos personer, der er behandlet med store doser af D-vitamin eller taget meget store vitamintilskud.

Baggrunden for krav til de lave mængder af D-vitamin i piller er dels Veterinær- og Fødevaredirektoratet publikation om Vitamin D (3.0.2) og dels Nordisk ministerråds rekommandationer (3.0.3). Efterfølgende gennemgås henvisningerne vedrørende sundhedsfarerne ved D-vitamin i ovennævnte publikationer mm.

3.1 Tilsætning til mælk.

Jacobus et al (3.1.1) beskriver 8 tilfælde af hypervitaminosis i forbindelse med et tilfælde af fejl ved et doseringsapparat for D-vitamin til mælk. Der skulle være tilsat 400 IU D-vitamin pr. quart, men der blev målt flasker med 232565 IU per quart. Andre flasker indeholdt ikke tilsat D-vitamin. Egentlig skulle mælken været tilsat D2-vitamin, hvilket også stod på emballagen, men det viste sig ved målinger at være D3-vitamin. Patienterne havde forhøjede mængder af 25OHD3 i plasma. Der blev målt fra 250 til 1660 nmol/liter hos patienterne.

Der er ikke tvivl om, at doseringsapparatet har været fuld af fejl, samt at det ikke er muligt, at afgøre, hvor meget D-vitamin patienterne nøjagtigt har fået, men de kan nemt have fået meget store dosis.

Scanlon et al (3.1.2) har foretaget et studie i det område, som blev forsynet med mælk fra det mejeri, hvor Jacobus (3.1.1) undersøgte 8 tilfælde af hypervitaminosis. 234 personer, der drak mælk tilsat D-vitamin (10µg/quart) blev undersøgt. Der var ikke belæg for at nogle havde hypervitaminosis. 25OHD og calcium i urin steg med stigende indtag af mælk.

Blank et al (3.1.3) har undersøgt 56 tilfælde af patienter, som er blevet mere eller mindre syge af drikke mælk, som er beriget med D-vitamin. Årsagen er fejl ved doseringsapparatet. Det angives ikke hvilke D-vitamin, der er tale om eller hvor meget de har været udsat for. Man foreslår bedre styring af D-vitamintilsætning.

Seeling et al (3.1.4) har en udmærket beskrivelse af arteriosclerosis hos børn. Det angives at dette skyldes for stort indtagelse af D-vitamin. I et tilfælde havde man målt D-vitamin i blodet. Der blev målt 1540 units/100ml, hvor normalen angives at være 60-400 units/100ml. De 1540 units/100ml skulle svare til ca 962 nmol/l hvilket er meget højt og langt mere end normal tilsætning til mælk vil kunne give. Der angives, hvad myndighederne har påbudt der skal være i mælken af D-vitamin, men der angives ikke, hvad der reelt har været eller hvilken D-vitamin, der er tale om, og hvor meget patienterne havde fået af D-vitamin.

Der er meget, der tyder på at doseringen af D-vitamin til mælken har været meget lemfældig. I Finland har man i en periode givet børn et D-vitamintilskud på 50µg/dag under rimelig sikre omstændigheder (6.1.4.2). Man bør undersøge, om der har været nogen tilfælde af arteriosclerosis efter dette i Finland.

3.2 D-vitamin til børn.

British Pediatic Association (3.2.1) skrev i juni 1955 til alle børnelæger og bad dem om at indberette alle tilfælde af hypercalcaemia siden begyndelsen af 1953. 204 tilfælde blev indberettet. Alle havde fået modermælk og havde ikke fået noget kosttilskud af D-vitamin.

Lightwood et al (3.2.2) beskriver et sygt barn, som angives at have hypercalcæmia. Barnet havde fået ca 35µg/dag D-vitamin. Der blev ikke foretaget analyser af hverken D-vitaminpræparat eller D-vitaminanaloge i plasma. Tilfældet er for lidt belyst til at kunne bruges.

Hesse von V et al (3.2.3) har lavet studier over spædbørn ved at give disse 15mg vitamin D2 oralt. Dette medførte meget høje værdier af 25OHD2 i serum.

Tillige havde 7 af 26 spædbørn forhøjede koncentrationer af kalcium i serum og 3 havde meget høje koncentrationer.

3.3 Vækst af børn.

Jeans et al (3.3) har lavet et studie over vækst af børn ved at give D-vitamin til spædbørn. De sammenlignede en normal standartvækstkurve med vækstkurverne for to spædbørn, der fik 3 standart teskefuld levertran pr dag med 45µg/dag D-vitamin, 3 spædbørn der fik 55µg/dag i mælk og 4 spædbørn, der fik ca 112µg/dag D-vitamin i en olie. Vækstkurverne for de enkelte børn blev beskrevet, men der blev ikke foretaget statisk behandling af resultaterne.

Børns vækst er så individuel, at man ikke kan udlede noget af mindre svingninger i enkelte børns vækst. Hertil kræves langt flere børn samt en statistisk behandling af resultaterne. Skulle man endelig udlede noget af målingerne er det, at væksten stiger ved begyndelsen af behandlingen med D-vitamin og derefter følger normalen.

3.4 D-vitamin til ældre.

Byrne et al (3.4) har foretaget en sammenkøring af 11 rapporter over at give D-vitamin til ældre. Der var tale om 449 ældre. Der var beskrevet 3 tilfælde af hypercalcemia. En havde hyperparthyroidism, en anden tog thiazide diuretics og den tredje modtog enkeltdoser på 2500µg D-vitamin. Byrne et al har ikke undersøgt de underliggende årsager til disse tilfælde af hypercalcemia.

3.5 D-vitamin og Lipoproteiner.

Heikinen et al (3.5) har lavet en case kontrol analyse med 464 kvinder over 3 år. Heikinen et al mener, at D-vitamin har en negativ indflydelse på lipoproteinerne (LDL-chol og HDL-chol) i serum, idet de bevæger sig i en uheldig retning over de tre år.

Sammenligner man udviklingen hos dem, der får D-vitamin med placebogruppen, viser det sig, at udviklingen er ens. Indtagelse af D-vitamin har altså ingen uheldig indflydelse på lipoproteinerne.

3.6 Store doser af D-vitamin.

Henvi Heikinheimo et al (3.6) har foretaget et studie i Finland af årlig injektion af 3750-7500 µg D2-vitamin. Ingen af de personer, der fik D2-vitamin, havde tegn til forgiftning.

3.7 Indtagelse af D-vitamin ved naturlægemidler.

Adams et al (3.7) har beskrevet 4 tilfælde af hypercalceuria og hævede koncentrationer af 25OHD i serum. Det viste sig at vedkomne tog naturlægemidler, som indeholdt D-vitamin. Da brugen af naturlægemidlerne ophørte blev patienterne raske.

D-vitaminer bør ikke findes i væsentlige mængder i naturkosttilskud.

3.8 Iskæmisk Hjertesygdom.

S. Rajasree et al (3.8 ) har foretaget et cases-kontrol studie af 143 patienter med acute myocardial infarction med 70 kontrolpersoner. Der var tale om patienter og kontrolpersoner fra Kerala placeret 8°N bredde i et kystområde, hvor der spises meget fisk. Der blev målt 25OHD i plasma. Det viste sig, at hos cases personer havde 59,4% 25OHD over 222,5 mmol/l, medens kontrolpersonerne kun havde 22,1% over 222,5mmol/l (p<0,001). Der er tale om meget store værdier af 25OHD. Dette kan forklares ved, at man lever på et sted med optimal dannelse af D-vitamin i huden og indtag af store mængder af fisk indeholdende D-vitamin. Kostvaner blev ikke nærmere undersøgt. Der blev også fastlagt rygevaner. Det viste sig, at blandt case patienterne var der 62,7%, der røg mere end 10 cigaretter om dagen, medens 33,3% af kontrolpersonerne røg mere end 10 cigaretter om dagen (p<0,001).

Det er mest sandsynligt at den iskæmisk hjertesygdom skyldes cigaretrygning frem for D-vitamin.

3.10 Reinold Vieth undersøgelser.

Reinhold Vieth (3.10.1 og 3.10.2) har foretaget undersøgelser af alle de tilfælde af overdosering, der har været vel beskrevet. Det viser sig, at alle veldokumenterede beretninger har været ved indtag af over 1000µg/dag og kun med kunstige D2-vitamin (ergocalciferol). Der var ingen veldokumenterede overdoseringer med det naturlige D3-vitamin (cholecalciferol) eller ved sollys. Der er således ingen væsentlig risiko ved et indtagelse af 100µg/dag D3-vitamin. Derimod er der noget, der tyder på, at der er en vis risiko ved D2-vitamin.

Dette hænger sammen med følgende:

a. at D2-vitamin binder sig svagere til D-vitaminproteinbindere i blodet end D3-vitamin (3.10.3, 3.10.4 og 3.10.5),

b. at D2-vitamin omsættes langsommere i leveren til 25-hydrovitamin D (25(OH)D) end D3-vitamin (3.10.6)

c. at D2-vitamin danner andre stoffer i organismen end D3-vitamin (3.10.7).

Der findes personer, der er overfølsomme for D-vitamin (3.10.8.). Nogle personer med sarcoidos, tuberkulose eller lymphoma kan få hypercalcemic ved indtagelse af D-vitamin (3.10.9, 3.10.10, 3.10.11).

Reinhold Vieth et al har foretaget en randomizeret undersøgelse af personer der indtog 100 µg pr. dag D3-Vitamin.Undersøgelsen viste at velbefindende hos dem der fik D3-vitamin steg mest efter et år (3.10.12).

3.11 Myndighedernes øvre grænse for indtag af D-vitamin.

Dansk Fødevare- og Veterinærforskning (3.11.1) og commite´en under EU (3.11.2) går ind for en øvre grænse for indtag af D-vitamin på 50 µg/dag. Den er fastsæt ud fra, at der ikke er påvist nogle tilfælde af bivirkninger ved et indhold i serum af op til 100 nmol/l hvilket svarer til et indtag op til 100 µg/dag D-vitamin. Med en sikkerhedsfaktor på 2 kommer man til 50 µg/dag. Man kan imidlertid for D3-vitamins vedkomne lige så vel sige at der ikke er påvist nogle veldokumenterede bivirkninger op til et indtag på 1000 µg/dag (14). Dette ville give en øvre grænse på 500 µg/dag.

En mere sikker metode ville være at gå ud fra, at der ikke er påvist bivirkninger af D3-vitamin dannet i huden ved sollys. Stamp et al (3.11.3) angiver, at solens stråler kan give svarende til et indtag af 250µg D-vitamin pr dag. Med en sikkerhedsfaktor på 2, vil dette give en øvre grænse for indtag af D3-vitamin på 125 µg/dag. Dette muliggør et levnedsmiddeltilskud på 100µg/dag D3-vitamin pr dag.

Diskussion angående giftighed af D-vitamin.

Der er ingen tvivl om at meget høje doser af D-vitamin kan give alvorlige symptomer. Dette har vist sig ved fejldosering af D-vitamin til mælk og indsprøjtning af meget store mængder af D-vitamin. Der er imidlertid kun risiko ved D-vitamin over 1000µg/dag. D-vitamin bør ikke gives i form af tilskud til fødevarer eller naturlægemidler. Dette vil give alt for store svingninger imellem det, de enkelte personer får, samt risiko for overdosering. Der bør også være forsigtighed ved at give store engangsdoser af D-vitamin. Det bedste vil være at give D3-vitamin i form af multivitaminpiller.

Fortsættes i næste indlæg.....

4. Effektiviteten af D2-vitamin.

Der er ikke fundet forskelle på D3-vitamin og D2vitamin i små kocentrationer til bekæmpelse af rickets hos børn (4.1).

D Hoang M Trang et al (4.2) har vist, at D3-vitamin omsættes langt mere effektivt til 25-hydroxyvitamin D end D2-vitamin. De fandt, at der skulle indtages ca 5 gange mere D2-vitamin til at opnå samme effekt målt på koncentrationen af 25-hydroxy Vitamin D som D3-vitamin ved indtag af 100µg/dag.

Reinhold Vieth fandt ved høje indtag, at D3-vitamin er ca 4 gange mere effektiv end D2-vitamin (3.10.1).

Lone Tjellesen et al fandt klar forskel i effekten af D2-vitamin og D3-vitamin. (4,3)

5. Sygdomme hos ældre.

5. 1. Osteoporose hos ældre.

Bees Dawwson-Huges (5.1.1) har lavet undersøgelser, der viser at indtagelse af 17,5µg D-vitamin pr dag nedsætter afkalkningen samt benbrud af ældre. Det hindre imidlertid ikke afkalkning og benbrud.

Marie C. Chapuy et al (5.1.2) har lavet undersøgelser, der viser, at indtagelse af 20µg D-vitamin pr dag nedsætter afkalkningen samt benbrud af ældre. Det hindre imidlertid ikke afkalkning og benbrud.

J. A. Nisbet (5.1.3) har vist at parathyroid hormin (PTH) er det bedste enkelte biochemiske test for at indicere osteomalacia.

H. Glerup et al (5.1.4) har undersøgt muslimske ældre kvinder, som får lidt sollys og dermed kun lidt D-vitamin på denne måde. Selv om kvinder havde et indtag gennem kosten på 13,53 µg/dag havde de klart for lidt D-vitamin målt ved kun 17,5+/-2,3 nmol/l 25-hydroxyvitamin D og 5,7 +/-1,4 pmol/l PTH. Konklusionen er, at kostindtaget skal være over 15 µg/dag og sandsynligvis 25µg/dag.

Chapuy et al (5.1.5) har vist at PTH gennemsnitlig falder ved stigende 25OHD indtil en værdi af 25OHD på 78 nmol/l.

Christian Brot et al (5.1.6) har foretaget en undersøgelse af 2016 danske kvinder. Herunder blev målt PTH. Disse viste, at koncentrationen af 25OHD skulle over 100 nmol/l før alle var fri for øgning af PTH. 100 nmol/l 25OHD svarer til et indtag på ca 100 µg/dag D-vitamin efter Reinold Vieths målinger (5.1.7).

Daksha P Trivedi et al (5.1.8 ) har foretaget et dobbelt blindt randomiseret studie af 2686 personer, der var 65-85 år gamle, i England. Den ene gruppe fik 2500µg D3-vitamin hver 4. måned i fire år. Den relative risiko for brud på knogler var 0,78 (0,61-0,99, P=0,04) for, dem der fik D-vitamin, i forhold til dem der ikke fik. Med hensyn til brud på hofte, håndled og underarm var den relative risiko 0,67 (0,48-0,93). Den totale risiko for død for D-vitamingruppen i forhold til placebogruppen var 0,88 (0,74-1,06, P=0,18 ). De 2500µg pr fjerde måned svarer til gennemsnitlig 20,8 µg/dag.

5.2. Afkalkning af tænder.

Elisabeth A. Krall et al (5.2) har vist at indtagelse af 17,5µg/dag D3-vitamin og 500mg calciumcitrat nedsætter tab af tænder hos ældre.

5.3. Muskelsvækkelse.

H Glerup et al (5.3.1) har undersøgt 55 arabiske kvinder i Danmark med mangel på D-vitamin (6,7 nmol/l 25OHD) og sammenlignede deres muskelstyrke med danske kvinder. De fandt at de arabiske kvinder havde langt ringere muskelkraft end danske kvinder med et indhold i blodet af 25OHD på 47,1 nmol /l. Ved at give de arabiske kvinder oralt 10-15 µg/dag ergocalciferol (D2-vitamin) pr dag samt intramuskulær injektion på 2500µg ergocalciferol hver uge den første måned og derefter hver måned, skete der efter 3 måneder et klart fremskridt med hensyn til muskelstyrke. Efter 6 måneder var muskelstyrken næsten lige så god som hos de danske kvinder. Indholdet af 25OHD i blodet steg i løbet af 3 måneder til 34 nmol/l og blev der også efter 6 måneder. Den mængde ergocalciferol, som de fik til sidst svarer til ca 95µg pr dag. Dette ville have givet en højere værdi af 25OHD, såfremt man havde brugt D3-vitamin og derved en bedre effekt (5.3.2).

M. Pfeifer et al (5.3.3) har lavet en udmærket oversigt over artikler om D-vitamin og muskelfunktionen.

5.4. Acroparaesthesia .

H. Gerup et al (5.4) har fundet at arabiske kvinder med lavt 25-OH-D3 i blodet plages af Acroparaesthesia ( En ortopædisk tilstand, som forårsager smerte, snurren og følelsesløshed i hånd og underarm./red.). Dette blev afhjulpet med behandling med D-vitamin.

5.5 Nedsat glucose tolerance.

Bayers et al (5.5) har hos 142 ældre hollændere undersøgt sammenhænget mellem ”75-g oral glucose tolerance test” og 25OHD. Der var en signifikant omvendt afhængighed. Bayers et al konkludere at Hypervitaminosis D er en signifikant risikofaktor for nedsat glucose tolerance.

Fortsættes i næste indlæg....

6. Autoimmune sygdomme.

6.1. Type 1 (insulin afhængig) diabetes mellitus (DM).

6.1.1 Dyreforsøg indicere at D3-vitamin modvirker DM.

Mathieu et al (6.1.1) har vist, at 1,25(OH)2D nedsætter dannelsen af insulitis hos NOD-mus, der spontant udvikler en autoimmun type af DM.

6.1.2 Vitamin D receptor gen polymorfi er associeret med DM.

Tien-JyenChang et al (6.1.2) har ved sammenligning af 157 patienter med DM med 248 kontrolpersoner vist, at Vitamin D receptor gen polymorfi er associeret med DM blandt en Taiwanesisk befolkning.

6.1.3 Når gravide får D-vitamin nedsættes risikoen for, at børnene får DM.

L.C. Stene et al (6.1.3) har lavet undersøgelser af børn af mødre, som indtog levertran under graviditeten. Disse havde mindre risiko for at få Type 1 diabetes.

6.1.4 Børn, der for tilskud af D-vitamin, har mindre risiko for at få DM.

EURODIAB Substudy 2 Study Group (6.1.4.1) har lavet en spørgeundersøgelse i 7 lande af sammenhænget mellem D-vitamin indtagelse og udvikling af diabetes mellitus. Den viste, at dem, der fik D-vitamin som barn, havde mindre risiko for at få diabetes mellitus.

Dr. Elina Hyppoenen et al (6.1.4.2) har lavet en undersøgelse af 10821 børn i Lapland og nordlige Finland og sammenlignet indtagelsen af D-vitamin og tilfælde af type 1 diabetes. Den viste at rate ratio for at få diabetes for dem der tog regelmæssigt D-vitamin og dem, der ikke tog D-vitamin var 0,16. Rate ratio for at få diabetes for dem, der tog regelmæssigt D-vitamin på ca 50 µg D-vitamin og dem, der ikke tog D-vitamin var 0,12. Hypponen et al undersøgte også sammenhænget mellem diabetes type 1 og mængden af indtaget D-vitamin for dem der tog regelmæssig D-vitamin. Det viste sig, at rate ratio for at få diabetes for dem der tog det anbefalede 50 µg D-vitamin og dem, der tog under 50 µg D-vitamin var 0,22. Rate ratio for at få diabetes for dem, der tog mere end det anbefalede 50 µg D-vitamin og dem der tog under 50 µg D-vitamin var 0,14, men her kneb det med at få 95% sikkerhed for dette resultat. I øvrigt viste Hypponen et al, at der var sammenhæng mellem diabetes type 1 og rickets.

Indtagelsen af 50µg D-vitamin pr dag reducere antallet af tilfælde af type 1 diabetes, men man skal højere op for at undgå sygdommen.

6.1.5 25OHD i blodet hos personer med DM er lavere end hos andre.

Giancarlo Isaia et al (6.1.5) har målt 25OHD i blodet hos 66 kvinder med DM og sammenlignet det med kontrolpersoner fra Italien. Kvinderne med DM havde signifikant lavere indhold af 25OHD (P < 0.008 ). Tillige var der flere med DM som havde stærk D-vitaminmangel (<5 ng/ml eller <12,5 nmol/l 25OHD) end kontrolpersoner.

6.1.6 Antallet af DM svinger med årstiden for fødsel.

Jonbloet et al har vist at antallet af DM svinger med årstiden for fødsel i Holland. Der er flest tilfælde af DM ved fødsel i vinter- og efteråret, hvor 25OHD er lavest i blodet (6.1.6).

6.1.7 Start af DM svinger med årstiden.

Fleegler FM et al (6.1.7.1) har undersøgt tidspunktet for start af DM i USA og Australien. Det svinger begge steder med årstiden. I USA var der færrest tilfælde om sommeren og flest tilfælde fra januar til april, medens der i Melbourne var flest tilfælde fra maj til august. Dette svarer til, at der er flest nye tilfælde i de måneder, hvor der er mindst 25(OH) i blodet (6,1,7,2).

Diskussion om Type 1 diabetes mellitus.
Der er ikke bevis for, at D-vitaminmangel i foster og børneårene er en væsentlig årsag til Type 1 diabetes mellitus. Der er imidlertid indicier for, at det er meget sandsynligt.

6.2. Multiple Sclerose.

6.2.1. Antallet af sclerosetilfælde er afhængig af hvor meget sollys, der er på levestedet.

Esparza et al (6.2.1.1) har lavet en sammenligning af antallet af døde af sclerose i forskellige lande og breddegrad for landet. Dødeligheden af sclerose var afhængig af breddegraden. Der blev fundet, at der var øget dødelighed i de lande, der var længst væk fra ækvator, hvor der var mindst sollys.

Kurtzke et al (6.2.1.2) har lavet en undersøgelse i Schweiz af antallet af sclerosetilfælde i forskellige egne. Det viste sig at i egne, der ligger højt og hvor der er meget ultraviolet lys, var antallet lavere end i dalene.

Freedman et al (6.2.1.3) har foretaget et case-control studie af dødelighed af sclerose og udsættelse for sollys ud fra levested og ud fra profession. Det viste sig at tilfælde af sclerosedødsfald var omvendt afhængig af stedets udsættelse for sollys, OR=0,53 (95% CL: 0;48-0,57). Tillige havde dem, der arbejdede udendørs i solskin et OR på 0,74 (0,61-0,89) for at dø af sclerose i forhold til dem, der arbejdede indendørs. (For dødeligheden for hudkancer var forholdene som ventet omvendt.)

6.2.2 Antallet af attakker svinger med sollyset i løbet af året.

Wurthrich et al (6.2.2.1) viste, at antallet af attaker i Swiss svingede med årstiden. Der var flest tilfælde i marts efter den mørke tid og færrest tilfælde i oktober efter den lyse tid med stor D-vitamin produktion i huden.

Embry et al (6.2.2.2) har vist, at antallet af ødelæggelser i hjernen målt ved magnetiske resonance hos scleroseramte svinger over året på samme måde som indholdet af D-vitamin i blodet. Lavt indhold af D-vitamin svarede til stort antal af læsioner, medens højt indhold af D-vitamin svarede til lille antal af læsioner.

6.2.3. Scleroseramte har mindre D-vitamin.

Nieves (6.2.3.1) og Cosman (6.2.3.2) har sammenlignet sclerosepatienter med ikke sklerosepatienter og fundet, at sclerosepatienter har lavere indhold af D-vitamin i blodet og nedsat knoglemasse og flere benbrud som følge heraf. Patienter med lavt indhold af D-vitamin i blodet havde hurtigere knoglemassetab end de patienter, der havde normalt indhold.

6.2.4. Dyreforsøg tyder på, at D-vitamin kan stoppe sclerose.

Det er muligt, at give mus en sygdom, der svarer til sclerose, sådan at man kan lave scleroseforsøg med mus. Sygdommen hos mus kaldes EAE.

Jacques et al (6.2.4.1) lavede i 1991 forsøg med at give indsprøjtning af 1,25(OH)2D i mus med EAE. Resultatet var, at de mus, der fik D-vitamin fik langt færre symptomer og levede meget længere end dem, der ikke fik D-vitamin. Der var også færre antibodies mod myelin i blodet hos mus med D-vitamin. Antibodies er de legemer, der angriber myelin og ødelægger dette ved sclerose. D-vitaminet stoppede ikke sygdommen helt.

Cantona et al (6.2.4.2) lavede i 1996 lignende forsøg med indsprøjtning af D-vitaminhormon ved højt calciumtilførsel i maden. Ved disse forsøg var det muligt at hindre EAE helt. Tillige viste forsøg, at når man stoppede indsprøjtningerne med D-vitamin fik musene sygdommen.

I 1999 fremkom Cantona et al (6.2.4.3) med forsøgsresultater fra lignende forsøg, der viste at effekten var meget afhængig dels af musenes køn og dels af hvor meget calcium, de fik i føden. Hunmus skulle have langt mindre D-vitamin end hanmus for at undgå sygdom. Ved et højt calciumindtag var det muligt at hindre sygdommen, medens det ved et lavt calciumindtag ikke var muligt. Desværre viste det sig, at ved koncentrationer af D-vitaminindsprøjtninger, der hindrede sygdommen, var der også problemer med afkalkning af knoglerne.

Cantona et al (6.2.4.4) har påvist, at årsagen til, at D-vitaminhormon ved EAE har god effekt, skyldes dannelsen af to cytokiner TGF-β1 og IL-4, der modvirker de autoimmune processer.

6.2.5. Forsøg med D-vitamin til sclerosepatienter giver gode resultater.

Goldberg et al (6.2.5.1) har givet patienter 125µg/dag D-vitamin indeholdt i ca. 20 g pr dag levertran og dolomit. Antallet af attakker faldt fra forventet 22 til 9. Selv om der kun var 10 patienter, var der 95% sikkerhed for positiv effekt. Fiskelevertran indeholder imidlertid også andre ting, som sandsynligvis har positiv effekt, nemlig omega-3-fedtsyrer og antioxidanter. Der var ikke andre ulemper ved forsøget end, at levertrannen havde en ubehagelig lugt, der fik nogle til at stoppe før tid.

Nordvik et al (6.2.5.2) har lavet diætforsøg med sclerosepatienter. De gav de skleroseramte 5 ml fiskelevertran pr dag, samt B- og C-vitaminer. Tillige blev de anmodet om at spise mere fisk, grønsager, frugt og groft brød og nedsætte indtagelsen af mættede fedtstoffer. Efter to år blev antallet af attakker nedsat fra 1,39 til 0,06 pr år. Elve patienter fik det bedre, fire var uændret og en fik det værre. Altså en meget positiv udvikling.

Swank (6.2.5.3) har foretaget langtidsforsøg med en diæt med bl. a. 5g/dag af fiskelevertran. Resultaterne af undersøgelsen var at forringelsen af førligheden blev kraftigt nedsat, antallet af attak blev nedsat til en femtedel efter to års diæt og dødeligheden faldt meget. Ved tidlig start af diæten kunne udviklingen næsten stoppes.

6.2.6. Indtag af D-vitamin nedsætter antallet af sclerosetilfælde.

Munger et al har lavet en spørgeskemaundersøgelse af 92253 sygeplejersker. De der indtog over 10µg D-vitamin havde risikoen for at få sclerose nedsat med 41% (95%CI=0,40 til 091; p for trend =0,006) (6.2.6).

Diskussion om sclerose.

Ovennævnte er ikke nogen bevis for, at D-vitaminmangel er medvirkende årsag til udvikling af sclerose, men det viser, at det er meget sandsynligt.

Fortsættes i næste indlæg....

6.3. Leddegigt, Human Artritis (HA).

6.3.1 Dyreforsøg indicere, at D3-vitamin modvirker HA.

Margherita T Cantona et al (6.3.1) har testet to dyremodeller af HA ved at give 1,25(OH)2D i føden. 1,25(OH)2D medførte dramatiske fald i symtomerne på artritis.

6.3.2 Personer med HA har lavere koncentration af D-vitamin og øget risiko for afkalkning af knogler.

Lund et al (6.3.2.1) har målt på 50 patienter med rheumattoid artritis som fik glucocorticoid behandling i Danmark. De havde gennemsnitlig 25OHD i plasma på 17+10 ng/ml=42,5 mmol/l, medens normalen var 28+ 10 ng/ml=70+25 mmol/l korrigeret for årstid og alder. Patienterne havde signifikant lavere 25OHD i plasma. Der var signifikant korrelation mellem 25OH og benvolumen. Tab af benvolumen var ikke afhængig af behandlingstid med glucocorticoid.

Van Soesberger et al (6.3.2.2) har blandt andet undersøgt 29 patienter med rheumatoid arteitis i Holland. Tegn på D-vitaminmangel blev fundet hos 20 patienter hvoraf 12 tog anbefalet mængde af D-vitamin (>2,5µg/dag) og tog solbad. Gennemsnittet af serum 25OHD hos 27 patienter var 23,8+2,7nmol/l. Der var lav albumin koncentration (<41g/l) hos 21 patienter. PTH var gennemsnitligt forøget (>270 pg/ml) hos 27 patienter.

Kroger et al (6.3.2.3) har undersøgt patienter med rheumatoid arthritis i Finland. Serum 25OHD koncentrationen var meget lavt meget ofte. Hos 16% af patienterne var serum 25OHD koncentrationen under 12,5 nmol/l. Serum 1,25(OH)2D koncentrationen var meget lav både om sommeren og om vinteren. De laveste koncentrationerne blev målt hos patienter, hvor symptomerne for rheumatoid arthritis var stærkest.

P. Oelsner et al (6.3.2.4) fandt at 1,25(OH)2D (P<0,001) og PTH (P<0,05) var negativt forbundet med sygdomsaktivitet for rheumatoid arthritis. Der kunne ikke findes nogen sammenhæng med 25OHD, idet man ikke havde været omhyggelig med prøveudtagningstidspunktet i året.

Als et al (6.3.2.5) har undersøgt serumkoncentrationen af D-vitamin metabolitter hos 102 danske patienter med rheumatoid artritis i månederne november til februar. Patienterne blev delt i tre grupper efter hvilke medikamenter de fik og sammenlignet med 38 kontrolpersoner. Der var signifikant (p<0,01-0,001) lavere koncentrationer af 25OHD hos alle tre patientgrupper og alle på nær 10 patienter havde værdier under normen. 21 patienter (=21%) havde værdier under 6 ng/ml (15 mmol/l). Der var signifikant lavere koncentration af 1,25(OH)2D hos patienter, der fik Penicillamin (p<0,01) og Steroid (p<0,05), medens den var normal hos patienter, der fik Guldsalt. Der var ikke signifikant forskel mellem patienter og kontrolpersoner med hensyn til 24,25(OH)2D og 25,26(OH)2D.

Serumkoncentrationen af D-vitamin metabolitter blev også sammenlignet med funktionsklasser. Serumkoncentrationerne af 25OHD, 24,25(OH)2D og 25,26(OH)2D var signifikant omvendt relateret til funktionsklasserne. Det vil sige at de patienter, som havde lavest koncentrationer var mest medtaget. Serumkoncentrationerne af 1,25(OH)2D var ikke signifikant forskellig mellem grupperne.

Laura Hilman et al (6.3.2.6) har lavet en case-kontrol undersøgelse af 44 børn med juvenile rheumatoid arthritis i Massouri-Columbia. Der blev målt signifikant lavere kocentrationer af osteocalcin (7,4+3,4 mod 12,5+2,5) og ben alkaline phosphatase (78,8+36,4 mod 123,0+46,0), visende formodet nedsat bendannelse, samt lavere koncentration af tartrat-resistant syre phosphatase (10,3+4,1 mod 14,4+5,8 ) og lavere calcium/creatinne ratio (0,07+0,06 mod 0,12+0,09) visende formodet nedsat ben resorption. Der kunne ikke påvises forskeld på 25OHD eller 1,25(OH)2D hvilket ikke var forventet, da prøverne var udtaget tilfældigt over året.

Luis Perez-Edo et al (6.3.2.7) har undersøgt 66 patienter med rheumatoid arthritis i Barcelona. 25OHD i serum målt mellem oktober og december var nedsat med et gennemsnit på 10,07 ng/ml (25,1 mmol/l) og med 8 patienter under 8 ng/ml (20 mmol/l). Vertibral brud var påvist hos 20 patienter. Patienterne havde nedsat benvolumen og nedsat benomsætning.

6.3.4 Indtagelse af D-vitamin hjælper på HA.

David Huckins et al (6.3.4.1) har givet patienter med polyartritis psoritica oralt op til 2µg pr dag 1,25(OH)2D i et åbent studie over 6 måneder. Doseringen startede med 0,5 µg/dag og blev øget med 0,25µg/dag hver anden uge til maximalt 2,0 µg/dag. 6 patienter gennemførte de 6 måneders terapi. 1 patient faldt fra efter 4 måneder på grund af cancer, men havde fremgang og fortsatte med vitamin behandling. 1 patient mødte ikke op efter 5 måneder men havde haft fremgang indtil da. 2 patienter faldt ud på grund af hypercalciuria, som gjorde dem uegnet til at få fuld dosis. Der var fremgang hos alle patienter på alle målte artritis aktiviteter. Der var signifikant fremgang med hensyn til ømme led (P<0,01) og i den almene fysiske bedømmelse (P<0,05). For andre bedømmelser var der næsten signifikant fremgang (0,05<P<0,10). Med hensyn til skinlæsionerne var der ikke klare resultater. De eneste sideeffekter var hypercalcemia og hypercalciuria, hvilket blev modvirket ved nedsættelse af dosis.

Andjelkovic et al (6.3.4.2) har givet 19 HA patienter oralt 2µg pr dag alphacalcidiol, (1α(OH)D3) i et åbent studie. Efter 3 måneder var 9 patienter (45%) fuldstændigt helbredt, 8 (44%) fik det bedre og kun 2 (11%) var uforandret, men uden nye symptomer. Der kunne ikke påvises sideeffekter, men 6 patienter fik hypercalciuria (<10,8 mmol/l), som blev fjernet ved at nedsætte dosis af (1α(OH)D3). Efter de tre måneders behandling udtrykte alle patienter tilfredshed med resultatet, idet de følte at morgenstivhed var reduceret og bevægeligheden i leddene var øget.

Andjelkovic et al angiver, at 1α(OH)D3 givet oralt i lever og benvæv omdannes til den aktive 1α25(OH)2D3.

6.3.4 Indtagelse af D-vitamin hjælper på HA.

Der er ingen tvivl om, at patienter med HA har lavere 25(OH)D i blodet end normalt og lider af D-vitaminmangel og knogleskørhed. Umiddelbart kan der gives tre forklaringer herpå, nemlig

a. at patienter med HA kommer for lidt ud i solen om sommeren og derved får for lidt D-vitamin

b. at D-vitaminmangel skyldes HA.

c. at D-vitaminmangel er en del af årsagen til HA.

Der er ingen tvivl om, at en del af forklaringen er, at patienter med HA kommer mindre ud i solen end andre. Dyreforsøg og menneskeforsøg indikere imidlertid, at D-vitaminmangel er en del af årsagen til HA.

Under alle omstændigheder vil patienter med HA få et bedre helbred ved tilskud af D-vitamin og her er det almindelige tilskud på 5-10 µg/dag for lidt.

Fortsættes i næste indlæg....

6.4. Psoriasis.

6.4.1 Laboratorieforsøg tyder på, at D-vitamin har indflydelse på hudens udvikling.

Hudens celler har D-vitaminreceptorer (6.4.1.1 og 6.4.1.2).

Ellen L Smith et al (6.4.1.3) har vist at 1,25(OH)2D hæmmer væksten af dermal fibroblast i kultur.

6.4.2 Patienter med psoriasis vulgaris har Polymorphisme for D-vitamin receptor gen.

Saeki et al (6.4.2) har vist at japanske patienter med psoriasis vulgaris har polymorphisme for D-vitamin gen.

6.4.3 Patienter med psoriasis får det bedre ved bestråling med ultraviolet lys, som danner D-vitamin.

Parrish et al (6.4.3) fandt at behandling af psoriasis skete bedst med ultraviolet lys med bølgelængde på 311-nm til 313-nm. I dette område danner sollys D-vitamin i huden.

6.4.4 Ultraviolet lys bruges mod psoriasis med godt resultat.

Ultraviolet lys har været brugt i mere end 75 år mod psoriasis med godt resultat (6.4.4).

6.4.5 1,25(OH)2D3 i salve har god effekt over for psoriasis.

Peres et al (6.4.5) har lavet en dobbelt blind højre/venstre sammenligning, placebo kontrolleret undersøgelse af 84 patienter med psoriasis. Design var dobbelt blind randommizeret. Der blev brugt en calcitrol salve (15µg i vaseline) mod vaselinesalve. Der var signifikant (P<0,0001) bedre udvikling for dem, der fik calcitrol, i forhold til dem, der fik vaselinesalve.

6.4.6 1,25(OH)2D3 indtaget oralt har god effekt over for psoriasis.

Ellen L Smith et al (6.4.6.1) har givet 14 patienter med psoriasis 0,25-2µg/dag 1,25(OH)2D3. 13 af de 14 patienter viste bedring.

Peres et al (6.4.6.2) har ved et åbent studie givet 0,5-3µg/dag 1,25(OH)2D3 til 85 patienter med psoriasis. 88,0% havde bedring i deres sygdom; 26,5%, 36,2% og 25,3% havde henholdsvis fuldstændig, moderat og svag fremgang.

Diskussion:

Det er klart, at 1,25(OH)2 D3 har god effekt mod psoriasis såvel oralt som ved salve. Om D3-vitamin har samme egenskab oralt har jeg desværre ikke kunne finde målinger, der viser. Det må imidlertid forventes, idet D-vitamin er grundlag for dannelse af 1,25(OH)2 D3.

Fortsættes i næste indlæg....

7 Cancer

7,1 Dyre- og laboratorieforsøg med cancer.

D-Vitamin reducerer celle formering i menneskelige colonceller i vitro(7.1.1).

D-vitaminer har reduceret colonepithelialcellers formering hos gnavere (7.1.2).

D-vitamin er en nødvendig cofactor ved reduktion af k-ras G til A mutation i colorectal neoplasma i rotter (7.1.3).

D-vitamin medfører nedsat tumordannelse hos rotter (7.1.4 , 7.1.5).

Laboratorieforsøg med prostatacancerceller har vist, at alle undersøgte prostatacancerceller indeholder steder på generne, hvor D-vitamin kan indvirke (D-vitaminreceptorer) (7.1.6 , 7.1.7), dog ikke en enkelt (PAIII) (7.1.8 ).

Laboratorieforsøg med prostatacancerceller har vist, at dihydroxyvitamin-D hæmmer formering af de fleste cancerceller med få undtagelser (DU-145 og PA III) (7.1.6 , 7.1.7 , 7.1.9 , 7.1.10 , 7.1.11).

Laboratorieforsøg med prostatacancerceller har vist, at dihydroxyvitamin D hæmmer indtrængning i væv af cancerceller, som er udtaget fra metastaser i hjernen (DU-145) (7.1.12).

Der er lavet dyreforsøg, hvor man har overført menneskelige prostatacancerceller til dyr og derefter lavet undersøgelser på dyrene. Disse har vist at dihydroxyvitamin-D hæmmer vækst af tumor af nogle metastatiske menneskelige prostatacancerceller (LNCaP, MAT LyLu Dunning), men ikke alle (PAIII) (7.1.11 , 7.1.13).

7.2 Studier over indtagelse af kost og cancer.

C Garland et al (7.2.1) har foretaget en 19 år prospektiv studie af 2107 mænd fra Chicago. De, der havde et indtag over 1,175 µg D-vitamin pr 1000kcal kalorieindtag, havde kun halv så stor risiko for colerectal cancer som dem der indtog mindre.

ME Martinez et al (7.2.2) foretog et prospektiv studie af 89448 sygeplejersker i USA og undersøgte for colorectal cancer efter 12år. Der blev påvist en lavere risiko for colorectal cancer (0,79 (0,62-0,99)) for dem med højt indtag af D-vitamin (18,2µg/dag) i forhold til dem med lavt indtag af D-vitamin (1,4mg/dag).

Bostick RM et al (7.2.3) har lavet et prospektivt studie af 35216 kvinder fra Iowa på grundlag af kostspørgeskemaer. De fandt en omvendt ikke signifikant afhængighed på 0,73 (0,45-1,18 ) mellem højeste og mindste kvartil for indtag af D-vitamin for colon cancer.

Kearney J et al (7.2.4) har foretaget et prospektivt studie af 47.935 US mænd på grundlag af kostundersøgelser. De fandt en omvendt ikke signifikant afhængighed RR på 0,66 (0,42-1,05) mellem højeste og mindste kvartil for indtag af D-vitamin for colon cancer.

Myung-Hee Shin et al (7.2.5) har foretaget en cohort studie af 88691 sygeplejersker i USA i 14 år. For premenstruelle kvinder var der signifikant assosiation mellem D-vitaminindtag og brystcancer ( >12,5µg/dag versus <3,75µg/dag; RR=0,72, (0,55-0,94)).

Diskussion:

Det er svært at vise en sammenhæng mellem D-vitaminindtagelse gennem føden og cancer. Dette hænger sammen med følgende:

a. Det er svært nøjagtigt, at bestemme personers kostindhold af D-vitaminer over en længere årrække.

b. D-vitamin til personer kommer normalt kun i mindre grad fra kosten men i højere grad fra ultraviolet lys fra solen på huden. D-vitaminer fra huden har derfor en tendens til at sløre resultaterne. Indtagelse gennem kost og kosttilskud udgør normalt 5-20µg/dag medens produktionen fra huden svarer til 0-250µg/dag (7.2.6).

c. Forskellene i D-vitaminindholdet med kosten er relativ lille, specielt når de udtagne personer ligner hinanden kulturelt.

d. For cancer er der det specielle, at der går lang tid mellem cancer starter og det viser sig som sygdom. Det medfører, at studierne skal vare mange år før effekten viser sig.

Det er derfor ikke mærkeligt at nogle studier viser ingen eller kun svag effekt af D-vitaminindtag over for cancer. Når det trods alt er lykkedes at gennemføre koststudier over D-vitamin og cancer, må dette opfattes som et kraftigt indicium på, at D-vitamin har en effekt.

7.3 Studie over 25 Hydroxyvitamin D (25OHD) i plasma.

J. Tangrea et al (7.3.1) fandt ved en case kontrol studie af finske mænd, at risikoen for colorectal cancer falder ved stigende indhold af 25OHD i blodet.

C Garland et al (7.3.2) har foretaget en prospektiv studie af 25620 frivillige fra Washinton. De der havde et indhold i blodet af 25OHD over 20ng/ml havde kun 30% af risikoen for at få colon cancer i forhold til dem der lå under.

A. Joan Levin et al (7.3.3) har lavet en case kontrol studie over Distal Colorektal Adenoma risiko og 25OHD i plasma. Der var en signifikant negativ effekt af 25OHD ved lav calciumindtag ( OR=0,40 mellem højeste og laveste kvartil, (0,22-0,71), p for trend =0,005).

Merja H Ahonen et al (7.3.4) foretog et case kontrol opfølgningsstudie af 149 tilfælde af prostatacancer efter 11 år. Der blev sammenlignet med indholdet af 25OHD i serum hos personer uden cancer udtaget i samme måned +/-2 måneder. Risikoen for prostatacancer var gennemsnitlig 1,7 gange større under 40 nmol/l 25OHD end over. For mænd under 52 år var risikoen 3,5 gange større.

Nomura AM et al (7.3.5) har foretaget en case kontrol studie over risikoen for prostata cancer. 3737 Japan-Amerikanere var undersøgt fra 1967 til 1970 på Honolulo og der var nedfrossen blodprøver. En undersøgelse af blodet 23 år senere viste en ikke signifikant omvendt afhængighed på 0,8 (0,4-1,8 ) mellem højeste (47-92 ng/ml) og mindste kvartil for 25OHD (21-36 ng/ml) for prostata cancer. Blodprøver blev udtaget i samme måned for case og control.

Braun MM et al (7.3.6) har lavet en case kontrol studie af 61 tilfælde af prostata cancer hos 20305 personer fra Washington, Meryland. Blodprøver blev udtaget 18 år tidligere i månederne august-november. Der kunne ikke påvises nogen forskel i plasma af 25OHD mellem de, der fik prostata cancer og kontrolpersonerne.

Diskussion:
Der er en del problemer med at bruge indholdet af 25OHD i plasma til at vise sammenhænget mellem D-vitamin og sygdomme. Dette hænger sammen med følgende:

a. Koncentrationen af 25OHD i plasma svinger normalt meget over året. I Danmark stiger den således kraftigt i månederne juni og juli og falder hen til januar, hvorefter den er næsten konstant indtil juni (7.3.7). Derfor er udtagningstidspunktet for prøverne meget vigtigt. I Danmark bør de således ske samtidigt i månederne januar til maj. Svingningerne afhænger af længdegraden og findes ikke i troperne.

b. Forskellene i de enkelte personers indhold af 25OHD med fældes kulturel baggrund, som er bosat i samme egn, vil være så små, at det er svært at se nogen forskelle i sygdomshyppighed. Man kan således ikke forvente nogen effekt af studier som dem Nomura AM et al (7.3.5) og Braun MM et al (7.3.6) foretog.

Det er derfor ikke mærkeligt, at nogle studier viser ingen eller kun svag effekt af koncentrationen af 25OHD i blodet over for cancer. Når det trods alt er lykkedes at gennemføre studier over 25OHD og cancer, må dette opfattes som et kraftigt indicium på, at D-vitamin har en effekt.

7.4 Studier over sollys og cancer.

DM Freedman et al (7.4.1) har lavet et case kontrol studie over dødsfald af bryst, ovarie, colon, prostata og non-melanoma hud cancer. Disse blev sammenlignet med udsættelse for sollys dels ud fra hjemstedets beliggenhed dels ud fra beskæftigelse. Udsættelsen for sollys ud fra hjemsted var negativt og signifikant associeret med død af bryst, ovarie, prostata og colon cancer. Kun bryst cancer og colon cancer viste signifikant negativ association med arbejdsmæssig udsættelse for sollys. Non-melanoma hud cancer viste som ventet positiv association med sollys såvel ud fra hjemsted som ud fra profession.

CJ Luscompe et al (7.4.2) har foretaget et case kontrol studie på North Staffordshire Hospital, UK over prostata cancer og ultraviolet lys fra sollys.

Der blev fundet nedsat risiko for prostata cancer hos de personer der havde været udsat for solskoldning som barn (ods ratio 0,18 ( 0,08-0,38 )). Der var nedsat risiko for dem, der holdt regelmæssig ferie i udlandet (0,41,0,25-0,69). Der var nedsat risiko for dem, der tog meget solbad (0,83, 0,76-0,89). Der var øget risiko for dem, der kun blev udsat for lidt UV-stråling fra sollys (3,03, 1,59-5,78 ). Dem der fik lidt UV-stråling fik prostata cancer i en yngre alder (67,7år (61,5-74,6)) end dem der fik mere sollys (72,1 år (67,5-76,4));p=0,006.

EM John et al (7,4,3) har lavet en historisk prospectivt studie af 5009 hvide kvinder i USA med hensyn til brystkræft og sollys. Der var nedsat risiko for brystkræft hos kvinder, som fik meget sollys.

WB Grant (7.4.4) har foretaget et ecologisk studie over kost og breddegrad sammenlignet med tilfælde af dødelighed af brystcancer i 35 lande. Der var signifikant positiv association mellem brystcancer og dyrisk fedt, alkohol og breddegrad og negativ association med fisk. Breddegraden må henføres til dannelse af D-vitamin i huden medens fisk ud over D-vitamin indeholder omega 3 fedtsyrer. (Danmark havde højeste rate af brystkraft blandt landene).

WB Grant et al (7.4.5) har lavet et ecologisk studie af dødeligheden i forskellige dele af USA og sammenlignet dette med UV-B strålingen fra solen på dette sted. Der blev fundet en signifikant negativ association mellem UV-B stråling og dødehyppigheden af 13 forskellige cancerformer.

7.5 Forsøg på mennesker med cancer.

Der er beretninger om to forsøg med patienter med prostatacancer med stigende PSA, som har fået dihydroxyvitamin-D.

Colman Gros et al (7.5.1) gav 7 patienter 1,5-2,5µg dihydroxyvitamin-D hver aften. Hos en patient faldt PSA og hos de 6 andre faldt stigningshastigheden af PSA. Selv om der ikke var skadelig calciumubalance lå det tæt derpå, hvorfor man for de fleste patienter måtte nedsætte dosis til 1,5µg/dag. En person havde tendens til sten i blæren.

Tomasz M. Beer et al (7.5.2) gav 22 patienter 0,5µg dihydroxyvitamin D pr. kg vægt en gang ugentligt. Gennemsnitligt faldt stigningshastigheden af PSA. Ingen tilfælde af calciumubalance blev opserveret.

Veltdhuizen et al har foretagetet en fase II undersøgelse af 16 patienter med prostatacancer, benmetastaser og smerter i knoglerne. Efter 4 uger med placebo fik de 50 µg ergocalciferol (D2-vitamin) og 500 mg calcium pr dag med føden . De patienter der havde lavt indhold af D-vitamin i blodet ved start af forsøget havde nedgang i smerter, når de fik D-vitamin. Tillige havde de øget muskelstyrke og bedre livskvalitet.(7.5.3)

Woo TC et all har foretaget et forsøg, hvor man har givet 50µ/dag D3-vitamin til 15 patienter med androgenufølsom prostatakræft efter fejlslagen radioterapi, radical prostatectomi mm. Hos 9 ud af 15 patienter faldt PSA eller forblev uforandret. Hos 14 ud af 15 patienter steg PSA langsommere. Den gennemsnitlige fordoblingstid af PSA steg fra 14,5 måneder til 25 måneder. Der var ikke refereret om nogen bivirkninger.(7.5.4)

7.6 Diverse cancer.

At medicinalindustrien tror på sammenhænget mellem cancer og D-vitamin kan man se af, at der i øjeblikket sker en stor forskning i at finde stoffer der har samme funktion over for cancerseller som 1,25 dihydroxyvitamin D3, men som er mindre giftig ved høje koncentrationer, som er nødvendigt for at bekæmpe cancer i udviklet form.(7.6)

Diskussion af cancer.

Der er ikke egentlig bevis for, at D-vitaminmangel er medvirkende årsag til cancer. Der er imidlertid en del indicier for, at det er meget sandsynligt.

Fortsættes i næste indlæg....

8. Astma

Utz G et al (8.1) har i et dobbelt blindt forsøg, påvist at calcium sammen med D 2-vitamin nedsætter luftvejsmodstanden hos astmapatienter.

9. Hjerte-kar sygdomme.

Krause R et al (9.1) har givet 18 patienter med essentiel hypertension blev delt i to grupper. Den ene fik UVB-lys medens den anden fik rent UV-A lys. For dem der fik UV-B lys var der et signifikant fald i blodtryk (p<0,001) samt stigning i 25aOHD fra 57,6 (12,0-91,2) til 151,2 (100,8-273,6) nmol/L og fald i PTH. For dem der fik UVA-lys var der ingen ændring.

Scragg R et al (9.2) målte 25OHD i blodet på 179 personer, der blev indlagt med myocardial infarction (MI) og sammenlignede resultatet med en gruppe af personer med samme sex, alder og prøveudtagstidspunkt. Personer med MI havde mindre 25OHD (32.0 mod 35.5 nmol/L; p = 0.017).

10. Den nødvendige mængde af D3-vitamin for at undgå sygdom.

De angivne anbefalede indtag af D-vitamin blev oprindeligt fastsat ud fra risikoen for rachitis hos børn. Man vidste, at dersom børn fik en teske (5ml) levertran indeholdende 10µg D-vitamin blev de ikke syge, hvorfor man anbefalede at børn fik 10µg/dag. Da voksne ikke fik rachitis blev anbefalingen sat til 5µg/dag for disse. Senere har man så fundet ud af, at osteoporose hos ældre hænger sammen med D-vitaminmangel. Derfor blev anbefalingen for ældre sat til 10µg/dag.

Brot C et al (10.4) har lavet en udmærket undersøgelse af 2016 sunde kvinder i alderen 45-58 år med hensyn til 25(OH)D. Man har fulgt dem over 2,5 år. 25(OH)D er et godt udtryk for status med D-vitamin.

Man fandt en klar variation over året, med en kraftig stigning i juni og juli og faldende tendens frem til januar og en næsten konstant lav værdi frem til juni. At koncentrationen kun stiger i juni og juli er i god overensstemmelse med Webb et al (10.9) målinger overført til danske forhold. En sådan beregning viser, at man i Danmark praktisk talt kun får D-vitaminproduktion fra sollys i juni og juli.

Brot C et al (10.4) målinger viste, at selv om der blev taget solbad lå indholdet af 25(OH)D kun over 75nmol/l i ca 4 måneder. Alle andre lå permanent under 75nmol/l.

11% af alle lå under 25nmol/l i vinter/forårsmånederne. 59% af alle lå under 50nmol/l i vinter/forårsmånederne. Brot C et al (10.4) konklusion er, at en stor del af kvinderne kunne betegnes som værende i D-vitaminmangel i hvert fald i vinter/forårsmånederne.

Brot C et al (10.4) undersøgte også forskellige faktorers indflydelse på procent stigning af 25(OH)D i månederne december-maj:

Hel krops udsættelse for sollys gav 23%.

Solariebrug gav 19,4%.

Kost gav 2,5*3,1=7,8%.

Vitamintilskud gav 20,1%.

Man kan heraf udlede følgende:

Det er ikke muligt ved solbad i Danmark, at opnå nok D-vitamin.

Det kan ikke udelades, at løbende brug af solarie er i stand til at give tilstrækkeligt D-vitamin, men dette er næppe praktisk muligt og vil medføre stort tidsforbrug.

Kosten giver kun lidt D-vitamin.

Det nuværende vitamintilskud på ca 5µg D-vitamin pr dag har helt utilstrækkelig effekt. Dette er i god overensstemmelse med Reinhold Vieths (10.7, 10.8 ) målinger, som viser, at man skal op på 100µg/dag D-vitamin.

D-vitamin for at hindre engelsk syge (rakitis).

Erfaringen har vist at 10µg D-vitamin pr dag til børn er tilstrækkelig til at hindre engelsk syge.

D3-vitamin for at hindre knogleskørhed med fald- og frakturrisiko.

D-vitaminmangel er en væsentlig medvirkende årsag til fald- og frakturskader specielt blandt ældre. Dette skyldes, dels at knoglerne afkalkes, dels at musklerne svækkes ved D-vitaminmangel (10.10).

Undersøgelser har vist at 10µg/dag er for lidt til at hindre osteoporose hos ældre (10.1,10.2,10.3, 10.4, 5.1.8 ).

Danmarks Fødevare- og Veterinærforsknings nylig udkomne rapport (10.10) går ind for, at tilskuddet for plejehjemsbeboere hæves fra 10µg D-vitamin pr dag til 20µg D-vitamin pr dag. Dette vil nedsætte tilfældene af koglebrud med 20-30% blandt plejehjemsbeboere. 20µg D-vitamin D er altså ikke nok til at hindre tilfældene af knoglebrud.

Efter Danmarks Fødevare- og Veterinærforsknings rapport (10.10) sættes den nedre grænse for tilstrækkelig cirkulerende 25-hydroxyvitamin D (25OHD) i serum til ca 50 nmol/l for alle voksne for at hindre afkalkning af knoglerne. Anvendes formlen af Stamp et al (10.11) vil 50nmol/l svare til et indtag af D-vitamin på 34 µg/dag. Dette er imidlertid gennemsnit. Der vil være nogle, som skal have mere og nogle der ikke behøver så meget. For at sikre, at alle får nok, skal man op på ca det dobbelte. Det vil sige et kosttilskud på ca 70 µg D3-vitamin pr dag. Derudover er der det forhold, at ældre mennesker skal have højere indhold af 25OHD i blodet for at holde serum PTH nede og derved hindre afkalkning af knogler (10.13). Går man ind på kurverne hos Vieth et al (10.13) vil et serum 25OHD på 50 nmol/l for personer på 51-70 år svare til 100 nmol/l for personer over 70 år, såfremt man skal hindre afkalkning af knogler. 100 nmol/l 25OHD svarer til et levnedsmiddelindtag på ca 100 µg D3-vitamin pr. dag.

Center et al (10.12) fandt, at ældre mænd med plasma 25OHD under 68 nmol/l havde 4,3 gange øget risiko for knoglebrud over 8 år. Anvendes formlen af Stamp et al (10.11) vil 68 nmol/l svare til et indtag af D-vitamin på 53 µg/dag. Dette er imidlertid gennemsnit. Der vil være nogle, som skal have mere og nogle der ikke behøver så meget. For at sikre, at alle får nok, skal man op på ca det dobbelte. Det vil sige et kosttilskud på ca 100 µg D3-vitamin pr dag.

D3-vitamin for at hindre autoimmune sygdomme.

Dr. Elina Hyppoenen et al (10.14) har lavet en undersøgelse af 10821 børn i Lapland og nordlige Finland og sammenlignet indtagelsen af D-vitamin og tilfælde af type 1 diabetes. Rate ratio for at få diabetes for dem, der tog regelmæssigt D-vitamin på ca 50 µg D-vitamin og dem, der ikke tog D-vitamin var 0,12. Hypponen et al undersøgte også sammenhænget mellem diabetes type 1 og mængden af indtaget D-vitamin for dem, der tog regelmæssig D-vitamin. Det viste sig, at rate ratio for at få diabetes for dem, der tog det anbefalede 50 µg D-vitamin og dem, der tog under 50 µg D-vitamin var 0,22. Rate ratio for at få diabetes for dem, der tog mere end det anbefalede 50 µg D-vitamin og dem, der tog under 50 µg D-vitamin, var 0,14, men her kneb det med at få 95% sikkerhed for dette resultat. Det vil sige, at børn skal have mere end 50µg/dag D3-vitamin for at undgå Diabetes type 1.

Dissimileret sclerose forefindes næsten ikke i troperne (10.10). Det vil sige, at det som solens stråler danner af D3-vitamin i huden, er nok til at hindre dissimileret sclerose. Stamp et al (10.11) angiver, at solens stråler kan give svarende til et indtag af 250µg D-vitamin pr dag. Brot et al (10.4) målte, at solen i Danmark gav et indhold af 25OHD på op til 120 nmol/l i serum. Dette vil sige, at solen i Danmark kunne give op til, hvad der svarer til et indtag på 120µg/dag D3-vitamin.

Ud herfra må det antages, at det daglige kosttilskud højst skal være ca 250µg/dag for at undgå sclerose. Ca 100 µ/dag D3-vitamin vil muligvis være nok til at hindre sclerose.

Ashton F. Embry et al (10.5) anbefaler ud fra forskning af D-vitamin og sclerose, at sclerosepatienter får 75-100µg D-vitamin pr dag indtil nøjagtigere resultater foreligger.

S. R. Hammond har ved undersøgelse af indvandrere i Australien vist, at man for at undgå sclerose skal have tilskud af D-vitamin hele livet og ikke kun i barndommen.(10.6)

D3-vitamin for at hindre Kræft.

Garlan et al (10.15) har i et case-kontrolstudie baseret på 25600 personer fundet, at forekomst af tyktarmskræft ved plasma 25OHD koncentrationer over 65 nmol/l var betydeligt nedsat. Anvendes formlen af Stamp et al (10.11) vil 65nmol/l svare til et indtag af D-vitamin på 50 µg/dag. Dette er imidlertid gennemsnit. Der vil være nogle, som skal have mere og nogle, der ikke behøver så meget. For at sikre, at alle får nok, skal man op på ca. det dobbelte. Det vil sige et kosttilskud på ca. 100 µg D3-vitamin pr dag.

Ahonen et al (10.16) fandt, at for unge mænd var risikoen for at få prostatakræft 3,5 gange større, dersom 25OHD i serum var under 40 nmol/l. Anvendes formlen af Stamp et al (10.11) vil 40 nmol/l svare til et indtag af D-vitamin på 25 µg/dag. Dette er imidlertid gennemsnit. Der vil være nogle, som skal have mere og nogle, der ikke behøver så meget. For at sikre, at alle har over 40nmol/l 25OHD i serum, skal man op på ca. det dobbelte. Det vil sige et kosttilskud på ca 50 µg D3-vitamin pr dag.

Som vist oven for, er det vigtigt, at få tilstrækkeligt med D-vitamin. Dette skal svare til, hvad man får i troperne gennem sollys, hvilket er et indhold i blodet af 25-hydroxyvitamin D (25OHD) på 75-160nmol/l efter Reinhold Vieth (10.17). Dette svarer til et dagligt indtag på ca. 100 µg D3-vitamin (10.18 ). Den eneste praktiske mulighed for at opnå tilstrækkelig høje 25(OH)D koncentrationer er at hæve det daglige normalindtag i form af vitaminpiller til ca. 100µg pr. dag.

11. Konklusion.

Der er klare indicier på at den danske befolkning lider af D-vitaminmangel i vinter og forårsmånederne. Selv om det ikke er bevist, er der stor sandsynlighed for at dette medfører mange tilfælde af afkalkning af knogler hos ældre, kræft og de autoimmune sygdomme diabetes, sclerose, psoriasis, human artritis mm.

Følgende bør ske:

D2-vitamin bør undgås som kosttilskud, idet det er mindre effektiv end D3-vitamin og muligvis mere sundhedsskadeligt.

Det anbefalede daglige indtag af D3-vitamin bør sættes til 100µg/dag og den tilladte mængde i vitaminpiller øges til 100µg/dag.

Læger bør måle 25(OH)D i blodet ved afkalkning af knogler, autoimmune sygdomme, kræft og forhøjet blodtryk. 25(OH)D bør ligge i området 75nmol/l-160nmol/l (1).

Generelt er det sådan, at der er en enorm sundhedsmæssig fordel ved at give den danske befolkningen mere D-vitamin og risikoen er meget lille.

Karl Favrbo
Civilingeniør
E-mail: favrbo (at) post6.tele.dk

Kilde....

Litteratur: i næste indlæg...

Litteratur for studiet om D-vitamin (03-07-06)

1.1.1 Holick MF. The cutaneous photosynthesis of previtamin D3: a unique photoendocrine system. J Invest Dermatol 1981 Jul;77(1):51-8.

1.1.2 Holick MF. Photosynthesis of vitamin D in the skin: effect of environmental and life-style variables. Fed Proc 1987 Apr;46(5):1876-82.

1.1.3 Webb AR, DeCosta BR, Holick MF. Sunlight regulates the cutaneous production of vitamin D3 by causing its photodegradation. J Clin Endocrinol Metab 1989 May;68 (5):882.

1.1.4 Schwartz GG, Whitlatch LW, Chen TC, Lokeshwar BL, Holick MF. Human prostate cells synthesize 1,25-dihydroxyvitamin D3 from 25-hydroxyvitamin D3. Cancer Epidemiol Biomarkers Prev 1998 May;7(5):391-5.

1.1.5 Webb AR, DeCosta BR, Holick MF. Sunlight regulates the cutaneous production of vitamin D3 by causing its photodegradation. J Clin Endocrinol Metab 1989 May;68 (5):882.

1.3 Webb AR, Pilbeam C, Hanafin N, Holick MF. An evaluation of the relative contributions of exposure to sunlight and of diet to the circulating concentrations of 25-hydroxyvitamin D in an elderly nursing home population in Boston. Am J Clin Nutr 1990 Jun;51(6):1075-81.

1.4.1 Webb AR, Kline L, Holick MF. Influence of season and latitude on the cutaneous synthesis of vitamin D3: exposure to winter sunlight in Boston and Edmonton will not promote vitamin D3 synthesis in human skin. J Clin Endocrinol Metab 1988 Aug;67(2):373-8.

1.4.2 Brot C, Vestergaard P, Kolthoff N, Gram J, Hermann AP, Sørensen OH. Vitamin D status and its adequacy in healthy Danish perimenopausal women: relationships to dietary intake, sun exposure and serum parathyroid hormone. Br J Nutr 2001 Aug;86 Suppl 1:S97-103.

1.4.3 Matsuoka LY, Ide L, Wortsman J, MacLaughlin JA, Holick MF. Sunscreens suppress cutaneous vitamin D3 synthesis. J Clin Endocrinol Metab 1987 Jun;64(6):1165-8.

1.5.1 Brot C, Vestergaard P, Kolthoff N, Gram J, Hermann AP, Sørensen OH. Vitamin D status and its adequacy in healthy Danish perimenopausal women: relationships to dietary intake, sun exposure and serum parathyroid hormone. Br J Nutr 2001 Aug;86 Suppl 1:S97-103.

2.1 Nisbet JA. Eastwood JB. Colston KW et al. Detection of osteomalacia in British Asiens: a comparison of clinical score with biochemical measurments. Clin Sci Colch 1990; 78: 383-89.

2.2.1 Stumpf WE, Sar M, Reid FA, Tanaka Y, DeLuca HF. Target cells for 1,25-dihydroxyvitamin D3 in intestinal tract, stomach, kidney, skin, pituitary, and parathyroid. Science 1979 Dec 7;206(4423):1188-90.

2.2.2 Pfeifer M, Begerow B, Minne HW. Vitamin D and muscle function. Osteoporos Int 2002 Mar;13(3):187-94.

2.3.1 Veldman CM, Cantorna MT, DeLuca HF. Expression of 1,25-dihydroxyvitamin D(3) receptor in the immune system. Arch Biochem Biophys 2000 Feb 15;374(2):334-8.

2.3.2 Terrence F. Meehan, Hector F. DeLuca. The vitamin D receptor is necessary for 1alpha,25-dihydroxyvitamin D(3) to suppress experimental autoimmune encephalomyelitis in mice. Arch Biochem Biophys 2002 Dec 15;408(2):200-4.

2.3.3 Rigby WF, Denome S, Fanger MW. Regulation of lymphokine production and human T lymphocyte activation by 1,25-dihydroxyvitamin D3. Specific inhibition at the level of messenger RNA. J Clin Invest 1987 Jun;79(6):1659-64.

2.3.4 Reichel H, Koeffler HP, Tobler A, Norman AW. 1 alpha,25-Dihydroxyvitamin D3 inhibits gamma-interferon synthesis by normal human peripheral blood lymphocytes. Proc Natl Acad Sci U S A 1987 May;84(10):3385-9.

2.3.5 Margherita T Cantorna, William D. Woodward, Colleen E. Hayes, and Hector F. DeLuca. 1,25-Dihydroxyvitamin D3 is a Positiv Regulator for the Two Anti-Encephalitogenic Cytokines TGF-β1 and IL-4. J. Immunol. 160:5314-19,1998.

2.3,6 Pfeifer M, Begerow B, Minne HW. Vitamin D and muscle function. Osteoporos Int 2002 Mar;13(3):187-94.

3.01 Miller BE, Norman AW. Vitamin D, Machlin LJ (eds): Handbook of vitamins, 1984.

3.0.2 Veterinær- og Fødevaredirektoratet. Publikation nr. 246, 1998. Vitamin D, Bør forsyningen i den danske befolkning bedres?

3.0.3 Nordisk Ministerråd. Nordiske Næringsrekommendationer 1996. København: Nordisk Forlagshus, 1996.

3.1.1 Jacobus CH, Holick MF, Shao Q, Chen TC, Holm IA, Kolodny JM, Fuleihan GE, Seely EW. Hypervitaminosis D associated with drinking milk. : N Engl J Med 1992 Apr 30;326(18 ):1173-7.

3.1.2 Scanlon KS, Blank S, Sinks T, Lett S, Mueller P, Freedman DS, Serdula M, Falk H. Subclinical health effects in a population exposed to excess vitamin D in milk. Am J Public Health 1995 Oct;85(10):1418-22.

3.1.3 Blank S, Scanlon KS, Sinks TH, Lett S, Falk H. An outbreak of hypervitaminosis D associated with the overfortification of milk from a home-delivery dairy. : Am J Public Health 1995 May;85(5):656-9
3.2.1 British Pediatric Assosciation. Hypercalcemia in infants and vitamin D. BMJ 1956;2:149.

3.1.4 Seelig MS. Vitamin D and cardiovascular, renal, and brain damage in infancy and childhood. Ann N Y Acad Sci 1969 Sep 26;147(15):539-82.

3.2.1 British Paediatric Association. Hypercalcaemia in infants and Vitamin D. British Medical Journal 1956, July 21:149.

3.2.2 Ligtwood R. Idiopatic hypercalsaimia with failure to thrive: neprocalcenossis. Proc. R Soc Med 1952;45:401.

3.2.3 Hesse V, Siebenhuner M, Plenert W, Markestad T, Aksnes L, Aarskog D. [Evaluation of vitamin D "interval administration" for the prevention of rickets in infancy] Kinderarztl Prax 1985 Aug;53(8 ):383-93.

3.3 Jeans PC, Stearns G. The effect of vitamin D on linear growth in infancy. II. The effect of intakes above 1800USP unit daily. J Pediatr 1938;13:730-40.

3.4 Byrne PM, Freaney R, McKenna MJ. Vitamin D supplementation in the elderly: review of safety and effectiveness of different regimes. : Calcif Tissue Int 1995 Jun;56(6):518-20.

3.5 Heikkinen AM, Tuppurainen MT, Niskanen L, Komulainen M, Penttila I, Saarikoski S. Long-term vitamin D3 supplementation may have adverse effects on serum lipids during postmenopausal hormone replacement therapy. : Eur J Endocrinol 1997 Nov;137(5):495-502.

3.6 Heikinheimo RJ, Inkovaara JA, Harju EJ, Haavisto MV, Kaarela RH, Kataja JM, Kokko AM, Kolho LA, Rajala SA. Annual injection of vitamin D and fractures of aged bones. Calcif Tissue Int 1992 Aug;51(2):105-10.

3.7 Adams JS, Lee G. Gains in bone mineral density with resolution of vitamin D intoxication. Ann Intern Med 1997 Aug 1;127(3):203-6.

3.8 S. Rajasree, K. Rajpal, C.C. Kartha, P.S. Sarma, V. Raman Kutty, C.S.P. Iyer, G.Girija. Serum 25-hydroxyvitamin D3 levels are elevated in South Indian patients with ischemic heart disease.

3.10.1 Reinhold Vieth. Vitamin D Nutrition and its Potential Health Benefits for

Bone, Cancer and Other Conditions. Journal of Nutritional & Environmental Medicine (2001) 11, 275– 291.

3.10.2 Vieth Reinhold. Vitamin D supplementation, 25-hydroxyvitamin D concentrations, and safety. Am J Clin Nutr 1999 May; 69(5): 842-56.

3.10.3 Jones G, Byrnes B, Palma F, Segev D, Mazur Y. Displacement

potency of vitamin D 2 analogs in competitive protein-binding assays

for 25-hydroxyvitamin D 3 , 24,25-dihydroxyvitamin D 3 , and

1,25-dihydroxyvitamin D 3 . J Clin Endocrinol Metab 1980;50:773–5.

3.10.4 Hollis BW, Frank NE. Quantitation of vitamin D 2 , vitamin D 3 ,

25-hydroxyvitamin D 2 , and 25-hydroxyvitamin D 3 in human milk.

Methods Enzymol 1986;123:167–76.

3.10.5 Nilsson SF, Ostberg L, Peterson PA. Binding of vitamin D to its

human carrier plasma protein. Biochem Biophys Res Commun 1972;

46:1380–7.

3.10.6 Holmberg I, Berlin T, Ewerth S, Bjorkhem I. 25-Hydroxylase activity in subcellular fractions from human liver. Evidence for different rates of mitochondrial hydroxylation of vitamin D2 and D3. Scand J Clin Lab Invest 1986 Dec;46(8 ):785-90.

3.10.7 Mawer EB, Jones G, Davies M, et al. Unique 24-hydroxylated

metabolites represent a significant pathway of metabolism of vita-min

D 2 in humans: 24-hydroxyvitamin D 2 and 1,24-dihydroxyvita-min

D 2 detectable in human serum. J Clin Endocrinol Metab 1998;

83:2156–66.

3,10.8 Bell NH. Renal and nonrenal 25-hydroxyvitamin D-1alpha-hydroxylases and their clinical significance. J Bone Miner Res 1998 Mar;13(3):350-3.

3.10.9 Lockefeer JH. Vitamin D poisoning; real and spurious. Ned Tijdschr Geneeskd 1990 Oct 6;134(40):1931-4.

3.10.10 Karmali R, Barker S, Hewison M, Fraher L, Katz DR, O'Riordan JL. Intermittent hypercalcaemia and vitamin D sensitivity in Hodgkin's disease. Postgrad Med J 1990 Sep;66(779):757-60.

3.10.11 Narang NK, Gupta RC, Jain MK. Role of vitamin D in pulmonary tuberculosis. J Assoc Physicians India 1984 Feb;32(2):185-8.

3.10.12 Vieth R, Kimball S, Hu A, Walfish PG.Randomized comparison of the effects of the vitamin D3 adequate intake versus 100 mcg (4000 IU) per day on biochemical responses and the wellbeing of patients. Nutr J. 2004 Jul 19;3(1):8.

3.11.1. Danmarks Fødevare- og Veterinærforskning: D-vitaminstatus i den danske befolkning bør forbedres. 2004.

3. 11.2 The European Commission: Scientific Committee on Food: Opinion of the Scientific Committee on Food on the Tolerable Upper Intake Level of Vitamin D (expressed on 4 December 2002).

3.11.3 Stamp TC, Haddad JG, Twigg CA. Comparison of oral 25-hydroxycholecalciferol, vitamin D, and ultraviolet light as determinants of circulating 25-hydroxyvitamin D. Lancet. 1977 Jun 25;1(8026):1341-3.

4.1 Park EA. The therapy of rickets.JAMA 1940;115:370-9.

4.2 Trang H, Cole DE, Rubin LA, Pierratos A, Siu S, Vieth R. Evidence that vitamin D 3 increases serum 25-hydroxyvitamin D more efficiently than does vitamin D 2 . Am J Clin Nutr 1998;68:854–48.

4.3 Tjellesen L, Hummer L, Christiansen C, Rodbro P. Serum concentration of vitamin D metabolites during treatment with vitamin D2 and D3 in normal premenopausal women. Bone Miner. 1986 Oct;1(5):407-13.

5.1.1 Dawson-Hughes B. Calcium and vitamin D nutritional needs of elderly women.

J Nutr 1996 Apr;126(4 Suppl):1165S-7S.

5.1.2 Chapuy MC, Arlot ME, Duboeuf F, Brun J, Crouzet B, Arnaud S, Delmas PD, Meunier PJ. Vitamin D3 and calcium to prevent hip fractures in the elderly women. N Engl J Med 1992 Dec 3;327(23):1637-42.

5.1.3 Nisbet JA, Eastwood JB, Colston KW, Ang L, Flanagan AM, Chambers TJ, Maxwell JD. Detection of osteomalacia in British Asians: a comparison of clinical score with biochemical measurements. Clin Sci (Lond) 1990 Apr;78(4):383-9.

5.1.4 Glerup H, Mikkelsen K, Poulsen L, Hass E, Overbeck S, Thomsen J, Charles P, Eriksen EF. Commonly recommended daily intake of vitamin D is not sufficient if sunlight exposure is limited. J Intern Med 2000 Feb;247(2):260-8.

5.1.5 M.-C. Chapuy, P.Presiosi, M. Maamer, S.Arnaud, P. Galan, S.Hercberg, P.J. Meunier. Prevalence of Vitamin D Insufficiency in an Adult Normal Population. Osteporosis Int (1997) 7:439-43

5.1.6 Brot C, Vestergaard P, Kolthoff N, Gram J, Hermann AP, Sørensen OH. Vitamin D status and its adequacy in healthy Danish perimenopausal women: relationships to dietary intake, sun exposure and serum parathyroid hormone. Br J Nutr 2001 Aug;86 Suppl 1:S97-103.

5.1.7 Reinhold Vieth, Pak-Cheung R Chan, and Gordon D MacFarla. Efficacy and safety of vitamin D 3 intake exceeding the lowest observed adverse effect level. Am J Clin Nutr 2001;73: 288–94 .

5.1.8 Trivedi DP, Doll R, Khaw KT. Effect of four monthly oral vitamin D3 (cholecalciferol) supplementation on fractures and mortality in men and women living in the community: randomised double blind controlled trial. BMJ 2003 Mar 1;326(7387):469.

5.2 Krall EA, Wehler C, Garcia RI, Harris SS, Dawson-Hughes B. Calcium and vitamin D supplements reduce tooth loss in the elderly. Am J Med 2001 Oct.

5.3.1 Glerup H, Mikkelsen K, Poulsen L, Hass E, Overbeck S, Andersen H, Charles P, Eriksen EF. Hypovitaminosis D myopathy without biochemical signs of osteomalacic bone involvement. Calcif Tissue Int 2000 Jun;66(6):419-24.

5.3.2 Vieth Reinhold. Vitamin D supplementation, 25-hydroxyvitamin D concentrations, and safety. Am J Clin Nutr 1999 May; 69(5): 842-56.

5.3.3 Pfeifer M, Begerow B, Minne HW. Vitamin D and muscle function. Osteoporos Int 2002 Mar;13(3):187-94.




5.4. Glerup H, Eriksen EF. Acroparaesthesia--a typical finding in vitamin D deficiency. Rheumatology (Oxford) 1999 May;38(5):482.

5.5. Baynes KC, Boucher BJ, Feskens EJ, Kromhout D. Vitamin D, glucose tolerance and insulinaemia in elderly men. Diabetologia. 1997 Mar;40(3):344-7.

6.1.1 Mathieu C, Laureys J, Sobis H, Vandeputte M, Waer M, Bouillon R. 1,25-Dihydroxyvitamin D3 prevents insulitis in NOD mice. Diabetes 1992 Nov;41(11):1491-5.

6.1.2 Chang TJ, Lei HH, Yeh JI, Chiu KC, Lee KC, Chen MC, Tai TY, Chuang LM Vitamin D receptor gene polymorphisms influence susceptibility to type 1 diabetes mellitus in the Taiwanese population. : Clin Endocrinol (Oxf) 2000 May;52(5):575-80.

6.1.3 L.C. Stene, J.Ulrksen, P.Magnus, G.Jones. Use of codliver oil during pregnancy associated with lower risk of Type 1 diabetes in the offspring. Diabetologa 2000 43:1093-1098.

6.1.4.1 The EURODIAB Substudy 2 Study Group. Vitamin D supplement in early childhood and risk for Type I (insulin-dependent) diabetes mellitus. Diabetologia 1999 Jan;42(1):51-4.

6.1.4,2 Hypponen E, Laara E, Reunanen A, Jarvelin MR, Virtanen SM. Intake of vitamin D and risk of type 1 diabetes: a birth-cohort study. Lancet 2001 Nov 3;358(9292):1500-3.

6.1.5 Giancarlo Isaia, MD, Ruben Giorgino, MD, PHD and Silvano Adami, MD. High Prevalene of Hypovitaminosis D in Female Type 2 Diabetic Population. Diabetes Care 24:1496, 2001.

6.1.6 Piet H. Jongbloet, Hans M.M. Groenewould, Remy A. Hrasing, Stef Van Buuren. Seasonality of Birth Childhood Diabetes in The Netherlands. Diabetes Care. 21:190-1, 1998.

6.1.7.1 Fleegler FM, Rogers KD, Drash A, Rosenbloom AL, Travis LB, Court JM. Age, sex, and season of onset of juvenile diabetes in different geographic areas. Pediatrics 1979 Mar;63(3):374-9.

6.1.7.2 Brot C, Vestergaard P, Kolthoff N, Gram J, Hermann AP, Sørensen OH. Vitamin D status and its adequacy in healthy Danish perimenopausal women: relationships to dietary intake, sun exposure and serum parathyroid hormone. Br J Nutr 2001 Aug;86 Suppl 1:S97-103.

6.2.1.1 Esparza ML, Sasaki S, Kesteloot H. Nutrition, latitude, and multiple sclerosis mortality: an ecologic study. : Am J Epidemiol 1995 Oct 1;142(7):733-7.

6.2.1.2 Kurtzke JF. On the fine structure of the distribution of multiple sclerosis. Acta Neorol Scand 43:257-282, 1967

6.2.1.3 Freedman DM, Dosemeci M, Alavanja MC. Mortality from multiple sclerosis and exposure to residential and occupational solar radiation: a case-control study based on death certificates. Occup Environ Med 2000 Jun;57(6):418-21-

6.2.2.1 R. Wutrich , H. P. Rieder. The Seasonal Incidence of Multiple Sclerosis in Swizerland. Europ. Neurol 1970; 3: 257-264

6.2.2.2. Embry AF, Snowdon LR, Vieth R. Vitamin D and seasonal fluctuations of gadolinium-enhancing magnetic resonance imaging lesions in multiple sclerosis. Ann Neurol 2000 Aug; 48(2):271-2.

6.2.3.1 Nieves J, Cosman F, Herbert J, Shen V, Lindsay R. High prevalence of vitamin D deficiency and reduced bone mass in multiple scler..

6.2.3.2 Cosman F, Nieves J, Komar L, Ferrer G, Herbert J, Formica C, Shen V, Lindsay R. Fracture history and bone loss in patients with MS. Neurology 1998 Oct; 51(4): 1161-5.osis. Neurology 1994 Sep; 44(9): 1687-92

6.2.4.1 Jacques M, Lemire, D. Clay Archer. 1,25-Dihydroxyvitamin D3 Prevent the Vivo Induction of Murin Experimental Autoimmune Encephalomyelitis.

6.2.4.2 Cantorna MT, Hayes CE, DeLuca HF. 1,25-Dihydroxyvitamin D3 reversibly blocks the progression of relapsing encephalomyelitis, a model of multiple sclerosis. Proc Natl Acad Sci U S A 1996 Jul 23; 93(15): 7861-4.

6.2.4.3 Cantorna MT, Humpal-Winter J, DeLuca HF. Dietary calcium is a major factor in 1,25-dihydroxycholecalciferol suppression of experimental autoimmune encephalomyelitis in mice. J Nutr 1999 Nov;129(11):1966-71.

6.2.4.4 Cantorna MT, Woodward WD, Hayes CE, DeLuca HF. 1,25-dihydroxyvitamin D3 is a positive regulator for the two anti-encephalitogenic cytokines TGF-beta 1 and IL-4. J Immunol 1998 Jun 1; 160(11): 5314-9.

6.2.5.1 Goldberg P, Fleming MC, Picard EH. Multiple sclerosis; decreased relapse rate through dietary supplementation with calcium, magnesium and vitamin D. Med Hypotheses 1986 Oct; 21(2): 193-200.

6.2.5.2 Nordvik I, Myhrn KM, Nyland H, Bjerve KS. Effect of dietary advice and n-3 supplementation in newly diagnosed MS patients. Acta Neurol Scand 2000 Sep; 102(3): 143-9.

6.2.5.3. Roy L Swank, MD, PHD, and Aagot Grimsgaard. Multiple sclerosis: the lipid relationship. AM J Clin Nutr 1988;48:1387-93.

6.2.6. Munger KL, Zhang SM, O'Reilly E, Hernan MA, Olek MJ, Willett WC, Ascherio A.Vitamin D intake and incidence of multiple sclerosis.Neurology. 2004 Jan 13;62(1):60-5

6.3.1 Cantorna MT, Hayes CE, DeLuca HF. 1,25-Dihydroxycholecalciferol inhibits the progression of arthritis in murine models of human arthritis. J Nutr 1998 Jan;128(1):68-72

6.3.2.1 Lund B, Storm TL, Lund B, Melsen F, Mosekilde L, Andersen RB, Egmose C, Sorensen OH. Bone mineral loss, bone histomorphometry and vitamin D metabolism in patients with rheumatoid arthritis on long-term glucocorticoid treatment. Clin Rheumatol 1985 Jun;4(2):143-9.

6.3.2.2 van Soesbergen RM, Lips P, van den Ende A, van der Korst JK. Bone metabolism in rheumatoid arthritis compared with postmenopausal osteoporosis. Ann Rheum Dis 1986 Feb;45(2):149-55.

6.3.2.3 Kroger H, Penttila IM, Alhava EM. Low serum vitamin D metabolites in women with rheumatoid arthritis. Scand J Rheumatol 1993;22(4):172-7.

6.3.2.4 Oelzner P, Muller A, Deschner F, Huller M, Abendroth K, Hein G, Stein G. Relationship between disease activity and serum levels of vitamin D metabolites and PTH in rheumatoid arthritis. Calcif Tissue Int 1998 Mar;62(3):193-8.

6.3.2.5 Als OS, Riis B, Christiansen C. Serum concentration of vitamin D metabolites in rheumatoid arthritis. Clin Rheumatol 1987 Jun;6(2):238-43.

6.3.2.6 Hillman L, Cassidy JT, Johnson L, Lee D, Allen SH. . Vitamin D metabolism and bone mineralization in children with juvenile rheumatoid arthritis. J Pediatr 1994 Jun;124(6):910-6.

6.3.2.7 Perez-Edo L, Diez-Perez A, Marinoso L, Valles A, Serrano S, Carbonell J. Bone metabolism and histomorphometric changes in rheumatoid arthritis. Scand J Rheumatol 2002;31(5):285.

6.3.4.1 Huckins D, Felson DT, Holick M. Treatment of psoriatic arthritis with oral 1,25-dihydroxyvitamin D3: a pilot study. Arthritis Rheum 1990 Nov;33(11):1723-7.

6.3.4.2 Andjelkovic Z, Vojinovic J, Pejnovic N, Popovic M, Dujic A, Mitrovic D, Pavlica L, Stefanovic D. Disease modifying and immunomodulatory effects of high dose 1 alpha (OH) D3 in rheumatoid arthritis patients. Clin Exp Rheumatol 1999 Jul-Aug;17(4):453-6.

6.4.1.1 Stumpf WE, Sar M, Reid FA, Tanaka Y, DeLuca HF. Target cells for 1,25-dihydroxyvitamin D3 in intestinal tract, stomach, kidney, skin, pituitary, and parathyroid. Science 1979 Dec 7;206(4423):1188-90.

6.4.1.2 Clemens TL, Adams JS, Horiuchi N, Gilchrest BA, Cho H, Tsuchiya Y, Matsuo N, Suda T, Holick MF Interaction of 1,25-dihydroxyvitamin-D3 with keratinocytes and fibroblasts from skin of normal subjects and a subject with vitamin-D-dependent rickets, type II: a model for study of the mode of action of 1,25-dihydroxyvitamin D3. J Clin Endocrinol Metab 1983 Apr;56(4):824-30.

6.4.1.3. Smith EL, Pincus SH, Donovan L, Holick MF. A novel approach for the evaluation and treatment of psoriasis. Oral or topical use of 1,25-dihydroxyvitamin D3 can be a safe and effective therapy for psoriasis. J Am Acad Dermatol 1988 Sep;19(3):516-28.

6.4.2 Saeki H, Asano N, Tsunemi Y, Takekoshi T, Kishimoto M, Mitsui H, Tada Y, Torii H, Komine M, Asahina A, Tamaki K. Polymorphisms of vitamin D receptor gene in Japanese patients with psoriasis vulgaris. Dermatol Sci 2002 Nov;30(2):167-71.

6.4.3 6.4.3 Parrish JA, Jaenicke KF. Action spectrum for phototherapy of psoriasis. J Invest Dermatol 1981 May;76(5):359-62

6.4.4 Kragballe K. Vitamin D and UVB radiation therapy. Cutis 2002 Nov;70(5 Suppl):9-12.

6.4.5 A. Peres, T.C.Chen, A. Turner, R. Raab, J. Bhawan, P. Poche, M.F.Holick. Efficacy and safety of topical calcitriol (1,25-dihydroxyvitamin D3). British Journal of Dermatology 1996; 134: 238-46.

6.4.6.1. Smith EL, Pincus SH, Donovan L, Holick MF. A novel approach for the evaluation and treatment of psoriasis. Oral or topical use of 1,25-dihydroxyvitamin D3 can be a safe and effective therapy for psoriasis. J Am Acad Dermatol 1988 Sep;19(3):516-28.

6.4.6.2 A. Peres, R. Raab, T.C. Chen, A. Turner, M.F.Holick. Safety and efficacy of oral calcitriol (1,25-dihydroxyvitamin D3) for the treatment of psoriasis. British Journal of Dermatology 1996;134: 1070-78.

7.1.1 Lointier P, Wargovich MJ, Saez S, Levin B, Wildrick DM, Boman BM. The role of vitamin D3 in the proliferation of a human colon cancer cell line in vitro. Anticancer Res 1987 Jul-Aug;7(4B):817-21.

7.1.2 Pence BC, Buddingh F. Inhibition of dietary fat-promoted colon carcinogenesis in rats by supplemental calcium or vitamin D3. Carcinogenesis 1988 Jan;9(1):187-90.

7.1.3 Llor X, Jacoby RF, Teng BB, Davidson NO, Sitrin MD, Brasitus TA. K-ras mutations in 1,2-dimethylhydrazine-induced colonic tumors: effects of supplemental dietary calcium and vitamin D deficiency. Cancer Res 1991 Aug 15;51(16):4305-9

7.1.4 McSherry CK, Cohen BI, Bokkenheuser VD, Mosbach EH, Winter J, Matoba N, Scholes J. Effects of calcium and bile acid feeding on colon tumors in the rat. : Cancer Res 1989 Nov 1;49(21):6039-43.

7.1.5 Kawaura A, Takahashi A, Tanida N, Oda M, Sawada K, Sawada Y, Maekawa S, Shimoyama T. 1 Alpha-hydroxyvitamin D3 suppresses colonic tumorigenesis induced by repetitive intrarectal injection of N-methyl-N-nitrosourea in rats. Cancer Lett 1990 Dec 3;55(2):149-52.

7.1.6 Skowronski RJ, Peehl DM, Feldman D. Vitamin D and prostate cancer: 1,25 dihydroxyvitamin D3 receptors and actions in human prostate cancer cell lines. Endocrinology 1993 May;132(5):1952-60.

7.1.7 Miller GJ, Stapleton GE, Hedlund TE, Moffat KA. Vitamin D receptor expression, 24-hydroxylase activity, and inhibition of growth by 1alpha,25-dihydroxyvitamin D3 in seven human prostatic carcinoma cell lines. Clin Cancer Res 1995 Sep;1(9):997-1003.

7.1.8 Chen TC, Wang L, Whitlatch LW, Flanagan JN, Holick MF. Prostatic 25-hydroxyvitamin D-1alpha-hydroxylase and its implication in prostate cancer. : J Cell Biochem 2003;88(2):315-22.

7.1.9 Peehl DM, Skowronski RJ, Leung GK, Wong ST, Stamey TA, Feldman D. Antiproliferative effects of 1,25-dihydroxyvitamin D3 on primary cultures of human prostatic cells. Cancer Res 1994 Feb 1;54(3):805-10.

7.1.10 Feldman D, Skowronski RJ, Peehl DM. Vitamin D and prostate cancer. Adv Exp Med Biol 1995;375:53-63.

7.1.11 Oades GM, Dredge K, Kirby RS, Colston KW. Vitamin D receptor-dependent antitumour effects of 1,25-dihydroxyvitamin D3 and two synthetic analogues in three in vivo models of prostate cancer. : BJU Int 2002 Oct;90(6):607-16.

7.1.12 Schwartz GG, Wang MH, Zang M, Singh RK, Siegal GP. 1 alpha,25-Dihydroxyvitamin D (calcitriol) inhibits the invasiveness of human prostate cancer cells. Cancer Epidemiol Biomarkers Prev. 1997 Sep;6(9):727-32.

7.1.13 Vegesna V, O'Kelly J, Said J, Uskokovic M, Binderup L, Koeffle HP. Ability of potent vitamin D3 analogs to inhibit growth of prostate cancer cells in vivo. Anticancer Res 2003 Jan-Feb;23(1A):283-9.

7.2.1 Garland C, Shekelle RB, Barrett-Connor E, Criqui MH, Rossof AH, Paul O. Dietary vitamin D and calcium and risk of colorectal cancer: a 19-year prospective study in men. Lancet 1985 Feb 9;1(8424):307-9.

7.2.2 Martinez ME, Giovannucci EL, Colditz GA, Stampfer MJ, Hunter DJ, Speizer FE, Wing A, Willett WC. Calcium, vitamin D, and the occurrence of colorectal cancer among women. J Natl Cancer Inst 1996 Oct 2;88(19):1375-82.

7.2.3 Bostick RM, Potter JD, Sellers TA, McKenzie DR, Kushi LH, Folsom AR. Relation of calcium, vitamin D, and dairy food intake to incidence of colon cancer among older women. The Iowa Women's Health Study. Am J Epidemiol 1993 Jun 15;137(12):1302-17.

7.2.4 Kearney J, Giovannucci E, Rimm EB, Ascherio A, Stampfer MJ, Colditz GA, Wing A, Kampman E, Willett WC. Calcium, vitamin D, and dairy foods and the occurrence of colon cancer in men. Am J Epidemiol 1996 May 1;143(9):907-17.

7.2.5 Shin MH, Holmes MD, Hankinson SE, Wu K, Colditz GA, Willett WC. Intake of dairy products, calcium, and vitamin d and risk of breast cancer. J Natl Cancer Inst 2002 Sep 4;94(17):1301-11.

7.2.6 Barger-Lux MJ, Heaney RP. Effects of above average summer sun exposure on serum 25-hydroxyvitamin d and calcium absorption. J Clin Endocrinol Metab 2002 Nov;87(11):4952-6.

7.3.1 Tangrea J, Helzlsouer K, Pietinen P, Taylor P, Hollis B, Virtamo J, Albanes D. Serum levels of vitamin D metabolites and the subsequent risk of colon and rectal cancer in Finnish men. Cancer Causes Control 1997 Jul;8(4):615-25.

7.3.2 Garland CF, Comstock GW, Garland FC, Helsing KJ, Shaw EK, Gorham ED. Serum 25-hydroxyvitamin D and colon cancer: eight-year prospective study. Lancet 1989 Nov 18;2(8673):1176-8.

7.3.3 Levine AJ, Harper JM, Ervin CM, Chen YH, Harmon E, Xue S, Lee ER, Frankel HD, Haile RW. Serum 25-hydroxyvitamin D, dietary calcium intake, and distal colorectal adenoma risk. Nutr Cancer 2001;39(1):35-41.

7.3.4 Ahonen MH, Tenkanen L, Teppo L, Hakama M, Tuohimaa P. Prostate cancer risk and prediagnostic serum 25-hydroxyvitamin D levels (Finland). Cancer Causes Control 2000 II: 847-52.

7.3.5 Nomura AM, Stemmermann GN, Lee J, Kolonel LN, Chen TC, Turner A, Holick MF. Serum vitamin D metabolite levels and the subsequent development of prostate cancer (Hawaii, United States) Cancer Causes Control 1998 Aug;9(4):425-32.

7.3.6 Braun MM, Helzlsouer KJ, Hollis BW, Comstock GW. Colon cancer and serum vitamin D metabolite levels 10-17 years prior to diagnosis. Am J Epidemiol 1995 Sep 15;142(6):608-11.

7.3.7 Brot C, Vestergaard P, Kolthoff N, Gram J, Hermann AP, Sørensen OH. Vitamin D status and its adequacy in healthy Danish perimenopausal women: relationships to dietary intake, sun exposure and serum parathyroid hormone. Br J Nutr 2001 Aug;86 Suppl 1:S97-103.

7.4.1 Freedman DM, Dosemeci M, McGlynn K. Sunlight and mortality from breast, ovarian, colon, prostate, and non-melanoma skin cancer: a composite death certificate based case-control study. Occup Environ Med 2002 Apr;59(4):257-62.

7.4.2 Luscombe CJ, Fryer AA, French ME, Liu S, Saxby MF, Jones PW, Strange RC. Exposure to ultraviolet radiation: association with susceptibility and age at presentation with prostate cancer. Lancet 2001 Aug 25;358(9282):641-2.

7.4.3 John EM, Schwartz GG, Dreon DM, Koo J. Vitamin D and breast cancer risk: the NHANES I Epidemiologic follow-up study, 1971-1975 to 1992. National Health and Nutrition Examination Survey. Cancer Epidemiol Biomarkers Prev 1999 May;8(5):399-406.

7.4.4 Grant WB An ecologic study of dietary and solar ultraviolet-B links to breast carcinoma mortality rates. Cancer 2002 Jan 1;94(1):272-81.

7.4.5 Grant WB. An estimate of premature cancer mortality in the U.S. due to inadequate doses of solar ultraviolet-B radiation. Cancer 2002 Mar 15;94(6):1867-75.

7.5.1 Gross C, Stamey T, Hancock S, Feldman D. Treatment of early recurrent prostate cancer with 1,25-dihydroxyvitamin D3 (calcitriol) : J Urol. 1998 Jun;159(6):2035-9.

7.5.2 Beer TM, Lemmon D, Lowe BA, Henner WD. High-dose weekly oral calcitriol in patients with a rising PSA after prostatectomy or radiation for prostate carcinoma. Cancer 2003 Mar 1;97(5):1217-24.

7.5.3 Van Veldhuizen PJ, Taylor SA, Williamson S, Drees BM.Treatment of vitamin D deficiency in patients with metastatic prostate cancer may improve bone pain and muscle strength.J Urol. 2000 Jan;163(1):187-90.

7.5.4 Woo TC, Choo R, Jamieson M, Chander S, Vieth R. Pilot Study: Potential Role of Vitamin D (Cholecalciferol) in Patients With PSA Relapse After Definitive Therapy. Nutr Cancer. 2005;51(1):32-6.

7.6 Mehta RG, Mehta RR. Vitamin D and cancer. J Nutr Biochem 2002 May;13(5):252-264.

8.1 Utz G, Hauck AM. [Oral application of calcium and vitamin D2 in allergic bronchial asthma (author's transl)] : MMW Munch Med Wochenschr 1976 Oct 22;118(43):1395-8.

9.1 Krause R, Buhring M, Hopfenmuller W, Holick MF, Sharma AM. Ultraviolet B and blood pressure. Lancet 1998 Aug 29;352(9129):709-10.

9.2 Scragg R, Jackson R, Holdaway IM, Lim T, Beaglehole R. Myocardial infarction is inversely associated with plasma 25-hydroxyvitamin D3 levels: a community-based study. Int J Epidemiol 1990 Sep;19(3):559-63.

10.1 Dawson-Hughes B. Calcium and vitamin D nutritional needs of elderly women.

J Nutr 1996 Apr;126(4 Suppl):1165S-7S.

10.2 Chapuy MC, Arlot ME, Duboeuf F, Brun J, Crouzet B, Arnaud S, Delmas PD, Meunier PJ. Vitamin D3 and calcium to prevent hip fractures in the elderly women. N Engl J Med 1992 Dec 3;327(23):1637-42.

10.3 Glerup H, Mikkelsen K, Poulsen L, Hass E, Overbeck S, Thomsen J, Charles P, Eriksen EF. Commonly recommended daily intake of vitamin D is not sufficient if sunlight exposure is limited. J Intern Med 2000 Feb;247(2):260-8.

10.4 Brot C, Vestergaard P, Kolthoff N, Gram J, Hermann AP, Sørensen OH. Vitamin D status and its adequacy in healthy Danish perimenopausal women: relationships to dietary intake, sun exposure and serum parathyroid hormone. Br J Nutr 2001 Aug;86 Suppl 1:S97-103. 15;111(6):452-6.

10.5 Embry AF, Snowdon LR, Vieth R. Vitamin D and seasonal fluctuations of gadolinium-enhancing magnetic resonance imaging lesions in multiple sclerosis. Ann Neurol 2000 Aug; 48(2):271-2.

10.6 Hammond SR, English DR, McLeod JG. The age-range of risk of developing multiple sclerosis: evidence from a migrant population in Australia. Brain 2000 May;123 ( Pt 5):968-74.

10.7 Vieth Reinhold. Vitamin D supplementation, 25-hydroxyvitamin D concentrations, and safety. Am J Clin Nutr 1999 May; 69(5): 842-56.

10.8 Reinhold Vieth, Pak-Cheung R Chan, and Gordon D MacFarla. Efficacy and safety of vitamin D 3 intake exceeding the lowest observed adverse effect level. Am J Clin Nutr 2001;73.

10.9 Webb AR, Kline L, Holick MF. Influence of season and latitude on the cutaneous synthesis of vitamin D3: exposure to winter sunlight in Boston and Edmonton will not promote vitamin D3 synthesis in human skin. J Clin Endocrinol Metab 1988 Aug;67(2):373-8.

10.10. Danmarks Fødevare- og Veterinærforskning: D-vitaminstatus i den danske befolkning bør forbedres. 2004.

10.11. Stamp TC, Haddad JG, Twigg CA. Comparison of oral 25-hydroxycholecalciferol, vitamin D, and ultraviolet light as determinants of circulating 25-hydroxyvitamin D. Lancet. 1977 Jun 25;1(8026):1341-3.

10.12. Center JR, Nguyen TV, Sambrook PN, Eisman JA.
Hormonal and biochemical parameters and osteoporotic fractures in elderly men. J Bone Miner Res. 2000 Jul;15(7):1405-11.

10.13. Vieth R, Ladak Y, Walfish PG. Age-related changes in the 25-hydroxyvitamin D versus parathyroid hormone relationship suggest a different reason why older adults require more vitamin D. J Clin Endocrinol Metab. 2003 Jan;88(1):185-91.

10.14. Hypponen E, Laara E, Reunanen A, Jarvelin MR, Virtanen SM. Intake of vitamin D and risk of type 1 diabetes: a birth-cohort study. Lancet 2001 Nov 3;358(9292):1500-3.

10.15. GarlandCF, Garland FC, Goham ED. Can colon cancer incidence and death rates be reduced with calcium and vitamin D? Am J ClinNutr 1991;54:193S-210S.

10.16. Ahonen MH, Tenkanen L, Teppo L, Hakama M, Tuohimaa P. Prostate cancer risk and prediagnostic serum 25-hydroxyvitamin D levels (Finland). Cancer Causes Control 2000 II: 847-52.

10,17. Vieth Reinhold. Vitamin D supplementation, 25-hydroxyvitamin D concentrations, and safety. Am J Clin Nutr 1999 May; 69(5): 842-56.

10.18. Reinhold Vieth, Pak-Cheung R Chan, and Gordon D MacFarla. Efficacy and safety of vitamin D 3 intake exceeding the lowest observed adverse effect level. Am J Clin Nutr 2001;73

Kilde....