Lægens tro og tvivl
Tro og tvivl har stor indflydelse på, hvad vi mennesker præsterer, og hvordan vi er overfor hinanden. Gensidig tillid og tro på, at noget virker, og at det nok skal gå godt, virker fremmende på alt. Sindet har en utrolig stor indflydelse på kroppen, både på nervesystemet, hormonsystemet og immunsystemet. Tvivl kan være gavnlig, så man tænker sig om, før man sætter noget i værk, men kan også virke lammende på evnen til at hjælpe andre. Tvivl forplanter sig, og når det er fra læge til patient, er det mildt sagt ikke fremmende for helbredelsen.
Troen på patienten og sig selv
En god læge tror på sin patient. Det er udgangspunktet for et godt samarbejde med henblik på at finde ud af, hvad patienten fejler, og hvorfor han eller hun er blevet syg. Årsagen må findes, hvis det overhovedet er muligt. Det hjælper, hvis patienten kommer med en seddel med alle sine symptomer og andet, der kan være af betydning for opklaringen. Lægen kan hurtigere sætte sig ind i situationen og nå frem til en diagnose ud fra tillid til, at patienten kommer med de rigtige oplysninger og selv grundigt har overvejet dem. Det er et fælles arbejde, der skal gøres, med tre overskrifter: hvad er der galt, hvorfor er det gået galt, og hvad kan lægen og patienten sammen gøre ved det. Uden gensidig tillid og tro på hinanden går det ikke.
Det er også vigtigt, at lægen tror på sig selv. Usikkerhed hos lægen mærker patienten straks, så det er klogt af lægen at give udtryk for sin usikkerhed og årsagen til den. Ingen ved alt, og ingen patient han have tillid til en læge, der siger, at han eller hun ved alt. Vil man hjælpe andre, må man også have ydmyghed over for opgaven. Man må som læge kende grænserne for sin víden og kunnen og holde sin selvtillid inden for disse grænser.
Er der noget, man ikke ved, må man læse på det, søge på Internettet eller ringe til kolleger med specialviden på feltet. Det vil blot give patienten mere tillid til lægen.
Der er sket en stor eksplosion af viden de sidste mange år, så det er klogt af en læge at kigge efter, om det, man hidtil har vidst, stadig gælder. Og at sørge for, så vidt muligt, at følge med i fagets udvikling og den nyeste viden. Men en læge, der kun tror på det, hun eller han hidtil har lært og vidst, kan ikke lære noget nyt. Man må som læge være åben, men selvfølgelig ikke så åben, at hjernen falder ud.
Tvivlen lammer
En af de ting, man som lægestuderende lærer på universitetet, er at tvivle på alt. Undtagen det, man skal kunne til eksamen. Ellers må man ikke være sikker på noget som helst. Det ville være dejligt at kunne tro på det, man har erfaret i forbindelse med sit praktiske arbejde og har lært af sine patienter, kolleger, andre sundhedspersoner og alternative behandlere. Men det må man ikke. Der er et massivt krav om, at alt skal være evidensbaseret, det vil sige bevist ved hjælp af lægevidenskabelig forskning. Men forskning er dyr og besværlig, så det er højst en fjerdedel af det, en læge gør, der er evidensbaseret. Resten gør vi, fordi vi har erfaring for, at det hjælper. Men tror man på noget, der har vist sig at virke, bliver man i lægesystemet utroværdig, hvis der ikke foreligger videnskabelig evidens for det.
Det gør det ikke bedre, at Det Nordiske Cochraneinstitut, der overvåger kvaliteten og troværdigheden af lægevidenskabelig forskning, har meldt ud, at det højst er 6 procent af
forskningen, der er troværdig. Resten er behæftet med fejl og ofte påvirket af dem, der betaler for forskningen, i første omgang medicinalindustrien. Forskning vedrørende lægemidler fylder alt for meget. British Medical Journal gætter på, at det kun er ti procent af forskningen, der er troværdig. Kommer der generelle anbefalinger vedrørende brug af visse lægemidler eller næringsmidler, er de professorer og videnskabsmænd, der kommer med anbefalingen, alt for ofte knyttet til medicinalfirmaer eller fødevareindustrien.
Selvom der foreligger lægevidenskabelige undersøgelser, der tyder på et eller andet, er tvivlen så grundfæstet, at man ikke tør stole på dem. Det er meget sjældent, at en ny lægevidenskabelig undersøgelse tør konkludere noget sikkert. Artiklerne slutter så godt som altid med, at undersøgelsen tyder på, at noget er rigtigt, men at der må flere og større undersøgelser til. Det betyder, at de fleste forskningsresultater ikke fører til, at man ændrer på den hidtidige behandling. Udviklingen lammes, i nogen lande mere end i andre. I Danmark er tvivlen så stor, at vi ifølge en nyere undersøgelse er to år bagefter vore nabolande med hensyn til at bruge ny lægevidenskabelig viden. Tvivlen lammer og forhindrer fremskridt.
Heldigvis er der ved at komme et oprør blandt praktiserende læger, der godt tør tro på det, de gør, og efterhånden også ved hjælp af jordnær forskning kan bevise det. Med en solid viden om de grundlæggende mekanismer, der har betydning for sundheden, kan lægen også i mange tilfælde finde frem til en virksom behandling. Lægen har også ret til at bruge den, hvis der ikke er andet og bedre at gøre.
Mere hos danskernes "nationel" læge Carsten Vagn-Hansen
