karrierebygging/familie-samtidig..?
som person har jeg alltid vært veldig avhengig av uforutsigbarhet - og har alltid hatt lyst å bygge meg opp en karriere.
med det jeg jobber med så er det vanskelig å la være også, mye fordi jeg faktisk gjør en god jobb tross sykdommen.
ingen vet jo hvordan man egentlig føler at helsen er, og at man sliter på daglig basis med det meste.......
føler jeg hele tiden såvidt henger med, og da er det så vanskelig å klatre på karrierestigen.
jeg er jo bare glad jeg kommer meg på jobb, mens andre ikke forstår hvorfor jeg er avventende til å bygge en lynrask karriere - og ikke har kjempelyst å reise kloden rundt med jobb.
man vet jo aldri hvordan helsen er i morgendagen, og da blir det så utrolig vanskelig å si ja til jobber og oppgaver hvor man vet presset og forventningene er store - selv om man jo likegodt kan klare det fint.
men man vet aldri, og det eneste man vet er at man selv og arbeidsgiver blir skuffet om man ikke oppfyller det man har gått inn i.
det samme gjelder igrunnen med familieforøkelse - andre spør ofte om jeg ikke ønsker meg barn. andre tviler på sine evner som foreldre, men jeg tviler mer på den fysiske delen ved det. hvordan i alle dager skal det fungere å gå årevis uten en full natts søvn? :/
andre sier at "det er rart hvor lite søvn man klarer seg med" - og da er det ikke så lett å forklare at den utmattelsen de med barn føler - den har jeg følt i mange år allerede...og den går ikke bort. man har liksom ingen reserver å ta av.
jeg får ofte råd om trening og kosthold - og det følger jeg jo, men det hjelper ikke mot at jeg mangler produksjon av tyroksin.
blir jo litt det samme som om man skal si til noe med diabetes 1 at man blir frisk hvis man tar en joggetur avogtil.
nei, det er ikke lett å forklare dette til andre - i hvilken grad denne sykdommen innvirker på livet mitt på så ufattelig mange områder.
jeg har heller ikke lyst å forklare det, for det høres jo helt absurd ut å skulle fortelle om alle slags hindre i hverdagen - og alt man må ta høyde før at kan skje.
det jeg synes er mest vanskelig er å si "jeg tror jeg kan delta, men jeg kan ikke garantere" - for det er ingen som har forståelse for at man kan skifte form totalt på kun noen minutter - og at man da bare ikke er i fysisk form til noesomhelst.
jeg har selv begynt såvidt å akseptere sykdommen, og har formet mine rutiner i hverdagen som fungerer.
det er bare så synd at ikke andre alltid kan akseptere det, og tror at det handler om vilje......
ikke så mye logikk i dette innlegget, men det er iallefall sånn det oppleves for meg.
Sv: karrierebygging/familie-samtidig..?
Det høres jo ikke ut som om du er optimalt behandlet. Med riktig behandling er det ingenting i veien for at du kan gjøre alt du har lyst til mere til. Det kan ta litt tid, kunnskap og krefter å komme dit, men det går.
Jeg har klart det, og er ikke alene. :-)
Sv: karrierebygging/familie-samtidig..?
Sitat:
Opprinnelig skrevet av
isa1
man vet jo aldri hvordan helsen er i morgendagen, og da blir det så utrolig vanskelig å si ja til jobber og oppgaver hvor man vet presset og forventningene er store - selv om man jo likegodt kan klare det fint. men man vet aldri, og det eneste man vet er at man selv og arbeidsgiver blir skuffet om man ikke oppfyller det man har gått inn i.
Jeg tror, at jeg godt kan forstå hvad du mener. Når man har planlagt opgaver, som man så måtte opgive at fuldføre, og hvis det er sket flere gange - "lærer" man faktisk at se på planerne med en vis skepsis. Hvis det fortsætter længe nok - svækkes også tilliden til sin egen viljestyrke, som ellers før måske var det, som man brugte til at overvinde "stofskifte-forhindringer" med.
Jeg kan se af din første tråd her, at det er nu næsten fire år siden, at du allerede var ved at opgive, da du fandt Sonjas Stoffskifteforum og opdagede, at det var sygdommen og ikke din viljestyrke, der var noget i vejen med. Men som baremei også skriver - er man velbehandlet, kan man så at sige alt. Hvordan står det til med det hos dig? Er der forsøgt alt, eller har du kun været i Levaxin-behandling?
Eller er du blevet for træt til, fortsat at forsøge noget mere/andet end det du allerede har været igennem af behandlingsmuligheder? Et håb, der ikke går i opfyldelse kan være tungt at bære og der kan komme tidspunkt, hvor man hellere er fri for at håbe, for ikke at blive skuffet igen. Og så begynder man at bygge på det man har, og ikke det man ønsker. Er det denne fase du er nået til nu og har mere brug for forståelse end for nye gode råd? Noget kunne tyde på det.... tro2
Personligt mener jeg, at hvis du er glad for dit job, er selv tilfreds med din præstation og tilfreds med det du får ud af det, udover lønnen - er der ikke andet for, at lære at afvise andre menneskers velmente kommentarer. De er sikkert ikke klar over, at det som de gør i den bedste mening - virker modsat og muligvis belaster dig yderligere, ud over hvad sygdommen allerede gør i forvejen.
Min personlig erfaring er faktisk, at når man først lykkes med at sætte en stopper for andres velmenende råd og bemærkniger - kan der komme flere kræfter og energi til, som man ikke vidste var der. Simpelthen fordi man ellers skal jo starte forfra og forfra igen, men en ny vurdering og selvransagelse hver gang de gode råd kommer. Det er utrolig, hvor vedholdende positive mennesker ellers kan være, når det kommer til at råde og "inspirere" den syge, uden at de reflekterer over, at der må være en (god) grund til, at den syge ikke kan følge disse forslag.
Nu ved jeg ikke om jeg har forstået eller misforstået dit indlæg. Jeg har forstået det som et udtryk for frustration over det dilemma du tvinges ud i hver gang nogen gerne vil hjælpe dig til en stillingstagen, som vedkommende selv mener du har godt af. Hvis det er rigtigt, vil jeg gerne håbe, at du kan finde styrken til at lære at vende det døve øre til alt det, du af erfaring ved - belaster dig. Det er godt nok nemmere sagt end gjort, men man må finde en måde at lære det på, ellers bliver de bare ved.
Sitat:
Opprinnelig skrevet av
isa1
det samme gjelder igrunnen med familieforøkelse - andre spør ofte om jeg ikke ønsker meg barn. andre tviler på sine evner som foreldre, men jeg tviler mer på den fysiske delen ved det. hvordan i alle dager skal det fungere å gå årevis uten en full natts søvn? :/
andre sier at "det er rart hvor lite søvn man klarer seg med" - og da er det ikke så lett å forklare at den utmattelsen de med barn føler - den har jeg følt i mange år allerede...og den går ikke bort. man har liksom ingen reserver å ta av.
Jo, det er det folk siger, at "det er rart hvor lite søvn man klarer seg med". Det husker jeg selv fra gamle dage. Men ved du hvad? Det er slet ikke sikkert, at det vil gå så galt med en baby og søvnløse nætter.
Jeg forventede mig også det "værste", men en gammel sygeplejerske havde rådet mig til at springe nattens amning over og lade barnet sove igennem. Uanset hvad de kloge hoveder ellers plejer at sige. Jeg troede på hende og gjorde det så. Og i dag, 33 år efter kan jeg rolig fortælle, at min supersunde baby havde aldrig nogensinde fået mad om natten og fra dag 1 har han sovet igennem hele natten.
Med så meget god nattesøvn, havde han også fået meget fine, gode og rolige dage. En evigsmillende, glad og veltilpas barn blev han. Selv om han ingen mad fik om natten. Er barnet sundt, født til tiden og med normal fødselsvægt - er der intet til hinder for, at maden bliver kun spist i dagtimerne.
Det betyder ikke, at det går så nemt i alle tilfælde, men hvis en søvnafbrydelse sker kun af og til, kan selv en stofskiftesyg klare det fint alligevel.
Desuden kan det faktisk ske, at det lave stofskifte går op mod det korrekte under graviditeten. Det sker ikke for alle, men det sker. Måske - hvis du endnu ikke helt har opgivet at få et barn - kunne du prøve at finde en gynækolog/obsterikker, som har ført andre stofskiftesyge igennem en graviditet, og bede ham/hende om en bedømmelse af dine muligheder i forhold til sygdommen. Det kunne så blive et skæringspunkt du kunne bruge til enten at tage en chance med en graviditet, eller træffe en anden beslutning. Du har jo tænkt over det længe. Det er lang tid at gå med den slags tanker og jeg kan godt forstå, at du måske efterhånden er slidt op af dem.
Der er "logik" nok for mig i dit indlæg. Håber mit svar ikke er for langt. Held og lykke. hjertflag1
Sv: karrierebygging/familie-samtidig..?
jeg tror jeg er så optimalt behandlet som man kan bli, og merker absolutt er forbedring i formen. har hatt denne sykdommen i snart 8 år, så jeg har jo absolutt merket forbedring med bedre medisinering.
og hver dag er jo ikke dårlig lengre, og det er et stort lyspunkt!
men jeg har jo ikke prøvd andre alternativer, litt fordi jeg blir skikkelig syk når jeg ikke bruker levaxin. så levaxinen virker definitivt, for etter en knapp uke med halv medisinerinng(jeg tok feil:P ) så var jeg heeeelt på bærtur og ute av stand til å fungere til noe som helst.
for meg hjelper ikke medisinene til å få en helt optimal form, og det er vel dette jeg har begynt å akseptere nå.
jeg ser jo også at mange kjente rundt meg med samme sykdom er enten sykmeldte eller uføretrygdede, og kanskje det gjør at jeg blir ekstra nervøs..?
så har jo jeg også valgt en karrierevei som krever mye også av friske, "vanlige" folk, så jeg tror det er noe av grunnen til at jeg lar meg lett frustrere over helsesituasjonen.
nei, det er nok ingen løsning - man må bare akseptere at kroppen har sine begrensninger, og gjøre det beste ut av det:=)
