6. Hvor meget zink har vi brug for?
Der findes ikke noget enkelt, præcist og endegyldigt dækkende svar på det spørgsmål. Blandt andet fordi behov afhænger af så mange forhold - kost, klima, stress, arv og talrige andre individuelle faktorer som alder, køn, helsetilstand med mere. Så selv de bedste beregninger kan kun blive gennemsnitlige og måske for den enkelte, endda ikke engang tilnærmelsesvist korrekte.
Den beregningsstandard vi oftest støder på - hos lægen, i populære artikler og på helsekost-etiketten - er den
Anbefalede
Daglige
Tilførsel - almindeligvis forkortet til ADT. Hvad er beregningsgrundlaget for denne ADT?
ADT har sin oprindelse i USA, hvor man efter 2. verdenskrig formulerede en række værdier for vitaminer og mineraler, som skulle sikre, at større befolkningsgrupper ikke kom til at lide af svære mangelsygdomme. Disse værdier betegnede man RDA -
Recommended Dietary (eller Daily)
Allowance - og ADT-værdier er selv i vore dage stort set kopier af de amerikanske RDA og altså nærmest udtryk for en minimal sikkerhedsmargen, i hvert fald slet ikke udtryk for optimale tilførsler, der tilgodeser alle behov.
De er således heller ikke udtryk for den enkelte persons ofte meget individuelle biologiske behov og slet ikke heller de ekstra nutrientkrav, der opstår på grund af sygdom og anden svækkelse, stress, miljøforgiftning, fejlernæring og de mange andre faktorer, vi allerede har nævnt
[66].
Eller sagt på en anden måde: RDA/ADT er ikke en standard, der angiver de mængdeforhold, der får den enkelte organisme/person til at fungere på højeste plan, yder effektiv beskyttelse mod sygdomme, beskytter mod stress og forurening og giver en høj immunreaktionsevne (modstandskraft/red.).
Det er heller ikke en standard, der individuelt garanterer den syge, den ældre, den medicinforgiftede, den arveligt belastede, den rekonvalescente (efter nylig overstået sygdom/red.), alkoholikeren eller narkomanen, den overtrætte husmor, det adfærdsvanskelige barn eller - snart sagt - hvem som helst, der har et biokemisk problem - at de sikres de nødvendige vitaminer og mineraler!
Det er derfor fuldstændig uvidenskabeligt, grotesk og tæt på at være kriminelt, når RDA/ADT bruges som opslagstabel til at begrænse patientens indtagelse af nutrienter eller benyttes som en benhård standard for, hvad hvem som helst må få af dette eller hint.
Men det er netop den måde RDA/ADT ofte bruges i lægens konsultationsværelse og på apoteket, hvor man rask væk vildleder folk, skræmmer dem fra vid og sans med ammestuehistorier om vitamin-og mineralforgiftninger og i det hele taget maler fanden på væggen.
At denne misvisende og altid misbrugte RDA/ADT er den eneste officielle standard, som offentligheden som regel bliver bekendt med - nemlig på etiketterne, når de køber kosttilskud - er selvfølgelig faldet mange for brystet, både her og i udlandet. I RDA'ens hjemland, USA, er der forskere, der har prøvet at gøre noget ved sagen. De har opstillet og forsøgt at indføre deres egen standard, som de kalder
ODA =
Optimal Dietary/
Daily
Allowances. Det kan vi oversætte til dansk som
ODT =
Optimal
Daglig
Tilførsel.
ODT er et forsøg på at skabe en gennemsnitlig standard for, hvad folk bør indtage, ikke for lige netop at slæbe sig fra at blive dødssyg af en eller anden alvorlig mangelsygdom, men for at kunne fungere rimeligt effektivt, være rimeligt beskyttet mod mangelfølger, og i stand til at modstå smitte, stress samt en vis grad af forurening og forgiftning, uden at bukke under. Bemærk, at heller ikke ODT er udtryk for individuelle behov, eller for behovet hos dem, der er meget syge, gamle, arveligt belastede eller på anden måde har specielle behov. Men ODT i det mindste er en langt bedre generel vejleder end ADT
[73].
For de syge, de svækkede, de arveligt belastede, de forgiftede, og de kronisk fejlernærede har vi behov for andre standarder. Her taler vi nemlig om egentlig nutrient-behandling. Her bruger man ikke blot de gængse daglige kosttilskudsværdier, her bruger man tilmed ofte mere end ODT, fordi her bruger man nemlig
terapeutiske doseringer [47][77].
Disse betragtninger gælder i princippet for alle nutrienter - altså vitaminer, mineraler, flerumættede fedtsyrer, aminosyrer og lignende. Hvad betyder dette så specifikt, når vi taler om værdierne for zink?
RDA for mænd i alderen 19 til 50 er blevet sat til 15 mg per dag og for kvinder i samme aldersgruppe til 12 mg per dag, for gravide dog 15 mg og for ammende 16 til 19 mg. RDA for småbørn er 5 mg og børn indtil 11 år 10 mg. I betragtning af, hvor lave disse værdier er, er det chokerende, når videnskabelige undersøgelser viser, at folk i gennemsnit får zink svarende til kun en til to tredjedele af RDA
[38] ! Det vil sige, at visse grupper får langt mindre. Disse tal gælder for USA, men afviger næppe meget fra forholdende i Nordeuropa.
En foreslået ODT (optimal daglig tilførsel/red.) beløber sig til mellem 22.5 og 50 mg for voksne og børn over 4 år. Terapeutiske doseringer, som de fremgår af mange forskellige behandlingsprogrammer, bevæger sig fra 20 mg til 100 mg daglig.
Disse værdier drejer sig selvfølgelig om den samlede daglige indtagelse - altså kostværdier plus eventuelle kosttilskud. Og når vi taler om kosttilskud er det meget væsentligt at understrege, at zink ikke bør gives alene, men som del af et samlet vitamin/mineral-kosttilskud. Som alle andre nutrienter indgår zink i et kompliceret samspil med praktisk talt alle de andre nutrienter. Ingen af disse er solister. Solister findes simpelthen ikke i den biokemiske opera.
Alle nutrienter har hver deres rolle, store som små, og hvis nogen svigter sin rolle eller tilraner sig en rolle af meget større omfang end planlagt, kommer hele forestillingen ud af helsebringende balance. Derfor, når vi taler om kosttilskud og terapeutiske nutrienter, kalder vi det samvirkende ernæringsterapi for at pointere, at denne synergi, dette samspil mellem nutrienter altid skal overholdes.
Når det handler om zink, drejer dette samspil sig for eksempel i første række om forholdet til kobber, som vi allerede har været inde på, men også balancen til selén og andre mineraler er væsentlig. Hvis store mængder solozink tilføres, vil både kobber og selén fortrænges, og det kan - især ved visse alvorlige sygdomme som for eksempel cancer - få svære konsekvenser.
Derfor giver man i første række zink som del af et generelt vitamin/ mineral-kosttilskud og derefter - hvis der yderligere er behov for det - ekstra zink
[58] - dog ikke ude af trit med de samtidigt tilførte mængder af kobber
[59] og selén
[59].
- [38] Quillin, Patrick; Healing Nulrients; Vintage Books, Random House, New York; 1989, ISBN 0-679-27187-8.
- [47] Kirchheiner; Erik: Få det bedre med B-vitaminer; Forlaget Sund & Rask, 1998, ISBN 87-89105-45-1.
- [58] Russel; Percy, & WILLIAMS; Anita,: The Nutrition and Health Dictionary. Chapman & Hall, 1995,ISBN 0-412-98991-3
- [59] Hoffer; A.; The Discovery of Kryptopyrrole and its Importance in Diagnosis of Biochemical Imbalances in Schizophrenia and in Criminal Behaviour, Journal of Orthomolecular Medicine, vol. 10, no. 1, 1995
- [66] National Research Council: Recommended Dietary Allowances; 10th ed.; National Academy Press; Washington D.C., 1989.
- [73] Lieberman, Shari & Bruning, Nancy; The Real Vitamin & Mineral Book - Going beyond the RDA for Optimum Health; Avery Publ. Group; 1990, ISBN 0-89529-449-4
- [77] Werbach, Melvyn R.: Nutritional Influences on Illness - A Sourcebook of Clinical Research; Thorsons; 1989; ISBN 0-7225-1726-2