Hvem fortjener anerkendelse?

Hej vink11

Jeg har et (indtil videre) et hypotetisk spørgsmål vedrørende anerkendelse, ros eller taknemmelighed...

Lad os forestille os følgende situation: et barn bliver født et sted i verden. Efterhånden viser det sig, at både barnets og forældrenes helbred er svingende, og barnet er ved at dø adskillige gange, hver gang genoplivet med nød og næppe. Indtil forældrene en skønne dag, efter et par år ikke orker det mere. De afstår deres forældremyndighed til myndighederne, og afleverer barnet på et børnehjem, hvorfra det senere bliver bortadopteret til en ny familie.

Mange år går og går, og i mellemtiden bliver barnet større, stærkere og sundere i hænderne på sine adoptivforældre, der har holdt ud mens barnet endnu var syg, og har ikke sparet på tid, omsorg og kærlighed. Årene går, barnet trives så fint og så godt, og bliver til et flinkt voksent menneske med mange talenter.

Det nu voksne menneske, som det førhen bortadopteret barn er blevet til - er nu en stor og berømt forfatter, der har vundet anerkendelse for sit forfatterskab. Anerkendelsen bliver kronet med en fornem Nobelpris i litteratur, og lige pludselig er alle interesserede i denne forfatter, herunder opvækst, fortid og i det hele taget - alt som denne forfatter har været igennem og som har bidraget til denne forfatters store, litterære kunst.

Det som sker er, at medierne finder ud af at forfatteren er oprindeligt blevet bortadopteret. De finder det biologiske forældrepar, og begynder at rose dem til skyerne for at have sat denne store forfatter i verden. De biologiske forældre glider ubesværet i rollen som ophav til den store forfatterkunst, og nyder den nyvundne anerkendelse. Selvfølgelig fortjener de ros og anerkendelse. Det er jo dem, der har sat denne store, litterære kunstner i verden, siger de, og med dem alle de der har kendt dem før de har opgivet barnet.

Stort set, ikke et ord bliver nævnt om adoptivforældre, andet end at de får sådan set - skylden for at de har "revet" barnet bort fra dets "rigtige" forældre... I bedste fald bliver de adoptivforældre forbigået med tavshed, mens de mange rosende ord nærmest regner over det stolte biologiske forældrepar, hver gang den berømte forfatter kommer i mediernes fokus...

Hvis forældre overhovedet skal hædres for deres barns fortjenester - hvem fortjener denne anerkendelse først og fremmest? De biologiske forældre? Eller de adoptive?

Nu er jeg selv adoptivmor - så jeg er måske inhabil, når det gælder om at svare på sådan et dilemma :p Børnene var begge 3 år, da de kom til DK.

Et barn, er er opgivet som i din historie, kan måske være mellem 2 og 5 år. Det kommer med noget arvemasse, som selvfølgelig er udgangspunkt for fremtiden. Men den arvemasse bliver voldsomt påvirket af det miljø barnet er i. Jeg kan se på mine børn, at miljøet former dem.

Jeg kan se måder at gribe tingene an på, der ligner mine - jeg kan høre holdninger, som minder meget om mine, deres fars og min nuværende mands. Og et ønske om at komme på DTU, kommer ikke fra hans biologiske ophav.

Derudover undersøgte jeg spørgsmålet om intelligens, inden den ældste dreng kom til DK. Det er muligt at rykke ret meget - jeg mener det er helt om til 20 point - på barnet intelligens med stimulering.

Så alt i alt er det muligt som adoptivforældrene at skabe en basis for noget stort med deres påvirkninger.

Uden at kende barnets historie, så kan man sige, at barnet kommer måske fra en fattig ikke højt uddannet familie til nogle mere bedre kår med gode muligheder for uddannelse. Sådan er det ofte, da det koster store og små bondegårde at adoptere. Så adoptivforældrene vil have bedre mulighed for at støtte barnet igennem en uddannelse.

Tjae - fuldstændig objektivt :lol: - så er min konklusion klar i denne sag - medierne har igen udmærket sig med en sensationshistorie, som ikke har med virkeligheden at gøre. Trist, men det ser vi gang på gang.

hjerte1 Tina