Da jeg startede med at læse mig op i lavt stofskifte tilbage i 2005, gik der en del år med at jeg deltog i koret af jodofober, med deres alskens advarsler mod jod. Der var altid nogen, In Real Life og på Nettet, der var klogere end jeg, og som en dum hvalp, fulgte jeg med koret - uden egentligt at ane hvad jeg sagde om jod, og hvorfor. Det var rigeligt, at de "kloge" jeg kunne lide og havde respekt for - har sagt at jod var den rene død for alle hypothyroide, særlig dem med Hashimoto's, tillige med at "for lidt" og "for meget" jod var skadeligt for alle.
Problemet var blot, at efterhånden som jeg fortsatte med at læse nøjagtig den samme forskning, som også andre kunne, hvis det ikke var meget nemmere for dem, blot at holde fast i deres fordomme... begyndte min samvittighed at vræle mere og mere. Det begyndte at dæmre op for mig, at jod var nøjagtig det modsatte af, hvad der var advaret mod. Faktisk burde man advare mod disse advarsler, fordi ingen med underliggende jodmangel, nogensinde blev rask (frisk) af behandling for en hvilken som helst sygdom, ikke bare lavt stofskifte.
Jeg opdagede at jodmangel allerede i sin allerførste fase, mens den endnu ikke var målbar, allerede ændrede de hormonproducerende væv i skjoldbruskkirtlen, og hvis processen med jodmangel-inducerede celleforandringer i skjoldbruskkirtlen fik lov til at fortsætte (f.eks. pga. jodofobi), kunne det føre ikke alene til lavt stofskifte, men også til kræft i skjoldbruskkirtlen og til... immunsystemets angreb på de forandrede celler...
Ikke nok med det, men jodmangel påvirker også alle de deiodinaser, enzymer hvis formål er at omdanne T4 til T3 i kroppens forskellige væv... Det betyder at såfremt jodreceptorer er "tomme" i de forskellige vævsgrupper - vil disse vævsgrupper blive syge... Afhængig af hvilken vævstype lider af størst jodmangel - graden af jodmangel kan være forskellig i hver af de respektive vævsgrupper - vil deiodinasen i den pågældende vævsgruppe blive enten reduceret eller helt deaktiveret.
En reduceret deiodinase = reduceret T3 i den pågældende vævsgruppe; en helt deaktiveret deiodinase = decideret T3-mangel i den pågældende vævsgruppe, der skal klare sig med det absolutte minimum af T3 der tilfældigvis forvilder sig med blodstrømmen, til den bestemte vævsgruppe der er ramt af jodmangel. Og således kan vi opleve, at mens f.eks. hjernen er hypothyroid (fordi hjernens deiodinase ikke fungerer pga. lavt jod i hjernen) , er f.eks. hjertemuskel helt frisk. Eller mere overordnet beskrevet: halvdelen af kroppen kan være frisk og uden symptomer fra, mens resten af kroppen er dybt hypothyroid og udsender masser af symptomer - deraf dette diffuse symptom-billede hos de forskellige syge, og deraf også forskellen mellem den måde hypothyreose manifesterer sig hos de enkelte syge, i forhold til andre.
Alt sammen fordi jodmangel er IKKE jævnt fordelt i hele menneskekroppen hos alle, men er fordelt forskelligt, i forskellige væv/organer, forskelligt hos forskellige mennesker. Hvilke biokemiske "prioriteringer" følger den individuelle menneskekrop, når den skal administrere jodmangel, og prioritere bestemte organer/væv frem for andre, når den smule jod der er til rådighed, skal fordeles mellem kroppens væv/organer - ved jeg ikke. Det tror jeg heller ikke andre ved, idet netop denne del af viden om de individuelle aspekter af jod-administrationen er lige så lidt udforsket, som de fjerne galakser...
Alt i alt begyndte det at gå op for mig allerede for nogle år siden, at advarsler mod jod, næst efter atombomben må være den værste og største trussel mod jordboernes helbred, hvis disse advarsler (for)bliver efterlevet.
Jeg er langt fra færdig med at samle gode, pålidelige videnskabelige kilder til viden om jod, og konsekvenser af jodmangel. Selv om jeg allerede "ejer" over 600 forskellige videnskabelige jod-skrifter, hvoraf de ældste stammer fra begyndelsen af 1900-tallet, har jeg fortsat flere kilder i sigtekornet. En af dem er bogen Comprehensive Handbook of Iodine: Nutritional, Biochemical, Pathological and Therapeutic Aspects - jeg har købt for et par måneder siden - en basse på 1334 ultra tynde sider, med tryk af et utal af videnskabelige artikler indenfor forskning i jod.
Det er denne bog, jeg gerne vil gøre opmærksom på her, først og fremmest for de "læger med samvittighed", der ikke er for hovmodige til at (an)erkende at de, i den grad mangler viden om den mest afgørende for vores helbred nutrient/mineral - jod. Jod er involveret i hver eneste livsproces i vores kroppe; hvert eneste hormon og hvert eneste enzym er enten direkte eller indirekte forbundet med kroppens beholdning af jod, uanset i skjoldbruskkirtlen eller i resten af kroppen. Derfor, sålænge en læge ikke kan jod, kan han/hun end ikke drømme om vellykket at kunne praktisere medicin - så enkelt kan det siges.
Hvis det lykkes at gøre i det mindste ganske få læger interesseret i jod via denne bog, må man håbe at denne interesse kan smitte af på resten af læger, herunder alle de medicinske jodofober, der bare de sidste 60-70 år har kostet verdenssamfundet flere døde af jodmangel-inducerede sygdomme, herunder hjertesygdomme, end alle planetens krige tilsammen, tilbage fra oldtiden og til i dag.
Vi "ses" vink11
