Sitat:
Opprinnelig skrevet av
jan erik
takk for svar Blondie, jeg er sikker på at det du sier er riktig!
Men så er det slik at det finnes inviduelle forskjeller og det er viktig at man prøver å ha en positiv innstilling til sin egen sykdom. Derfor leitet jeg på nettet etter personer som fortsatt trener godt og som ikke synes å ha mye plager av sin stoffskifte sykdom.
Jeg fant bla.a Karen Smyers (gjør et søk på Google feks) en suksessfull Thriathlon utøver som etter sin skjoldbruskjertel fjærning har fortsatt å konkurere.
Jeg skrev til henne om erfaringene mine rundt trening og stoffskifte og fikk et hyggelig svar tilbake som jeg har fått tillatelse til å gjengi her:
Jeg har lidt svært ved at overskue, hvad du mener Jan Erik. Mener du at Blondie har uret og Karen Syers har ret?
Hvad hvis de begge har ret, men det er du som misforstår både Blondie og Karen Smyers?
Selv om Karen Smyers svar til dig er kort og uden beskrivelse af detaljer om hendes vej til at genvinde træningskapacitet, står i dette svar nøjagtigt hvad Blondie skriver, omend med andre ord og i datid, idet Karen Smyers i realiteten netop gjorde det samme, som Blondie påpeger. Karen Smyers brugte 6 måneder på at genopbygge helbredet op til niveauet hvor træning ikke længere var en (hormonel) belastning.
At hun behøvede kun 6 måneder berør på, at
hun har ikke haft hypothyreose i tiden forud for hendes operation, og var derfor perfekt sund og frisk på tidspunktet for operationen.
Karen Smyers havde cancer og efter operationen var hun behandlet efter
de parametre, der gælder efterbehandling af cancer-patienter: højdose levothyroxin med sigte på at undertrykke TSH, for at forebygge at cancer kommer tilbage. Dette i sig selv giver en langt højere succesrate i behandlingen, and det er tilfælde med behandling af "almindelig" eller autoimmun hypothyreose, som din og min.
Ikke alene har "almindelige" hypothyroide haft sygdommen længe inden starten af behandlingen (det betyder en krop, hvis funktioner allerede er skadet af hormonmangel), men også medicinsk behandles vi anderledes end thyreoidea-cancer patienter. Hvor thyreoidea-cancer patienter behandles med højdose medicin - behandles vi (og du) med så lav medicindose som muligt og lige så snart vores TSH bliver lavt - reduceres vores medicindose, hvorimod thyreoidea-cancer patienter som Karen Smyers får lov til at beholde deres medicindose, uanset hvor lavt deres TSH bliver. Det er netop
denne store forskel i behandlingsprincip som gør Karen Smyers til en triathlonvinder, mens vi andre må nøjes med at sætte os langt mere beskedne mål - pga. lavere medicindose end Karens.
At Karen Smyers tillige også blev behandlet med tilskud af T3, gør hendes behandlingssucces endnu større. Vi andre derimod skal først gennem en sej kamp før vi får lov til at blive behandlet med Liothyronin, og selv da - i lavest muligt dosering. Det betyder, at man kan ikke drage en 1:1 sammenligning mellem hendes eksempel og dit, eller mit. Derfor kan man alligevel lytte til hendes råd, idet hun rent faktisk skriver at
det er nødvendigt at få styr på sine thyreoideahormoner, før man kan komme videre på den athletiske bane.
Det er en
uigendrivelig kendsgerning, at såfremt man forcerer hårde, fysiske aktiviteter
uden at man samtidigt er stabilt, medicinsk velreguleret (ikke det samme som fine blodprøver, men en reel fremgang i "wellbeeing" ), da vil man drive røvdrift på sine adrenals og dette vil gå galt. På dette punkt, findes der ingen andre
inviduelle forskjeller end tidsfaktor. Hos nogle bryder adrenals sammen hurtigere end hos andre, men at de vil bryde sammen, er en kendsgerning.
Det er ikke uden grund, at guderne har skabt thyreoideahormoner, og forsøg på at kompensere for hormonmangel med viljestyrke vil altid ende i et adrenal sammenbrud. Det er dette som Blondie så forsigtigt forsøger at trænge igennem til dig med. Ikke for at tage modet fra dig. Ikke for at stække dine drømme, men netop for at hjælpe dig med at bevare dem, så du kan opnå det du ønsker.
Blondies pointe er ikke udtryk for en "holdning" som er til diskussion. Blondies pointe alene illustrerer de biokemiske mekanismer som styrer vores kroppe, og som nok så meget diskussion ikke kan lave om på.
Jeg kan kun anbefale dig, for din egen skyld, og
netop for at du skal have chancen for at komme til at dyrke all den sport du ønsker i fremtiden: få styr på dine thyreoideahormoner først. Og få styr på det, som thyreoideahormon-mangel ødelægger for hver dag, den får lov til at fortsætte.
Hvad det er i dit tilfælde, må du læse dig op i, idet dette er det eneste punkt hvor du har 100% ret når du skriver at der
finnes inviduelle forskjeller.
Hos nogle bryder sammen fordøjelsesenzymer først og dette fører til omfattende nutrientmangler, hvilke igen fører til mange forskellige funktionsforstyrrelser, i forskellige organsystemer i kroppen. Hos andre opstår først mangel på mavesyre, hvilket fører til et "nyt" sæt af helseproblemer. Hos endnu andre starter hormonmangelen en nedbrydningsproces i hjernens Cerebellum, og det fører til udviklingen af forskellige neurologiske tilstande, med dertil hørende symptomer og forstyrrelser. Thyreoideahormoner er tilstede i alle kroppens iltforbrugende celler, og derfor kan symptomer og funktionsforstyrrelse komme fra alle kroppens organgsystemer, som følge af hormonmangel. Rækkefølgen bestemmes af den enkelte krops individuelle biokemiske præferencer.
Det som er "individuelt" her er ikke "hvad", men "hvornår" og "hvordan" hormonmangelen præger den enkelte hypothyroide.
Jeg kan love for, at den manglende evne til at dyrke sport kan ende med at blive dit mindste problem,
hvis du ikke først tager hånd om dine thyreoideahormoner. Det mener jeg også er, hvad Karen Smyers skriver i sit svar til dig. Lykke til. vink11
