Det bliver et langt indlæg (en lille "artikel"?) om "fiskehud" - et klassisk symptom på kronisk thyreoideahormonmangel = lavt stofskifte/hypothyreose.
Det er muligt, at flere mener at der er langt alvorligere symptomer at kæmpe med end hudsymptomer, men indlægget handler ikke om "skønhedsfejl".
Indlægget handler om et af de sjældne SYNLIGE symptomer på lavt stofskifte, og det er grunden til at "fiskehud" fortjener særlig opmærksomhed, når behandlingseffekten vurderes.
Her handler det om forskellen mellem to behandlingsformer - to forskellige typer af lægemiddler - med hver sin effekt som netop kan måles i forekomsten eller fravær af "fiskehud".
Er man i behandling, men ikke kan slippe af med "fiskehud" = tyder det på at uanset typen af behandling - har man fortsat lavt stofskifte.
Er man i behandling og "fiskehud" er på tilbagetogt, eller er helt forsvundet = beviser det faktisk, at behandlingen - uanset hvilken type - virker.
Jeg vil skrive om, hvad "fiskehud" er; hvorfor jeg selv har udviklet den, og hvordan jeg blev fri for den igen.
Så er du "advaret" og hvis emnet ikke interesserer dig, kan du springe resten over... :mrgreen:
Lige som i alle andre væv, også i huden opretholder thyroideahormoner
homøostasen.
Tilstanden kaldt
homøostase opretholder en konstant, indre ligevægt mellem f.eks. temperatur, blodtryk, væskevolume, koncentration af salte og lignende, uanset at de ydre forhold er skiftende.
Det er homøostase der sørger for (f.eks.) opretholdelse af rette kropstemperatur, selv om der er frostgrader udenfor kroppen. Rette homøostase = sundhed. Forstyrret homoøstase = sygdom. For hudens vedkommende - forstyrres hudens homoøstase af thyreoideahormonmangel, bliver huden modtagelig for uønskede forandringer, hvoraf en af disse kan blive varierende grad af "fiskehud" - fra mild til svær, alt efter hvor længe man har levet med den kroniske thyreoideahormonmangel.
Under kronisk thyreoideahormonmangel, uanset med "fine blodprøver" - bliver huden efterhånden ru og dækket med fint skælmønster, navnlig på arme og ben. Xerosis er det medicinske navn for "tør hud" og kan ligne en erhvervet (dvs. ikke medfødt) ichthyosis, som er det medicinske navn for "fiskehud".
Foruden arme og ben, kan også håndflader og fodsåler blive abnormt tørre af kronisk thyreoideahormonmangel i hypothyreose (lavt stofskifte).
Histologisk undersøgelse (histologi er den videnskab som beskæftiger sig med
"den mikroskopiske struktur og sammensætning af normale plante- og dyrevæv; mikroskopiske undersøgelser af syge væv hedder "histopatologi"/
kilde) afslører udtynding af overhuden og hyperkeratosis (også kaldet for "hornhud") dvs. en markant overvækst af hudens hornlag.
Det betyder, at en kronisk thyreoideahormonmangel gør huden tynd, men alligevel med et udseende som om den var tykkere og grovere end normalt, fordi det er hyperkeratosis/"hornhuden" som får huden til at se grov ud, uanset at den i virkeligheden er blevet tyndere end "normalt" af hormonmangel.
Hvis man er hypothyroid - uanset med eller uden diagnose, og dermed også uanset om man er i behandling, eller er ubehandlet pga. af manglende diagnose - kan hudens udseende bruges til at vurdere effekten af behandlingen, eller - bekræfte mistanke om hypothyreose/lavt stofskifte hos dem, hvis læger nægter dem en diagnose, endsige behandling, fordi deres blodprøverne ser "fine ud"...
Om "fiskehud" skriver Sundhed.dk følgende (mine fremhævninger):
• Arvelig (hereditær) og erhvervet ichthyosis tilhører en gruppe hudsygdomme med forstyrret forhorning af huden. Symptomerne er omtrent ens ved de to sygdomme. Arvelig ichtyosis vulgaris er den dominerende type og udgør ca. 95% af alle tilfælde.
Navnet ichthyosis stammer fra græsk og betyder fisk. Betegnelsen bruges til at beskrive udseendet af denne skællende hudsygdom. Huden dækkes af skæl, kan blive grov og fortykket, og minder derfor om fiskehud. Ichthyosis er en arvelig sygdom, og flere arvemønstre forekommer med varierende sværhedsgrad af sygdommen.
Den hyppigste form, hereditær ichthyosis vulgaris, rammer 1 af 300 mennesker og forekommer over hele verden. De mest sjældne former rammer kun 1 af 300.000.
Erhvervet ichthyosis er meget sjælden, opstår senere i livet og skyldes en underliggende sygdom. Ichthyosis forekommer lige hyppigt hos begge køn. (
Kilde)
Jeg ville nu ikke være så sikker som fru speciallæge Tove Agner (artiklens forfatter), at erhvervet fiskehud er "meget sjælden".... jeg ser den ofte i sommermånederne (let påklædning), i forskellige grader, hos flere personer jeg møder tilfældigt eller har kendt længe - det er noget jeg gerne skulle kunne vurdere - jeg havde selv "fiskehud" i mere end 25 år. Mere om det lidt senere... Fru speciallæge Tove Agner skriver videre:
• Ichthyosis er en sjælden sygdom, som er i de øvre hudlag (stratum corneum). Patienter med ichthyosis har genmutationer, som fører til ændringer i hornlaget i huden. I nogle tilfælde kan ichthyosis påvises før fødslen. Hudforandringerne går fra mild rødme i huden og fin skældannelse, til store, fastsiddende, pladelignende skæl, til blæredannelse. De mest omfattende hudforandringer findes ved de mest sjældne, arvelige former.
Selv om de fleste ichthyosistyper klassificeres som arvelige, er det almindeligt, at der ikke findes flere tilfælde i samme familie. Det er fordi, at denne hudsygdom er så sjælden, og hos nogle bærere af sygdommen ses næsten ingen symptomer. (
Kilde)
Aha... sikke en underlig arvelig sygdom, siger jeg bare... ikke flere tilfælde i samme familie? Ikke engang bare to tilfælde?
• Ichthyosis er karakteriseret ved symmetrisk skældannelse i huden, som varierer fra knapt synlig grovhed og tørhed til tydelige, forhornede skæl. Skællene er uregelmæssige og polygonale i form. De er ofte løsnet i kanten, hvilket giver huden en ru overflade. Skællene varierer i størrelse fra 1 mm til 1 cm i diameter, og farven varierer fra hvid til grå til brun. Mørkhudede personer får som regel mørkere skæl. Forskellige typer skæl kan ses på forskellige områder hos samme person.
Strækkesiderne på arme og ben er hyppigst inddraget, især benene, og der er en tydelig afgrænsning mellem normale bøjefurer og omgivende tør og skællende hud. Ansigtet er ofte sparet, sandsynligvis på grund af øget talgudskillelse, men panden og kinderne kan have forandringer i tidlig barnealder.
Tørre fodsåler og håndflader ses ofte og giver huden et gråligt skær. Her sprækker huden let, hvilket kan føre til smertefulde sprækker, især i tørt vejr. Infektioner kan opstå i sprækkerne. (...) (
Kilde)
Behandlingen er udelukkende udvortes dvs. cremer og salver påført to gange dagligt.
• Den hyppigste ichthyosisform
er ikke til stede ved fødslen. Den dukker op hos de fleste i første leveår og
findes hos næsten alle med sygdommen omkring 5-årsalderen. Graden af skældannelse øges gerne frem til puberteten og aftager så med alderen. (
Kilde)
Kendetegnet for denne og flere andre danske/skandinaviske medicinske artikler om "fiskehud" er, at de nærmest alle beskriver "fiskehud" som en sjælden arvelig hudlidelse og bortforklarer den manglende gentagne manifestation indenfor samme slægt med, at
"hos nogle bærere af sygdommen ses næsten ingen symptome". Det som undrer mig gevaldigt er, at selv om også i udlandet udenfor Skandinavien praktiseres den indoktrinerede "skole-medicin" dvs. medicin som holder sig til egne teorier og alt som ikke kan dobbeltblindt bevises - eksisterer ikke - betragtes ichthyosis alligevel som et tegn på hypothyreose.
Søgning på google.com (engelske sprogområder) med søgefrase
ichthyosis hypothyroidism opnår over 5,5 millioner results, mens søgning med frase
ichthyosis thyroid opnår en kvart million results. Søgning med frase
ichthyosis vulgaris thyroid opnår over 12 millioner results. Søgning med frase
ichthyosis underactive thyroid opnår 13½ millioner results.
Det betyder selvfølgelig ikke, at hvert og et "hit" handler nøjagtigt om forbindelsen mellem fiskehud og thyreoideahormoner, men bare 10% (som en beskeden antagelse for ikke at overdrive ) - er også mere end rigeligt. Alligevel forbliver vores skandinaviske læger døve og blinde. Fiskehud er nødt til at være arvelig - basta!
Tiden er så til at se på min egen historie af "fiskehud", som jeg i dag tilskriver både tidligere tiders thyreoideahormonmangel, behandling med Eltroxin og... jodmangel.
Min "egen" thyreoideahormonmangel var ikke resultat af jodmangel, eller sygdomme som påvirker produktionen af thyreoideahormoner. Til forskel for de fleste andre opererede, har
jeg været frisk som en havørn, og så sund at jeg end ikke vidste hvad en gemen hovedpine var, indtil jeg blev opereret i skjoldbruskkirtlen alene pga. .... lavt TSH.
Flere år senere har jeg rekvireret min lægejournal og så forbløffet at... værdier af T3 og T4 var normale, i den øvre del af referenceområde, tillige med at jeg havde ingen antistoffer - TPO og TRAb var målt med resultat 'ingenting', og sidst men ikke mindst - end ikke en antydning af struma. Alligevel blev diagnosen "hyperthyreose" og jeg blev sendt på operationsbordet fordi lægerne var så fascinerede af og så forelskede i denne (dengang) nye TSH-test - og fortolkninger af resultater som fulgte med testen "fra fabrikken", at mit lave TSH skulle hæves op, koste hvad det koste vil. Og det blev det, kan jeg love for! Hævet op! For Fanden!
Dagen efter operationen blev jeg sat i efterbehandling med 100 mcg Eltroxin og denne dose blev ikke justeret de kommende 27 år, hvoraf de første ti år gik udmærket - troede jeg dengang. Jeg har ikke taget på, fuldførte min uddannelse og havde det fint - troede jeg. Man kan vænne sig til fucking ALT, bare det sker langsomt nok...
Godt nok begyndte jeg at få smerter i led og muskler, men det blev affejet med at "vi bliver jo ikke yngre", selv om jeg kun var 30 år, når de første smerter begyndte at plage mig. Et par år efter operationen begyndte migræner, langsomt stigende til flere anfald om måneden af op til 3 døgns varighed... Jeg kunne ikke længere stå stille som når man f.eks. skal vaske op eller stryge tøj osv. Jeg måtte bevæge mig hele tiden, eller sidde ned, for at slippe for smerterne i ben, hofter og i underlivet. Da jeg var i omegnen af 35 år, kunne jeg ikke længere gå op ad trapper.
I modsætning til før operationen, kort tid efter den begyndte jeg at vågne op om morgenen, om muligt endnu mere træt end jeg var inden sengetid aftenen før. Efterhånden udviklede jeg også "nervøst hjerte" og senere decideret angstneurose - jeg som jo var den lykkeligste i verden, med et godt liv og det dejligste barn en mor nogensinde kunne ønske sig - jeg som ellers var mentalt robust som en klippe... at JEG skulle udvikle angstneurose kunne jeg altså ikke forstå. Det var det eneste jeg ikke kunne finde en bortforklaring på... angstneurose? JEG? Hvorimod hudproblemer kunne jeg sagtens acceptere som værende tilfældige...
Det var min lille søn, der en dag har spurgt hvorfor min hud blev så ru at eje, der omsider havde henledt min opmærksomhed på, at jeg nok er ved at udvikle en hudsygdom. Det var jo rigtig nok: min hud blev tynd/blank og skællede af på tøjet og sengetøj. Andre steder, særlig bag på overarme og foran på lårene blev huden "stikkende" med små forhøjede "toppe" for hver et hår-follikel, som kradsede når man førte håndryggen over dem. Hudlægen sagde at det er en arvelig tilstand "vi ikke har en behandling for, andet end salver og cremer".
På denne tid var jeg
så småt begyndt at tænke selv, og her var noget som ikke stemte: jeg havde ingen "fiskehud" da jeg var barn og teenager. Ingen jeg kendte i slægten havde "fiskehud". Min lille søn var efterhånden blevet omtrent de 6-7 år, og heller ikke han havde noget som kunne minde om "fiskehud", men svaret var som fru speciallægens -
"det er almindeligt, at der ikke findes flere tilfælde i samme familie". Jeg har ikke tal på alle de liter af lotion, cremer og salver jeg brugte dengang til at få bugt med det "rivejern" min hud efterhånden blev til, endda mere og mere med årene.
Alligevel forbandt jeg hverken min "fiskehud", eller alle de øvrige helseproblemer - med operationen tilbage i 1978. Jeg blev jo tjekket med blodprøver en gang om året de første 5-6 år, og senere glemte vi det bare - lægen og jeg, fordi mine blodprøver var jo altid så fine, ikke?
Nu vil jeg springe flere år frem til 2003-4 hvor mit helbred allerede gennem nogle år var i voldsomt frit fald - særlig accelererende samtidigt med at overgangsalder havde sat ind. Foruden den daglige, bundløse træthed og hundrede af fysiske symptomer på det, jeg i dag ved - var symptomer på lavt stofskifte, uanset fine blodprøver og uanset behandling med Eltroxin - begyndte jeg også få tiltagende tegn på... DEMENS. Hvilke tegn det var, kan enhver selv slå op. Jeg havde dem alle, omend endnu svage... men alligevel tydeligt tiltagende i styrke.
Det som har reddet mig var, at jeg endnu i tide havde erkendt urimeligheden i det som var ved at ske, og tillige erkendte jeg, at disse demens-tegn hørte ikke til min alder - ergo: det måtte der være en anden grund til det, og denne grund måtte jeg bare finde, koste hvad det koste vil.
Jeg har mobiliseret alle mine rest-kræfter, forsømte alle mine forpligtelser undt. mit arbejde (brød på bordet, tøj på kroppen, tag over hovedet), og blev også Verdens Dårligste Mor i denne tid, jeg næsten udelukkende brugte til at arbejde, sove, læse, tænke, reflektere, læse, tænke, reflektere, tilmeldte mig dette forum tilbage i 2006 - indtil jeg var klar til at gennemføre et eksperiment som senere (viste det sig) har reddet mit liv:
ud med Eltroxin og ind med Thyroid i 2007.
Det er nu omtrent 6 år siden at jeg har sparket både læger og deres Eltroxin ud af mit liv. I begyndelsen af min selvbehandling med Westhroid som EN AF MINE BEDSTE VENNER NOGENSINDE - norske AB - delte med mig, gik det udmærket, altså ikke voldsomt fantastisk (jeg troede at jeg blev "mig selv" efter den første pille :oops: ), men alligevel hundrede gange bedre end før.
Senere fandt jeg ud af at det tager tid at vende en kronisk thyreoideahormonmangel til en ikke-mangel, fordi alle kroppens (styre)systemer, væv og organer skal have tid - individuelt for hver en type af væv - til at omstille sig fra at administrere hormonmangel - til at kunne administrere en tilførsel at rette mængder af thyreoideahormoner. Efterhånden forsvinder symptomer et efter et. Der er lange perioder hvor det ser ud til at have stabiliseret sig... og alligevel en skønne dag forsvinder endnu et symptom... som man ellers havde vænnet sig så meget til før, at man glemte at man overhovedet havde dette symptom før. Først når symptomet forsvandt, blev man klar over at det overhovedet var der før...
Denne kroppens omstilling fra "for ringe" til "tilstrækkelig" hormonforsyning tager tid, og for mit vedkommende fortsætter denne omstilling endnu: fortsat opdager jeg flere små "bedringer" som jeg ellers ikke vidste jeg endnu havde "til gode". Præcist som det også er sket med min "fiskehud" på det sidste...
Efter 3-4 år i behandling med Thyroid USP har jeg bemærket at min "fiskehud" blev mere glat, mindre stikkende og huden skællede ikke længere. Det var min efterhånden voksen, krammeglad søn, der også denne gang bemærkede forandringen, denne gang til det bedre. Det blev jeg meget glad for. Hvem ville ikke være det? Så var det endnu et symptom som har fundet sin bedring, troede jeg...
... indtil jeg for nogle måneder siden indførte et dagligt tilskud af Lugol's jodopløsning - 6 dråber = ca. 2400 mcg = ca. 2,4 mg jod hver dag. Det som jeg troede var en afsluttet "fiskehud-kapitel" (det var jo blevet SÅ meget bedre, ikke?), viste sig slet ikke at have været afsluttet endnu.
I dag er der ikke det mindste spor at se efter min "fiskehud" nogen steder på mine arme og ben. Min hud er lige så glat og blød som den var før operationen i 1978, uanset at jeg er efterhånden en gammel hejre på snart 62 år, og har derfor faktisk "lov" til at have rynket, grov ældre hud. Men nej - min hud i dag er ikke en dag ældre end 28 år. Og det slutter ikke her...
For mange år siden, nogle få år efter at jeg blev opereret og begyndte efterbehandling med Eltroxin - har jeg udviklet røde, smertende, skællende og hudløse albuer. I perioder når de havde det bedst, så de ud som elefant-hud.... To grimme albuer, der kunne være så ømme at jeg ikke kunne støtte på dem når jeg sad ved bordet. De så næsten ud som ramte af psoriasis (som jeg dog ellers ikke havde) og selv om også det problem blev betydeligt hjulpet efter medicinskifte til Westhroid (senere Erfa Thyroid og nu Thyroid-S), tilbage var dog fortsat øm og grov elefanthud for enderne af mine albuer.
Ganske få måneder efter at jeg begyndte supplere min kost med Lugol's jodopløsning... forsvandt også "elefanten" og tilbage er nu pæne, glatte og normale albuer.
Jeg har fortsat til gode at slippe af med mine tørre håndflader og at få - i det mindste - noget af min fordums prægtige hårmanke tilbage. Det bliver spændende at observere.
Egentlig ved jeg ikke, hvad er mit vigtigste budskab med at skrive denne fortælling.
Er det kritik af Eltroxin?
Er det lovprisning af "naturlig thyroid"?
Er det "reklame" for tilskud af jod?
Jeg aner det virkelig ikke: alt føles lige vigtigt, og lige vigtigt at fortælle videre. Andre må selv drage deres egne konklusioner og bestemme for dem selv, om de vil lære af mine erfaringer, eller om de helst holder fast i deres tillid til skolemedicinen.
Referencer:
•
Thyroid hormone action on skin Dermatoendocrinol 3(3): 211–215. doi: 10.4161/derm.3.3.17027
•
Ichthyosis, fiskehud
•
“Sub-laboratory” Hypothyroidism and the Empirical use of Armour® Thyroid (Barnes-reference PDF 112 KB]
• Eller søg selv efter følgende fraser:
ichthyosis hypothyroidism
ichthyosis thyroid
ichthyosis vulgaris thyroid
ichthyosis underactive thyroid
