Jod er farlig iflg. "Wolff-Chaikoff Effekten".
Man kan beskrive budskabet i "The Wolff-Chaikoff Effect" med 8 ord: Overskud Af Jod Fører Til Hypothyreose Eller Hyperthyreose.
Sitat:
Opprinnelig skrevet av
peelgrim
Jeg har lett forhøyet TSH og "normal" T4 og T3, men har følt meg utbrent i lang tid. Kjøpte Jodtinktur på apoteket i går, og så at flekken jeg pensla på armen ble borte på ca 6 timer. Så har bestilt Lugol på ebay og skal teste
det siden det ble mye brukt for bl.a. hypotyreose inntill Wolff-Chaikoff effekten ble lansert i 1948. Men mye tyder på at denne effekten var basert på forskning som ikke er troverdig. Skal dele erfaringer og mer informasjon, hvis dette hjelper meg.
Jeg er enig i, at forskningen bag
The Wolff-Chaikoff Effect er ikke troværdig, og hvis tilsvarende blev gennemført på tilsvarende præmisser og "effekten" blev konkluderet som den blev i 1948 - ville den blive kategoriseret som
"videnskabelig uredelighed.
The Wolff-Chaikoff Effect er hele den skolemedicinske professions kollektive
selvbedrag, der har skadet planeten Jordens samlede befolkning mere, at alle tidernes naturkatastrofer og krige
tilsammen!
Denne latterlige "epokegørende" videnskabelig artikel, der siden 1948 har skadet helbredet hos mennesker over hele Jorden, bærer den fine overskrift
"Plasma inorganic iodide as a homeostatic regulator of thyroid function" og er en direkte forløber for opfindelsen af begrebet:
The Wolff-Chaikoff Effect. Artiklen kan læses
her.
Hvis nogen ønsker læse
artiklen, vil jeg lige "advare" om, at der bruges gammeldags betegnelser for måleenheder, hvoraf den sidste kunne jeg ikke gennemskue (endnu):
Er her nogen, der kan hjælpe mig til en forklaring på, hvordan i alverden dr. Wolff og dr. Chaikoff overhovedet
konkluderende kunne bedømme
"thyroid function" undervejs og afslutningsvis i denne "forskning",
uden en eneste gang at have målt værdier af T4 og T3 ? For det er netop det, som er sket: Skjoldbruskkirtlens funktion vurderedes
uden at måle thyreoideahormoner hos forsøgsrotter.
The Wolff-Chaikoff Effect er aldrig blevet efterprøvet/verificeret af tilsvarende forskning på mennesker.
I konklusionen omtales kun thyreoideahormoner som noget, hvis produktionen
forventes at blive påvirket af indsprøjtninger af jod, men målt bliver de aldrig. Der bliver ikke taget højde for at jod bruges andre steder end i skjoldbruskkirtlen og at en bestemt mængde af indsprøjtet jod
ikke automatisk betyder at den vil resultere i produktionen af en adækvat mængde af thyreoideahormoner som resultat. Det er en ydmygende oplevelse at læse beskrivelse af denne forskning som bedømmer og vurderer en hormoneffekt uden en eneste gang måle hormonniveauer i blodplasma. Ikke en eneste gang.
Det som gør det ekstra ydmygende for mig at læse er erkendelse af, at verdens læger her afslører en dyb mangel på sund fornuft, ved så ukritisk at adoptere denne forskning, tillige med at implementere den helt og aldeles i millioner af menneskeliv, uden andre beviser end dr. Wolff's og dr. Chaikoff's egne ord - en horribel mangel på kritisk sans udvist af den medicinske faggruppe, hvis fornemste opgave ellers netop er det modsatte:
Do No Harm!
Det er også ret mystisk, at i forsøgsforløbet der gik forud for opfindelsen af
The Wolff-Chaikoff Effect blev
ikke anvendt kun de jod-salte, der sædvanligvis findes som kilder til jod i fødevarer. Dr. Wolff og dr. Chaikoff har anvendt to isotoper af jod: den stabile
I-127 og den radioaktive
I-131. Hvordan kan man overføre resultater frembragt med delvis anvendelse af en radioaktiv jod-form, der ikke findes i fødevarer eller tilskud, til effekten af jodrig eller jodberiget kost eller tilskud af jod - på skjoldbruskkirtlens funktion?
Hvad er endnu mere mystisk: uanset hvor meget
I-127 og
I-131 disse stakkels forsøgsrotter blev sprøjtet med -
har de aldrig udviklet hypothyreose! Gentager: forsøgsrotterne har aldrig udviklet hypothyreose, knuder eller hyperthyreose, som følge af forsøget, uanset at hele teorien som
The Wolff-Chaikoff Effect er funderet på, netop hævder at
The Wolff-Chaikoff Effect burde have indtrådt i disse forsøgsrotter!
Bemærk lige, forsøgsrotternes
totale kropsvægt var 175-225 gram. Alle disse forsøgsrotter med kropsvægt på max 225 gram blev behandlet med indsprøjtninger af henholdsvis 50, 100, 200 og 500 mcg jodid. Det ville svare til, at et "forsøgs-menneske" som vejer 70 kg, skulle "eksperimenteres" på med indsprøjtning af... 155.555 mcg jodid = ca. 150 mg jodid. Summen af total jod i menneskekroppen, uanset type af kemisk jod-forbindelse ligger på (afhængig af kropsvægt) mellem
30-50 mg, hvoraf mindre end 30% findes i skjoldbruskkirtlen.
Det vil sige, at hvis forsøget var gennemført på
samme præmisser på "forsøgsmennesker" som det var gennemført på "forsøgsrotter", skulle "forsøgsmennesker" indsprøjtes med op til 155 mg jodid pr gang. Reaktionen burde så vise sig i form af...
Wolff-Chaikoff Effekten både hos forsøgsrotter og hos forsøgsmennesker (man har jo ekstrapoleret/overført "effekten" til mennesker alligevel, uanset manglende forskning på mennesker), men...
Wolff-Chaikoff Effekten udeblev altså hos rotter, og den findes heller ikke hos mennesker,
hvilket klart fremgår af de japanske studier i dagligt indtag af jod i kostholdet. Faktisk er jod-salte de
mest overdose-sikre af alle spormineraler og man skal op på flere GRAM, før man kan begynde tale om "giftighed af jod" (
kilde: Linus Pauling Institute, Oregon State University).
The Wolff-Chaikoff Effect er altså ikke indtrådt i forsøgsrotterne, uanset høje doser af indsprøjtet jod.
Wolff-Chaikoff's forsøgsrotter har heller ikke udviklet hyperthyreose!
for påstanden om
The Wolff-Chaikoff Effect - er mig en gåde.
Endnu større gåde er, hvordan i alverden kunne det ske, at denne udeblevne hypothyreose hos rotter blev ignoreret, og i stedet overførte den medicinske profession
Wolff-Chaikoff-Effekten fra rotter til mennesker? Fra da af blev den ellers fortsat ubegrundet jod-skræk udbredt med budskabet om, at
Overskud Af Jod Fører Til Hypothyreose Eller Hyperthyreose, hvilket også er blevet et startskud til en verdensomspændende jodmangel og begyndelsen for udbredelse af alskens følgesygdomme til jodmangel.
Det som var sket som følge af denne uredelige forskning var langt værre endnu. Idet hele den medicinske fagkundskab, naivt hoppede med begge ben ind i denne imaginære
Wolff-Chaikoff Effekt, førte dette til omfattende ændringer i fremstillingen af fødevarer. Nu skulle maden lige pludselig gøres jodfattig! F.eks. har brød-industri i fremstillingen af brød-produkter, fjernet jod-salte og har erstattet dem med bromid-salte.
Bare på denne konto har hver brødspisende person mistet op til
700 mcg jod pr dag, tillige med at selve fysiologisk skadelige
effekt af dette jod-tab blev fordoblet alene af at jod blev erstattet med
halogenet brom.
Næst efter fluor, er brom den stærkeste skjoldbruskkirtel-undertrykker af alle halogener. Man kunne simpelthen ikke gøre noget mere forkert, men det er netop hvad man gjorde, takket være dr. Wolff og dr. Chaikoff - to læger uden forstand, og alle andre læger som efterfølgende førte dette misfoster af forskning ud i livet, til en varig helseskade og hjerneskade for hele den "civiliserede" del af verdenssamfundet.
Denne tankeløse tilbedelse af
Wolff-Chaikoff Effekt eksisterer fortsat. Den spreder sine tankeløse advarsler mod jod, ikke mindst i miljøer tæt på stofskiftepatienter. De samme stofskiftepatienter, hvoraf en stor gruppe oprindeligt er blevet syg af... jodmangel! Det er lykkedes
Wolff-Chaikoff Disciple at påføre andre så enorm en jod-skræk, at selv en påvist jodmangel kan ikke få dem til at benytte tilskud af jod. Heller ikke lægeordineret. De undgår jodrig mad, de undgår vitaminpiller med jod, de undgår alt som bare befinder sig i nærheden ag jod.... Uanset at der ikke findes den behandling, uanset med syntetiske eller organiske lægemidler, der kan gøre dem bedre, så længe deres jodmangel består.
Så er det patienter med de autoimmune thyreoideasygdomme, som
Wolff-Chaikoff Believers konstant advarer mod jodrige fødevarer og tilskud af jod, uanset at det kun et et
fåtal af Hashimoto's og Graves patienter der reagerer på tilskud af jod med genopblussen af deres sygdom, endsige stigning af antistof-tallet. Man kan derfor
ikke konkludere at det er jod som trigger en forværring af autoimmune thyreoideasygdomme. Enten forværrer jod autoimmune thyreoidea sygdomme
hos alle med Hashimoto's eller Graves, eller er det i virkeligheden en helt
anden årsag til, at nogle af Hashimoto's og Graves patienter reagerer negativt på tilskud af jod[/I].
Det er en kendt sag, at selenmangel understøtter udviklingen af autoimmune sygdomme. Det er også en kendt sag, at alle der har
selenmangel, herunder dem med autoimmune thyreoideasygdomme, reagerer negativt på tilskud af jod (
Kilde1,
Kilde2-se referencer under artiklen,
Kilde3-se referencer under artiklen,
Kilde4 etc. etc.).
Man kan "tage under lup" et tilfældigt videnskabelig "paper" der netop handler om forsøg med at behandle 40 euthyroide (velregulerede/velbehandlede iflg. definition) patienter med Hashimoto's thyroiditis med lavdose tilskud af jod. Med 43 ligeledes euthyroide Hashimoto's patienter i kontrolgruppen. Alle 40 i forsøgsgruppen skal igennem forsøget med lavdose tilskud af jod. Resultatet bliver, at
"Små mængder af supplerende jod (250 mcg) forårsager små men væsentlige ændringer i thyreoideahormon funktion i disponerede individer." AHA!
Forskningen beskæftiger sig altså ikke med, hvad der kan være, der har "disponeret" disse "disponerede individer" til at reagere negativt på tilskud af jod, med forværring af Hashimoto's. Man konkluderer blot og budskabet som det opfattes ude i den store verden bliver:
Jod forværrer Hashimotos, uanset at i selvsamme studie
de 32 ud af 40 forsøgspersoner har overhovedet ikke haft nogen negativ reaktion på tilskud af jod (om de så har haft en positiv reaktion, vides ikke, idet det var jo ikke studiet formål at finde frem til positiv effekt af jod-tilskud, så det får vi ikke at vide noget om).
Der er mange lignende studier i jod i forhold til autoimmune thyreoideasygdomme, og de fleste konkluderer nogenlunde samstemmende at:
Jod forværrer Hashimotos, eller
Jod forværrer Graves, og de dummeste af dem alle sammen:
Jod forværrer hypothyreose eller
Jod fremkalder hypothyreose med eksempel i hypothyreose udviklet i kølvandet på behandlingen med f.eks. lægemidlet Amiodarone. Jeah right! Hver en 200 mg kapsel
Amiodarone indeholder hele 75
mg jod, 2-3 gange om dagen, hver eneste dag i behandlingsperioden. Amiodarone-behandlingen tilfører patienterne op til
mellem en kvart og en halv million mcg jod, og alligevel vil det hos 90-98% af brugere
aldrig nogensinde påvirke thyreoidea i retning af hypo eller hyper, så hvad beviser det egentlig...
I alle disse mange lignende studier i jod i forhold til autoimmune thyreoideasygdomme er forholdet mellem forsøgspersoner som reagerer negativt på tilskud af jod, og personer der netop
ikke oplever forværring af deres autoimmune sygdom - det samme: et mindretal har jod-problem, flertal har ikke jod-problem. Det var
ikke muligt for mig at finde blot et studie, hvor det var alle eller flertallet af forsøgspersoner, hos hvem deres thyreoideasygdom blev forværret af tilskud af jod. Ikke et eneste.
Det som sker i den "moderne" efterkrigs medicin er, at de medicinske forskere konkluderer på deres videnskabelige studier, ved at følge Josef Stalins princip om, hellere at skyde alle uskyldige end at misse en skyldig. I medicinen bliver det til, at hellere fodre ½ million mennesker med statiner, for at en person ud af hver en tusind kan have effekt af statiner. Eller uanset at et mindretal reagerer negativt på tilskud af jod,
"lad os advare alle mod jod. Bare for en sikkerhedsskyld så ingen kan komme senere og beskylde os for at vores forskning kunne misforstås eller fejlfortolket."
Og således spredes myterne. Og således skades de fleste af en livslang jodmangel, for at
de få kan blive skånet for en negativ jod-reaktion, og dermed bliver de også "skånet" for at erkende et dybereliggende helseproblem, og "skånet" for en udredning og en løsning (bedring). Det sker på bekostning af flertallet der ellers godt kan tåle og kunne have gavn af jod-tilskud, men som pga. Myten Om Det Skadelige Jod, bliver aldrig sat i behandling. Det er en af de yderst sjældne "Tab-Tab" situationer, hvor alle taber, fordi
Myten Om Det Skadelige Jod er sejlivet, fortsat næret af smal forskning på smalle præmisser, bredt støttet af Believers of The Wolff-Chaikoff Effect.
