En tekst man burde sende til alle, der går i tanker om at blive forældre.
Øvelse i tavshed
På den vestlige verdens fødeafdelinger er der næppe nogen udsigt til at blive trøstet af en ulvinde. Den nydfødtes hud råber på urtidskontakten med en blød, varmeudstrålende, levende krop, men bliver viklet ind i tørre, livløse stykker stof. Lige meget hvor meget det skriger, lægges det i en kasse, og der udleveres det til en pinefuld tomhed, hvor der ikke er nogen form for bevægelse (for første gang i hele dets kropserfaring i løbet af dets evolutions millioner af år eller i dets lyksalige evighed i livmoderen). Den eneste lyd, den nyfødte kan høre, er skrigene fra andre ofre, som lider samme usigelige helvedes kval. Den lyd kan ikke fortælle den noget. Den skriger og skriger; dens lunger, der ikke er vænnet til luft, bliver overanstrengte af hjertets fortvivlelse. Ingen kommer. Det er naturligt for den nyfødte at føle tillid til livets rigtighed, og den gør det eneste, den kan: Den bliver ved med at skrige. Til sidst sover den udmattet ind - efter en tidløs lang levetid.
Spædbarnet vågner i afmægtig angst for stilheden, ubevægeligheden. Det skriger. Det brænder fra top til tå af trang, af længsel, af uudholdelig utålmodighed. Det snapper efter vejret og skriger, til dets hoved er fuldt af lyde, og det dunker i det. Det skriger, til det gør ondt i brystet på det, og dets strube er hudløs. Det kan ikke holde smerten ud længere; dets hulken bliver svagere og hører op. Det lytter. Det åbner og knytter næverne. Det ruller hovedet fra den ene side til den anden. Ingenting hjælper. Det er uudholdeligt. Igen begynder det at skrige, men det bliver for meget for dets overanstrengte strube, og det holder snart op igen. Det gør sin af længsel martrede krop stiv, og oplever en antydning af lindring. Det fægter med hænderne og maser med fødderne. Det holder op. Lide kan det, men det kan ikke tænke, ikke håbe. Det lytter. Så falder det igen i søvn.
Pludselig bliver det taget op; atter vågner forventningerne til, hvad der nu skal ske med det. Den våde ble bliver fjernett. Lindring. Levende hænder rører ved dets hud. Dets fødder løftes i vejret, og et nyt, knastørt, livløst stykke stof bliver viklet om dets underkrop. Straks er det igen, som om hænderne aldrig havde været der, og heller ikke den våde ble. Der er ingen bevidst erindring, intet spor af håb. Spædbarnet befinder sig i en uudholdelig tomhed, uden tid, uden bevægelse, stille, fuld af endeløst uopfyldt begær. Dets
væren*) afprøver sine nødforanstaltninger, men de er alle kun egnet til at slå bro over korte mangelsituationer ved en i øvrigt rigtig behandling eller til at tilkalde nogen, som man kan regne med er parat til ilt give lindring. På den givne ekstreme situation har dets
væren ingen løsning. Situationen ligger uden for dets uendelige erfaring.
Efter blot nogle få timers åndedrag har spædbarnet allerede opnået en grad af fremmedgørelse fra sin natur,som ligger hinsides dette mægtige
værens reddende kræfter. Opholdet i moderlivet var efter al sandsynlighed den sidste tid, det kommer til at opleve med den form for uafbrudt velvære, som ifølge dets medfødte forventning burde have værett hele livet. Dets væsen er baseret på den antagelse, at moderen skal svare til forventningerne og at begges motivationer og den derefter tilpassede handlen skal frie hinanden gensidigt i overensstemmelse med deres natur.
Nogen kommer og løfter varsomt barnet op. Det liver op. Det bliver ganske vist båret lidt for pyldret efter dets smag, men der sker i hvert fald en bevægelse. Nu føler, det sig på rette plads. Den gennemlidte dødsangst eksisterer ikke længere. Det hviler i de omsluttende arme; og selvom dets hud ikke modtager noget lindrende budskab fra tøjet, ingen fornemmelse af levende krop tæt mod sin, fortæller hænderne og munden det, at alt er normalt. Den udprægede livsglæde, som er normal for
værentilstanden, er næsten fuldkommen. Brystets smag og struktur er der, den varme mælk flyder ind i barnets begærlige mund, der er hjerteslag, som skulle have været et bindeled, en forsikring om sammenhængen med moderlivet, og dets svage syn iagttager bevægelse. Også stemmens klang er rigtig. Det er kun tøjet og lugten (dets mor anvender eau de cologne), som gør, at der er noget, der er forkert. Barnet suger, og når det føler sig mæt og rødmosset, sover det ind.
Når det vågner, befinder det sig i helvede. Ikke nogen erindring, ikke noget håb, ingen tanke kan minde det om besøget hos moderen og nå ind med trøst til dets ensomme skærsild. Timerne går, og dage og nætter går. Det skriger, bliver træt, falder i søvn. Det vågner og gør bleen våd. Nu er det ikke forbundet med noget velbehag længere. Næppe har dets indre organer formidlet en lindringens glæde til det, før denne straks igen fortrænges af stadig stigende smerte, når den varme, sure urin angriber de partier af kroppen, der allerede er hudløse. Det skriger. Dets udmattede lunger må skrige for at overdøve den brændende smerte. Det skriger, til smerten og dets skrigen har udtømt dets kræfter, og falder så igen i søvn.
'De flittige sygeplejersker på afdelingen, som absolut ikke er noget undtagelsestilfælde, skifter alle bleer efter et bestemt skema, hvad enten de er tørre, fugtige eller allerede helt gennemblødte; og børnene sendes hjem helt hudløse, og derefter må nogen, der har tid til den slags, sørge for, at sårene læges igen.
Når barnet bliver bragt hjem til det, der er hjemme for moderen (dets eget hjem kan man vel næppe kalde det), er det allerede fortrolig med livets væsen. På et ubevidst plan, som kommer til at bestemme alle videre indtryk, ligesom det på sin side præges af dem, ved barnet, at livet er usigeligt ensomt, at det ikke reagerer på de signaler, barnet udsender, og at det er fuldt af smerte. Men endnu har barnet ikke givet op. Så længe der er liv i det, vil dets
væren af alle kræfter forsøge at opnå ligevægt igen.
Dets hjem er i det væsentlige ikke til at skelne fra fødeafdelingen, bortset fra hudløsheden. De timer, da spædbarnet er vågen, tilbringer det i længsel, trang og i en uafbrudt venten på, at det »rigtige«, sådan som dets
væren opfatter det, skal erstatte den lydløse tomhed. Få minutter om dagen indfries dets længsler, og dets intense behov, der kribler på huden, efter berøring, efter at blive holdt om og båret omkring, bliver opfyldt. Dets mor er en kvinde, som efter mange overvejelser har besluttet sig til at lade det få bryst. Hun elsker det med en hidtil ukendt ømhed. I begyndelsen falder det hende svært at lægge det tilbage i vuggen, når hun har ammet det, navnlig fordi det skriger så fortvivlet når hun gør det. Men hun er overbevist om, at sådan må hun gøre, for hendes mor har sagt (og hun må jo vide det), at barnet bliver forkælet og vil blive til besvær senere engang, hvis hun giver efter for det nu. Hun vil gerne gøre alting rigtigt; et øjeblik føler hun, at det lille liv, hun holder i sine arme, er vigtigere end alt andet på jorden.
Hun sukker og lægger det blidt tilbage i dets lille seng, som er dekoreret med små gule ænder og passer i farven til hele værelset. Hun har lagt en masse arbejde i det værelse og udstyret det med dunbløde gardiner, et lille tæppe formet som en panda, hvidt puslebord, badebalje og kommode til bleer. Og der er også pudder, salve, sæbe, hårshampoo og hårbørste, alt er der, og alle etuier og beholdere er i baby-farver. På væggen hænger der billeder af dyreunger, som er klædt på som mennesker. Kommoden er fuld af små undertrøjer, kravledragter, små sko, små huer, vanter og bleer. Ovenpå står pænt arrangeret et legetøjsfår af uld og en vase med blomster - afskårne, for moderen »elsker« også blomster.
Hun glatter barnets lille undertrøje og dækker det til med et broderet lagen og et tæppe med dets initialer på. Hun betragter det tilfreds. Der er ikke sparet på noget for at gøre børneværelset perfekt, selvom hun og hendes unge ægtemand endnu ikke har kunnet tillade sig at anskaffe alle de møbler, de har planer om til husets andre værelser. Hun bøjer sig over spædbarnet og kysser det på den silkebløde kind; så går hun hen til døren, mens det første pinefulde skrig gennemryster dets krop.
Forsigtigt lukker hun døren efter sig. Hun har erklæret sit barn krig. Hun må sætte sin vilje igennem. Gennem døren hører hun lyde, som om nogen blev torteret. Hendes
væren opfatter lyden sådan. Naturen giver ikke noget entydigt tegn fra sig om, at nogen bliver torteret, hvis dette ikke er tilfældet i virkeligheden.
Det er nøjagtig lige så alvorligt, som det lyder.
Hun tøver. Hendes hjerte drages til det, men hun står imod og går videre. Det har jo lige fået ren ble på og er blevet ammet. Derfor er hun sikker på, at der ikke er noget, det mangler; og hun lader det græde, til det er udmattet.
Det vågner og skriger igen. Dets mor kigger hastigt ind for at forvisse sig om, at det ligger rigtigt; hun lukker døren igen, forsigtigt, for ikke at vække nogen falske forhåbninger om opmærksomhed fra hendes side hos det. Hun skynder sig ud i køkkenet til sit arbejde og lader en dør stå åben, for at hun kan høre barnet, hvis der skulle »ske det noget«.
Spædbarnets skrig bliver til bævende klynken. Da ingen svarer, svigter impulsen til dets signaler og fortaber sig i en forvirret tomhed, lindringen burde allerede for længst have indfundet sig. Det ser sig omkring. På den anden side tremmerne i dets lille seng. Lyset er mat. Det kan ikke vende sig. Det ser kun de små tremmer, ubevægelige og væggen. Fra en fjern verden hører det meningsløse lyde. I dets nærhed er der helt stille. Det ser på væggen, til øjnene falder i. Da de igen åbner sig lidt senere, er tremmerne og væggen der nøjagtig som før, men lyset er lidt svagere. Spædbarnet har lært sin første lektie om den ultimative.... ensomhed.
(Frit efter J. Liedloff, Auf der Suche nach dem verlorenen Glück, 1980)
*) Jean Liedloff bruger udtrykket kontinuum, hvilket jeg har erstattet med ordet "væren" i min genfortælling. Kontinuum betyder "(lat. con'tinuum, adj. til conti'nere holde sammen) sammenhængende hele eller mængde, noget vedvarende." Jeg har gjort det fordi fagudtrykket: kontinuum vil være i vejen for opfattelsen af de vigtige pointer. Ikke engang alle "rigtige" pædagoger ved hvad kontinuum betyder.
