Hej Vimsemusa hjerte1 I tråden
Det føles ut som jeg ikke får "lov" til å være syk til Carina80 skriver du:
Sitat:
Opprinnelig skrevet av
Vimsemusa
Hvordan går det nå? Jeg kjenner meg så utrolig igjen.. blir liksom uglesett fordi jeg ikkje alltid har huset i størken tilstand eller jobbe 100%.. Min samober mener jeg er lat om jeg sover for mye, så har hurtig økt på levxin i håp om at energinivået skal øke. er du ustabil i humøret også? det er jeg, veldig slitsom for alle nære rundt meg.. og meg selv.. God klem til deg ialfall:)
For snart 4 år siden, har jeg postet tråden
Skal vi forstå vores pårørende, før de kan forstå os?, fordi mange slider med manglende forståelse fra deres omgivelser, samtidigt med at de selv mangler ord til at tale med de pårørende om denne sygdom, og om hvordan den påvirker den syge.
I mange tilfælde, kan sådan en tråd være en god inspiration til at lære tale om sig selv, som den syge. Med ord som omgivelserne kan forstå og relatere til. Men i andre tilfælde er visse typer af samboer/ægtefæller ude af stand til at sætte sig ind i andres situation og tænker mest på egen bekvemmelighed, som bliver begrænset af sygdom i familien.
Som jeg læser dit indlæg, kan jeg ikke skønne om din samboer tilhører den første eller den anden gruppe, men hvis du ellers har gjort alt menneskeligt muligt for at forklare og appellere - uden at det har påvirket samboen... da skriver jeg også midt i den tråd jeg anbefaler:
Nogle af vores pårørende vil aldrig kunne magte at støtte og forstå os, da deres eget selvværd er for tæt bundet til deres egen forestilling om deres formåen og de opgiver inden den kommer an på en prøve, idet de instinktivt ikke ønsker at erkende deres egen magtesløshed. For dem er deres eget ego vigtigere end alt andet. Denne type pårørende kan vi kun beholde i vores nærhed, hvis vi ingen forventninger nærer til deres forståelse. Det valg må enhver selv træffe. Om vi vil leve med og tåle det, eller om vi må flytte os væk.
Samboen
er redd jeg aldri kan komme meg dit til den jenta han ble forelsket i... du ER den jenta han ble forelsket i! Du er bare blevet syg i mellemtiden. Forhåbentligt var det ikke din sundhed, han blev forelsket i, men den person du er.
Når man har denne sygdom, har man ikke plads og kræfter til at spilde tiden på udsigtsløse "opgaver" i livet. Man er pisket til at økonomisere med både kræfter og sindet... indtil hypothyreose slipper taget. Den slipper aldrig taget, hvis man i stedet for at investere i bedring (forandringer, behandling, ny læge osv.), bruger kræfter på en sambo der (måske) har svigtet stort, netop når hans kærlighed er kommet på en prøve... Når folk svigter en kærlighed pga. sygdom, ville de nok alligevel have svigtet senere hen.
Du må virkelig overveje om din sambo er dig værdig, fordi lige nu, som jeg læser dine ord - er han ikke værd at bruge sin tid/liv på. Du er ikke værdiløs! Du er syg og det er du nødt til at stå fast på, hvis du skal kunne mobilisere og opretholde styrken til at arbejde på en bedring. Det må og skal komme først og hvis din sambo ikke kan se det - ser han dig ikke. Du fortjener langt bedre og langt mere end det! kram1