Thyroidology over the ages

Thyroidology over the ages
Indian J Endocrinol Metab. 2011 July; 15(Suppl2): S121–S126. doi: 10.4103/2230-8210.83347

Abstract
Thyroidolody, the study of the thyroid gland, is considered to be a relatively new field of endocrinology. However, references to the thyroid gland and its diseases can be seen in the literature of ancient Greek, Indian and Egyptian medicine. Goiter has always been a disease of immense interest of the general population due to its widespread prevalence. It is one of the most common medical problems portrayed in ancient paintings. Owing to the lack of awareness and poor nutritious habits of the people in that era, diseases such as iodine deficiency goiter were common.

Physicians, healers and philosophers had been attempting time and again until the 19 th century to come up with explanations of the thyroid gland and provide a reasonable basis of its diseases. Although the discovery of thyroid gland, its structure, function and diseases has been accredited to modern scientists who presented their work mostly in the 19 th and 20 th century, it is of significance to note that much of what we discovered in the 19 th and 20 th century had already been known centuries ago.

This review attempts to explain the knowledge of thyroid gland, its function and diseases as held by the people in the previous centuries; and how this knowledge evolved over the years to become what it is today.

Les mer...

Sitat:

---

Opprinnelig skrevet av Mod

Thyroidology over the ages
Indian J Endocrinol Metab. 2011 July; 15(Suppl2): S121–S126. doi: 10.4103/2230-8210.83347

Les mer...

---

Indian J Endocrinol Metab. Jul 2011; 15(Suppl2): S121–S126.
doi: 10.4103/2230-8210.83347
PMCID: PMC3169859

Thyro-endokrinologi gennem tiderne

Abstract

Selv om thyrologi - det segment indenfor den moderne endokrinologi, der beskæftiger sig med skjoldbruskkirtlens hormoner og sygdomme - anses for at være et relativt nyt medicinsk område, findes beskrivelser af skjoldbruskkirtlen og dens sygdomme allerede i oldgræsk, indisk og egyptisk medicinsk litteratur. Det er et af de mest almindelige medicinske problemer portrætteret i gamle malerier. Der har altid hersket en stor interesse for struma pga. dens udbredt forekomst. Indtil det 19. århundrede har læger, healere og filosoffer forsøgt igen og igen at løse gåden om skjoldbruskkirtlen og dens sygdomme. Selv om opdagelsen af skjoldbruskkirtlen, dens struktur, funktion og sygdomme er tilskrevet de moderne medicinske forskere, der præsenterede deres resultater det meste af det 19. og 20. århundrede, var meget af denne viden allerede velkendt gennem århundreder forinden. Denne artikel er et forsøg på at forklare viden om skjoldbruskkirtlen, dens funktioner og sygdomme, oplevet af mennesker i fortidens århundreder; og hvordan denne viden udviklet sig over årene til at blive hvad det er i dag.

Oldtidens egyptisk, kinesisk, ayurvedisk og græsk thyro-medicin

Henvisninger til struma er set i skrifter fra oldtiden.[1] Sandsynligvis fordi struma var så udbredt i tiderne, hvor både sygdommens årsager og kendskab til forebyggelse var ukendte. Det forlyder at kinesiske læger var opmærksomme på struma allerede omkring år 2700 f.Kr., men forskellen mellem de faste (ondartede) uhelbredelige tumorer i halsen, og de godartede bevægelige knuder/cyster blev først beskrevet ca. 2800 år senere, i år 85 e.Kr. af den kinesiske læge Tshui Chin-thi.

Oprindelsen af den indiske ayurvedisk medicin dateres til år 1400 f.Kr.. De ayurvediske læger kaldte struma for "galaganda", de detaljeret har undersøgt og beskrevet.[2] Den ayurvediske medicin skelner mellem tre typer af thyreoideasygdomme: Vataja (hyperthyreose), Kaphaja (hypothyreose) og Medaja (thyroidal cyste). Symptomerne på disse sygdomme er beskrevet i detaljer i ayurvedisk medicin, og svarer nøjagtig til beskrivelser leveret af vores moderne medicin.

Hypothyreose er nøje beskrevet i Ayurveda af lægen Charaka, hvis betydning har sat dybe spor i den ayurvediske medicinhistorie. Han skrev at hypothyreose kan forhindres ved at indtage tilstrækkelige mængder af mælk, ris, byg, Mung-bønner, saft af sukkerrør og agurk. Han frarådede sure fødevarer og anbefalede urter som Kanchanara (Orkidetræ - Bauhinia Variegata) og blæretang (Fucus vesiculosus) til patienter med alle former for problemer med skjoldbruskkirtlen. Guggul (Commiphora mukul) anvendes til at øge det basale stofskifte hos hypothyreosepatienter, og Punarnava Boerhavia diffusa Linn) bruges til behandling af ødemer forekommende i thyreoideasygdomme.

Hyperthyreose blev i Ayurveda behandlet med Amerikansk Sværtevæld ([I]Lycopus virginicus), Europæisk Sværtevæld (Lycopus europaeus), tillige med urter som Water Horehound (Lycopus lucidus eller Lycopus americanus), Stenfrørod (Lithospermum ruderale) og Europæisk Stenfrørod (Lithospermum officinale). Disse oldtidens ayurvediske læger kunne skelne imellem almindelig ødem og myxødem i huden og ellers i ansigtet og på benene. De har dog haft den forkerte opfattelse af ødemer, som værende årsag til struma, hvorimod i virkeligheden er det struma (thyreoideasygdom) der forårsager ødemer.[3]

I antikkens græske medicin var det Hippokrates og Platon, der først beskrev skjoldbruskkirtlen som værende en spyt- og halskirtel.[4] De var af den opfattelse, at fordi denne kirtel var svampet i konsistensen måtte den derfor være ansvarlig for "smøring" af åndedrætsveje.[5] Et par århundreder senere kom Galen, en fremtrædende læge, kirurg og filosof af græsk oprindelse. Han havde en anden opfattelse af skjoldbruskkirtlen og hævdede at den svampede karakter af denne kirtel var bedre egnet til absorption (optagelse) snarere end til sekretion (udskillelse).[5]

Galen argumenterede for den absorberende funktion af skjoldbruskkirtlen ved at henvise til, at kirtlen er placeret så afsides at det ikke kunne lade sig at gøre at smøre åndedrætsveje med sekretet produceret i skjoldbruskkirtlen. Han definerede skjoldbruskkirtlen som et organ forbundet med, og en buffer mellem hjerte og hjerne. Galens studier har medført et betydeligt gennembrud i hjernens anatomi i det 2. århundrede e.Kr..[6] Han har bl.a. opdaget hypofysens beliggenhed i kraniets Sella turcica, og omgivet af et vaskulær netværk. Galens mente, at kropsvarmen ledes gennem disse vaskulære netværk og omdannes til nerveimpulser, der påvirker "substance of the neck" dvs. skjoldbruskkirtlen.

Hippokrates og Gaius Plinius Secundus af Pliny (Plinius den yngre) mente at struma forekommer alene på grund af indtagelse af sne-vand.[2,7,8] (Dette er en meget interesant iagttagelse, idet vand af smeltet sne er fuldstændig fri for mineraler, herunder jod/red.) Struma blev oprindeligt ikke anset for en forstørrelse af selve skjoldbruskkirtlen, men snarere var den forstørret skjoldbruskkirtel en manifestation af en diskusprolaps i strubehovedet. Både en græsk læge Pedanius Dioscorides i 1. århundrede e.Kr. samt Galen i det 2. århundrede e.Kr. støttede dette synspunkt.

Leonardo da Vinci tegnede skjoldbruskkirtlen i 1511 under sine anatomiske studier. Selv om han var klar over dens nøjagtige anatomiske struktur, forstod han ikke forstå dens funktion og antog, at kirtlen blev skabt for at udfylde hullet mellem muskler i nakken og for at holde luftrøret bort fra brystbenet.[7]

Kinesiske læger brugte brændte svampe og tang til behandling af struma så tidligt som 1600 f.Kr.. [9] De var dog uvidende om jodmangel som årsag til denne sygdom. Den medicinske behandling af struma blev også beskrevet af Dioscorides i det 1. århundrede e.Kr.. [10] Med undtagelse af skaller fra skaldyr blev jodholdige stoffer slet ikke nævnt. Flere planter og dyr, selv firben og hundeekskrementer, blev anvendt til behandling af struma.

Byzantinske læger behandlede struma for det meste med calcium, kobber, svovl og ammoniumsalte. Lægen Roger Frugardi fra Salerno (hvor verdens første medicinsk skole blev oprettet i 9. århundrede e.Kr./red.), skrev i det 12. århundrede e.Kr. at struma kan behandles ved at drikke tinktur af valnødblade og rødder, kogt i vin, tilsat en knivspids peber.[11] En alternativ farmakologisk behandling, anvendt i Middelalderens Italien var knuste til pulver brændte og tørrede havsvampe.[12] Dette pulver var rig på siliciumoxid, calciumphosphat, natriumchlorid, svovl chlorid, iod, brom, magnesiumcarbonat og calciumcarbonat. Da midlet var rigt på jod, kunne denne behandling helbrede struma.

Selvom Robert Graves og Carl von Basedow anses for at være de første der beskrev skjoldbruskkirtelrelateret orbitopati (som betyder: ”sygdom i øjenhulen" (orbita)/red.), viser historien dog, at tidligere tiders ældre civilisationer var godt klar over denne tilstand. Graves og Basedow's beskrivelse kom først i det 19. århundrede, mens omtaler af denne sygdom findes allerede i værker af Aristoteles og Xenofon, henholdsvis i det 5. og 3. århundrede f.Kr..[13]

Struma er også blevet portrætteret i skulpturer af den gamle Gandhara civilisation i 1. eller 2. århundrede e.Kr.. [14] Historiske kontroverser omkring fortolkninger af optræden der er relateret til dværggudinden Bes i det gamle Egypten og til Cleopatra, kunne være relateret til thyreoideasygdom, uden at der dog foreligger afgørende beviser herpå. Dog at dømme efter skildringer, er der tegn på, at disse optrædener kunne være påvirket af plager ved thyreoideasygdom.

Tidlige århundreder - byzantinsk og persisk thyro-medicin

Den kirurgiske behandling af struma blev først nævnt i det 6. århundrede e.Kr. af den byzantinske læge Aetius fra Amida.[15] Aetius var af den opfattelse, at struma var en brok i svælget. Denne definition af struma som værende en larynx-(svælg)-brok har holdt længe. Selv den moderne begrebet "goitre" (som betyder "struma") er udledt fra denne definition, idet ordet "goitre" sandsynligvis stammer fra ordet "guttur", som betyder svælg eller bronkier på latin.[15] Henvisningen til "atheromatøs" (cyster/red.) struma tilskrives Aetius så tidligt som i det 6. århundrede e.Kr..[16]

Aetius var forsigtig i forhold til den kirurgiske behandling af struma. Han beskrev i detaljer risikoen og beskrev meget tidligt, at det var vigtigt at være opmærksom på fare for beskadigelse af stemme-nerver under operationen, idet sådan en skade kan resultere i tab af stemmen.[16] Den kirurgiske behandling blev også nævnt af Roger Frugardi. I sin kirurgi-lærebog fra år 1170, beskriver han en teknik til fjerne knuder gennem et trærør med rødglødende wirer, anvendt indtil knuden er brændt væk ved gentagende behandlinger to gange om dagen. Hvis det dog ikke lykkes, rådede han til at bruge en skalpel til at grave ud knuder manuelt.[12]

I det 7. århundrede Paulus Aegineta, en anden byzantinsk læge af græsk oprindelse, beskrev to former af struma: cyste-struma og diffus struma.[17] En af de tidligste referencer til skjoldbruskkirtlens kirurgi kan stamme fra det 7. århundrede, da han angiveligt har udført en operation af struma.[16] Men hvorvidt ordet struma betyder her det samme som goiter, er usikkert.

Beskrivelse af det første pålidelige tilfælde af skjoldbruskkirtel-kirurgi stammer fra det 10. århundrede, da en arabisk læge Abu al-Qasim Khalaf ibn al-Abbas Al-Zahrawi, i Vesten kendt som Albucasis, har fjernet en stor struma hos en mand der var bedøvet med opium.[18] I det 14. århundrede, den franske kirurg Guy de Chauliac rapporterede, at struma er en arvelig sygdom, og anbefalede kirurgisk behandling.[2]

Talrige skulpturer, malerier og tegninger skabt af byzantinske kunstnere skildrer en forstørret skjoldbruskkirtel.

De tidligste malerier afbilder struma allerede i det 7. århundrede.[19] Blandt de forskellige medicinske tilstande vist i de byzantinske kunstværker, er struma den mest almindelige. Selv helgener, engle, børn, Jomfru Maria og Kristus blev afbildet med forstørrede skjoldbruskkirtler ved flere lejligheder. Dette kunne dog være en tilfældighed, hvis modellen selv havde struma, eller ved at afspejle ernæringstilstande i det omgivende samfund, eller - ifølge visse kilder - kunne struma have en erotisk betydning.

Allerede i det 8. århundrede havde byzantinske læger observeret og anerkendt udstående øjne (exophthalmos) og de dermed forbundet symptomer[15], som nervøsitet og ændringer i stemningsleje. I deres juridiske litteratur nævnes, at mennesker ramt af disse plager er uarbejdsdygtige. Tilsvarende havde Avicenna og Aljurjani, begge persiske læger fra det 12. århundrede, beskrevet i deres bøger at en opsvulmet hals er nært forbundet med øjensygdom.[20] De har også beskrevet, at begge disse sygdomme udgør en klinisk enhed, og at tilstanden også er forbundet med øget appetit hvor mæthed ikke opnås selv efter indtagelse af store mængder af føde. De mente, at årsagen til de fremspringende øjne var trætte øjenmuskler.

17. til 19. århundrede

I 1656, en berømt og anerkendt anatom Thomas Wharton, har kortlagt den nøjagtige anatomiske struktur af skjoldbruskkirtlen, sammen med alle de andre kirtler i menneskekroppen. Han forklarede at sekretion er en kirtels primære funktion. Han tildelte hver kirtel specifikke funktioner, og om skjoldbruskkirtlen skrev han at den var ansvarlig for opvarmning af kirtelvæv, der normalt er koldt på grund af sin position tæt på huden, tillige med at skjoldbruskkirtlens øvrige opgaver var at smøre halsen samt runde og forskønne halsen og nakken.[21]

Det underlige er, at selv om Galen m.fl. allerede for flere århundreder siden havde forklaret, hvor usandsynligt det var at skjoldbruskkirtlen skulle være ansvarlig for at smøre halsen, fulgte Wharton fortsat denne overbevisning. Gamle dogmer var lige så svære at uddrive dengang, som de er i dag. Kirtlen blev navngivet "thyroid" (fra græsk thyreoeidḗs - skjold-formet), ikke på grund af sin egen form, men fordi den tilnærmelsesvis ligner den skjoldede form af strubehovedet.

En fransk læge i Paris Théophile de Bordeau fremførte i 1775, at hvert organ i kroppen afgiver hver sin særlige "udstråling", der er nødvendig, såvel som nyttig for kroppen.[22] Han bemærkede at forekomsten af struma var almindelig i den vestlige del af Pyrenæerne (bjergkæden mellem Frankrig og Spanien). Han bemærkede også, at kvinderne generelt havde større skjoldbruskkirtler og at de har lidt af struma oftere end mændene. De Bordeu var i stand til at opfatte forbindelsen mellem struma og en hæs stemme. I 1776 en schweizisk læge, anatom, fysiolog Albrecht von Haller fra Bern (Schweiz) har anbragt skjoldbruskkirtlen, brissel og milt i fælles kategori som endokrine kirtler, der udsondrer deres specielle sekreter ind i blodbanen. [23]

Den overdådige blodforsyning til skjoldbruskkirtlen blev bemærket i det 18. århundrede. Mens nogle mente, at det var en form for vaskulær ventil til forebyggelse af en pludselig tilstrømning af blod til hjernen, mente andre at det var en del af den vokale apparat.[24] Den tyske, videnskabelige kirurgis fader, Lorenz Heister har kaldt forstørrelsen af skjoldbruskkirtlen for "bronchocele" eller "tracheocele". Han bemærkede de geografiske variationer i forekomsten af denne "bronchocele", og har anbefalet behandling med udvortes midler som salver, eller operation dog ledsaget af kraftige advarsler mod risikoen for blødninger. Han beskrev thyroidektomi i 1742.[25]

Giovanni Battista Morgagni, grundlæggeren af den moderne patologisk anatomi,[25] beskrev de to thyreoidealapper og deres tværgående forbindelse (Isthmus).[26] Den pyramideformede thyreoidealap var allerede beskrevet tidligere af den franske anatom Pierre Lalouette. Exophthalmic (med øjensymptomer/red.) struma blev beskrevet af en engelsk læge Caleb Hillier Parry, der opfattede denne sygdom som en kombination af "sygdom af hjertet" og Heisters "bronchocele".[25] Selv om han var uvidende om forbindelsen mellem disse tre symptomer, har italieneren Giuseppe Flajani i 1802 med succes kureret en mand med udstående øjne, struma og hjertebank.[27] Flajani behandlede patientens hals udvortes med eddike og ammoniak, og indenfor fire måneder rapporteredes hævelsen at være forsvundet.

Struma på grund af jodmangel var udbredt gennem tiderne. Som tidligere nævnt blev tang og skaldyr-skaller almindeligvis anvendt til behandling af struma. I det 19. århundrede blev jod opdaget i Paris af Courtois og Desormes i 1811[28] Den første læge der har introduceret jod i behandlingen af struma var Jean-Francois Coindet i Genève. Med succes har han behandlet patienter med hydriodate af potaske eller jod-tinktur.[23] Bivirkninger af jod blev beskrevet i artiklen "Constitutional iodism" af Frederic Rilliet i Genève.[29]

Thomas Wilkinson King, anset for en af endokrinologiens faddere, skrev i 1836 artiklen "Observations on the Thyroid Gland" hvor han beskrev skjoldbruskkirtlens kolloid-part og dens betydning.[30] Hans kollega Sir Astley Cooper beskrev eksperimentelle thyroidectomies på hundehvalpe i 1824.[23] Endemisk struma blev drøftet af Vincenzo Malacarne, hovedsageligt baseret på hans studier i Aosta-dalen.[23] Malacarne beskrev også resultaterne af hans undersøgelser af ligene af tre cretins i 1780.

1885-udgaven af Hirschs klassiske patologi tekst fastslår, at selv om struma og kretinisme bør regnes blandt de smitsomme sygdomme, anbefales fortsat behandlingen med jod.[31] Eugen Baumann, en videnskabsmand i det 19. århundrede, var især interesseret i skjoldbruskkirtlens biokemi i anledning af den generelt høje forekomst af struma. Baumann kogte skjoldbruskkirtlerne fra 1000 får i en opløsning af svovlsyre og derefter indsamlede han det fnuggede bundfald. Under undersøgelsen af dette bundfald bemærkede han et højt indhold af jod.[32] Han kaldte det for "iodothyrin", der efterfølgende blev anvendt til at behandle patienter med struma og viste positive resultater.

Mange kirurger i det 19. århundrede forsøgte uden held (se her: http://www.endocrinesurgery.net.au/thyroid-history/red. ) at behandle thyreoideasygdomme.[23] Uanset nok så meget arbejde investeret i dette emne, måtte Johannes Muller i 1835-udgaven af Handbook of Physiology skrive at "skjoldbruskkirtlens funktion er ukendt". Andre har imidlertid i detaljer beskrevet tilstanden af myxødem og / eller kretinisme, og forbundet disse lidelser direkte med dysfunktion i skjoldbruskkirtlen. Disse forskere var bl.a. Thomas Blizard Curling i 1850, Wiliam Gull i 1873, og William M. Ord i 1871, samt Charles Herbert Fagge beskrev forskellen mellem sporadisk og endemisk kretinisme.[23] Sir Victor Alexander Haden Horsley, gennem dyreforsøg fandt mellem 1884 og 1886, at thyroidectonomy førte til myxødem og kretinisme.

Folkesundhed og thyrologi blandes sammen også i det 19. århundrede. I 1833 fransk kemiker Jean Baptiste Boussingault foreslog tilsætning af jod i salt, til forebyggelse af struma. En anden fransk kemiker Gaspard Adolphe Chatin (1803-1901) opdagede i 1850 at jod udvundet af ferskvands vandplanter kunne forhindre endemisk struma og kretinisme. Han korrelerede disse forhold med jodmangel, og anbefalede tilsætning af jod i drikkevand, ved hjælp af mineralvandskilder.[23] Han demonstrerede i 1835 at salt eksporteret fra struma-frie områder til områder ramt af endemisk struma har reduceret forekomsten af struma.[26]

Men det var næsten 100 år senere, at hans vision blev realiseret og jodberiget salt blev gjort kommercielt tilgængelig. Selv om denne idé var videnskabeligt korrekt, blev den dog afvist af franske myndigheder. Den første offentlige sundhedseksperiment i thyrologi blev udført i dette århundrede, ved hjælp af kaliumjod i salt, som opløsning eller som tabletter. Men på grund af bivirkninger som følge af de høje doser, blev forebyggelsen med jod opgivet.

Meget arbejde blev investeret i studier i skjoldbruskkirtlens hyperfunktion. Ireren Robert James Graves (1796-1853) har beskrevet mange patienter med øjenproblemer og og struma, samt tyskeren Karl Adolph von Basedow (1799-1854) i "Merseburger triad", i 1840 beskrev forbindelsen mellem udstående øjne (exophthalmos), struma og hjertebank.[23] Mange artikler blev offentliggjort i forbindelse med denne sygdom, og listen byder på interessant læsning. [23] Bl.a. amerikansk læge, Henry Stanley Plummer (1874-1937) var i stand til at skelne mellem toksisk adenom i skjoldbruskkirtlen og Graves sygdom.[23]

20. århundrede

Amerikansk patolog David Marine (1880-1976) også kendt som nestor indenfor thyro-endokrinologi[23], påviste i 1907 at jod er nødvendig for skjoldbruskkirtlens funktion. Fire år senere, begyndte han behandle Graves sygdom med jod. I 1917 introducerede han forebyggelse struma med jod ved hjælp af en lav dosis af 1: 100000 dele af jod. I 1932 beskrev han såkaldt "cyanid-struma" udviklet af kost rig på thiocyanater der findes i grøntsager af slægten Brassicaceae (kål, blomkål, broccoli, roer).[23]

Organoterapi
(Organoterapi = behandling med kirtel-ekstrakter)

I 1889, lægen Charles-Édouard Brown-Séquard foreslog brugen af testikelekstrakt til ældre mænd.[33] Selv om anvendelse af testikel-organoterapi er faldet, har anvendelsen af skjoldbruskkirtel-ekstrakter derimod hurtigt accelereret. De første læger der behandlede patienter med ekstrakt af skjoldbruskkirtlen var Sir Victor Alexander Haden Horsley og George Murray. Som altid, også denne gang har mange skeptikere sat spørgsmålstegn ved brugen af skjoldbruskkirtler fra får. Et ledende medlem af Royal Society of Medicine sagde, at det ville være lige så ufornuftigt at behandle en neurologisk ataxia i bevægelsesapparatet med ekstrakt af rygmarven.[23]

Skjoldbruskkirtel-ekstrakter blev enten indgivet oralt, eller som injektioner, og blev meget hurtigt accepteret indenfor en stor del af den aktuelle medicinske praksis. Tysk forsker Adolf Oswald har isoleret skjoldbruskkirtlens kolloid protein som thyroglob (senere kendt som thyroglobulin).[23] I 1914 Edward Calvin Kendall har udvundet 33 gram krystaller af ren thyroxin af 3000 kg skjoldbruskkirtler fra grise.[34] Nye metoder til udvinding af thyroxin blev udviklet, og har reduceret udgifterne. Syntetisk thyroxin blev syntetiseret af Harington og Barger i 1927.[35]

Triiodothyroxine (T3/red.) blev opdaget langt senere, i 1952 af Jack Gross og Rosalind Pitt-Rivers. Et stort fremskridt i thyroidology fandt sted i 1956, da [U]Roitt, Doniach, Campbell og Hudson har beskrevet autoantistoffer i Hashimotos sygdom[U]. [36] Dette skete vel at mærke 44 år efter at Hikaru Hashimoto (1881-1934) for første gang har beskrevet sygdommen som "lymfoid infiltration af skjoldbruskkirtlen".[37]

I takt med udviklingen af diagnoser, voksede også klinisk thyrologi i det 20. århundrede. Amerikansk læge Charles Horace Mayo har som den første brugt udtrykket "hyperthyreose" i 1907, og samme år beskrev Edouard Brissaud thyreoidearelateret infantilisme ("Brissaud's infantilism"/red.). I 1910 opfandt Kocher udtrykket "Jod-Basedow", og i 1931, amerikansk kirurg Howard Christian Naffziger udviklede en banebrydende behandling af exophthalmos (udstående øjne i hyperthyreose).

Jod-terapi blev brugt fra 1911 af Marine for Graves sygdom, og i præoperativ behandling af exophthalmic struma i 1924 af William A. Plummer og Walter M. Boothby. Radioaktivt jod blev anvendt i Graves sygdom uafhængigt i 1943 af Saul Hertz og Arthur Roberts, såvel som af Charles Philippe Leblond. Heller ikke medicinsk behandling af thyreoideasygdomme har haltet bagefter. I 1943 Edwin Bennet Astwood brugte thiourinstof og thiouracil i behandlingen af Graves sygdom. I 1949 blev syntesen af methimazol gennemført af Jones, Kornfeld, McLaughlin og Anderson, mens 1951 var året, da Lawson, Rimington og Searle har syntetiseret carbimazol. Kommerciel syntese af levothyroxin lykkedes i 1949.

Edward Kendall påbegyndte sit arbejde med at isolere den rene form af thyroxin i 1910 og i 1914 lykkedes ham at isolere thyroxin i en ren form.[38] I 1917 havde han isoleret en tilstrækkelig mængde af thyroxin til at kunne påbegynde kliniske forsøg. Han opfandt begrebet "thyroxin", som senere blev ændret til thyroxine. 10 år senere har Charles Harrington fremstillet syntetisk thyroxin ved kondensation af to molekyler af diiodtyrosin i 1927.[39] Denne forbindelse viste sig at have samme egenskaber som thyroxin. Dette førte til opdagelsen af den nøjagtige molekylær opbygning af thyroxin.

I 1909 blev Nobelprisen i medicin eller fysiologi tildelt den 68-årige schweiziske kirurg Emil Theodor Kocher, for hans arbejde i thyro-kirurgi. Han havde fornyet mange operationsteknikker, indførte brug af silkesuturer og indførte høje krav til hygiejne, samt i særdeleshed forfinede han skjoldbruskkirtel-kirurgi. Som den første observerede han fænomenet icachexia strumipriva (postoperativ hypothyreose) hos sine patienter. Indtil dato er han fortsat den eneste vinder af Nobelprisen for arbejde udført indenfor thyro-endokrinologi. I 1952, Jack Gross og Rosalind Pittrivers har påvist eksistensen af et mere potent thyroideahormon, mens de udføre undersøgelser på mus fodret med radioaktivt jod.[30] Dette nyopdagede hormon var helt forskellig fra thyroxin, bl.a. ved at have tre jodatomer i stedet for fire. Det blev opkaldt "liothyronin", senere ændret til "triiodothyronin" (T3/red.).

Konklusioner

Selvom forskere krediteret for opdagelser relateret til skjoldbruskkirtlen og dens sygdomme, hører for det meste til det 19. og 20. århundrede, bør vi ikke overse bidrag fra de tidligere tiders videnskabsmænd. Menneskehedens interesse i skjoldbruskkirtlen har altid været enorm på grund af den udbredte forekomst af thyreoideasygdomme. Derfor dateres de tidligste kilder så langt tilbage som flere årtusinder f.Kr. Kinesisk, egyptisk, indisk, græsk og byzantinsk medicinhistorie er særligt rig på viden om emnet.

Referencer

1. Langer P. Vol. 44. Geneva: WHO; 1960. History of goiter. In: Endemic Goiter; p. 9.
2. Leoutsakos V. A short history of the thyroid gland. Hormones. 2004;3:268–71. [PubMed]
3. Kalra S. Endocrinology in Ayurveda: Modern Science, Ancient history. Indian J Endocrinol Metab. 2011 [In press]
4. Hippocratis M. Lipsiae. Opera Omnia. Carolus Gottlob Kunh. 1825-1827;3:658.
5. Schneider BA. Effects of feeding thyroid substance. Q Rev Biol. 1939;14:289–310.
6. Toni R. Ancient views on the hypothalamic-pituitary-thyroid axis: An historical and epistemological perspective. Pituitary. 2000;3:83–95. [PubMed]
7. O’Malley CD. New York: Dover; 1925. Leonardo on the human body.
8. Szpunar WE, Stoffer SS. A history of endocrinology. JAMA. 1983;249:415.
9. Haeger K. London: Harold Starke; 1988. The illustrated history of surgery.
10. Dioscoridis P. Lipsiae De material medica. Curtius Sprengel. 1829;1:83–4.
11. Frugardo R. Post Mundi Fabricam. Rogerina. XII-XII sec.
12. Bifulco M, Cavallo P. Thyroidology in the medieval medical school of Salerno. Thyroid. 2007;17:39–40. [PubMed]
13. Sawin CT. Theories of causation of Grave's disease: A historical perspective. Endocrinol Metab Clin North Am. 1998;27:63–72. [PubMed]
14. Blumberg BS. Goiter in Gandhara. JAMA. 1964;189:1008–12. [PubMed]
15. Marketos S, Eftychiadis A, Koutras DA. Thyroid diseases in the Byzantine era. J R Soc Med. 1990;83:111–3. [PMC free article] [PubMed]
16. Amideni A, Zervos A. Liber XV. 1909;21:22–4.
17. Aegineta P. The seven books of Paulus Aegineta. Syndenham society. 1844;4
18. Haddad FS. Abulcasis. Abbottempo. 1968;3:22–5.
19. Józsa LG. Goiter depicted in Byzantine artworks. Hormones. 2010;9:343–6. [PubMed]
20. Nabipour I, Burger A, Moharreri MR, Azizi F. Avicenna, the first to describe thyroid-related orbitopathy. Thyroid. 2009;19:7–8. [PubMed]
21. Rolleston HD. Oxford University Press: 1936. The endocrine glands with an historical review; p. 142.
22. Rolleston HD. Oxford University Press: 1936. The Endocrine Organs in Health and Disease; p. 16.
23. Medvei VC. Lancaster: MTP Press; 1982. A History of Endocrinology; pp. 289–96.
24. Lason AH. New York: Froben Press; 1946. The Thyroid gland in Medical History; pp. 60–7.
25. Coindet JF. Découverte d’un nouveau remède contre le goître. Ann Chim Phys. 1820;15:49–59.
26. Boussingault JB. Recherches sur la cause qui produit le goître dans les Cordilieres de la Nouvelle-Grenade. Ann Chim Phys. 1833;48:41–69.
27. Flajani G. Collezione d'osservazione e riflessioni di chirurgia. Vol. 3. Roma: 1802. Sopra un tumor freddo nell anterior partedell collo detto bronchocele; p. 270.
28. Courtois P, Desormes C. Discovery of Iodine. Ann Biol Clin Paris. 1813;88:304–10.
29. Rilliet F. Constititutional iodism. Bull Acad Med. 1859;25:382.
30. King TW. Observations in the Thyroid gland. Guys Hosp Rep. 1836;1:429–46.
31. Hirsch A. London: New Sydenham Society; 1985. Handbook of historical and geographical pathology.
32. Baumann E. Ueber das normale Vorkommen von Jod in Tierkorper. Z Physiol Chem. 1895;21:319–30.
33. Brown Sequard CE. De quelques regies generales relatives a Pinhibition. Arch Physiol Norm Pathol. 1889;1:739–46.
34. Kendall EC. Isolation of the Iodine Compound Which Occurs in the Thyroid. J Biol Chem. 1919;39:125.
35. Harington CR, Barger G. Chemistry of Thyroxine. III. Constitiution and synthesis of thyroxine. Biochem J. 1927;21:169–83. [PMC free article] [PubMed]
36. Roitt IM, Doniach D, Campbell PN, Hudson RV. Autoantibodies in Hashimoto's disease (lymphadenoid goiter) Lancet. 1956;2:820–1. [PubMed]
37. Hashimoto H. Zur Kenntnis der lympho matosen Verendering der Schilddruese (Struma lymphomatosa) Arch Klin Chir. 1912;97:219–48.
38. Kendall EC. The isolation in crystalline form of the compound containing iodine which occurs in the thyroid: Its chemical structure and physiological activity. Trans Assoc Am Physicians. 1915;30:420–9.
39. Harington CR, Barger G. Chemistry of thyroxine. III. Constitution and synthesis of thyroxine. Biochem J. 1927;21:169. [PMC free article] [PubMed]

Mere at læse...

Slater SD (2010). The discovery of thyroid replacement therapy.
History of Thyroid Surgery
Thyroid History Timeline
Historical vignettes of the thyroid gland (login)
A short history of the thyroid gland
Vignette Thyroid Surgery: A Glimpse Into its History
Clinical problems in thyroid surgery
History of Thyroid Surgery
Hypothyroidism and Thyroid Substitution: Historical Aspects
Antithyroid Property of Some Herbal Plants

Takk Anisa - for et flott stykke arbeide (det må ha tatt litt tid..) kys1