Fornektelse/Erkjennelse?

Etter 10 år med lavt stoffskifte så har jeg omsider innsett at dette ikke er en liten bagatell og at uansett hvilken kombinasjon av medisiner man får fra lege og spesialister så er der en reell mulighet for at en aldri finner tilbake til den en engang var.

Jeg trodde jeg var "normal" i dag men så fant jeg ut at jeg tok feil, der er en grunn til at jeg ikke klarer å gå opp så mange trapper og en grunn til at 7 timer søvn er for lite. Der er en grunn til at jeg ikke klarer å trene så hardt som andre og en grunn til at jeg ikke klarer å springe midnight maraton i Tromsø som jeg ønsker.

Jeg kommer aldri til å bli verdensmester i noe som helst og det gjør meg heller ingenting. Men jeg skulle så gjerne blitt verdensmester i min egen lille verden og jeg klarer ikke engang det!

Likevel, hvordan kan jeg syte når en jeg kjenner døde av MS i går. Jeg vet ingenting lenger, jeg vet ikke hva jeg burde mestre, jeg vet ikke hva jeg skal være eller hvordan jeg skal fortsette for rett og slett å fortsette. Det vi sliter med er bagateller i den store sammenhengen.

Måtte vi alltid kun ha stoffskiftet vårt å bry oss om :wink:

Kære du hjerte1

Nu må du altså bestemme dig: Er lavt stofskifte et problem eller ikke? JO, vist er det et problem!!

Der findes for mig at se to måder, man kan "måle" ting og sager på: Den ene, hvor man sammenligner med noget, der er større / bedre/ værre etc., og den anden, hvor man subjektivt erkender, at noget er af en bestemt karakter.

Disse to måder er udbredte inden for samfundsvidenskaberne, hvor f.eks. sociologer laver såvel statistikker som kvalitative interviews, hvor hver enkelt menneske faktisk har lov at udtrykke sin egen oplevelse af virkeligheden. Og dette uden at ta hensyn til, at nogen i går døde af MS, eller at der er sult i visse områder af verden, eller at der er millioner, som dør af tuberkulose.

Disse fakta kan på ingen måde fjerne det enkelte menneskes oplevelse af livet - og f.eks. det faktum, at du og en masse andre pga. sygdom er frataget ganske mange muligheder i livet. Du er i live, ja, og din bekendte døde af MS, ja.

Ethvert menneske har lov at ha sin egen virkelighedsopfattelse. Man kan - næsten - altid finde noget, der er værre end noget andet. Men man kan ikke fornægte sit liv og slet ikke, hvis man vil leve det. Så er der jo nogle forskellige ting, man må ta højde for. Som f.eks. at man har brug for medicin, at man må sove mere end syv timer om natten, at man må ha tilskud af vitaminer etc.

Vil man f.eks. ha kræfter til at samle ind til små sultne børn i Afrika, så kan man jo ikke gøre det, hvis man selv kører på fælgen. Og så er det også svært at ha kræfter til at gøre noget for de efterladte til en afdød MS-patient.

Med andre ord: Du skal ikke ha dårlig samvittighed over at du "bare" har hypothyreose eller over, at du ikke er død. Du beskriver alle dine gener, og så må jeg spørge: Er det ikke lige meget, hvad de er kommet af?

Taknemmelighed over at være i live er én ting, men ligefrem at måtte leve med dårlig samvittighed over det, dét er altså noget helt andet og for mig at se ufrugtbart.

Men velkommen til hjerte1

vink11 Nielsigne

Heisann
Velkommen til forumet. Min beste veninne har MS, vi snakker mye sammen, men jeg går aldri i den fellen at jeg sammenligner hennes situasjon med min. Hun har sine plager, jeg har mine. Og ja, man finner alltid noen som har det verre enn en selv, men man finner alltid noen som har det bedre også. To svake grupper må aldri settes opp mot hverandre. Og ja, jeg stemmer i med deg: Takk og pris for de plagene man ikke har.
Føler med deg i sorgen.