Hypofysen er lille (0,6g) og består af: forlappen, stilken og baglappen. Hypofysestilken danner forbindelse mellem hypotalamus og baglappen. Baglapppens hormoner er "almindelige" hormoner, mens forlappens hormoner er overordnede.
Forlapshormoner: TSH Thyroidea Stimulerende Hormon, ACTH Binyrebark Stimulerende Hormon, FSH Follikel Stimulerende Hormon, LH Luteiniserende Hormon, LGH Mælke Stimulerende Hormon, GH Væksthormon GH er ikke et overordnet hormon, men virker direkte på cellerne. Det har indflydelse på cellens omsætning af fedt og kulhydrat og især proteinstofskiftet.
Baglapshormoner: Oxytocin og vasopressin (ADH). Disse hormoner dannes i nervecellerne i hypothalamus. Herfra siver ned langs axonerne til baglappen, hvor de deponeres, indtil frigørelsen til kapillærene finder sted. Der kun deponeres, men dannes ikke hormoner i selve baglappen.
De fleste hypofysehormoner kan erstattes indirekte ved at tilføre hormoner der hører til de (andre) hormonkirtler som hypofysen ellers "bestyrer" ved at udsende hormonudløsende "signalhormoner". Således behandles ofre for hypofyse-trauma med hydrocortison (kortisol) for binyrebarkinsufficiens, med thyroxin for hypothyreose og med estradiol for kvindelige hypogonadisme (som regel med et gestagen for at hæmme uønskede virkning på livmoderen). Mangel på væksthormonet behandles med væksthormon i syntetisk form, med daglig injektion. Hypofysens antidiuretisk hormon kan erstattes af desmopressin (DDAVP) som tabletter eller næsespray.
Generelt gælder det om at behandle med lavest mulige doser (fysiologiske) for genoprettelse af velbefindende og for genopretning af kroppens funktioner. Høje doser ville medføre bivirkninger eller komplikationer, men derfor er en vis margin nødvendig som f.eks. i behandling med hydrocortison - hvor patienter instrueres om at de skal øge deres dosis under fysisk belastende begivenheder, såsom personskade, hospitalsindlæggelse og behandling hos tandlæge osv., fordi under ekstraordinære belastninger vil den normale supplerende dosis være utilstrækkelig, med risiko for udvikling af akut cortisolmangel.
Langsigtet opfølgning af specialister i endokrinologi er obligatorisk for patienter med diagnosticeret hypofyseinsufficiens. Ud over at sikre den rigtige behandling ved regelmæssigt at måle hormonstatus for tilpasning af substitutionsbehandling med alle hypofyse-relaterede hormoner, bør patienten samtidigt holdes under konstant opsyn for at følge udviklingen af nye symptomer og behandle komplikationer til behandlingen.
Vanskelige komplikationer opstår gerne i relation til hormonmangler udspringende fra hypothalamus-hypofyse-gonade-aksen (gælder både mænd og kvinder), der oplever infertilitet. Infertilitet hos patienter med hypofyseinsufficiens behandles med subkutane (under huden) infusioner af FSH, og humant choriongonadotropin, som efterligner virkningen af LH, samt lejlighedsvis GnRH (Gonadotropin Releasing Hormon, der dannes af nerveceller i hypothalamus, hvorefter det transporteres i disse nervecellers axoner ned gennem hypofysestilken til hypofyseforlappen. Her afgives GnRH til hypofysens blodkarsystem. GnRH påvirker hypofyseforlappen til produktion af hormonerne FSH, LH og LGH).
Adskillige hormonmangler i forbindelse med hypofyseinsufficiens vil før eller senere føre til sekundære sygdomme. For eksempel er væksthormonmangel forbundet med fedme, forhøjet kolesterol og metabolisk syndrom, hvorimod estradiolmangel kan føre til knogleskørhed.
Her kan man læse, hvad lægestandenes egen "Wiki" skriver om hypofyseinsufficiens og om behandlingen.
Hypopituitarism after traumatic brain injury (European Journal of Endocrinology)
