Japansk sygdomsforståelse
Af kultursociolog Merete Lohmann
Samtlige 108 kapitler af denne artikel kan læses på Meretelohmann.dk, hvoraf de 25 kapitler (side 74-87) kan læses herunder.
***
Som besvarelse af dette område har jeg primært anvendt den japanske antropolog Emiko Ohnuki-Tierneyæs undersøgelse:
"Illness and Culture in Contemporary Japan". Hun rejste i sin tid til USA og uddannede sig til antropolog samt bosatte sig der. Derefter er hun vendt tilbage til det japanske ø-rige, hvor hun bl.a. har lavet feltarbejde om sygdom og helbredelse hos Sakhalin-Ainuerne i det nordlige Japan, hvilket jeg vender tilbage til i næste kapitel.
I 1979 og 1980 foretog hun feltarbejde i Japan, som er grundlaget for ovennævnte undersøgelse og dermed mit indblik i denne kulturs forståelse for sygdom.
Den medicinske indfaldsvinkel
Undersøgelsens generelle mål er at vise, at til trods for en i vestlig forstand industrialisation og vigtige fremskridt indenfor den moderne videnskab, herunder biomedicinen: den vestlige medicin, har japanerne været i stand til at opbygge og udbygge et officielt anerkendt pluralistisk medicinsk system.
Deres forestillinger og adfærd med hensyn til sundhed og sygdom er i høj grad kulturelt bestemt, også selvom disse er udtrykt indenfor det biomedicinske sprog. Ikke mindst har erfaringerne vist, at den vestligt orienterede sygdomsbekæmpelse har alvorlige begrænsninger, og anvendelsen af f.eks. det medicinske system
kanpo, der stammer fra Kina, har vist sig effektivt ved bl.a. kroniske lidelser. (På s.24 ovenfor beskrives den medicinske antropologis baggrund.)
Hovedvægten i Ohnuki's beskrivelse er lagt på japanernes daglige hygiejne: det profylaktiske, og mindre alvorlige lidelser. Dog kommer hun ind på, hvordan man forholder sig til alvorlige sygdomme f.eks. kræft.
Feltarbejde og metode
Da Ohnuki i 1979 begyndte sit feltarbejde, var det med bevidstheden om, at der ikke fandtes mikrostudier i nutidig japansk sundhedsomsorg foretaget urbant. Hun valgte byområder frem for landområder, fordi sidstnævnte er i tilbagegang og hastigt bliver opslugt af urbanisering, og der, som overalt i verden, ses en tendens til, at de unge tiltrækkes af bylivet.
Undersøgelsesområdet er i det vestlige Japan i byerne Kobe - Osaka - Kyoto(Hovedstaden indtil 1868. Nu Tokyo. I disse byer undersøgte hun primært tre medicinske systemer:
- kanpo
- det religiøse system
- biomedicinen.
En væsentlig tid gik med at besøge forskellige hospitaler for at indhente informationer, både statistisk materiale og gennem observation samt interviews. Hun besøgte også en klinik i Kobe, som havde specialiseret sig i kanpo-medicin, og hun besøgte templer og helligdomme. Ligeledes interviewede hun venner, familie og bekendte, samt mennesker hun mødte på offentlige steder.
Det viste sig ret hurtigt, at det var nemt at komme i snak med folk om deres tanker og adfærd med hensyn til sundhed og sygdom, ikke mindst fordi hun som regel var meget optaget af at notere annoncer om klinikker, hospitaler, apoteker, templer o.a., der
"cover almost every inch of public places, including the inside walls of public transportation."
Som et ekstra scoop, synes jeg, interviewede hun i Madison, Wisconsin, USA, en række forskere og studenter af japansk oprindelse, tilligemed deres familier om deres erfaringer med det amerikanske sundhedssystem. Derved klaredes hendes egne tanker om renhed samt andre sundhedsrelaterede tanker og adfærd om det japanske kultur mønster. Ohnukis' resultater er generaliseringer, og hun er opmærksom på, at undtagelserne fra disse er mange.
Den daglige hygiejne
Et af de mest fundamentale begreber i enhver kultur er, hvad der er rent, og hvad der er urent.
For japanerne associeres rumlig set det "udenfor" som snavset, udtrykt som bakterier, der skal undgås. Det "indenfor", altså ens bolig må gennem rengøring og daglige praktikker holdes fri for dette snavs. Symbolsk er "indenfor" altså det rene og "udenfor" det urene, og "udenfor" skal ikke forstås som naturen, der i sig selv betragtes som ren. Mange japanere vil i dag sige, at denne forestilling stammer fra Vestens bakterie-teori, men Ohnuki mener, at der er tale om kulturelle bakterier, altså noget dybereliggende.
Som noget af det første er det vigtigt at vaske sine hænder, ja, nogle gurgler endda hals, når de kommer indendørs, for at komme af med udefrakommende bakterier. Men allerførst tager man sine sko af og stiller dem i entreen, som er et vigtigt: nødvendigt rum i alle japanske hjem.
Den traditionelle fodbeklædning er sandaler, og mange sko er udformet som slippers, altså nemme at tage af og på. Til børn er idrætsfodtøj uden snørebånd, med et elastikstykke i stedet så skoen holdes fast. I tog og busser, der på grund af indretningen betragtes som indenfor, anses det for uciviliseret, hvis små børn står på sædet med sko på, hvilket påtales af medpassagerer eller konduktøren overfor den ledsagende voksne. På samme måde, mener Ohnuki, at mindre børn klogt udnytter de voksnes følsomhed overfor "snavs" ved ofte at sætte sig på jorden eller gulve udenfor for at få sin vilje.
Pr. definition er fødder urene og kræver ekstra vask, ligesom gulve kræver ekstra omhyggelig rengøring. At dette er en symbolsk handling, kan ses ved, at det samme ikke gælder for væggene, ja, jeg har endda hørt, at der sammenlignet med vores rengøringsnormer kan være ret beskidt i boligen som helhed. Mange vesterlændinges vane med at anbringe deres fødder på et bord, når de slapper af, vil af japanere føles ubehageligt. Det vil også være utænkeligt, at sko og senge kommer i kontakt med hinanden.
Som tidligere nævnt (s.81) konstaterede Brameld, at det travleste tidspunkt på dagen var ved solnedgang, når byens indbyggere vandrede til og fra den offentlige badeanstalt. Ohnuki siger (Ohnuki,1987 s.27), at symbolsk renser det japanske bad en person for natten, samt markerer tidspunktet dag til nat. Omvendt markerer morgenrengøringen, hvor tæpper bankes og rystes, og gulvet vaskes, nat til dag.
Inde i huset er toilettet det mest forurenede rum. Pr. definition er afføringsåbningerne det mest urene på kroppen, og selvom kroppens nedre dele bliver vasket hyppigt, bliver undertøj vasket separat. Ligeledes må håndklæder, der bliver brugt på toilettet, vaskes separat, for de er urene. Viskestykker derimod er rene og skal holdes rene og bliver derfor også vasket separat. Det skal naturligvis også nævnes, at i modsætning til hos de fleste vesterlændinge er toilet og bad adskilte hos japanerne.
Sundhed
For at bevare sin sundhed er det for de fleste japanere naturligt at forebygge humorale ubalancer. Disse kan skabes af klimatiske forhold bl.a. blæst og regn, så for at forebygge f.eks. forkølelser vil både kvinder og mænd, som har udendørs arbejde, være klædt varmt og godt på selv om sommeren. I det hele taget anses perioderne mellem årstiderne farlige for et menneskes sundhed. Bliver en person alligevel forkølet, må det daglige bad undværes, indtil husmoderen har bestemt, at vedkommende er rask igen.
I modsætning til de sædvanlige praksisser, hvoraf et par stykker er nævnt ovenfor, anvendes nogle teknikker for "at bygge kroppen op". Det kan f.eks. være at skrubbe huden med et koldt, vådt håndklæde. Der er altså tale om en åbenbar modsætning, at hvor man på den ene side omhyggeligt undgår de klimatiske og humorale elementer, bliver de samme elementer anvendt til forebyggende og helbredende formål. Mange japanere undlader at indtage kolde drikke og mad f.eks. is, og også om sommeren foretrækkes varme drikke. Under påvirkning fra Vesten ses det dog, at de unge i dag konsumerer stadig større mængder af kolde drikke.
Tidligere troede man, at ulykker, katastrofer og epidemier var noget som fremmede, forstået som de, der arbejder med døden, f.eks. slagtere, hvilket gør dem urene, bragte med sig. Udlændinge hørte til samme kategori. Det var derfor væsentligt at kunne kontrollere al udefrakommende kraft: urenhed, af frygt for en negativ magt. Ohnuki mener, at snavs "udefra" er en allestedsnærværende trussel for helbredet, og at denne opfattede negative kraft bliver gjort ansvarlig for forekomsten af sygdom, især alvorlig sygdom.
Almindelige sygdomme
Iflg. Ohnuki, betragter mange japanere sig selv som værende i nogen grad ikke helt raske. Denne opfattelse af ens sundhedstilstand karakteriserer alle aldre, køn og økonomisk baggrund. Japanerne kalder dette syndrom
'jibyo', hvilket oversættes til -
min helt egen sygdom. Der er tale om en lidelse, som en person er bærer af livet igennem. Ofte har man mere end en lidelse, som kan komme til udbrud samtidigt eller på forskellig tid. De anses for kroniske og uhelbredelige, som dog ikke skal forstås i biomedicinske definitioner.
En survey-undersøgelse fra 1979, foretaget blandt husmødre i samme område som Ohnuki har undersøgt, viste, at der bl.a. var tale om for lavt blodtryk, forstoppelse, hovedpine, menstruationskramper og hoftesmerter. Disse lidelser kan vise sig med regelmæssige intervaller, oftest mellem årstiderne, hvorfor især ældre og syge personer tager hensyn til deres sundhedstilstand i denne periode. Her anbefales det gennem kosten at tage hensyn til syre-base balancen, som jeg ikke vil komme ind på i denne opgave, men som er godt kendt, vil jeg mene, også på vore breddegrader.
Skønt visse sygdomme kan komme og gå, anses de for medfødte: er en del af den indre konstitution. De tilhører alle samme filosofi, at et menneske fødes med bestemte fysiske og temperamentsmæssige særpræg. Det siges, at halvdelen af de japanske kvinder lider af dispositioner for afkøling, som viser sig ved lavere legemstemperaturer, eller en følelse af kulde i bestemte legemsdele som regel i hofter, tænder, ben og fødder. Dette optræder hyppigst sidst i teenageårene og i overgangsalderen.
Forestillingen om kroppen og dens dele
For at kunne forstå japanernes sygdomsforståelse, mener Ohnuki, at det er nødvendigt at gøre opmærksom på deres begreb om kroppen og dens dele.
Som nævnt ovenfor opfattes kroppen som en øvre og en nedre del adskilt ved taljen, hvor den øvre del er vigtigst, fordi den betragtes som renere end den nederste del, som er snavset. Skal man gå forbi en sovende person, foretrækkes det at passere ved fødderne frem for ved hovedet. Mere ejendommeligt er det for en vesterlænding, synes jeg, at vasketøj sorteres efter, hvor på kroppen det har været brugt og bliver aldrig blandet sammen. Altså sorteres ikke efter farve, som vi nok ville gøre. Maven får ekstra opmærksomhed, og der gøres forskelligt for at beskytte den, hvilket går langt tilbage i historien. Samuraien var beskyttet af sin rustning. Fodfolket beskyttede deres underliv mod angreb med et stykke stof viklet rundt om underlivet.
Under Anden Verdenskrig syede kvinder hvide stykker bomuldsstof med masser af røde knuder lavet af røde bånd, hvilket var en del af statsprogrammet for at højne moralen. Man sagde, at de var skudsikre, og de blev antageligt sendt til soldaterne ved fronten.
I dag er det specielt børn og ældre, som beskytter deres underliv med dette klæde, samt mange gravide, der i løbet af den 4. måned vikler et 4 m langt, hvidt skærf rundt om underlivet. Oprindeligt betød denne skik en bekræftelse på graviditeten, og i et spørgeskema, som Ohnuki udfærdigede, fik hun bl.a. som svar, at 50% af de adspurgte brugte klædet for at beskytte underlivet mod forkølelse. En del svarede, at det var en skik, og nogle brugte det, fordi det føltes godt. Når sygdom skal beskrives, vil det være almindeligt at fortælle, hvilken legemsdel, der er ramt. F.eks. betyder det, at en person lider af tuberkulose, hvis vedkommende siger, at brystet er blevet angrebet.
Alvorlige sygdomme
Som det forhåbentlig er gjort klart, bekymrer japanerne sig i høj grad om sygdom og sundhed og er meget åbne omkring deres egne almindelige sygdomme(se dette). Med hensyn til alvorlige sygdomme forholder det sig lige omvendt. De frygter alvorlige sygdomme, og de drøftes ikke åbenlyst. Indtil nyere tid inkluderede dette sygdomme som tuberkulose, vanvid og spedalskhed. Disse sygdomme ansås for at være uhelbredelige, dødbringende og smitsomme. Desuden mente man, at tuberkulose og vanvid var arvelige.
Ved arrangerede ægteskaber, hvor mellemhandlere undersøger modpartens evne til at leve op til en families respektabilitet, var og er bl.a. familiens gode helbred en vigtig faktor, før der kan blive
tale om et pars forlovelse. Som tidligere nævnt foretrækker 40-50% af de japanske kvinder stadig de arrangerede ægteskaber. Ohnuki mener ligeledes, at der er en slående lighed mellem Susan Sontags beskrivelse af Vestens holdning til tuberkulose og kræft og den japanske indstilling til samme. I vore dage er tuberkulosen aftaget drastisk, og i slutningen af 70-erne er kræften i både Japan og Danmark den næsthyppigste dødsårsag. (ibid,s.62 + Cancerregisteret 1986,s.9)
Nu er det kræften, som er den mest frygtede sygdom i Japan, og som et hovedtræk vil en læge ikke fortælle patienten, at der er tale om kræft. Samme holdning har også familie og patienterne selv. Emnet er altså et tabu for kræftpatienterne, hvorfor Ohnuki ikke kunne tale om dette emne med dem. Forespurgt om lægen ville meddele, at der var tale om kræft, var svaret, at kun i tilfælde af at der var tale om livmoderkræft, ville nogle læger fortælle det til et familiemedlem, fordi chancen ved behandling med et godt resultat er meget høj. Så i modsætning til, at man i Vesten finder det rigtigst at fortælle diagnosen, god eller dårlig, direkte til patienten, er det i Japan en almindelig antagelse, at hvis patienten informeres om en livstruende sygdom, vil denne opgive håbet, og tilstanden hurtigt forværres.
Da jeg for nogle år siden interviewede den japanske sociolog Hirobumi Ito, ansat på Panuminstituttet, og spurgte ham om japanernes holdning til at få en alvorlig sygdom, var svaret, at det ikke rammer én selv. Det, synes jeg, bekræfter Ohnuki, når hun skriver, at kræftpatienter forventes at tro på, at deres svulst er godartet, eller at kirurgen vil fjerne hele kræften. Patienten er nemlig på en eller anden måde sikker på at være en undtagelse.
Det er en almindelig antagelse, at hvis patienter ved et uheld får en alvorlig diagnose, vil deres tilstand øjeblikkelig forværres, for de fleste mennesker er ikke stærke nok til at leve med tanken om truende død. Hvis et familiemedlem eller en ven bliver livstruende syg, vil holdningen mest være at lade vedkommende dø hjemme i fred, uden at kende sin tilstand for at undgå denne pine.
I Japan bliver en person defineret i forhold til andre, og derfor kan en diagnose udleveres til familien, som tager ansvaret for patienten. Lægens rolle, ideelt set, er at tage det fulde ansvar på vegne af enkeltpersoner, og det forventes, at han tager beslutninger for patienten, hvilket inkluderer patientens psykologiske trivsel. Dette gøres legalt uden formelt at rådføre sig med vedkommende. Generelt afviser japanerne alvorlige sygdomme, som er hinsides deres kontrol. Disse sygdomme elimineres fra deres univers, som kun tillader almindelige sygdomme. Et herskende træk blandt de japanske skoler er, at den japanske kultur opmuntrer til psykologisk afhængighed af andre, og ved en kulturel godkendt sygdom være i stand til at få dækket sit afhængighedsbehov.
Ringe interesse for psykoterapi
For japanerne har følelserne, som årsag til sygdom kun lille opmærksomhed, hvilket spores i en manglende interesse for psykoterapi. Sygdomme har fysisk-kemiske årsager, som har skabt ubalancer i kroppen, og gennem bl.a. en ordentlig diæt behandles disse symptomer, som kan være depressioner, irritationer, at svede overdrevent eller f.eks. åndenød. årsagerne søges altså næsten aldrig i patientens psykodynamik. De hyppigste årsagsforklaringer til almindelige sygdomme findes i
1) atmosfæriske faktorer som kulde eller blæst
2) forskellige fysiologiske faktorer som medfødte konstitutioner, nerver og blodtyper eller
3) pseudo-psykologiske agenter så som aborterede fostre.
Jeg vil her kort beskæftige mig med nerver og blodtype som årsagsagenter til sygdom.
Nerver som årsagsagent
Når japanerne snakker om, at nerverne er i uorden, menes der ikke, at vedkommende har en sindslidelse, som man som vesterlænding i første omgang vil henføre det til, altså noget psykologisk. For japanerne vil der som regel være tale om det fysiske nervesystem: uorden eller ubalance i det autonome nervesystem eller i det perifere nervesystem. Eller også nævnes det ofte, at der er ubalance i det sympatiske eller det parasympatiske nervesystem. Som en logisk konsekvens heraf kan den ordinerede behandling lyde på badning, massage, akupunktur eller medicin.
Blodtype som årsagsagent
Søgen efter sygdomsårsager i nerverne går langt tilbage i historien, mens en anden nyere somatisk forklaring for sundhedsuorden ligger i blodtypen, som har sin forhistorie i kanpo-medicinen, som jeg vender tilbage til. Kriterierne for hvilken type blod man har, er medfødte konstitutioner, personlighedstype, adfærdssærpræg og tilbøjeligheder overfor visse typer af sygdomme. Også her spiller syre-base balancen en stor rolle, og ifølge denne teori har kroppen det bedst, når den er let basisk. Tilføres kroppen for megen syre, som det ses i det nutidige konsum af f.eks. kød, anses det af både biomedicinske læger og i almindelighed at være årsag til sygdomme hos voksne som kræft, diabetes og kroniske åbne sår.
Fysiologisk behandling
Som en naturlig følge af fraværet af psykiske sygdomsårsager fokuserer de fleste oprindelige japanske terapier på accepten af selvet og de sociale omgivelser. Denne accept eller holdning, mener Ohnuki, giver den enkelte styrke til at magte livet og til at kunne bevæge sig fremad i stedet for at dvæle ved problemerne.
I mange vestlige samfund ses denne accept af virkeligheden uden kamp som en svaghed, og et tegn på en underdanig personlighed, men den skal mere ses, som en anvisning til ansvarlighed overfor resultatet af ens anstrengelser. De hyppigste behandlingsformer for de fleste sygdomme i Japan er derfor sengehvile, diæt og medicin.
Kanpo-medicin
Biomedicin og kanpo-medicin udgør Japans formelle medicinske systemer. De er begge institutionaliserede og deres udøvere professionelle. Kanpo-medicinen har sin oprindelse i kinesisk medicin og blev sammen med meget andet introduceret for japanerne i det 6. århundrede. Som næsten alt andet, der er indført udefra, har dette medicinske system undergået en japanisering, så i dag og for den sags skyld også tidligere, adskiller denne medicin sig væsentligt og selv i dens basale præmisser fra dens oprindelse.
To gange er det blevet forsøgt at eliminere kanpo. Første gang i 1875, efter genåbningen i 1868, hvor regeringen indførte en regel om, at for at kunne praktisere som kanpo-læge, skulle vedkommende først have bestået eksamen i syv områder indenfor biomedicinen. Efter Anden Verdenskrig blev både
moxibustion og akupunktur anset af besættelsesstyrkerne for at være barbariske og uhygiejniske praktikker i sygdomsbehandling. Mange af tilsvarende traditionelle terapier, f.eks. massage, blev ligeledes mistænkeliggjort og forbudt. Men det lykkedes ikke helt at undertrykke dette system, og i dag er kanpo-medicinen anerkendt af både regeringen og de biomedicinske organisationer.(ibid,s.91) Dette system har nok sin største styrke i at være i overensstemmelse med de fleste folkelige synspunkter. De fleste japanere ligestiller kanpo med folkemedicinens plante og dyremedicin, og kanpo opfattes mest som en integreret del af deres egen opretholdelsespraksis for at opnå sundhed.
Diagnose
I kanpo-medicinen inkluderes en række symptomer for at indkredse en patients sygdomsbillede. Patientens bevidsthedsmæssigt opfattede symptomer vægtes i denne forbindelse på lige fod med de af lægen påviste symptomer. I den ortodokse diagnosticeringsproces anvender lægen 4 diagnosetyper for at finde kroppens ubalance og stoler stærkt på sine syns-, lugte-, høre- og følesanser. Målet er at bestemme akkurate symptomer på diagnosetidspunktet plus patientens iboende psykisk/fysiske karakteristika og miljøfaktorer, hvilket tilsammen udgør patientens unikke symptomstilling.
- observationsdiagnose: er en tæt undersøgelse af patientens udseende, dvs. ansigtsfarve, teint, øjne, næse, ører og andre ydre legemsoverflader så vel som patientens ekskreter. Særlig vægt lægges på observationer af tungen.
- lyttediagnose: her undersøges stemme, åndedræt, og hvordan det lyder, når patienten hoster. Her vil man også være opmærksom på ekskreternes lugt og kropslugten i almindelighed.
- spørgediagnose: lægen stiller patienten adskillige spørgsmål og er som sagt interesseret i patientens egne oplevelser af symptomer. Der lægges også vægt på mængden af sved, tørstfornemmelse, forkærlighed for bestemte spisevaner, dvs. om der foretrækkes søde eller salte ting, om det indtages varmt eller koldt. Sovevaner og medfødte konstitutioner inkluderes også.
- berøringsdiagnose: består i, at pulsen tages, og at mave og andre af kroppens dele berøres for at bestemme deres tilstand.
Som nævnt har japanerne et anderledes forhold til at fortælle en patient om dennes tilstand, hvis der er tale om alvorlig sygdom, end det er praksis i Vesten. De fleste patienter, som opsøgte den kanpo-læge, som deltog i Ohnukis undersøgelse, led af kroniske sygdomme. De havde allerede da adskillige gange konsulteret biomedicinske klinikker og hospitaler uden resultat. Med hensyn til at give en bestemt diagnose, svarede kanpo-lægen, at mange mennesker først begynder at føle sig syge, når de får at vide, at de har en specifik sygdom. Der er i stedet tale om mangfoldige sygdomsårsager.
Behandling
Ud fra denne totale bestemmelse af patientens tilstand afgør kanpolægen behandlingen. Denne består af plante- og dyremedicin, akupunktur og
moxibustion ("varm" akupunktur). Der findes ikke nogen speciel medicin for bestemte sygdomme. Hvis patienten bestemmes til at have en stærk konstitution gives f.eks. en urtemedicin, der er helbredende for denne tilstand, men vil være skadelig for en patient med en svag konstitution.
Køn, alder og om vedkommende lever i et tørt eller fugtigt område er afgørende. Det er kun i de tilfælde, hvor en specifik sygdom er identificeret som i biomedicinen af objektive resultater f.eks. ved blodprøver, at medicin som antibiotika anvendes som en logisk konsekvens af årsagsbegreberne.
På samme måde har kirurgi ikke fodfæste i kanposystemet. I kirurgi bliver væv, som er sygdomsplaget, fjernet. Princippet om operation er logisk uforenelig med et medicinsk system, hvor sygdom ses som en kropslig ubalance. Et fibrom f.eks. vil således ikke betragtes som en sygdom i sig selv, men mere som et udtryk for en ubalance i blodcirkulationen. Så i stedet for at fjerne væksten ved operation, vil en anpo-læge
ordinere urtemedicin for at stimulere blodcirkulationen. Kirurgien anses faktisk for at forværre kroppens ubalance gennem den radikale forandring, der sker i det kropslige system.
Hovedparten af kanpo-medicinen består af tørrede urter, og lægen vil som regel ordinere en mikstur, der indeholder et stort antal forskellige urter, som skal behandle patientens symptomer. Der findes mange standardiserede miksturer til forskellige symptomer. Urtemedicinen er grundlæggende forskellig fra biomedicinens syntetiske medicin.
- Kanpo-medicin har mange formål, mens biomedicinen som regel behandler et enkelt symptom f.eks. en magnyl mod hovedpine.
- For det meste giver kanpo-urterne ikke de hurtige resultater; ofte må der ventes fra 6 mdr. til 1 år før kroppen er rask: at symptomerne forsvinder.
- Da den meste syntetiske medicin i biomedicinen giver bivirkninger, og nogle gange ret voldsomme, vil mange foretrække urtemedicin, som kroppen lettere kan fordøje.
Dyremedicin, der laves af mange forskellige dyr som østersskaller, igler, næsehornshorn, bliver kun sjældent anvendt.
Moxibustioner små kegler lavet af tørrede gråbynkeblade, som bliver brændt på de af specialisten udpegede dele af kroppen. Denne behandling menes via varmen at øge blodstimulationen. Især moxibustion-behandlingen praktiseres i hjemmet, og Ohnuki ser dette som en del af en non-verbal kommunikation, hvor der familiemedlemmerne imellem drages en omsorg, der udtrykker bekymring, hengivenhed og kærlighed.
Dette får mig til at komme i tanke om en artikel om japanerne, jeg læste i et ugeblad, hvor en af overskrifterne lød: "Et folkeslag der ikke rører ved hinanden". Jeg ser her en modsætning, som jeg tolker på den måde, at ved tilsyneladende at undgå at røre ved hinanden overholdes reglerne om det urene udenfor, altså de andres "bakterier", og det rene indenfor.
Akupunktur er nåle fra 1mm til nåle, der er så lange, at de kan stikkes igennem kroppen. I Japan bruger man nålene, som de er, mens man i Kina sætter strøm til nålene. Akupunktur anvendes overfor
mange symptomer, bl.a. allergi, men er ligesom moxibustion mest effektiv overfor smerte og lammelser.
For begge behandlingsformer er det yderst vigtigt, hvor de små kegler og nålene placeres. Virkningen er ofte øjeblikkelig, og har samtidig den effekt, at patienten bliver afslappet, og mange falder i søvn, når behandlingen sættes i gang. I modsætning til biomedicinen, som især har vist sin styrke overfor akutte sygdomme, har kanpo vist sig effektiv overfor kroniske og degenerative sygdomme bl.a. diabetes. Også små børn, som lider af f.eks. kolik, har kunnet hjælpes af kanpo-medicinen. Også som forebyggende medicin har kanpo en afgørende betydning og menes, at gennem behandling af mindre alvorlige sygdomme, i mange tilfælde kan undgå de alvorlige sygdomme, hvilket naturligvis er svært at bevise, da negativt bevis er det eneste bevis.
Det religiiøses medicinske rolle
Som i mange ikke-vestlige samfund spiller de store religiøse institutioner i Japan i dag en væsentlig rolle for vedligeholdelsen af sundhed og mod sygdom. Mange japanere kører således en gang om året deres bil til et tempel eller en helligdom for at få den renset. Symbolsk fjernes det ophobede snavs fra det forrige år og garanterer rituel renhed for det kommende år.
En grund til at akupunktur og moxibustion ofte ligestilles med folkemedicinen er, at disse udføres af andre end kanpo-lægerne. Nonner og præster f.eks. anvender moxibustion som sygdomsbekæmpelse. Ved hospitalsindlæggelse har de fleste patienter amuletter hængende på sengen. Men mange efterlader dog disse på hospitalet, da de åbenbart mistede interessen for dem, når behandlingen var lykkedes. Visse helligdomme er kendt blandt folk for sin helbredende virkning af sygdomme, og busture arrangeres ofte til ældre, hvoraf mange er presset ud af det japanske samfund.
I forbindelse med at få foretaget abort, som er legalt i Japan, men betales privat, kan man købe votiv mindeplader for at bede om tilgivelse, eller for at bede for den ufødtes fredfyldte søvn. Man kan også bede direkte til en bestemt guddom, som beskytter mod en specifik sygdom evt. ved at udføre et ritual.
Det biomedicinske system
Dette system, som er synonymt med den moderne medicin og lægevidenskaben, blev i modsætning til kanpo-medicinen først etableret med den hollandske biomedicin sidst i det 18.årh., og i starten af Meiji-perioden (1868-1912) antog den japanske regering den tyske medicin, hvis indflydelse stadig er synlig i den nuværende biomedicinske praksis. (For yderligere viden se afsnittet om den moderne medicins sygdomsopfattelse.) I dette afsnit vil jeg ikke beskæftige mig med biomedicinen selv, men mere kigge på de sociokulturelle aspekter, som ligger i denne praksis i Japan.
I 1754 gav regeringen for første gang en læge lov til at dissekere et lig. Døden og den døde krop er kilde til forurening: tilhører altså det urene. Derfor kunne lægen selv ikke foretage dissekeringen, men måtte have en person med en lavere status, hvis erhverv var at omgås døde kroppe f.eks. bødler, til at udføre arbejdet efter ordre, mens lægen observerede og tog noter.
Mange praktiserende læger har konsultation i deres hjem assisteret af deres koner. Kendetegnende for de fleste behandlingssteder er, at der ikke bruges et aftalesystem, hvorfor det ikke er ualmindeligt at se patienter eller pårørende overnatte udenfor på konsultationens parkeringsplads. Er man kommet indenfor åbningstiden, får man et nummer udleveret og venter simpelthen på sin tur.
Undtaget fra denne norm er tandlæger og specialister i akupunktur og moxibustion, da disse behandlinger normalt er mere tidskrævende. Behandlerne vil ikke ændre denne kutyme for som nogle mener, at de
risikerer at miste deres klienter, som har vænnet sig til, at sådan er det. Andre siger, at det er umuligt at ændre, når så mange patienter opsøger dem hver dag.
Som en del af de mellemmenneskelige relationer er det en fordel at blive introduceret til en læge. Det sker via et navnekort, som kan være et, som en tidligere besøgt læge udsteder. Dette medfører en personlig involvering fra lægens side overfor patienten. Har patienten, dennes ægtefælle, familie eller venner en høj status i samfundet, kan dette navnekort give direkte adgang til lægen, som derved udviser en større opmærksomhed. Lægen får det fulde ansvar for patientens velvære. Dette er især gældende ved hospitalsindlæggelse.
I Japan vedrører sygdom hele familien, og med det menes der en mere omfattende deltagelse omkring den syge end det ses hos os. F.eks. er det ikke ualmindeligt at se indtil flere familiemedlemmer tilstede ved en konsultation, hvor alle kan give sit besyv med, og ved indlæggelse deltager familie og venner i plejen og pasningen af den syge, hvilket hos os er det ansatte personales område.
Mange i Vesten mener, at japanerne er arbejdsnarkomaner: at deres arbejdsdag ofte er længere, end vi ville tolerere. Det er også rigtigt, men til gengæld er den gennemsnitlige hospitalsindlæggelse langt den længste i verden. Hvor den i 1977 i Danmark var 12,8 dage, var japanerne i gennemsnit indlagt i 42,9 dage.
Dette skulle ifølge Ohnuki bl.a. have sin årsag i den måde en ansats rolle er defineret i japanske virksomheder. Her findes der en udstrakt job-rotation: at flere kan bestride det samme arbejde, så det for en tid er muligt at undvære en medarbejder, som vurderes højere end det ofte er tilfældet i Vesten.
Kvinder med familie er mere uundværlige. De er indlagt i kortere tid end andre, men dog længere end i andre samfund. Generelt vælger kvinder at blive indlagt på hospitaler med et udvidet personale og formindsker derved afhængigheden af familiemedlemmer. Både kvindelige og mandlige patienter giver underforstået og til tider klart udtryk for, at hospitalsindlæggelse er en slags ferie, som anerkendes af familie og læger, som en slags belønning for hårdt arbejde.
Mange japanere vil gøre brug af månekalenderen til at vælge en god dag både ved indlæggelse og ved udskrivning. Samtidig bliver det ofte anbefalet at ankomme i god tid før f.eks. en operation for at vænne sig til det at være indlagt. Fred og ro samt sengehvile er en vigtig del af den fysiologiske behandling i Japan for så godt som al sygdom.
Patientrollen
I den vestlige ideologi er den personlige suverænitet ukrænkelig, men så snart et individ træder over tærsklen til f.eks. de syges rige, sker der ofte et brud på denne suverænitet. Symbolsk ses det ved, at man ved hospitalsindlæggelse skifter tøj fra ens eget tøj til hospitalets ensartede klæder som oftest ikke er særlig klædelige. Samtidig skifter man identitet, som sociokulturelt bliver truet ved især kronisk sygdom. I modsætning hertil ses den individuelle identitet styrket i Japan i patientrollen, som indtræder når en person er under omsorg på et hospital eller hos en læge.
Ved indlæggelse på hospital bruger man sit eget nattøj, og som gave er nattøj en af de mest velkomne gaver til en patient. Vask af patientens klæder foretages af familien, som herved sørger for, at patienten holdes ren, idet den syge krop symbolsk forurener mere. Det er også vigtigt, at dette tøj er attraktivt og præsentabelt, når patienten modtager besøgende.
I Japan anses denne skik for at kvikke patienterne op, og hvis der er tale om alvorligt syge, vil de kunne få lov til at bruge deres eget undertøj, netop fordi de er så syge, og det endda at de fleste japanere bruger undertøj, der ligner det vestlige, som er upraktisk især ved sengeliggende patienter i forhold til det traditionelle, der er et klæde viklet rundt om underlivet, og som er meget lettere at håndtere.
Familien er som nævnt en meget vigtig del i omsorgen for patienten, også den psykologiske. Hvis ellers forholdene tillader det kan et familiemedlem blive hos patienten selv om natten. Eller man kan ansætte en person, som er døgnvagt hos patienten. Denne eller et familiemedlem sørger for alle patientens behov inklusive de kropslige funktioner. Når lægen skal indkredse patientens lidelse, bliver familien taget med på råd, da den har det bedste kendskab til den syges ændrede tilstand og derfor foretager nøjere observation end hospitalspersonale.
Traditionelt bragte de besøgende til en patient også dennes mad, men dette er ikke længere kutyme. Dog er det tilladt at bringe den syge dennes yndlingsretter, og mad som anses for nærende for den syge, så den dag i dag kan opleves patienter, der aldrig når at smage hospitalskøkkenets mad.
Besøgende
Som endnu et særkende ved den japanske kultur i forhold til vores vaner, er deres "regler" vedrørende at besøge en patient. Foruden den nærmeste familie forventes det at mere fjerne slægtninge, venner og arbejdskolleger besøger den syge. Undladelse fortolkes som uvilje til at ville omgås den syge eller endnu værre, at der næres negative følelser overfor vedkommende.
Dette vægtes meget højt i Japan (ibid,s.200), og besøgende er medvirkende til at opretholde patientens sociale identitet. Ohnuki sammenligner den sociale gruppes deltagelse ved hospitalsindlæggelse med den shamanistiske helbredelse i såkaldt primitive samfund.
Gaver
Enhver gaves funktion er social, og hospitalsbesøg vil ligesom hos os næsten altid udløse en gave. De bedst egnede til dette formål i Japan er iflg. Ohnuki, mad, personlige hygiejneartikler, blomster og penge.
I dag er frisk frugt det foretrukne at have med, men som lige vist ses også tilberedt mad fra de, der kender patienten godt. Til den personlige hygiejne hører som nævnt nattøj til de mest populære gaver, men også de traditionelle kimonoer, sæbe og duftevand er populære. Blomster minder om vækst og naturens kraft og er derfor en god gave at give. Men blomster er samtidig omgivet af en del tabuer, som er vigtige at have for øje. Den vigtigste er at undgå at give potteplanter. Deres rødder symboliserer, at patienten er rodfæstet i hospitalet og aldrig vil blive udskrevet. Afskårne blomster skal også gives med omtanke. Således må f.eks. kamelieblomsten også undgås, fordi når den visner falder "hovedet" af, så den symboliserer døden. De mest populære blomster som gave er roser og nelliker, der oprindeligt blev importeret.
Penge som gave gives mest af fjerne slægtninge og venner som ikke normalt føler sig forpligtet til et besøg. Det er dog omgærdet med en risiko for at blive fortolket som mangel på tænksomhed. Alle gaver er et udtryk for, at den syge må komme sig hurtigt, men denne gestus forpligter modtageren til at sørge for "gen-gaver", når vedkommende er helt rask, for at sygdom ikke overføres til den raske besøgende.
Disse gaver gives til alle besøgende, og der tages hensyn til de gaver, som blev givet på hospitalet plus giverens status overfor modtageren, på den måde at en gave modtaget af en underordnet fra arbejdspladsen ikke kræver en mod-gave. Derimod ses det ofte, at lægen, der er ansvarlig for patienten, modtager en gave, som tak for god behandling.
De ældre
Hungersnøden, som brød ud i 1732, startede en nød på landet de følgende 150 år med en masse bondeoprør, som med hård hånd blev slået ned af samuraierne. Overalt på landet blev en del nyfødte slået ihjel, og i mange egne blev gamle uarbejdsdygtige forældre båret ud og efterladt i bjergende.
Men indtil 1945 påbød loven, at den ældste søn arvede størstedelen af familiens ejendom mod at påtage sig ansvaret for at tage sig af sine forældre. Reelt betød det, at det var svigerdatteren, der plejede og passede mandens forældre, når disse havde brug for det. Det var denne skik den danske professor og tidligere socialminister Bent Rold Andersen undrede sig over, da han i efteråret 1989 tog til Japan for at holde foredrag om dansk ældrepolitik gennem de sidste 30 år. Han oplevede, at en svigerdatter - ikke den gamles egen datter - igennem flere år havde passet sin svigermor, der var sengeliggende, under forhold, der efter dansk sædvane ville være uudholdelige: for snæver plads i flere etager i forhold til boligens beboere og antallet af møbler. Og tilmed utroligt upraktisk for omsorgsarbejdet.
Nogle af disse slægtskabstraditioner bliver stadig anvendt, men er betydeligt aftaget. Der lægges i dag større vægt på kernefamilien, altså den ægteskabelige binding. Efter 1945 blev den hidtidige lov om arv ændret til lige arveret mellem børn, så der nu ikke er nogen kulturel regel for, hvem der skal tage sig af forældre, når de bliver gamle, hvilket er blevet et uventet problem for mange ældre i Japan.
Mange ældre føler sig ensomme og ubehageligt tilpas, selv når de bor sammen med deres børn. Derfor samler nogle ældre sig i venteværelserne hos de praktiserende læger, der er imødekommende overfor
denne adfærd, ikke mindst fordi det offentlige dækker udgifterne. Nogle ældre foretrækker hospitalsindlæggelse, selvom de ikke fejler noget alvorligt og er uvillige til at blive udskrevet, efter at de er meldt raske. Denne nød mødte Rold Andersen også, da han på fortovene så hjemløse sovende mennesker, der ved nærmere eftersyn viste sig at være ældre borgere.
Når man så tænker på, at levealderen er meget høj i Japan, faktisk den højeste i verden i 1977, så virker problemerne skræmmende. Især når det er kvinderne, der har ansvaret for de syge; mændende er overhovedet ikke involveret, og ofte må en kvinde ikke kun tage sig af sin mands omsorgskrævende forældre, men også af sine egne aldrende forældre. Under Rold Andersens besøg i Japan var der stor interesse for at høre om plejehjem, som naturligvis også findes i Japan, men hvor beboerne i forhold til danske plejehjemsbeboere behøvede meget mindre pleje.
Afrunding
Denne, synes jeg, triste udvikling for de gamle er en tendens, som desværre også er alt for velkendt i vores del af verden, hvor en del gamle og svage, der er afhængige af andres omsorg, lever en i mine øjne uværdig tilværelse. Samtidig føler jeg mig dårlig tilpas, når Ohnuki skriver, at for at være et fuldt accepteret medlem af det amerikanske samfund, hvilket også må gælde det danske, mener jeg, må man være uafhængig, og det skulle være grunden til, at handicappede og ældre hjælpes af organisationer og samfundet med hjælpemidler.
Det bevirker jo så også, at der stilles endog meget store krav til de, der "ligger ned". Både at man skal lære at leve med sin tilstand, som de fleste læger siger, men også at man ofte skal have en vis teknisk snilde for at kunne håndtere en del hjælpemidler, ellers er man ugyldig, hvilket ordet invalid bl.a. oversættes med fra engelsk.
Konklusion
Kulturforståelse er et nøgleord, når man sætter sig for at undersøge sygdomsbegreber i forskellige kulturer. Især antropologer har beskæftiget sig med dette emne ude i den store verden, og med sig som bagage har de medbragt diverse antropologiske teorier og været med til at udvikle nye teorier, i en evig stræben efter ”sandheden”. I dette århundrede siger teorier ikke længere sandheden om virkeligheden, men de er nyttige fiktioner, som giver vished. Hvert tiår de seneste 40 år har nye retninger dannet skole indenfor videnskaben, som bruges til at udvide bl.a. den erkendelsesmæssige forskning. Skønlitteratur, film o.lign. er andre nyttige udtryksmidler for en udvidet kulturforståelse.
Medicinsk antropologi er et paradigme, som hører til antropologien, og som de seneste årtier har været i gevaldig udvikling. Især mødet mellem ulandenes befolkninger og de udsendte vesterlandsk uddannede læger har skærpet interessen for andre sygdomsbegreber og sygdomsbekæmpelse, fordi dette møde har givet akutte og alvorlige problemer. Disse studier har medvirket til, at den biologisk befæstede lægevidenskab er ved at få øjnene op for sin egen sygdomsopfattelses begrænsninger. I den medicinske antropologi fokuseres på det enkelte individs oplevelse af sygdom og den kollektive erfaring af samme, i modsætning til den vestligt orienterede lægevidenskab, hvor den konkrete lidelse vægtes højest.
Som en hjælp til mere præcist at kunne definere andre sygdomsbegreber udvikledes begreberne disease (sygdom) og illness (lidelse), hvor disease betegner den kliniske enhed, og illness er betegnelsen for den individuelt oplevede og kollektivt meningsbærende sygdomsenhed. Sygdom er sociokulturelt bestemt, og sondringen mellem fysiske, psykiske og socialt betingede sygdomme anvendes sjældent i såkaldte primitive samfund.
En meget udbredt opfattelse af sygdomsårsag er manglende balance mellem kolde og varme elementer i mennesket. Hele universet er inddelt i den ene eller den anden af de to kategorier, og for at opretholde den nødvendige balance er kosten en vigtig del af hverdagslivet. Går det alligevel galt, anvendes mange steder plantemedicin som sygdomsbehandling. I nogle ulande ser man sygdom på samme måde som andre uheld, f.eks. dødsfald i utide. I tilfælde af almindelige sygdomme gives ligeledes urtemedicin, men i alvorlige tilfælde opereres med både ånder og hekseri som årsager. Her må ofte tages andre mere omfattende behandlings-metoder i brug, såsom et orakel, der i kraft af sin ind sigt i universets kræfter måske kan finde årsagen og udrede en f.eks. social ubalance.
Går vi tilbage til Hippokrates tid ca. år 400 f.v.t., er sygdom en ubalance i legemsvæskerne, og den dag i dag håndteres der stadig med heksebegrebet i det vestlige Frankrig, hvis en person eller en familie er udsat for serielle uheld. Ligesom der nogle steder opsøges et orakel, kan man her på opfordring søge en afhekser, der som specialist søger at løse miseren. I Norden kender vi også til folkelige behandlere, som altid har eksisteret, selvom der i 1794 i Danmark indførtes en kvaksalverlov. Det har selvfølgelig mistænkeliggjort denne behandlingsform, men at der stadig er behov for den såkaldte alternative behandling, viser det store udbud, som findes i dag. Jeg finder altså, at der er en række andre kausalitets- og rationalitetsbegreber end de, den moderne vestlige medicin står for.
Jeg forsøger på ingen måde at gøre nogle samfund og kulturer ens, men et fælles træk ved det ovennævnte er, at den syge eller uheldsramte ikke mister sin sociale og kulturelle identitet. Socialt, fordi slægtninge og naboer, i hvert fald i begyndelsen, betragter vedkommende som fuldgyldigt medlem i gruppen, og kulturelt, fordi tilstanden forstås kollektivt ud fra den viden, som er indeholdt i den aktuelle kultur. Over for dette er konsekvensen af den moderne medicins sygdomsbegreb og sygdoms-behandling. Her ses sygdom som en unormal tilstand i det enkelte menneskes organer, som så behandles med syntetiske farmakologiske midler.
Som metode anvender den moderne medicin den kontrollerede kliniske undersøgelse, hvor operationaliseringen af et problem måles, vejes og tælles, altså betragtes objektivt. Som regel foregår undersøgelsen og diagnosticeringen i et lukket rum med kun lægen og den undersøgte til stede: sygdom og dens årsager isoleres i det enkelte individ. I vores kultur betragtes sygdom, som noget unormalt og unaturligt, der skal bekæmpes, og når diagnosen er fastlagt og fortælles til patienten som regel uden hensyntagen til dennes konstitution, forventes det, at vedkommende under sygdom ikke er meningsberettiget og mister sin indflydelse på beslutningsprocesserne. Dette er især belastende ved uhelbredelig, kronisk sygdom, hvor risikoen for ikke at være fuldgyldigt medlem af samfundet er reel. Dette står i skarp kontrast til vores idé om individets suverænitet.
Udgangspunktet for denne opgave er min undren over, at hjælpemidler i det japanske samfund ikke er nær så meget anvendt som i Danmark. Japan er et højt industrialiseret samfund og hører til et af de rigeste lande i verden, så jeg blev nysgerrig efter at kigge nærmere på denne kulturs sygdomsforståelse og sygdomsbehandling, i det hele taget hvordan de behandler de svage i samfundet. Jeg opdagede ret hurtigt, at der var tale om en kultur, som på utrolig mange punkter adskilte sig fra den vestlige kultur, så jeg følte, at det var nødvendigt ”at starte helt fra bunden”.
Efter at have gennemgået Japans historie, som viste sig at indbefatte kristendommens historie dér, forstod jeg bedre, at landet lukkede sine døre og stort set levede isoleret fra resten af verden fra 1638 – 1868, hvor Vesten tvang japanerne til at åbne deres handelsgrænser. Dette folk, der pr. tradition har adopteret og japaniseret en mængde, lige fra kultur, religion og moral til moderne teknologi, har samtidig gennem historien bevaret deres oprindelige ståsted. Således er den oprindelige religion shintoismen, hvis annaler kan føres tilbage til f.v.t., stadig en integreret del af det religiøse liv. Et andet eksempel er, at deres kejserdømme kan føres lige så langt tilbage frem til vore med den samme slægt som overhoved.
I modsætning til vores ideer er det at være bøjelig og dukke sig for fremstormende fare en gammel japansk folkevisdom – bambusvisdommen -. Så i stedet for at bekrige amerikanerne efter II. Verdenskrig, havde man den holdning, at en nation, der kunne sejre over dem, kunne de lære noget af.
Ruth Benedicts bog: ”Blommen och svärdet” (
"The Chrysanthemum and the Sword"/red.) fra 1946 har gjort det muligt for mig for alvor at kunne sætte mig ind i den japanske livsstil.
Familien er for japanerne grundstammen, og her læres nøje reglerne om respekt og loyalitet i et hierarkisk system, hvis tanke stammer fra den kinesiske filosof Konfucius. Med til dette hører cirklen af forpligtelser eller den taknemmelighedsgæld, et menneske pådrager sig overfor andre mennesker. Ens forpligtelser skal tilbagebetales efter nøje tilrettelagte regler, som man gør bedst i at overholde for at bevare sit gode rygte. Som modvægt til dette, der til tider har måttet virke som et åg, findes der de menneskelige følelser, som til gengæld øjensynligt overgår meget af det, vi i vestlig forstand forstår ved nydelse.
Den japanske sygdomsforståelse har jeg fortrinsvis hentet fra den japanske antropolog Emiko Ohnuki-Tierneys analyse
"Illness and Culture in Contemporary Japan" fra 1987, og jeg har her kunnet nikke genkendende til mange af Ruth Benedicts beskrivelser.
De fleste japanere går meget op i at forebygge sygdom ved f.eks. at være meget opmærksomme på klimatiske forhold, som især i perioderne mellem årstiderne truer menneskets sundhed. Bliver man alligevel forkølet, må det for japanerne nødvendige daglige bad undværes, til husmoderen har erklæret én rask igen.
Der skelnes mellem almindelige og alvorlige sygdomme. Mange japanere betragter sig selv som værende i nogen grad ikke helt raske. Det kaldes ’jibyo’, som oversættes til –
min helt egen sygdom -, der karakteriserer en lidelse eller flere, en person er bærer af livet igennem. De anses for at være uhelbredelige og kroniske, og som kommer til udbrud med regelmæssige intervaller. Alvorlige sygdomme, f.eks. kræft, frygtes og i modsætning til de almindelige sygdomme, der drøftes åbent, tales (ikke om) de alvorlige sygdomme. Ved arrangerede ægteskaber undersøger mellemhandlere bl.a. om modpartens familie er ved godt helbred.
Der er blandt japanerne ringe interesse for psykoterapi, idet sygdomme anses for at have fysisk-kemiske årsager. Årsagerne søges altså næsten aldrig i patientens psykodynamik. Det japanske samfund har flere anerkendte medicinske systemer, hvoraf det biomedicinske system og kanpo-medicinen begge er institutionaliserede og deres udøvere professionelle. Det biomedicinske system er det samme som vores, mens kanpo-medicinen stammer fra Kina. Hvor biomedicinen største styrke ligger i at behandle akutte sygdomme, har kanpo-medicinen vist sig effektiv ved kroniske sygdomme, f.eks. diabetes.
Ved hospitalsindlæggelse ses en markant forskel på det at være patient i de fleste steder i verden og Japan. I Japan, hvor arbejdstempoet af vesterlændinge anses for hektisk, betragtes og anerkendes sygdom af mange som værende en belønning og en slags ferie fra det travle arbejde. Men som i de fleste kulturer mister de syge i Japan heller ikke deres sociale og kulturelle identitet, og som noget meget vigtigt tages patientens egne oplevelser alvorligt ved lægens indkredsning af patientens lidelse, og medmindre der er tale om en banal sygdom, vil man undgå at fortælle den syge diagnosen, da mange patienters konstitution anses for at være skrøbelig.
I det biomedicinske system foregår behandlingen stort set som i Vesten, mens kanpo-medicinen ikke anvender kirurgien, men fortrinsvis urtemedicin, som er langsomtvirkende. Men om de svage (handicappede) bliver "stuvet" af vejen har jeg ikke kunnet finde, men ved paralympic i 1992 deltog også japanere, så helt at fornægte handicaps, gør de ikke.
Den respekt, der tidligere har været om de ældre, er i dag ved at smuldre, til fordel for kernefamilien, og selvom visse slægtskabstraditioner stadig anvendes, er der i dag ingen kulturel regel for, hvem der skal tage sig af forældre, når de bliver gamle, så det er et voksende problem for de ældre. I det hele taget virker det skræmmende, når der tænkes på, at levealderen i Japan er den højeste i verden.
Supplerende:
Kampo Medicine as an Integrative Medicine in Japan (Report).
