Kære alle
Nu hvor jeg allerede har kastet mig ud i at bruge forummet, er det blevet tid til en præsentation. Dvs.: Jeg er jo et menneske med mange ting – og jeg er også et menneske med en træthedssygdom. Her skal det handle om træthedssygdommen.
Baggrund og udløsende faktor
I efteråret 2004 blev min bil ramt af en lastbil og gik i to stykker. Jeg sad heldigvis i den rigtige ende og er i dag meget taknemmelig for mit liv.
Umiddelbart og helt mirakuløst, kom jeg ikke meget til skade. Jeg var dog naturligvis noget mørbanket, og jeg slog min pande så hårdt mod venstre siderude ved førersædet, at ruden gik i stykker.
Inden da havde jeg ikke fejlet noget alvorligt. Jeg kunne som alle andre mennesker blive noget træt, jeg har altid haft stærke menstruationssmerter, jeg fik af og til ondt i halsen i en periode, og siden slutningen af 80-erne havde jeg haft nogle problemer med smerter i højre side af min mave, oppustethed m.m.
Jeg blev indlagt for det et par gange, fordi de var bange for blindtarmsbetændelse, men jeg blev aldrig ordentligt udredt og i stedet diagnosticeret med ”skraldespandsdiagnosen” Irritabel Tyktarm.
Et ungt menneske, der havde lånt fars bil, skulle imidlertid komme til at ændre mit liv på en måde, som han naturligvis aldrig nogensinde havde hverken forestillet eller ønsket sig.
I løbet af de næste 6 – 8 måneder efter ulykken, gik det stødt og roligt alvorligt ned ad bakke med mit helbred.
Jeg havde en masse symptomer, som jeg dengang ikke kunne forstå, og som ingen praktiserende læge (fastlæge) nogensinde har taget rigtigt alvorligt. Bl.a.:
Voldsomme smerter i nakken og resten af kroppen, kraftesløshed, følelsesløshed i to fingre i venstre arm, voldsom udtrætning i flere dage efter aktivitet med tendens til temperaturstigning og mærkelige reaktioner som f.eks. ”fibersprængning-lignende” smerter efter blot 3 km. på en motionscykel, koncentrationsbesvær, hukommelsesbesvær, tågefornemmelse/brain fog med vanskeligheder ved at fastholde og koordinere informationer, lysfølsomhed, støjfølsomhed, svimmelhed, besvær med ikke at besvime efter varmt bad, søvnforstyrrelser og ikke mindst en lammende og helt ubeskrivelig udmattelse, der bare tog til og tog til i styrke, så jeg ca. 8 måneder efter blev nærmest sengeliggende i en periode.
Jeg havde forsøgt at vende tilbage til mit gamle arbejde i 10 timer om ugen, men det kostede noget nær et sammenbrud, og jeg kunne under ingen omstændigheder klare jobbet.
Lægerne
Én praktiserende læge ville ikke fortsætte med at sygemelde mig, og da jeg så i journalen, at hun havde diagnosticeret mig med ”panikangst og ondt i nakken”, skiftede jeg. Angst havde jeg haft et problem med tidligere, men det var historie og altså direkte løgn.
Jeg ringede rundt til flere i deres telefontid, og ingen var interesserede i at tage mig.
Jeg var nu så afkræftet, at jeg bare valgte en helt anden. Han skrev til kommunen og psykiatrisk afdeling, at han mente, at jeg havde en depression.
Kampen med systemet
Den næste lange periode kom til at handle om at være truet på min fysiske eksistens, være ved at falde ud at det sociale system og venner, der bad om at få lov til at sætte et mindre beløb ind på min konto hver måned, så jeg kunne få penge til mad.
Den indebar en flytning til en 40 kvadratmeter stor lejlighed, kontakt med 3 advokater, udredning på psykiatrisk afdeling og hos psykolog med dokumentation for, at jeg ikke havde psykiske lidelser, en kommunalsag og en forsikringssag, som jeg i store træk selv tog hånd om, diverse speciallæger, en arbejdsprøvning, der gjorde mig så syg, at jeg ikke kunne gå fra sofaen til toilettet og naboer og familie, der kom med mad, gjorde rent og handlede, en kamp for at få lov til at blive undersøgt hos gynækolog, fordi jeg jo ifølge lægerne ”havde et særligt forhold til smerter”, og som endte med en operation for et fibrom i min livmoder og en meget stor cyste på min ene æggestok.
Min fysiske ”overlevelsesplanke” var desuden Carsten Vang-Hansen som rådgav mig via E-mail og Eva Lydeking-Olsens afsnit i Henrik Isagers bog ”Stress og Udstødelse”. Det forhindrede mig i at bryde helt og aldeles sammen.
Det foreløbige punktum blev sat, da min kommunal- og erstatningssag var overstået. Da var jeg førtidspensionist, og nu går jeg næsten aldrig til læge.
Spæd tilbagevenden til livet
Restitution, restitution, restitution… I lang, lang tid!
Og udtrækning af en uopdaget kronisk betændt visdomstand, der hjalp noget på mine mavesmerter. Et magnetbehandlingssystem er nu desuden blevet min daglige hjælper.
Jeg kunne nu flytte til en større lejlighed, og ganske forsigtigt kunne jeg igen begynde at tage et bad de fleste dage, bevæge mig en smule udenfor døren og følge en smule med i verden omkring mig. Jeg involverede mig ganske, ganske forsigtigt i lidt frivilligt arbejde i mit lokalområde, og det lykkedes mig med en enorm kraftanstrengelse af tage en grunduddannelse som psykoterapeut – en uddannelse på absolut deltid, som er tilrettelagt sådan, at man kan passe et fuldtidsarbejde ved siden af. Desuden er der indlagt en pause på 3 timer om dagen, hvor jeg kunne sove.
Jeg kunne så hænge på, så godt som det var muligt, og ”passe min skade”, som jeg kaldte det. Desuden er det først og fremmest en praktisk uddannelse, hvor jeg med rimelighed kunne kæmpe mig igennem den vigtigste litteratur og få arbejdet med de traumer, som systemet havde påført mig.
Det er en af årsagerne til, at Per Fink og hans venners hypoteser ikke er blevet selvopfyldende: Jeg har undgået egentlige depressioner og angst, og jeg har i dag en stærk kerne.
Nyt sammenbrud i 2009
Efter den kraftanstrengelse, det var at tage min grunduddannelse, besluttede jeg mig for at gøre noget godt for mit fysiske helbred: Jeg ville have saneret mine amalgamfyldninger, restituere og blot tage et mindre krævende kursus på mit uddannelsessted.
Det skulle vise sig at være en katastrofal beslutning!
Pga. min udmattelse, mine smerter og mine kognitive vanskeligheder, der også gør det vanskeligt for mig at orientere mig i bytrafik og umuligt at tage bussen, valgte jeg at få det gjort hos en lokal almindelig tandlæge. Transporten til holistisk tandlæge syntes uoverkommelig.
Jeg tog en snak med hende, og hun var meget forsigtig. Jeg tankede selv op med meget store mængder antioxidanter, tog aktivt kul og tog en genstand alkohol, når jeg kom hjem.
Men jeg blev syg. Meget, meget syg! Udskiftningen har gjort skade på ikke bare immunforsvaret i min mund men mit immunforsvar i det hele taget!
En test for tungmetalforgiftning hos holistisk læge viste, at der var rotter i fælden: Jeg var forgiftet med både kviksølv og kobber.
Nu var jeg igen sengeliggende det meste af tiden. Alle de kendte symptomer, var forstærkede, og oveni havde jeg nu ofte feber (dvs. subfebrilia – altså under 38, som lægerne jo ikke tager alvorligt). Jeg begyndte i januar 2009 på afgiftning med intravenøst C-vitamin hos holistisk læge Bruce Kyle. DMPS/Dimaval der direkte trækker kviksølv ud fra vævet, kunne jeg ikke tåle.
Jeg måtte igen have hjælp til næsten alt praktisk, og igen kunne jeg ikke komme i bad hver dag.
I hele perioden har jeg taget store mængder forskellige antioxidanter, immunforsvarsregulerende tilskud, afgiftende urter, aminosyrer osv. – altid med det forbehold, at ingenting jo måtte modarbejde hinanden eller virke for kraftigt for mig.
Det gav en smule bedring, da jeg begyndte at tage tilskud for at støtte mine binyrer, men det blev kortvarigt. I sommeren 2011, fik jeg lavet en test for fødevareintolerance, hvorefter jeg er gået på gluten- og mælkefri diæt.
En tidligere Organix-test viste bl.a. et endnu større behov for antioxidanter pga. skader fra frie radikaler og toxiner fra bakteriel overvækst i tarmen. Heldigvis ingen gær/ candida, men den bakterielle overvækst er det endnu ikke lykkedes at behandle i bund på trods af nærmest alverdens tænkelige tiltag.
Status efteråret 2011
For bare 3 – 4 måneder siden var jeg det tætteste jeg indtil nu har været på at give op.
Siden efteråret 2010 var mit tilbagefald bare fortsat og fortsat. Det føltes som om, at uanset hvad jeg gjorde, så tog mine udefinerlige infektioner bare til og til. Ingen naturlige antivirale og antibakterielle midler, immunregulerende midler og antioxidanter var nok. En telefonsamtale, et besøg af en ven i 2 – 3 timer, praktisk hjælp, et indlæg på Internettet… Stort set alt kunne gøre mig sengeliggende igen i 1 – 2 uger.
Det føltes som, det var ved at løbe løbsk. Oven i alt det andet levede jeg nu med ”kronisk influenza”, og de smerter og andet ubehag, der hører med til sådan en.
Kun en kur med det giftige antibiotika Metronidazol, som jeg fik hos den holistiske tandlæge, som jeg nu går hos, hjalp kortvarigt.
Jeg havde taget en pause med mine C-vitaminbehandlinger, som også var hårde for min krop, så jeg ”nøjedes” nu med 8 -10 gram om dagen i tabletform… Det svinger dog lidt, hvor meget jeg orker at tage.
Status november 2011
Ved et tilfælde stødte jeg så på den amerikanske holistiske læge Jacob Teitelbaum på Internettet. Det er et mirakel. På hans hjemmeside var alt, hvad jeg endnu havde oparbejdet af viden om min sygdom samlet – og der var meget, meget mere til.
Han har arbejdet med træthedssygdomme i 30 år, er ajour med al international forskning og meget anerkendende overfor kollegers erfaringer og forskning.
Der var stadig meget, jeg kunne gøre!
Desuden har han en side på Facebook, hvor han giver direkte råd og vejledning. Det er fuldstændig fantastisk! Jeg har nu med sparring fra Teitelbaum og Bruce Kyle sammensat min egen behandlingsprotokol, og jeg har for første gang i 7 år oplevet, at et tilbagefald er blevet bremset ved overgangen til efteråret.
Jeg er startet på intravenøs C-vitamin igen i en lavere dosis.
Jeg har bogstaveligt talt betalt meget, meget dyre lærepenge på både den ene og den anden måde, og jeg må igen flytte i noget mindre. Men jeg er på vej – og jeg er blevet en meget, meget anarkistisk patient! :D
Jeg har stadig samtlige af mine symptomer, jeg er fortsat meget bundet til mit hjem, jeg har meget begrænsede muligheder for at være sammen med venner og familie eller tage del i debatter f.eks. på Internettet.
Men det er sket en vis bedring i løbet af de sidste 2 – 3 måneder, og jeg har håb!
Jeg lavet et indlæg herunder med oversigt over udløsende faktor, mulige underliggende faktorer, mulige områder at behandle samt medicin og tilskud, der har haft særlig betydning for, at jeg har tilsyneladende har kunnet bremse tilbagefaldet.
Kommentarer er velkomne – men jeg vil sandsynligvis være for afkræftet til at kunne svare uddybende.
Jeg beklager det meget lange indlæg og forventer ikke respons. Det har været godt for mig at skrive.
Tak for jer herinde!

