Kjære skjoldbruskkjertel!

Kære Skjoldbruskkirtel

Jeg er 19 år, en alder, der skal forestille at være en af de mest mindeværdige af mit liv. Jeg burde starte på universitet, gå ud med mine venner, have en kæreste, få mit eget hjem og et selvstændigt liv, jeg kunne nyde. Men det kan jeg ikke. På grund af dig Skjoldbruskkirtel.

Lige siden jeg var 15 år gammel, har jeg måttet se mine teenagerår passere, uden at jeg kunne fungere som et ungt menneske. På grund af dig, jeg næsten aldrig har energi til at gå ud, ikke engang i biografen. På grund af dig har jeg anfald af depression, så ofte at selv mine vidunderlige, støttende og omsorgsfulde venner bliver modløse af alle mine aflysninger, hidsighed og gråd, selv om de godt ved og forstår, at du syg, min Skjoldbruskkirtel. Jeg ved, at de bliver ked af det, selv om de forsøger at skjule det for mig. De kæmper for at forstå mig, de ønsker at have mig med og de får dårlig samvittighed når de må forlade mig når de skal videre. Du roder med og forstyrrer også mine venners liv, kære Skjoldbruskkirtel.

Min familie har opgivet mig for længe siden. Undertiden ignorerer de mig, andre gange skælder de mig ud, men især griner de af mig og kalder mig hypokonder. Men på grund af dig - Skjoldbruskkirtel - kan jeg ikke gå min vej, fordi jeg er afhængig af dem, da jeg ikke kan klare mig selv. Ofte kan jeg end ikke varme lidt mad op, uden at føle mig på grænsen til at bryde samme. Så er det sket med håbet om uafhængighed. Det er din skyld, Skjoldbruskkirtel.

Derfor går jeg også glip af meget godt jeg ikke er i stand til at deltage i. Jeg kunne hverken deltage i den festlig skoleafslutning eller min klasses sidste fælles tur til Portugal. Jeg kunne heller ikke deltage i min yndlings fætters bryllup. Og du er også grunden til, at jeg ikke kan jeg ikke kan starte universitetet, nogensinde, selv om jeg har store ambitioner og drømme. Du er grunden til -Skjoldbruskkirtel - at da jeg ikke kan planlægge en lovende fremtid og bevare håbet om at kunne opnå noget godt i mit liv, bekymrer jeg min nu i stedet, om jeg nogensinde vil lykkes at finde og beholde nogen form for arbejde, så jeg kan forsørge mig selv.

Du er og din dumme Hashimoto's sygdom er også grunden til, jeg altid er bange for ikke at kunne holde på urin når jeg er ude bland andre mennesker. Jeg har end ikke tal på alle de gange jeg har måttet flygte hjem for at vaske mig og skifte trusser, eller hvor mange gange jeg ikke har hyggesnakket med andre, samtidigt med at jeg kunne ikke lade være med at bekymre mig, om jeg kom til at lugte uden selv at mærke det. Du har ingen idé om - Skjoldbruskkirtel - hvor ydmygende det er bare at skrive dette, for slet ikke at kunne beskrive, hvor ydmygende det er at skulle leve med. Hvordan ville du selv have det, hvis det var din virkelighed? Og hvor pinefuldt det ville blive for dig, Skjoldbruskkirtel, når skam og frygt fylder dine dage?

På grund af dig, fanger jeg mig selv i at lytte når mine venner fortæller om kærester og deres liv - og misunde dem. Jeg hader mig selv for at misunde dem. Jeg har måttet affinde sig med, at jeg nok aldrig kommer til at være kæreste med nogen. Ikke engang et løst forhold. Nej, ikke engang det fordi hvis jeg ikke er for træt, så tænker jeg på voksenbleer. Jeg har heller ikke haft selv en antydning af seksualitet i 4 år. Jeg har aldrig selv været i stand til at nyde et kys, endsige noget mere alvorligt. På grund af dig, Skjoldbruskkirtel, måtte jeg afvise den person, jeg havde været desperat forelsket i en evighed, da han på mirakuløs vis fortalte mig, at han var forelsket i mig. På grund af dig er kærlighed og romantik stort set udelukket og jeg må affinde mig med at stå på sidelinien og lide.

Du har fået mig til at hade mit liv, Skjoldbruskkirtel! Selv den smule, der er tilbage af det. I en alder af 19 år har du gjort mig vred, bitter, desillusioneret og desperat. Du har fået mig til at overveje selvmord, mens mine venner overvejede valg af faget på universitet. Jeg tager fortsat mine piller, jernpiller og mine vitaminer hver dag. Jeg forsøger fortsat at holde et vist håb i live. Men selv hvis det en dag sker ændringer til det bedre, ved jeg, at jeg aldrig vil blive den person, jeg var blevet, hvis det ikke var for dig, Skjoldbruskkirtel. Jeg ved, at jeg aldrig får min ungdom tilbage.

Jeg ville ønske jeg kunne have skrevet mit brev til dig lidt mere positivt, i det mindste en lidt mere humoristisk. Jeg plejer jo at joke om mit usædvanlige "livsstil" over for mine venner nogle gange, når jeg har energien. Men jeg må indrømme, når jeg er alene, kan jeg ikke se alt det sjove. Jeg tror, at jeg er født med en humoristisk sans og er et glæd menneske af natur. Men det har du berøvet mig for længe siden, Skjoldbruskkirtel! Ligesom du har berøvet mig alt andet godt i livet. På den anden side kan jeg ikke være sikker på det jeg tænker... Du ved, hjernetågen. :roll:

Med trist hilsen desværre

Luci

P.S. Jeg er af naturen en livsnyder, lige færdig med gymnasiet og forsøger at finde formål med og stabilitet i mit kaotiske liv. Jeg drømmer om at blive læge, (ja, ja, jeg ved... :roll: ), og håber, at jeg en dag jeg rent faktisk får en chance for at gøre et forsøg. Eller i det mindste en chance for at flytte hjemmefra og få mit eget liv. Jeg har kæmpet med hypothyreose og Hashimotos, siden jeg var 15 år, og selvom jeg ikke er så optimistisk som andre teenagere, har stadig ikke givet op.

Kilde: Dear Thyroid