Det var jeg også.... effektiv. I dag er jeg kun effektiv når det er lysten som driver værket. Når det er
pligten, er jeg handlingslammet og dagene går, en efter en uden at jeg kan "tage mig sammen" til det pligtbetonede.
Det er som om der er gravet en dyb kløft mellem
hensigt og
handling. Når praktiske (også livsvigtige) beslutninger skal tages.... bliver jeg dødsenstræt og søvnig. Mit sind bliver lammet, tankerne bliver træge, kroppen siger fra og modarbejder mig i at kunne slå en bro over kløften mellem
hensigten og
handlingen. Noget som før sygdommen og i begyndelsen af den, var ganske automatisk og er sket med det samme når noget skulle gøres. Gudskelov at det er (altid) lysten som driver mit arbejde. Ellers var jeg for længst død af sult og kulde....
Set udefra er jeg en idiot, der bare er doven og gider ikke det "sure". Men jeg ved jo, hvad jeg selv oplever inderst inde: drømmen om at få pligterne fra hånden og have efterfølgende en oplevelse af, at tingene er i orden og at jeg, med god samvittighed, kan fordybe mig i alt det
jeg har lyst til. Desværre findes kløften fortsat mellem
hensigt og
handling. Jeg står ved kanten, ser længselsfuldt over mod "handlingen", og kan ikke tage skridtet ud for at føre
hensigten og
handlingen sammen.
Det er som om viljen og styrken kan ikke længere finde sammen og når en udløsende beslutning om at gå i gang skal træffes.... ved jeg ikke hvordan man gør. Hvordan træffer man en beslutning? Det er noget man bare gør, ikke? Jeg ser viljen og jeg ser handlingen, men jeg kan ikke bringe dem sammen. Hvorfor kan jeg ikke træffe en konkret afgørelse nu, hvor det før sygdommen nærmest var, at begge: beslutningen og handlingen var så tæt
integrerede i hinanden, at en hensigt var
ensbetydende med en handling. Hensigten udløste handlingen i det øjeblik hensigten blev til.
I samme øjeblik jeg før ønskede at udføre noget - var planen og logistikken på plads, nærmest uden forudgående overvejelser. Alle disse forberedelser til at udføre en opgave havde sin egen frekvens
udenom min bevidsthed... Jeg behøvede ikke tænke over tingene. Jeg gjorde dem bare og jeg gjorde det effektivt, rationelt, fejlfrit og nærmest på ryggraden.
I dag kan det ikke lade sig at gøre. Jeg har alle puslebrikker liggende foran mig. Jeg glor på dem og jeg ved hvad de betyder/forestiller.... jeg ved hvor de enkelte brikker hører til, men at flytte dem ind i et sammenhængende mønster kan jeg ikke, selv om jeg ved hvordan man gør. Jeg kan bare ikke gøre det. "Noget" holder mig tilbage og hindrer mig i at prioritere hvilken brik skal jeg vælger først eller sidst. Søvntrangen overmander mig jo mere jeg forsøger at fokusere på valget..... Men skak? Skak kan jeg spille så godt som nogensinde og.... vinder. Hvad sker der? desp1
Jeg har efterhånden en følelse af, at mine hjernecentre ikke længere samarbejder og hvis nogen fristes til ikke at tro på mig, fordi jeg er jo så - øh - velformuleret, frisk på tasterne, logisk og med overblik over emnerne jeg skriver om - kan de roligt tro om igen. Det er vand i sammenligning med mit liv i tiden før hypothyreose. I dag oplever jeg mig selv
lobotomeret, i fuld erkendelse deraf. Jeg ved jo ikke mindre end før og hele det store lager af viden jeg har tilegnet mig gennem mit liv - det er intakt. Jeg
ser ordet uden at kunne udtale det... det hedder sig at hukommelsen er dårlig, men hvordan kan hukommelsen være dårlig når jeg ser
morgenfruen for mit indre blik, men ordet m-o-r-g-e-n-f-r-u-e vil bare ikke ud af munden på mig? Jo mere jeg anstrenger mig for at huske ordet, jo længere væk driver det fra mig, samtidigt med at det indre billede af morgenfruen zoomer tættere og tættere på, som om den ordløse del af hjernen forsøger at hjælpe og tilbyder billedet i stedet, hvilket ikke nytter noget, fordi billedet kan jeg ikke formidle, når jeg skal bruge ordet, vel?
Klokken er 10. Mad. Jeg er sulten, mærker jeg. Jeg skal lave mad.... Det skal jeg også 2 timer efter, og senere 5 timer efter. I mellemtiden er jeg mere og mere sulten, men kan ikke tvinge mig selv til at få det gjort. Tanken om at skrælle en kartoffel fremkalder en uimodståelig søvntrang igen-igen. Vorherrebevares! Man skal bare tage en kartoffelskræller og stille sig ved køkkenvasken, få kartoflen skrællet, vasket og smidt i gryden med vand og lidt salt. Alt det
ved jeg jo.... med billeder for det indre blik, men ikke i tanken. Igen føles det som om imulsen fra sulten og tanken formår ikke at flytte min arm. Klokken er 22 og jeg er fortsat sulten... nu er jeg også træt og tankerne er træge. Jeg har ikke lavet mad i dag. Endnu en gang har jeg ikke spist en hel dag.
Vinduerne bør pudses. Jeg ser for mit indre blik en spand og en klud, og en vandskraber... Det har jeg nu gjort i mindst 4 år. Vinduerne er fortsat ikke pudsede og hver gang jeg gerne vil tage mig sammen (jeg ved jo hvordan man gør), bliver jeg lammet af en træthed helt til benmarven og øjnene falder i et anfald af akut søvtrang. Øjenlågerne er blytunge og jeg sover selv om jeg ikke sover.... Hvad sker der? Jeg ville jo bare pudse vinduet.... hvor svært kan det være? desp1
Jeg kan gøre ALT
blot jeg gør det spontant. Jeg kan få gjort det utroligste, hele verden kan jeg klare uanset hvor kompliceret, sammensat og krævende en opgave jeg er i gang med.... bare jeg ikke tænker tanken
inden jeg starter. Der er det øjensynligt andre mekanismer som kommer i funktion, blot forlods krav om overblikket cuttes af: jeg er jo i bund og grund både effektiv og dygtig. Så her er der både mine gamle rutiner og mit ubevidste som driver handlingen frem og det lykkes altid. Indtil jeg (ved et uheld) tænker over det jeg gør.... og så bliver spanden, pennen, sytøjet eller andet jeg var i gang med - efterladt i flere dage, uden at jeg kan formå at rydde op efter dette afbrudte gøremål, endsige genoptage det. Jeg ser på det, jeg bliver ked af hvad jeg ser, men jeg kan ikke finde ud af
hvordan jeg skal få det fjernet fra mit åsyn.... Lobotomi er aktiv igen. vedikke1
Før var jeg nærmest uhyggelig velstruktureret, lige så uhyggelig systematisk og rationel - jo kedeligere opgave jo hurtigere og mere effektivt den skulle udføres, idet der var jo ingen grund til at trække noget så kedeligt ud, vel? "Is-i-maven" var mit mellemnavn! Det var det utroligste jeg kunne nå på en dag, såvel det fornøjelige som sure pligter. I dag bliver jeg totalt lammet så snart noget skal struktureres, systematiseres og dannes et overblik over. Det udløser en øjeblikkelig uimodståelig søvntrang og dødelig træthed i hele kroppen. Kommer nogen forbi og stiller mig spørgsmål om
hvad, hvornår eller
hvordan bliver jeg ligeledes overmandet af uimodståelig søvntrang og lammende træthed i hele kroppen. Og så ønsker jeg mig den spørgende ad pommern til!
Min søn kalder det for
stress. Jeg kalder det for en senfølge af over 20 års undermedicinering med Eltroxin:
Abulia og ingen kan tale mig fra det (mere)!
