I anledning af tråden Lavt stoffskifte og amming
Iflg. artiklen Mer giftstoffer av langvarig amming vil Gro Nylander netop IKKE revurdere anbefalingene. "På tross av innvendingene, har Norges fremste ammeforsvarer ingen tro på at en kortere ammeperiode vil være bedre for barns helse.Sitat:
Opprinnelig skrevet av lady90
Men Berit, hvor har du lest det du sier om at Gro Nylander anbefaler å ikke amme lenger enn 6 mnd? Vil gjerne lese den artikkelenSitat:
Opprinnelig skrevet av Berit1974
- Ingen studier viser at ammebarn kommer dårligere ut enn andre, snarere tvert imot, sier overlege ved Nasjonalt kompetansesenter for amming Gro Nylander. Hun mener gevinsten av antistoffene fra morsmelken er større enn eventuelle skader fra miljøgiftene." (men det er måske ikke den omtalte artikel?)
I bogen "Vores stjålne fremtid" ("Our Stolen Future") findes følgende passager om amning og modermælk....
Forskerne er først lige begyndt at forstå de utallige fordele ved amningen, der ikke blot forbedrer mor-barnrelationen, men også giver de nyfødte den vigtige immunbeskyttelse samt en mængde stoffer som fremmer deres udvikling. Men samtidig overføres der ved amning en foruroligende mængde kemiske forureningsstoffer, herunder et antal kendte hormonforstyrrere. Ifølge forskellige undersøgelser af forurening af modermælk er det under amningen at de nyfødte oplever den største forureningsbelastning i hele deres liv - koncentrationer som er ti til fyrre gange større end dem en voksen udsættes for. Det er virkelig tragisk at den eneste måde at fjerne disse persistente kemikalier fra menneskekroppen på er at videregive dem til børnene via modermælken.
Vi ved for lidt til at kunne sige noget om hvordan de uomtvistelige fordele ved amning står i forhold til risikoen for at overføre hormonalt aktive forureningsstoffer. Selvom vi er meget bekymrede, er det for tidligt at råde kvinder fra at amme. Desuden tyder visse undersøgelser på at overførslen af forurenende stoffer i fostertilværelsen måske har langt større betydning end den der sker under amningen. En stor del af den potentielle påvirkning er altså muligvis sket inden amningen begynder. Der er et påtrængende behov for forskning der kan fastlægge om koncentrationerne af hormonforstyrrende kemikalier i menneskelig modermælk udgør en tilstrækkelig stor risiko til at amning er utilrådelig for visse kvinder - måske især dem der får deres første barn i en sen alder. Disse ældre kvinder har generelt oparbejdet en meget højere koncentration af persistente kemikalier end tyveårige førstegangsfødende. Selvom komælk mangler visse af de stoffer som gør modermælken særlig god for de nyfødte, er dens indhold af persistente kemikalier kun en femtedel af modermælkens fordi køer ikke lever så længe som mennesker, er vegetarer og hele tiden udskiller forureningen fra deres kroppe gennem den daglige malkning. Vi kan ikke tillade os at ignorere det presserende spørgsmål om persistente kemikalier når vi opvejer amningens fordele med alternative metoder såsom flaskemåltider baseret på komælk. (Side 231/232)
***
Sundhedsforskerne er bekymret over de kemikalier der overføres med brystmælken, fordi visse følsomme udviklingsprocesser fortsætter i ugerne umiddelbart efter fødslen.
Menneskebørn som lever af modermælk, udsættes for højere koncentrationer af disse kemikalier end på noget senere tidspunkt i livet. På blot seks måneder indtager en nyfødt i USA eller Europa den maksimalt tilladelige livstidsdosis dioxin - et stof der sejler hele vejen igennem fødenettet ligesom PCB og DDT. Den samme nyfødte får en dagsration på fem gange så meget PCB*) som man internationalt anser for tilrådeligt for en voksen på 75 kilo.
Forureningen af modermælken har været særlig iøjnefaldende hos de indfødte folkeslag i det arktiske område hvor mange mennesker stadig spiser landets og havets vildt. Forskerne har fundet ud af at de nyfødte her indtager syv gang så meget PCB som det typiske spædbarn i det sydlige Canada eller USA. PCB-stofferne og de andre kemikalier som forurener spædbørn, er næsten alle ført dertil med vind og vand.Sitat:
*) PCB har en lignende struktur som thyroideahormon. Omdannelsesprodukter af PCB har en lighed med det naturlige hormon, tyroxin, hvilket betyder at disse stoffer kan binde til de samme transportproteiner som normalt transporterer tyroxin, dette leder til hypothyreose. PCB kan af kroppen opfattes som værende et unormalt skjoldbruskkirtelhormon - kroppen vil bekæmpe gennem etablering af en autoimmun reaktion mod thyreoidea-hormoner.
Personale fra det canadiske sundhedsvæsen har bemærket at mange børn i inuit-landsbyerne er plaget af kroniske øreinfektioner. Nyere undersøgelser har også påvist abnormiteter i disse børns immunsystemer. Blandt andet producerer de ikke de nødvendige antistoffer når de bliver vaccineret mod kopper, mæslinger, polio og andre sygdomme. Dette kan muligvis føre til at disse børn langt lettere pådrager sig sygdommene.
Inuktitut - et sprog der tales på Broughton Island i det canadiske ishav - har ikke noget ord for forurening. Dette har gjort det endnu vanskeligere for inuitfolket på stedet at forstå de canadiske sundhedsmyndigheders meddelelse om at Arktis og den føde de spiser, er forurenet af persistente syntetiske kemikalier. Måske, mente nogle landsbyboere, ville regeringstalsmændene fortælle dem at dyrene havde noget der kaldtes PCB' er, som skulle skræmme beboerne fra at slå flere hvaler eller isbjørne ihjel. Måske var det dyre-rettighedsbevægelsen man var kommet op imod.
Broughton Island, hvorpå der er en landsby med 450 mennesker, ligger ud for Baffin Island vest for Grønland, omkring 2.500 km fra Europas industricentre, men denne fjerne verden har kastet sine lange skygger over landsbyboernes liv og fyldt dem med usikkerhed og frygt. Industrikulturen truer deres kultur som har eksisteret i tusinder af år.
Som deres for fædre før dem jager og fisker mændene på Broughton Island for at få mad på bordet. Selvom de nu til dags kan jage med snescootere og motorbåde i stedet for hundeslæder og kajakker, er det stadig sæler, isbjørne, rensdyr og narhvaler - små hvaler med en snoet stødtand oven på hovedet ligesom sagn dyret enhjørningen - de jager. Øen har ganske vist en butik som sælger importeret mad, men de fleste øboeres kost består stadig for hovedpartens vedkommende af vilde fisk og dyr.
Siden Arktis er blevet endestation for de flygtige persistente kemikalier, har forureningen bevæget sig op gennem fødenettet til menneskene. Canadiske helbredsundersøgelser har vist at befolkningen på Broughton Island har de højeste PCB-koncentrationer man nogensinde har konstateret hos nogen samlet befolkningsgruppe med undtagelse af folk der har været udsat for forurening i forbindelse med industriudslip.
De lokale sundhedsmyndigheder har fortalt landsbyens beboere om den forurening man har konstateret i deres kroppe, men har ikke kunnet fortælle dem hvad disse høje PCB-niveauer betyder for deres eller deres børns sundhed. Men de har anbefalet at landsbyboerne fortsætter med at spise deres traditionelle inuitkost der på mange andre måder er langt mere nærende end den mad der importeres med fly og sælges dyrt i landsbyens butik. Under alle omstændigheder har de fleste af beboerne ikke det store valg i betragtning af at mælk sælges for 4 dollars per flaske, små kalkuner for 40.
Uanset hvad helbredsvirkningerne viser sig at være, har oplysningerne om de høje PCB-niveauer, der fik en omfattende dækning i den canadiske presse, ført til økonomiske, sociale og psykologiske omvæltninger for øboerne på Broughton Island. Andre inuitter fra øsamfund omkring Baffin Island - som ikke er klar over at de sikkert også selv har et højt PCB-niveau i deres kropsfedt - er begyndt at undgå denne landsbys beboere, "PCB-folkene", og modsætte sig indgåelse af ægteskaber med dem. En fiskehandler sydfra som tidligere købte de særlig delikate arktiske ørreder af folkene fra Broughton Island, afbrød forbindelsen og har dermed afskåret øboerne fra en af deres vigtigste kilder til pengeindkomst.
Nyheden om at deres brystmælk indeholder kemikalier, har gjort nogle af kvinderne bange og desperate. En mor besluttede at holde op med at amme i en bestræbelse på at beskytte sin nyfødte. Efter i flere uger at være blevet opflasket med en blanding af vand og flødepulver måtte barnet indlægges på hospitalet.
Folkene fra Broughton Island er ikke noget enestående tilfælde - blot det mest ekstreme eksempel på forurening af mennesker med persistente kemikalier man hidtil har fundet. Uanset hvor vi bor, deler vi i en vis udstrækning skæbne med dem. Vi har mange kemikalier i kroppen som truer den kommende generation. Der findes ingen sikre, uforurenede tilflugtssteder. (Side 121/124)
***
I mange år havde forskerne formuleret teorier om hvorfor belugabestanden i St. Lawrence-floden var fortsat med at falde også efter at den storstilede kommercielle hvalfangst var ophørt i 1950'erne. De skød skylden for den faldende hvalbestand på overudnyttelse plus efterfølgende indgreb i levemiljøerne som følge af dræning og vandkraftprojekter. Hvis St. Lawrence-flodens forurening overhovedet blev overvejet, blev den behandlet som en biomstændighed. Det var uden tvivl hvalfangsten der havde krævet sin forfærdende høje pris. Populationen var styrtdykket fra måske fem tusind ved århundredskiftet til tolv hundrede først i 1960'erne. Men i de tre årtier der siden var gået, var antallet af belugahvaler fortsat med at falde til det nuværende niveau på omkring 500.
Beland kom ind i debatten og hvalforskningen ved noget af et tilfælde. Selvom han var uddannet som biolog, havde han brugt mere tid med computere end med dyr i marken. Han havde taget sin ph.d.-grad i matematisk økologi hvor man udforsker et økosystems dynamik ved hjælp af matematiske modeller og ligninger. I september 1982 arbejdede han ved et nyt canadisk fiskeri- og havforskningscenter i Rimouski på St. Lawrence-flodens sydlige bred, i afdelingen for marine økosystemer, da en belugahval blev skyllet op i nærheden. Af ren nysgerrighed tog han derud sammen med en ung dyrlæge, Daniel Martineau, for at kaste et blik på belugahvalen - et dyr han kun havde set på afstand som et dansende hvidt glimt på den brede blågrå flodoverfalde. Mens de to mænd stod på bredden, foreslog Martineau - der var langt mere interesseret i hvalerne på floden end i de køer han som dyrlæge plejede at behandle - at de skulle skære hvalen op for at finde ud af hvad den var død af.
Allerede deres første møde med hvalerne gav et fingerpeg om at de syntetiske kemikalier spillede en større rolle for belugahvalernes tilbagegang end nogen hidtil havde forstået. Fiskeri- og havforskningslaboratoriet i Montreal, hvortil BeIand havde sendt en vævsprøve fra hvalen, svarede at dyret var stærkt forurenet med giftige kemikalier, blandt andet DDT, PCB-stoffer og kviksølv. Da yderligere to belugahvaler blev skyllet op samme efterår, undersøgte BeIand og Martineau også dem og fandt en lang række abnormiteter og læsioner som aldrig tidligere var beskrevet hos hvaler.
I de mellemliggende år havde BeIand i samarbejde med Martineau og De Guise obduceret dusinvis af hvaler og oparbejdet en imponerende liste over lidelser der for de flestes vedkommende aldrig var set hos belugahvaler i mindre forurenede vande. St. Lawrence-hvalerne havde ondartede svulster, godartede svulster, brystsvulster, underlivssvulster. En af dem havde blærekræft ligesom mange af arbejderne på aluminiumsfabrikken ved Saguenay-floden, en biflod hvor nogle af hvalerne tilbringer en del tid. De led af sår i mund, spiserør, mave og tarme. De fleste havde alvorligt syge gummer og manglede tænder. Mange havde lungebetændelse eller udbredte virus- eller bakterieinfektioner. Et stort antal hvaler led også af endokrine forstyrrelser, herunder forstørrelse af eller cyster i skjoldbruskkirtlen. Over halvdelen af de undersøgte hunner udviste tegn på alvorlige brystinfektioner der ville have gjort det vanskeligt om ikke umuligt for dem at amme ordentligt, og de ammende moderhvaler havde pus i mælken. Nogle havde skæve rygge, andre skeletforandringer. Det var en ren litani af lidelser som ville have været en hvalernes Job værdig.
Kort efter at Beland var kørt ind på dyrlægeskolen med det sidste offer, begyndte de at undersøge dyret - en normalt udseende voksen han med et ophelet ar i venstre side af form som fem cirkulære indsnit. Dette let kendelige mærke identificerede uden al tvivl hvalen som DL-26 (DL for belugahvalens latinske betegnelse Delphinapterus leucas), et af de tidligere identificerede og fotograferede individer i instituttets kartotek.
Beland mistede humøret da det gik op for ham, at det var Booly - en af de første hvaler der havde fået tildelt en sponsor under instituttets nye hvaladoptionsprogram som skulle skaffe penge til forskningsprogrammet. Bare seks måneder tidligere havde en far til en hvalelskende dreng i Toronto sendt en check på 5.000 dollars. Drengen havde døbt sin adoptivhval Booly.
Obduktionen fortsatte til ud på morgenen og skred rutinemæssigt frem - manglende tænder, emfysem, mavesår - indtil de nåede bughulen. I den fandt de to små testikler og normalt udseende hanlige kønsorganer, bistestikler og sædstreng. Men til deres forbløffelse havde Booly samtidig livmoder og æggestokke - et komplet sæt hunlige forplantningsorganer med undtagelse af skeden. Alle de iagttagelser de havde gjort på St. Lawrence-flodens andre belugahvaler, blegnede i sammenligning med denne. De havde fundet den sjældneste af alle biologiske mærkværdigheder: en ægte hermafrodit. Det er et fænomen der sjældent iagttages blandt vilde dyr, og som aldrig tidligere var iagttaget hos en hval. Og endnu mere usædvanligt var det at Booly havde to testikler og to æggestokke - noget man tidligere kun havde videnskabelige rapporter om fra to kaniner og en gris. Der måtte være sket noget med Booly i fostertilværelsen som havde afsporet dens normale kønsudvikling.
Var Booly et af naturens luner, eller var han et offer for et forureningsfremkaldt hormonalt kaos? Det var umuligt at besvare dette spørgsmål flere årtier efter Boolys fødsel, men obduktionsrapporten bemærkede: "Man kan ikke udelukke at forureningsstoffer i moderens kost har påvirket de hormonale processer" som styrer "den normale udvikling af hendes fosters kønsorganer". På grundlag af emaljeringene på hvalens tænder - som forskerne tæller ligesom træers årringe når de skal skønne over en hvals alder - var Booly 26 år gammel da den døde. Den var født i begyndelsen af 1960' erne - på det tidspunkt hvor forureningen af St. Lawrence-floden sandsynligvis havde været værst.
Selvom forureningsniveauet i floden er faldet betydeligt siden, er belugahvalerne stadig meget forurenede, især de unge. Nogle af de mest forurenede individer har været under to år gamle, og man konstaterer også et højt forureningsniveau hos de for tidligt fødte dyr der ikke har overlevet - et tegn på at forureningen er overført fra moderdyret gennem moderkagen. Efter fødslen fortsætter overføringen af forureningsstoffer til afkommet gennem den fedtholdige brystmælk. Under amningen trækker pattedyrmødre (herunder mennesker) på deres fedtlagre, og således overføres ikke blot fedtet, men også de persistente giftige kemikalier moderen gennem årene har ophobet i kropsfedtet, til mælken. På denne måde videregives en mængde forureningsstoffer, som det har taget moderen årtier at ophobe, til afkommet i løbet af meget kort tid. Når en ung belugahval holder op med at die i toårsalderen, har den fået tilført en giftmængde som i forhold til dens størrelse langt overstiger moderens.
Beland og hans medarbejdere målte i kroppen på en enkelt ung hval over 500 dele PCB per million - ti gange så meget som den koncentration der gør affald til giftaffald i henhold til canadisk lov. Skibe på St. Lawrence-floden som medfører affald med et indhold af mere end 50 dele PCB per million, skal have særlig tilladelse.
Uanset hvad årsagen var til Boolys enestående abnormiteter, tyder Belands og hans medarbejderes undersøgelser på at der kan være tale om vidt udbredte hormonforstyrrelser blandt belugahvalerne i St. Lawrence hvorved bestandens forplantning undergraves og antalsmæssig vækst vanskeliggøres. Hunnerne i St. Lawrence har nu mindre aktive æggestokke og en lavere drægtighedsfrekvens end de arktiske belugaer. Og at dømme efter antallet af yngre dyr, der er kendelige på deres grå skind indtil de får den voksne hvals snehvide skind omkring seksårsalderen, får St. Lawrence-hvalerne færre unger end deres nordligere slægtninge. I Arktis udgør de unge dyr over 40% af bestanden, mens procentdelen af unge dyr i St. Lawrence-floden ligger omkring 30. Dette tyder på at fødselstallet er omkring 25% lavere end hos belugahvaler andre steder.
Disse forplantningsmæssige problemer kommer ikke som nogen overraskelse. St. Lawrence-flodens belugahvaler er belastet med store mængder af flere forskelige syntetiske kemikalier der vides at virke hormonforstyrrende og gribe ind i de normale forplantningscykluser. I en nederlandsk undersøgelse har forskerne konstateret nedsat forplantningsevne hos sæler som blev opfodret med forurenede fisk fra østersøen, men ingen problemer fundet hos en anden gruppe der blev opfodre t med renere fisk fra Nordatlanten. De syntetiske kemikalier i østersøfiskene minder om dem som belugahvalerne indtager i St. Lawrence-floden.
Ud over lav fertilitet udviser belugahvalerne fra St. Lawrencefloden også en højere dødelighed blandt unge voksne individer end forventet - dødsfald som forskerne i Quebec mener delvis skyldes den indvirkning de giftige kemikalier har på deres immunsystemer. Der er mere og mere i den videnskabelige litteratur som tyder på at både påvirkning med hormonforstyrrende stoffer forud for fødslen og direkte kontakt med toksiske stoffer i voksenlivet kan svække immunforsvaret. Ligesom hos mennesker der lider af aids, gør de defekte immunsystemer hvalerne mere modtagelige for lungebetændelse, hudsygdomme, forskellige infektioner og kræft. Gruppen er nu ved at undersøge belugahvalernes immunsystem og gennemføre en sammenligning af bestandene i St. Lawrence-floden og de arktiske farvande i et forsøg på at beskrive skaden på immunsystemet nærmere. (Side 160/162)
