Legenden om Juleroserne
Af Selma Lagerlöf
Oversætter ukendt
Den gamle røvermor, der boede i røverkulen oppe i Göinge skoven, havde en dag begivet sig på en tiggergang ned til landsbyerne på sletten. Røverfar var en fredløs mand; ham turde ikke forlade skoven, men nøjedes med at ligge på lur efter de vejfarende, som vovede sig dèr igennem.
Men på den tid, da røverfar og røvermor holdt til i Göinge skoven, var det kun småt med rejsende i det nordlige Skåne. Traf det sig nu sådan, at røverfar havde uheld med sin jagt i nogle uger, begav røvermor sig på vandring. Hun havde fem unger med sig, allesammen klædt i pjaltede skindklæder og barksko og hver med en sæk på ryggen, der var lige så stor som ungen selv.
Når røvermor trådte ind i et hus, var der ingen, der vovede at nægte hende, hvad hun forlangte, thi hun holdt sig ikke for god til at vende tilbage næste nat og stikke ild på det hus, hvor hun ikke var bleven godt modtaget. Røvermor og hendes unger var værre end det værste ulvepak, og mere end en gang følte man sig fristet til at stikke spydet igennem dem, men det skete aldrig, fordi man vidste, at den gamle fader lå deroppe i skoven, og han skulle nok vide at hævne sig, om der tilstødte kællingen eller ungerne noget.
Som nu røvermor gik fra gård til gård og tiggede, kom hun en skønne dag til Øved, som på den tid var et kloster. Hun ringede på klosterporten og forlangte mad, og broder portneren slog en lille luge i porten ned og rakte hende sekd runde brød, et til hende selv og et til hvert af børnene.
Men imedens røvermor stod stille ved porten, løb børnene omkring. Og nu kom et af dem hen og rykkede hende i kjolen til tegn på, at han havde fundet noget, hun endeligt måtte komme med og se, - og moderen fulgte straks med ham.
Hele klostret var omgivet af en høj og tyk mur, men drengen havde opdaget en lille bagdør, der stod på klem. Da røvermor kom derhen, stødte hun straks døren op og gik ind uden at spørge om lov, som hendes skik var.
På den tid styredes Øved kloster af abbed Hans, der var såre urteklog. Han havde anlagt en urtegård indenfor klostermuren, og det var den, røvermor kom ind i.
I første omgang blev røverkællingen så overrasket, at hun blev stående ubevægelig. Det var skærsommer, og abbed Hans` urtegård stod så fuld af blomster, at det skinnede både rødt og gult og blår for øjnene, når man så ind i den. Men snart bredte sig der et glad smil over den gamle ansigt, og hun gav sig til at vandre langsomt op ad en smal gang, der gik imellem alle blomsterbedene.
Den lægbroder, der var klosterets urtegårdsmand, gik i haven og lugede ukrudtet op. Det var ham, der havde ladet døren i muren stå på klem for at kunne kaste kvikrødder og snerler ud på møddingen udenfor. Da han så røverkællingen komme ind i urtegården med alle fem unger efter sig, løb han straks hen og befalede dem at gå deres vej, men tiggerkællingen gik ganske rolig videre. Hun lod sine øjne løbe op og ned ad blomsterrækkerne, så snart på de stive, hvide liljer, der bredte sig i et bed, snart på murbregnen, der klatrede højt op ad klostermuren, men lægbroderen lod hun ikke til at bryde sig det ringeste om.
Lægbroderen troede, hun ikke havde forstået ham. Han ville tage hende ved armen for at vende hende om mod udgangen, men da røvermor mærkede, hvad han havde i sinde, sendte hun ham et par øjne, så han fór tilbage. Hun havde gået med ryggen bøjet under tiggerposen, men nu rettede hun sig op i sin fulde højde. "Jeg er røverkællingen fra Göingeskov", sagde hun, "rør mig så, om du tør!" Og det lod til, at hun, når hun havde sagt det, var lige så sikker på at kunne gå i fred, som om hun havde fortalt, at hun var dronning af Danmark.
Men lægbroderen dristede sig alligevel til at standse hendes gang, endskønt han nu, da han vidste, hvem hun var, talte høfligt til hende. "Du må betænke, røvermor," sagde han, "at klosteret her er et munkekloster, og at ingen kvinde i landet har lov til at komme indenfor denne mur. Går du ikke din vej, så bliver munkene vrede på mig, fordi jeg havde glemt at lukke porten, og måske jager de mig bort både fra klosteret og fra urtegården."
Men den slags bønner gjorde intet indtryk på røverkællingen. Hun gik videre igennem den lille rosenhave, og kiggede snart på isop, der skinnede med sine violette blomster, snart på kaprifolium, der hang fuld af gulrøde blomsterklasser.
Da vidste lægbroderen ikke bedre råd end at løbe ind i klosteret og råbe om hjælp.
Han kom tilbage med håndfaste munke, og røvermor så straks, at nu var det alvor. Da stillede hun sig skrævende midt i gangen og gav sig til med skrættende stemme at skrige op om den forfærdelige hævn, hun vil tage over klosteret, hvis hun ikke fik lov til at blive i haven, så længe hun havde lyst. Men munkene mente ikke, de behøvede at være bange for hende, de tænkte blot på at jage hende ud. Da gav sig røvermor til at skrige af alle kræfter, kastede sig over munkene og kradsede og bed, og det samme gjorde alle ungerne. De tre mandfolk fik snart at mærke, at hun var dem overlegen. De havde ikke andet at gøre, end at løbe ind i klosteret og hente forstærkning.
Idet de løb op ad den gang, der førte til klosteret, mødte de abbed Hans, der var på vej ned i haven for at høre, hvad det var for larm. De måtte da gå til bekendelse, at røverkællingen fra Gïngeskoven var kommet ind i klosteret, og at de ikke havde været i stand til at jage hende ud, men måtte se at få forstærkning.
Da bebrejdede abbed Hans dem, at de havde brugt magt, og forbød dem at kalde hjælp til. Han sendte munkene tilbage til arbejde, og skønt han var en gammel skrøbelig mand, tog han ikke andre end lægbroderen med sig ned til urtegården.
Da han kom derned, gik røvermor ligesom før omkring imellem blomsterbede. Og han kunne ikke noksom forundre sig over hende. Han var jo ganske vis på, at røvermor aldrig i sit liv havde set en urtegård, men alligevel gik hun omkring imellem alle de små bede, der var tilsået hver med sin art fremmede og sjældne blomster, og så på dem, som om de var gamle kendinge. Det så ud, som om hun havde set både vintergrøn og salvie og rosmarin. Nogle nikkede hun til, andre rystede hun på hovedet ad.
Nu elskede abbed Hans sin urtegård højere end alt andet af hvad jordisk og forgængeligt er. Hvor vild og forfærdelig røverkællingen end så ud, kunne han dog ikke lade være med at glæde sig over, at hun havde kæmpet med tre munke for at få lov til at betragte den i ro. Han gik til hende og spurgte ganske sagtmodig, hvad hun syntes om urtegården.
Røvermor vendte sig med en heftig bevægelse om mod abbeden, thi hun ventede ikke andet end baghold og overfald, men da hu så hans hvide hår og hans bøjede ryg, svarede hun helt fredeligt: "Straks jeg så den, syntes jeg, at jeg aldrig havde set noget skønnere, men nu mærker jeg nok, at den ikke kan lignes ved anden jeg kender."
Abbed Hans havde sikkert ventet et andet svar. Da han hørte at røverkællingen kendte en lystgård, der var smukkere end hans, bredte der sig en svag rødme over hans rynkede kinder.
Urtegårdskarlen, der stod ved siden af, ville også straks sætte hende i rette. "Det er abbed Hans, du taler med, røvermor," sagde han, "han som selv med stor flid og møje har samlet blomsterne til sin urtegård fra fjern og nær. Vi ved alle, at der ikke findes en herligere lystgård i hele Skånes land, og det sømmer sig ilde for dig, der lever i den vilde skov året om, at sætte dig til dommer over hans arbejde."
"Jeg sætter mig ikke til dommer, hverken over ham eller dig," svarede røvermor; "jeg siger bare, at kunne I få den lystgård at se, som jeg tænker på, da ville I rive en blomst op, som står her, og kaste den bort som ukrudt."
Men urtegårdskarlen var næsten lige så stolt over blomsterne som abbed Hans selv, og da han hørte disse ord, slog han en hånlatter op. "Sådan noget siger du bare for at ærgre os, røvermor!" sagde han. "Det er nok en dejlig lystgård, du har lavet dig mellem fyrretræer og enebærris oppe i Göingeskoven! Jeg tør sætte min sjæls salighed på, at du aldrig før har været indenfor en urtegårdsmur."
Røvermor blev rød af harme over ikke at blive troet og udbrød: "Det kan nok være, at jeg aldrig før i dag har været indenfor en urtegårdsmur, men I munke, der er hellige mænd, burde vel vide, at den store Göingeskov hver julenat forvandler sig til en lysthave for at fejre Vorherres fødselsstund. Vi, der bor i skoven, har nu set det ske hvert evige år: og i den urtegård har jeg set blomster så dejlige, at jeg ikke har vovet at løfte min hånd for at plukke dem."
Da lo lægbroderen endnu højere og hånligere. "Det er let nok for dig at stå og prale af noget, som ingen mennesker kan få at se. Ikke skal du få mig til at tro, at det er andet end løgn, at skoven skulle fejre Kristi fødselsstund på et sted, hvor der bor så vanhellige folk som du og dine." - "Hvad jeg siger her," svarede røvermor, "er lige så sandt, som at du ikke vover at drage på til skoven en julenat for at se det."
Lægbroderen ville svare hende, men abbed Hans gav ham et tegn, at han skulle tie stille. Thi abbeden havde i sin barndom hørt fortælle, at skoven klædte sig i højtidsskrudt julenat. Han havde ofte ønsket at få det at se, men det var aldrig lukkedes ham. Nu gav han sig til på det ivrigste at bede røverkællingen, om hun julenat ville komme og hente ham op til røverkulen. Ville hun blot sende et af sine børn til at vise vej, så ville han ride derop ganske alene, og han skulle aldrig forråde dem, men tværtimod belønne dem så rigeligt, som det stod i hans magt.
Røvermor nægtede først, for hun tænkte på røverfar og den fare, han udsatte sig for ved at lade abbeden finde vej til deres hule. Men lysten til at vise ham, at den urtegård, hun kendte, var skønnere end hans, fik dog overhånd, så hun gav efter.
"Men mere end en ledsager må du ikke tage med dig," sagde hun. "Og så vist som du er en hellig mand, må du love ikke at lægge noget baghold eller nogen snare for os." Det lovede abbed hans, og så gik røvermor sin vej. Men abbeden pålagde lægbroderen ikke at omtale overenskomsten til noget andet menneske. Han var bange for, at hans munke, når de fik nys om hans forehavende, ikke ville tillade så gammel en mand, som han var, at drage op til røverkulen.
Selv havde han nu ikke i sinde at råbe overenskomsten for nogen. Men nu træf det sig ikke anderledes, end at selv ærkebiskop Absalon fra Lund kom rejsende og lå over på Øved en nat.
Da abbed hans så viste ham sin urtegåerd, kom han til at tænke på røverkællingens besøg, og lægbroderen, som gik og arbejdede i haven, hørte nu, at han fortalte ærkebiskoppen om røverfar, som i mange år havde boet som fredløs i skoven, og at han bad om et fredlysningsbrev for ham, så han kunne komme tilbage og leve et ordentligt liv blandt andre mennesker.
"Som det nu går," sagde abbed Hans, "vokser hans børn op til værre ugerningsmænd end deres fader, og vi får snart en hel røverbande at trækkes med deroppe i skoven."
Men ærkebiskop Absalon svarede, at den onde røver ville han ikke slippe ned blandt de skikkelige folk på sletten. Det var bedst for alle parter at lade ham blive deroppe i skoven.
Men nu blev abbed Hans ivrig og gav sig til at fortælle biskoppen om Göingeskov, der hver jul smykkede sig med højtidsdragt rundt om røverkulen. "Er disse røvere ikke værre, end at Guds herlighed vil åbenbare sig for dem," sagde han, "så kan de vel heller ikke være for onde til at fortjene menneskers nåde."
Men ærkebiskoppen var ikke forlegen for svar. "Det vil jeg love dig, abbed Hans," svarede han smilende, "at den dag, du bringer mig en blomst fra julehaven i Göingeskoven, vil jeg give dig et fredlysningsbrev for alle de skovgangsmænd, du vil bede for."
Lægbroderen forstod godt, at biskop Absalon troede lige så lidt som han på røvermors historie, men abbed Hans mærkede ingen ting; han takkede ærkebispen for hans gode løfte og sagde, at den blomst skulle han nok skaffe til veje.
Abbed Hans satte sin vilje igennem, og næste jul sad han ikke hjemme på Øved, men var på vej til Göinge herred. En af røvermors vilde unger løb foran ham, og til følgesvend havde han den karl, der havde talt med røvermor i urtegården.
Hele efteråret havde abbed Hans længtes inderlig efter at gøre denne rejse, og han var nu såre glad over, at han var kommen af sted. Men en anden sag var det med lægbroderen, der fulgte med ham. Han elskede abbed Hans meget højt og havde nødig set, at nogen anden fulgte ham og passede på ham, men han troede aldeles ikke på, at de ville få nogen julehave at se. Han troede, at det hele ikke var andet end opspind, en snare, som røvermor, den snu røvermor, havde lagt for at få abbed Hans i røverfars vold.
Som abbeden red nordefter ad skoven til, så han, at der alle vegne blev der gjort anstalter til at fejre julen. I hver en bondegård blev der tændt op i badstuen for at den kunne være hed til badningen om eftermiddagen. Fra madboderne blev der hentet hele dynger af kød og brød, og fra loer og lader kom karlene med store halmknipper, der skulle strøs på gulvet.
Hvor han kom forbi de små landsbykirker, aå han, at præst og degn havde travlt med at beklæde væggene med de bedste tæpper, de havde kunnet opdrive, og da han kom forbi den vej, der førte op til Bosjøkloster, så han, at klostrets fattige kom gående med hele byrder af store brød og lange lys, som de havde fået ved klosterporten.
Da abbed Hans så alle disse juleforberedelser, blev hans iver og travlhed endnu større. Han tænkte på, at en langt større højtid ventede ham, end den, de alle lavede sig til at fejre.
Lægbroderen derimod jamrede sig og klagede, da han så, hvorledes de selv i den midste gård lavede sig til at holde jul. Han blev mere og mere bekymret og bad og besvor abbed Hans at vende om i tide og ikke frivillig give sig i røveres vold.
Men abbed Hans brød sig ikke om hans jamren; han red rolig videre. Snart var han forbi den beboede del af sletten og red op i de vilde og mennesketomme skovstrækninger. Her blev vejen dårligere; den var ikke stort andet end en stenet sti, bestrøet med fyrrenåle, og der var hverken bræt eller bro til at hjælpe dem over åer og bække. Jo længere de red, des koldere blev det, og da de kom dybere ind i skoven, var jorden snedækket.
Det blev en lang og besværlig rejse gennem skoven. Deres vej gik ad stejle og slibrige stier, gennem moser og kær, gennem krat og over vindfælder. Netop som dagslyset var ved at svinde bort, førte røverdrengen dem over en skoveng, der var omgivet af høje træer, både bladløse løvtræer og mørkegrønne nåletræer. Hinsides engen hævede der sig en stejl klippevæg, og i klippevæggen var der en dør af tykke planker.
Nu forstod abbed Hans, at de havde nået målet, og han stod af hesten. Drengen åbnede den tunge dør for ham, og han så ind i en klippegrotte med nøgne stenvægge. Røvermor sad ved et bål, der brændte midt på gulvet. Langs med væggene var der lejer af grangrene og mos, og på et af dem lå røverfar og sov. "Kom ind, I derude!" råbte røvermor uden at rejse sig op. "Og tag hestene med ind, at de ikke skal omkomme i nattekulden."
Abbed Hans gik nu dristig ind i hulen og lægbroderen fulgte med ham. Der var fattigt og ynkeligt derinde, ikke det ringeste var der gjort for at helligholde julen. Røvermor havde hverken brygget eller bagt, hverken gjort rent eller pyntet op. Hendes børn lå på gulvet omkring en kedel, som de spiste af, men det var ikke andet end en tynd vandvælling, der var i den.
Men røvermor var lige så stolt og myndig som nogen velhavende bondekone, "Sæt dig hen ved ilden, abbed Hans, og varm dig!" sagde hun, "og har du mad med dig, så æd! For den mad, vi laver her i skoven, vil næppe smage dig. Og er du træt efter rejsen, kan du lægge dig hen at sove på lejet dèr. Du behøver ikke være bange for, at du skal sove over dig. Jeg sidder og våger her ved ilden, og jeg skal nok vække dig så betids, at du kan få det at se, du er kommen for at se."
Abbed Hans gjorde alt, hvad røvermor sagde. Han tog sin madsæk frem, men var så træt af det lange ridt, at han næsten ikke kunne få mad ned, og så snart han havde lagt sig på lejet, faldt han i søvn.
Lægbroderen fik også anvist et leje, han kunne hvile sig på, men han turde ikke lægge sig til at sove; han syntes, det var hans pligt at holde øje med røverfar, at han ikke skulle stå op og gøre abbed Hans noget ondt. Lidt efter fik trætheden dog bugt med ham, så han sov ind. Da han vågnede, så han, at abbed Hans havde rejst sig fra lejet og nu sad ved ilden og samtalede med røvermor. Røverfar sad ved siden af. Det var en høj, mager mand. Han så træt og tungsindig ud. Han vendte ryggen til abbed Hans, og det syntes, han ville lade, som om han ikke lyttede til samtalen.
Abbed Hans fortalte røvermor om alle juleforberedelser, han havde lagt mærke til under vejs, og han mindede hende om de julegilder og de muntre julelege, hun vel også havde været med til i sine unge dage, da hun levede i fred mellem menneskene. - "Det er synd for jeres børn, at de aldrig kan være med til at løbe forklædte om på landsbygaden eller tumle sig i julehalmen," sagde abbed Hans. Røvermor svarede først kort og afvisende, men efterhånden blev hun mere spagfærdig og lyttede snart ivrig til. Pludselig vendte røverfar sig om imod abbeden og stak sin knyttede næve op i ansigtet på ham. "Din elendige munk! er du kommen herop for at lokke kone og børn fra mig? Ved du ikke, at jeg er fredløs og ikke tør komme udenfor skoven?"
Men abbed Hans så ham uforfærdet i øjnene. "Min hensigt er at skaffe dig fredlysningsbrev fra ærkebiskoppen," sagde han. Næppe havde han sagt det, før både røverfar og røvermor slog en latter op. De vidste nok, hvor megen nåde en stimand kunne vente sig fra biskop Absalon. "Ja, kan du skaffe mig fribrev fra ærkebispen," sagde røverfar, "så lover jeg dig, at jeg herefter aldrig skal stjæle så meget som en gås."
Lægbroderen harmedes over, at dette røverpak dristede sig til at le af abbeden, men denne lod til at være helt vel tilfreds. Selv mellem munkene på Øved havde lægbroderen ikke set ham sidde mere vennesæl og blid, end han sad her hos det vilde røverpak.
Men pludselig rejste røvermor sig op. "Her sidder vi og snakker, abbed Hans," sagde hun, "så vi rent glemmer se på skoven. Jeg kan allerede høre klokkerne ringe helt her i hulen."
Næppe havde hun sagt det, før de alle for op og ilede ud. Men da de kom ind ind i skoven, var der endnu mørk nat og iskold vinter. Det eneste, de mærkede, var en fjern klokkeklang, der førtes til dem af en svag søndenvind.
Hvordan skal den klokkeklang kunne vække den døde skov? tænkte abbed Hans. Thi nu, da han stod midt i vinterens mørke, forekom det ham langt mere umuligt, at der her skulle kunne opblomstre en urtegård, end han før havde tænkt.
Men da klokken havde ringet en kort stund, gik der pludselig lysning gennem skoven. Der blev straks efter lige så mørkt igen, men så kom lyset tilbage. Det kæmpede sig frem som en lysende tåge mellem de mørke træer. Og så stærk en virkning havde det, at mørket gik over til et svagt daggry.
Da så abbed Hans, at sneen forsvandt fra jorden, som om nogen havde draget et tæppe bort, og jorden begyndte at grønnes. Bregneskuddene, der havde stået sammenrullede som bispestave, foldede sig ud og skød i vejret. Lyngen oppe på stenhoben, og porsen nede i mosen, klædte sig i en frisk grøn dragt. Mostuerne svulmede og løftede sig og forårsblomsterne skød op med svulmende knopper, der allerede havde et stænk farve.
Abbedens hjerte bankede så stærkt, da hans øjne opfangede de første tegn på, at skoven var i færd med at vågne. "Skal jeg gamle mand da virkelig skue et sådant mirakel!" og tårerne trængte sig op i hans øjne.
Så skumrede det igen så stærkt, at han blev bange for, nattemørket igen ville få overhånd. Men straks skyllede en ny lysbølge frem. Den førte med sig en brusen af løste fossefald og en susen af frigjorte bække. Løvtræernes blade sprang ud så pludseligt, som om det var grønne sommerfugle, der kom flyvende og satte sig på grenene. Og det var ikke blot urter og træer, der vågnede. Korsnæbbene hoppede om på grenene. Flagspætterne hakkede løs på stammerne, så spånerne fløj. En sværm stære, der kom søndenfra, slog sig ned i en grantop for at hvile. De var pragtfulde. Spidsen af hver eneste lille fjer skinnede som guld, og når fuglene bevægede sig, tindrede det som ædelstene.
Atter blev det stille en stund, men så begyndte det igen. En stærk, varm søndervind kom farende og såede ud over skovengen alle de stakkels frø fra sydlige egne, som var bragte af fugle og skibe og vinde, og som for landets hårdheds skyld ellers ikke kunne blomstre her, men nu slog de rod og skød frem, så snart de rørte ved jorden.
Da den næste varmebølge kom rullende, stod blåbær og tyttebær i blomster. Vildgæs og traner stødte i trompet oppe i luften, bogfinkerne byggede rede og egernungerne begyndte at lege mellem grenene.
Alt gik nu så hurtigt, at abbed Hans ikke havde tid til at tænke på, hvilket under der nu gik for sig. Han havde nok at gøre med at bruge sine øjne og øren.
Den næste bølge, der kom susende, førte med sig duften af nypløjede marker. Langt borte fra hørte man hyrdepigen kalde ad køerne og fårenes små klokker ringe. Gran og fyr blev bedækket med så mange små kogler, at træerne skinnede som silke. Enebærbusken fik bær, der skiftede farve hvert øjeblik. Og skovblomster dækkede jorden, så den var ganske hvid og blå og gul.
Abbed Hans bøjede sig ned og plukkede en jordbærblomst og idet han rejste sig op, modnedes bærret. Rævehunnen kom frem af sin hule med et stort kuld af sortbenede unger. Hun gik hen til røvermor, kradsede på hendes kjole, og røvermor bøjede sig ned over hende og sagde, det var nogle dejlige unger. Uglen, der nylig var fløjet ud på nattejagt, vendte hjem, forundret over lysningen, opsøgte sin klipperevne og satte sig til at sove. Gøgen kukkede, og dens hun svævede stille om ved småfuglenes reder med sit æg i munden.
Røvermors unger udstødte kvidrende skrig af glæde. De spiste sig mætte i bær, der hang på buskene så store som grankogler. En af dem legede med en flok harekillinger, en anden løb om kap med nogle krageunger, som var hoppet ud af reden, inden de var flyvefærdige, den tredje tog hugormen op fra jorden og slyngede den om hals og arm.
Røverfar stod ude i mosen og spiste multer. Da han så op, gik der et stort dyr ved siden af ham. Røverfar brækkede en pilekvist af og slog bjørnen over næsen. - "Hold dig til dit eget!" sagde han. "Denne tur er min." Da vendte bjørnen om og traskede et andet sted hen.
Bestandig kom der nye bølger af varme og lys, og nu btagte de andesnadren med fra skovsøen. Gult dræ fra rugmarkene svævede i luften. Der kom sommerfugle så store, at de så ud som flyvende liljer. Biens kube i en hul eg var allerede så fuld af honning, at det dryppede ned ad stammen. Nu begynder også de blomster at springe ud, som der var kommet frø til fra fremmede lande. Rosenbuskene klatrede opad bjergvæggen om kap med brombærranken. Og blomster så store som menneskeansigter vældede op af engen. Abbed Hans tænkte på den blomst, han ville plukke til biskob Absalon, men den ene blomst skød op skønnere end den anden, og han ville vælge den allerskønneste til ham.
Bølge fulgte på bølge, og nu var luften så gennemtrængt af lys, at den dirrede. Og al sommerens lys og glans og lykke jublede rundt om abbed Hans. Han syntes ikkem, jorden kunne skænke større glæde en den, der fyldte hans sjæl over den skønne årstids pludselige frembrud, og han sagde til sig selv: "Nu ved jeg ikke hvad større herlighed den bølge kan bringe."
Men lyset blev ved med at komme strømmende, og nu forekom det abbed Hans, at det bragte noget med sig fra et uendelig fjernt sted. Han følte, at overjordisk luft omgav ham, og bævende begyndte han at ane, at efterdi nu jordens glæde var kommen, var også Himmelens glæde nær.
Abbed Hans mærkede, at alt blev stille: fuglene tav, ræveungerne legede ikke mere, og blomsterne holdt op med at vokse. Den salighed, der nærmede sig, var så stor, at hjertet næsten stod stille, øjet græd uden at man vidste det, sjælen længtes efter at flyve bort til evigheden. Langt, langt borte fra hørtes svage harpetoner, og overjordisk sang nåede ham som en susende hvisken.
Abbed Hans foldede sine hænder og sank på knæ. Hans ansigt skinnede af salighed. Aldrig havde han ventet, at det skulle forundes ham allerede i dette liv at nyde Himmelens glæde og høre engle synge julesange.
Men ved siden af abbed Hans stod urtegårdskarlen, der var fulgt med ham. Han så røverskoven fuld af blomster og grønt, og han harmedes i sit hjerte, fordi han vidste, at sådan en have kunne han aldrig skaffe til veje, hvor meget han så arbejdede med hakke og skovl. Og han kunne ikke begribe, hvorfor Gud spildte sådan et syn på noget røverpak, der foragtede hans bud.
Mørke tanker tumlede i hans hoved. Dette kan ikke være et virkeligt mirakel, tænkte han, når det viser sig for ugerningsmænd. Det kan ikke være fra Gud, men må have sit udspring fra trolddom. Det er Djæv-lens ærgelist, der sender det. Det er den lede Satans magt, der forhekser os og tvinger os til at se ting, der ikke er til.
I det fjerne hørtes engleharper klinge og englesang tone, men lægbroderen troede, det var troldenes onde magt, der nærmede sig. "De vil lokke og forføre os," sukkede han, "vi kommer aldrig herfra i god behold, vi bliver besnærede og bliver Djæv-lens bytte."
Nu var engleskarene så nær, at abbed Hans kunne skimte deres lyse skikkelser mellem skovens træer. Og lægbroderen så det samme som ham, men han tænkte kun på, hvilken ondskab der lå i, at troldene drev dette gøglespil den nat, Frelseren blev født. Det var jo kun for så meget lettere at kunne besnære de kristne.
Hele tiden havde fuglene sværmet om hovedet på abbed Hans, og han havde kunnet tage dem med hænderne. Men dyrene havde været bange for lægbroderen: ingen fugl havde sat sig på hans skuldre, og ingen snog legede ved hans fødder. Men nu kom der en lille skovdue. Da den mærkede, at englene var nær, tog den mod til sig og satte sig på lægbroderens skulder og lagde sit hoved til hans kind. Da syntes ham, at trolddommen kom helt tæt hen til ham for at friste og forføre ham. Han slog skovduen med hånden, og råbte med høj stemme, så det genlød i skoven.
"Gak til Helvede, hvorfra du er kommet!"
Netop da var englene så nær, at abbed Hans kunne føle deres store vingers viften og han havde bøjet sig mod jorden for at hilse dem. Men da lægbroderens ord lød, standsede deres sang brat, og de hellige gæster vendte sig til flugt. Og både lyset og den milde varme flygtede i usigelig skræk for kulden og mørket i et menneskehjerte. Mørket sænkede sig over jorden som et dække, kulden kom, blomsterne i græsset skrumpede sammen, dyrene ilede bort, fossernes brusen tav, løvet faldt af træerne, raslende som regn.
Abbed Hans følte, hvordan hans hjerte, der nylig havde svulmet af salighed, nu trak sig sammen i ulidelig smerte. Dette kan jeg aldrig overleve, tænkte han, at Himmelens engle var mig så nær og blev jaget bort! at de ville synge julesangene for mig og blev drevet på flugt!
I samme stund mindedes han den blomst, han havde lovet biskop Absalon, og han bøjede sig ned og famlede mellem mos og løv for dog at prøve at finde èn nu i det yderste øjeblik. Man han følte, hvordan jorden frøs til under hans fingre, og hvordan den hvide sne kom glidende hen over jorden.
Da følte hans hjerte endnu større ve. Han kunne ikke rejse sig op, men blev liggende på jorden.
Men da røverfolkene og lægbroderen i det dybe mørke havde famlet sig til røverkulen, savnede de abbed Hans. De tog brænde fra ilden og gik ud for at lede efter ham, de fandt ham liggende død på snetæppet.
Og lægbroderen gav sig til at græde og jamre, thi han forstod, at det var ham, der havde dræbt abbed Hans, idet han havde frarøvet ham den glædeskalk, han havde tørstet efter at tømme.
Men da abbed Hans var ført til Øved, så de, der syslede med den døde, at han holdt sin højre hånd fast knyttet om noget, som han måtte have grebet i dødstunden. Da de med besvær fik den åbnet, så de, at det, han med så stor styrke holdt fast på, var et par hvide rodknolde, som han havde revet op af mos og blade. Og da lægbroderen, der havde fulgt abbed Hans, så disse rødder, tog han dem og plantede i abbed Hans` urtegård.
Han ventede og spejdede det hele år, om de ville skyde blomst, men han ventede forgæves hele foråret og sommeren og efteråret. Da det tilsidst blev vinter og alle blade og blomster var døde, opgav han at vente.
Men da juleaften oprandt, blev mindet om abbed Hans så stærkt, at han gik ud i urtegården for at tænke på ham. Og se, da han gik forbi det sted, hvor han havde lagt de nøgne knolde i jorden, så han, at der var vokset frodige grønne stængler op af dem, og på stænglerne sad skønne blomster med sølvhvide blade.
Han kaldte alle Øveds munke sammen, og da de så denne plante blomstre juleaften, mens alle andre blomster var døde, blev det klart for dem, at den virkelig var hentet af abbed Hans i julehaven i Göingeskov. Man lægbroderen sagde til munkene, at siden der var sket så stort et under, burde de sende nogle af blomsterne til biskop Absalon.
Da lægbroderen trådte frem for biskop Absalon, rakte han blomsterne og sagde: "Dette sender abbed Hans dig. Det er de blomster han lovede at plukke til dig i julehaven i Göingeskoven." Da biskop Absalon så de blomster, der var spiret frem af jorden i den mørke vinter, og hørte ordene, blev han så bleg, som om han havde set en død. Han sad tavs en stund......
.... så sagde han: "Abbed Hans holdt sit ord, så vil jeg også holde mit." Og han lod udfærdige et fredlysningsbrev for den vilde røver, der havde vandret i skoven fra ungdommen af. Han gav lægbroderen brevet, og denne gav sig på vej op i skoven og fandt vejen til røverkulen.
Da han juledag trådte derind, kom røveren ham i møde med hævet økse: "Jeg vil hugge jer ned, I munke, så mange som I er!" sagde han. "Visselig er det jeres skyld, at Gøingeskov ikke har klædt sig i juledragt i nat."
"Det er ene og alene min skyld," sagde lægbroderen, "og jeg vil gerne dø for det, men først må jeg bringe dig et bud fra abbed Hans." Og han tog biskoppens brev frem og fortalte ham, at han var fredlyst, og viste ham Absalons segl, der hang ved pergamentet. - "For fremtiden skal du og dine børn lege i julehalm og holde jul blandt menneskene, som abbed Hans ønskede," sagde han.
Da stod røverfar bleg og stum, men røvermor sagde på hans vegne: "Abbed Hans har holdt sit ord, så vil røverfar også holde sit."
Men da røverfar og røvermor drog bort fra røverkule, flyttede lægbroderen derind og boede alene ude i skoven under bestandig bøn, at hans hårde sind måtte blive ham tilgivet.
Og ingen må sige et ondt ord om èn, der har angret og omvendt sig, men vistnok kan man ønske, at hans onde ord havde været usagt, for Göingeskov har aldrig mere fejret Frelserens fødselsstund, og af al dens herlighed er der ikke andet tilbage end den blomst, som abbed Hans plukkede. Man havde kaldt den julerosen, og hvert år sender den hvide blomster og grønne stængler op af muldet ved juletid, som om den aldrig glemme, at den en gang voksede i den store julehave.
