Shelley48 (hyperthyreose) skrev følgende på Thyroid Disorders Message Board, i oktober sidste år:
Please help
Efter behandling med radioaktiv jod og i tiden inden var jeg sååå syg og kunne knap nok stå oprejst.
Jeg var, som de fleste af jer ved, ramt så hårdt af denne sygdom, at trætheden var uudholdelig.
Hjertebanken, trætheden og rysten var så slemme, at jeg blev hjemme og begyndt at holde mig for mig selv med mine plager.
Selv at gå til min ugentlige quiltning, jeg ellers holdt meget af og har nydt, måtte jeg opgive.
Jeg er virkelig trist over at opleve, hvordan ens egen familie synes at vende sig imod en, når man er syg. Hvis et medlem af min familie er syg, jeg er der hele tiden. Med kærlighed og omsorg.
Bemærk at før i tiden, har min søn støttet og hjulpet mig. Han er nu 23 år gammel og har altid været en god dreng, men i sidste uge begyndte han at skubbe til mig. Jeg er så knust! Han sagde, at jeg er sindsyg og at han kommer til at sende mig til "et sted" for gale mennesker.
Det er rigtigt, at jeg ikke har det godt og at jeg ikke længere er så social som jeg var før sygdommen. MEN jeg er der altid for ham og hans kæreste. Jeg prøver så hårdt at være god ved dem og behage dem, selv når jeg er virkelig utilpas.
Hvis jeg hele tiden kæftet op og blandet mig ville jeg, til en vis grad, godt forstå den, MEN jeg er kærlig, opmærksom, og har hidtil forventet det samme af ham. Måske forventer jeg for meget, men jeg bærer ikke nag.
Hvordan kunne det ske? Vi var sådan en nær familie.
Derfor har jeg en svær depression i øjeblikket, og virkelig ikke ønsker at flytte, selv om jeg tror at det er bedst at jeg flytter væk.
Jeg ved, at det er min søns bedstemor, der står bag det hele, MEN jeg har IKKE opdraget ham til at være sådan, som han er blevet over for mig.
Ked af at klynke, men jeg kan ikke tro, at dette er sket for mig og min søn.
Tak
Shelley
Samme sted svar fra tigger67:
Jeg har oplevet det samme og forstår din vrede. Da jeg første gang blev diagnosticeret med hypothyreose var min familie og venner støttende og forstående. Tre år senere er jeg stadig ikke i bedring, og jeg er nu forladt af alle, også mine forældre.
Det synes at være den menneskelige natur at ønske kun omgås glade mennesker. Min fornemmelse er, at folk hellere vil stikke hovedet i busken og lade som om livet er altid vidunderligt end at se virkeligheden i øjnene. Jeg har fået at vide jeg skal holde op med at fokusere på mit helbred og bare acceptere mine begrænsninger, og gå videre med livet.
De har sammenlignet mig med en person der er bundet til en kørestol, og alligevel går videre med sit liv. Men en handicappet der ikke kan gå, kan ikke behandles og hans situation er stabil og forudsigelig. Derimod kan min sygdom behandles. Hypothyreose bliver bare værre hvis den ikke behandles, så hvis jeg skulle efterkomme ordren om ikke at fokusere på sygdommen kunne jeg lige så godt opgive og indstille mig på at dø.
Shelley48:
Tak Tigger
Jeg græder, fordi anerkendelse og sympati hjælper.
Jeg forsøger virkelig at gøre mere og har klaret det bedre på mange områder, men er nu virkelig slået ned igen - lige som jeg troede, jeg gjorde godt.
Jeg er en vittighed i familiens øjne. Jeg kan ikke tro det. Jeg har forklaret for flere af dem, hvor lang tid det ville tage at begynde at få det bedre, og at jeg er ked af at jeg ikke altid kan være der for dem, selv om jeg gør hvad jeg kan, og mere til, og uanset hvor syg jeg er.
Jeg har altid troet, at jeg havde rigeligt kompenseret min søn for alt det han gik glip af pga. min sygdom, men det ser ud til nu, at han er ked og led af af mig - denne 'person', der er ikke som hun plejede at være, og han kan ikke få det ud af hende, han førhen var vant til. Men jeg hjælper ham økonomisk og han kan altid regne med mine følelser for ham.
Hvordan kunne denne forfærdelige ske? Min familie er mit liv, og nu føler jeg mig så ensom, at det er faktisk uudholdelig i øjeblikket. (...)
Shelley
