Moderne diabetesbehandling er en skandale
Uffe Ravnskov er læge fra Københavns Universitet i 1961. Han har i sin medicinske karriere fortrinsvist virket i Lund i Sverige blandt andet som docent ved nyreklinikken ved Lunds Universitet, hvor han erhvervede sin doktorgrad. Hans første bog "Kolesterol – myter og realiteter" er udkommet på 6 sprog og er belønnet med flere priser. Sidst udkom bogen Hvorfor et højt kolesteroltal er nyttigt. Ud over de to bøger har Uffe Ravnskov et stort antal videnskabelige artikler bag sig.
Nu har den gode, gammel læge mistet tålmodigheden igen. Denne gang med behandlingen af diabetes. Uffe Ravnskovs seneste kronik bærer overskriften i kraftige vendinger, så ingen kan være i tvivl, hvad han mener: Moderne diabetesbehandling er en skandale.
Af Uffe Ravnskov
At fed mad er skyld i diabetes, er en af de alvorligste misforståelser i moderne medicin.
Antallet diabetikere er steget voldsomt de seneste 25 år i de fleste lande, og type 2-diabetes, også kaldet gammelmandsdiabetes, er blevet et af de største medicinske problemer.
Ikke alene forkorter sygdommen livet; de sidste leveår forpestes desuden af hyppige infektioner, koldbrand i fødderne, andre åreforkalkningssygdomme, blindhed eller dialysekrævende nyresygdom.
At det er den fede mad, der er skyld i det hele, er imidlertid en af de alvorligste misforståelser inden for den moderne medicin. Men først nogle fakta om selve diabetessygdommen.
Diabetikernes problem er, at de ikke kan forbrænde sukker i samme takt som raske mennesker. Alle kulhydrater spaltes i tarmen til sukker, og kulhydraterne finder vi i slik, søde drikkevarer, kager, brød, pasta, kartofler og andre rodfrugter.
Når diabetikere spiser eller drikker for mange kulhydrater, stiger blodsukkeret til faretruende højder og udskilles i urinen. Og det vrimler med kulhydrater i vores mad.
En almindelig kartoffel på hundrede gram omdannes stort set til samme mængde sukker nede i tyndtarmen, og i en liter Coca-Cola findes der lige så meget som i 50 sukkerknalder.
Der findes mange diabetestyper, men de starter alle med de samme symptomer.
De to almindeligste former kaldes type 1 og type 2-diabetes. Trods navneligheden er det to forskellige sygdomme. Type 1 optræder som regel allerede i barndommen og skyldes, at bugspytkirtlen ikke længere kan producere insulin.
Inden vi fandt ud af at behandle med insulin, døde alle med denne type. At det ikke var for meget fedt, der var årsagen, viste den svenske medicinprofessor Karl Petrén, da det lykkedes ham at holde liv i nogle af sine patienter uden insulin ved at forbyde alle kulhydrater og i stedet lade børnene spise sig mætte i fedt og protein.
Type 2 er den helt dominerende form i dag. Her stiger blodsukkeret, fordi kroppens celler er mere eller mindre ufølsomme for insulin og derfor ikke kan forbrænde sukkeret hurtigt nok.
At kalde denne type for gammelmandsdiabetes, er imidlertid et misbrug af det danske sprog, fordi den i dag også forekommer hos unge mennesker.
At madens fedt heller ikke er årsagen til type 2-diabetes, fremgår af mange observationer.
Allerede i 1963 rapporterede lægen George Campbell, at en tredjedel af de indere, som var emigreret til Sydafrika for at arbejde i sukkerindustrien, fik type 2-diabetes, mens frekvensen i hjemlandet blot var 1 procent.
Kulhydraterne er dog ikke selve årsagen; ellers skulle alle mennesker få type 2-diabetes før eller senere. Vi kender helt enkelt ikke årsagen; men sandsynligvis findes der arvelige faktorer med i spillet.
Men at sygdommen giver sig til kende, når maden indeholder for meget sukker og for mange kulhydrater, er gammel kundskab.
Advarslerne mod det mættede fedt accelererede, da kolesterolkampagnen startede i USA. Man mente, at det mættede fedt fik kolesteroltallet til at stige, og at et for højt kolesteroltal var årsagen til åreforkalkning og hjerte-kar-sygdom.
Ideen blev lanceret allerede i halvtredserne ved hjælp af data, som en amerikansk professor ved navn Ancel Keys havde manipuleret.
Det lykkedes ham at overbevise sine kolleger, skønt talrige undersøgelser siden da har vist, at der er noget, der ikke stemmer.
Mere end 30 studier har for eksempel vist, at kolesteroltallet hos mennesker, der fråser i mættet fedt, ikke er højere end hos andre.
Intet kosteksperiment har kunnet forebygge hjerteinfarkt ved at mindske på madens indhold af mættet fedt. Mange studier har også vist, at risikoen for at dø af et hjerteinfarkt eller et slagtilfælde er mindst hos dem, der spiser flest mejeriprodukter.
Mættet fedt er nyttigt, siger den amerikanske forsker Ronald Krauss. Han fandt ud af, at man kunne dele det ’lede’ LDL kolesterol i flere slags molekyler.
Et stort antal af små, tætte LDL-partikler i blodet signalerer en større risiko for at dø af et hjerteinfarkt end normalt, mens det er en fordel at have et højt antal af store, lette LDL-partikler.
Det interessante ved denne opdagelse er, at når Krauss gav sine patienter en kulhydratfattig kost med meget fedt, så mindskedes antallet af de små, tætte LDL-partikler, mens antallet af de andre steg. Når han derimod gav dem den kost, som man anbefaler i dag, så var det lige omvendt.
Men revolutionerende opdagelser når ikke frem til offentligheden uden videre. Ronald Krauss er medlem af den komité, der giver kostråd til amerikanerne.
Da jeg mødte ham for et par år siden i Chicago, spurgte jeg ham, hvordan det kunne være, at de stadigvæk advarede mod det mættede fedt; han havde jo givet det bedste bevis på, at det var et dårligt råd.
»Jo, ser du«, svarede han, »når vi er uenige i komitéen, så afgør vi sagen ved håndsoprækning«.
Selv om vores mad skulle få kolesteroltallet til at stige, så er det ikke noget at være urolig for. Mange undersøgelser af døde mennesker har nemlig vist, at de, der har et lavt kolesteroltal, bliver nøjagtig lige så åreforkalkede som mennesker med et højt.
Det er også et faktum, at kolesteroltallet hos patienter, der lægges ind med akut hjerteinfarkt, i gennemsnit er lavere end normalt, det er ikke højere.
Det viste to amerikanske studier for nylig, og det drejer sig ikke om en enkelt afvigende observation; de to studier omfattede sammenlagt næsten 150.000 patienter fra hele USA.
Der er heller ingen, der har kunnet vise, at et højt kolesteroltal er en risikofaktor for kvinder, men det mest besynderlige er nok, at alle kolesterolforskere ignorerer det faktum, at mere end tyve studier har vist, at mennesker med et højt kolesteroltal lever længst!
Amerikanske eksperter besluttede imidlertid i firserne, at diabetikere burde undgå det mættede fedt ligesom alle andre. Der var imidlertid et problem.
Hvis en diabetiker hverken må spise fedt eller kulhydrater, bliver det svært at dække kaloriebehovet. Man sagde derfor, at diabetikerne skulle holde sig til kulhydraterne. Hvis blodsukkeret steg for meget, skulle man blot øge insulindosen.
Siden da er forbruget af kulhydrater steget i de fleste lande, mens forbruget af mættet fedt er gået ned. Det er netop i denne periode, at vi har set en fedmeepidemi og en eksplosionsagtig stigning af antallet af mennesker med type 2-diabetes.
Hvordan er det da muligt at påstå, at årsagen er det mættede fedt? Er det ikke mere sandsynligt, at de, der har anlæg for aldersdiabetes, er blevet syge, fordi de spiser og drikker for mange kulhydrater? Det er der meget, der tyder på.
For et år siden blev jeg spurgt, om jeg ville fungere som ekstern konsulent for ’Mat vid diabetes’, en ny rapport fra den svenske institution Statens beredning för medicinsk utvärdering (SBU).
Da jeg læste den foreløbige rapport, opdagede jeg, at man i analysen af de videnskabelige studier havde udelukket næsten tyve veludførte kosteksperimenter på patienter med type 2-diabetes eller med dets forstadium, det man kalder metabolisk syndrom.
Man forklarede, at eksperimenterne enten var af for kort varighed (mindre end 24 uger), eller at de havde for få forsøgspersoner (mindre end 50).
I disse eksperimenter, mange af dem udført af kendte amerikanske diabetesforskere som Richard Feinman, Eric Westman, Jeff Volek og Mary Vernon, havde man sammenlignet en kulhydratfattig og fedtrig kost med den gængse kulhydratrige og fedtfattige.
Stort set alle forsøgene viste, at samtlige risikofaktorer for type 2-diabetes var blevet forbedret med den kulhydratfattige kost; mange af patienterne havde til og med været i stand til at lægge både insulinsprøjten og diabetestabletterne på hylden.
De eksperimenter, der var inkluderet i rapporten, viste derimod ingen væsentlig forskel mellem de to kosttyper. Forklaringen er, at man i ingen af dem havde anvendt en kost med et kulhydratindhold, der dækkede mindre end 40 procent af patienternes kaloriebehov.
Hvad de små studier nemlig havde vist, var, at effekten først blev tydelig under denne grænse. Jo færre kulhydrater, desto bedre effekt.
I min rapport (www.ravnskov.nu/SBU) understregede jeg også, at der ikke var nogen grund til at mindske på det mættede fedt. Indtil i dag er der nemlig publiceret otte store oversigtsartikler, hvor forfatterne efter en nøje gennemgang af den medicinske litteratur er kommet frem til, at det mættede fedt ikke er farligt for sundheden.
Det er også, hvad man kan læse i den seneste rapport fra WHO og FAO. Ingen af mine synspunkter kom imidlertid med i den færdige rapport.
I en efterfølgende debat i det svenske tidsskrift Dagens Medicin*) skrev to repræsentanter for SBU, at mine argumenter ikke holder, fordi »behandlingen skal forhindre de alvorlige diabeteskomplikationer, uden at den påvirker livskvaliteten på en negativ måde«.
Kostrådene skal derfor være »fordelagtige på lang sigt«.
Her glemmer de, at der ikke findes et eneste kosteksperiment, som har vist, at de nuværende kostråd gør nogen nytte, hverken for diabetikere eller for andre mennesker.
Dagens kostråd bygger på spekulationer; ingen har vist, at de fungerer i virkeligheden.
Her vil jeg dog indskyde en rettelse. Et par år senere publiceredes faktisk to studier med positiv effekt, begge finansierede af Ny Zealands sukkerindustri, men ingen har kunnet bekræfte deres resultat.
Det er desuden højst usandsynligt, at en kost, som allerede efter nogle uger kan normalisere blodsukkeret og blodets insulinniveau, sænke blodtrykket, øge følsomheden for insulin, mindske kropsvægten og behovet for diabetesmedicin uden negative effekter på kolesteroltallet og desuden sænke triglyceriderne, ’det nye kolesterol’, ikke også skulle være fordelagtig på lang sigt.
Et andet argument fra Statens beredning för medicinsk utvärdering var, at nogle patienter har svært ved at følge en kulhydratfattig diæt. Det er et dårligt argument.
Hvorfor må de, der kan, ikke få chancen til at blive raske? At nogle har svært ved at følge en kulhydratfattig kost, er en udfordring til vore kokke og diætister; det er ikke en anledning til at afvise den.
Med samme argument burde vi også afvise penicillinbehandling, fordi der er mange patienter, der ikke tåler penicillin.
Mine indvendinger i Dagens Medicin og de mange studier, som peger på nytten af at mindske på madens kulhydrater, har endnu ikke haft nogen effekt.
Et af de seneste numre af Läkartidningen, det svenske Ugeskrift for Læger, var helliget diabetesbehandling og den nye SBU-rapport, uden at et eneste ord blev nævnt om de mange positive koststudier.
Flere forfattere, alle med økonomiske bånd til lægemiddelindustrien, betonede i stedet hvor vigtigt det er at sænke blodsukkeret effektivt ved hjælp af medicin.
De påpegede dog, at ingen langtidsstudier havde vist, at denne metode kan mindske dødeligheden; i et af de seneste studier øgedes den tilmed.
At insulinbehandling øger både kropsvægten og risikoen for alvorlige komplikationer, blev også nævnt, men det anså man ikke var anledning til at afstå.
Heldigvis har talrige diabetikere i Sverige fundet ud af, at de bliver raske og slanke uden medicin, hvis de lader brødet, kagerne, kartoflerne, chipsene og Coca-Colaen stå og i stedet fråser i kød, flæsk, æg og alle slags fede mejeriprodukter.
Hvordan ser det så ud i Danmark, flæskestegens fædreland? Man leder desværre forgæves på Diabetesforeningens hjemmeside efter en omtale af de mange studier, der har vist den kulhydratfattige diæts fordele, og når det gælder det mættede fedt, er det »same procedure as every year!«.
Uffe Ravnskov docent, dr. med
***
*) Uffe Ravnskov i Dagens Medicin (SE):
Sv: Moderne diabetesbehandling er en skandale
Etter å ha levd i snart et år med insulinkrevende diabetes, må jeg si at dette også er min erfaring. Et vanlig kosthold med mye karbohydrater er ikke for folk med diabetes, og at den fedmeepidemien vi ser nå, er et resultat av feilslåtte kostholdsanbefalinger.
Men jeg har også lurt på hvorfor mitt blodsukker ikke går ned, men bare øker, til tross for at jeg nesten ikke spiser karbohydrater. For det skulle jo gå ned, og behovet for insulin burde ha avtatt med den lille karbohydratmengden jeg nå spiser. Jeg stilte spørsmålet til diafonen (Diabetesforbundets hjelpetjeneste), og svaret var at siden jeg hadde en autoimmun hypothyreose, kunne jeg også ha utviklet en autoimmun diabetes. Altså at immunforsvaret ødelegger bukspyttkjertelen også.
Skal til fastlegen i morgen, og da skal han få ta blodprøver for å sjekke dette.
Sv: Moderne diabetesbehandling er en skandale
Hvordan gikk det med prøvene hos fastlegen Sonja? Hadde diabetesen noe med auimmunitet å gjøre?
Jeg har vært litt opptatt av dette med autoimmune prosesser som angriper flere organer i kroppen, ettersom jeg har både hashimotos og vitiligo (immunforsvaret angriper melanocyttene - de cellene som produserer pigment i huden). Så har jeg en mamma på nesten 80, som har dette, pluss diabetes, pluss at hun har hatt noen tilfeller av alopecia areata (hvor immunforsvaret angriper hårsekkene slik at håret faller av, flekkvis).
Jeg fant denne artikkelen http://emedicine.medscape.com/article/124398-overview om noe som kalles autoimmunt polyglandulært syndrom type III, som passer presis på mammaen min, selv om hun aldri har fått noen diagnose på det.
Er det noen som kjenner til denne diagnosen? Er den kjent / akseptert i Norge? Jeg står på venteliste for å komme til endokrinolog på Aker, og tenkte å spørre om dette der. Fikk beskjed om at jeg kunne vente å få time i mai (!) var ikke prioritert pasient, og var ikke omfattet av ventelistegarantien ... desp1
