Denne bog handler om alternativ behandling. Den er skrevet af konventionelt uddannede danske læger. Den handler om, hvad alternativ behandling er, hvordan den virker, hvorfor den kaldes alternativ, og hvorfor det etablerede og det alternative sundhedsvæsen i Danmark ofte har svært ved at samarbejde. Femten læger fortæller om deres syn på sundhedsdebatten, om at tænke sundhed og sygdom på en ny måde, om de forskellige grunde til at mange danskere ikke fortæller deres læge, at de har opsøgt alternativ behandling. Og om hvad man kan gøre for at forbedre kommunikationen, den gensidige forståelse og samarbejdet.
Alternativ behandling er som sådan ikke noget nyt fænomen. Meget af det, vi i vore dage opfatter som alternativt, var en naturlig del af det antikke græske sundhedsvæsen og af hele den europæiske folkemedicin. Men også efter den moderne medicins fremkomst har alternative ideer om sundhed og sygdom eksisteret og har gerne skabt heftige diskussioner inden for lægeverdenen. Et eksempel på dette er historien om den ungarske læge Semmelweis.
Semmelweis blev professor i fødselslære i Budapest i 1854. På den tid var dødeligheden på barselsafdelingerne høj - mere end en fjerdedel af kvinderne døde i sengen på grund af barselsfeber. Semmelweis fik den tanke, at barselsfeberen kunne stamme fra en sygdomsfremkaldende substans, som de unge læger overførte direkte fra de lig de obducerede, til de fødende kvinder. Det var ikke ualmindeligt at gå direkte fra en obduktion til en fødsel.
Han forpligtede derfor sine læger til at sterilisere deres hænder i klorvand. Dette førte til en lang polemik med det etablerede sundhedsvæsen og endte med hans afskedigelse, selvom dødeligheden på barselsafdelingerne faldt betragteligt.
Semmelweis' arbejde fik ingen betydning for hans samtid.
Man havde endnu ikke accepteret bakteriernes eksistens, da man ikke havde udstyr til at gøre dem synlige. Denne accept, og dermed anerkendelsen af Semmelweis' arbejde, kom først en række år senere i forbindelse med Pasteurs opdagelser.
Historien om Semmelweis er et velegnet eksempel til at illustrere den lukkethed, der til alle tider har hersket over for nye og ukendte ideer. Hvis en påstand ikke umiddelbart har været forståelig inden for en given videnskab, er den i mange tilfælde ikke blot blevet forkastet, men ofte også forfulgt og latterliggjort.
Nogle har den opfattelse, at denne lukkethed ikke kun hører fortiden til, men at den lever i bedste velgående, og at den er særligt udbredt inden for den moderne medicin. At alternative syn på sundhed og sygdom netop kan risikere at blive forkastet, forfulgt og latterliggjort, hvis de ikke passer ind i den lægelige tankegang. Og at man risikerer at afvise behandlingsmetoder, der kunne være virksomme, fordi man ikke forstår, eller ikke vil acceptere, deres filosofi.
Internationale undersøgelser viser, at Danmark er blandt de lande i Europa, hvor kløften mellem det etablerede og det alternative sundhedsvæsen er størst. Samtidigt er interessen for alternativ behandling stærkt stigende i Danmark. Undersøgelser viser, at langt over halvdelen af den danske befolkning modtager eller har modtaget alternativ behandling.
At de to sundhedsvæsener herhjemme ikke har meget med hinanden at gøre, kan bl.a. ses ved, at der eksisterer en stor mængde litteratur om alternativ behandling, men at det kun er en lille del, der er skrevet af repræsentanter for det etablerede sundhedsvæsen - læger, sygeplejersker, farmaceuter e.l. Der hersker generelt en skepsis over for det ukontrollerede uddannelsesniveau inden for den alternative behandlerverden, og fraværet af (accepterede) eksamenspapirer er en af årsagerne til, at dele af det etablerede sundhedsvæsen, i særdeleshed lægerne, ofte afviser alternative behandlingstilgange uden egentlig at stifte bekendtskab med det pågældende behandlingsprincip.
Man møder i den forbindelse ofte den antagelse, at alternativ behandling er useriøs og uvidenskabelig. Skræmmebilledet på den alternative behandler er en midaldrende, frustreret husmor, der realiserer sig selv via et weekendkursus i en eller anden obskur behandlingsmetode og derefter modtager klienter til skyhøje priser. Man fokuserer i mindre grad på, at der efterhånden bliver mere og mere konventionelt uddannet sundhedspersonale, der inddrager alternativ behandling, samt at der mange steder i verden eksisterer lange og højt respekterede uddannelser inden for alternativ behandling.
Den mest kritiske, og samtidig mest indflydelsesfulde, gruppe inden for det etablerede sundhedssystem har traditionelt været lægerne. Men også i denne gruppe finder man flere og flere brobyggere - læger, der samarbejder med det alternative behandlingsområde.
Denne bog indeholder bidrag fra femten af disse læger. De er alle traditionelt uddannede (cand. med.'er) og arbejder alle med alternativ behandling. På forskellig vis repræsenterer de et budskab om, at alternativ behandling ikke er uforenelig med traditionel lægegerning, selvom modstanden kan være stor og forhindringerne mange.
Ud over de femten læger bidrager også en tandlæge, en medicinstuderende, en sygeplejerske og en sociolog.
Gennem bogen præsenteres en række af de mest benyttede, alternative behandlingstilgange og problematikker i relation til brobygningsdebatten. Jeg har bedt alle bidragydere om at inddrage følgende tre aspekter i deres kapitel:
- en personlig beretning
- en præsentation af et udvalgt fagligt fokus
- mulige forklaringer på det manglende samarbejde mellem etableret og alternativ behandling og ideer til konkrete indsatsområder for at fremme brobygningen i det danske sundhedsvæsen.
Alternativt interesserede læsere kan i bogen finde en bred vifte af alternative behandlingsretninger, baggrunden for fordomme, magtkampe, afvisninger mv. beskrevet. Samtidig kan skeptikere finde det alternative område og problematikken omkring divergerende menneskesyn og videnskabsidealer kompetent beskrevet af læger.
Bogen kan læses som en helhed, men kan i vidt omfang også fungere som opslagsbog.
Alle bogens bidragydere har udvist stor tålmodighed og samarbejdsvilje i forbindelse med bogens tilblivelse. Det skal de have tak for. Ikke mindst tak til Anja Fjord for utallige og utrættelige gennemlæsninger, korrekturlæsninger og konstruktive input.
Det er mit håb, at de respektive parter i den danske sundhedsdebat i bogen kan finde inspiration til at anskue sundhed og helbred i et bredt, åbent og fordomsfrit perspektiv. En større forståelse den etablerede og den alternative behandling imellem er grundlæggende for et bedre samarbejde. Et samarbejde, der kunne være til stor gavn og glæde for såvel den enkelte patient som for folkesundheden generelt.
Lasse E. Skovgaard, april 2003 
