En skolemedicinsk læge der også er homøopat

I tråden Homøopati og lavt stoffskifte bølger diskussionen om man kan behandle lavt stofskifte homøopatisk eller ikke.

Yvette skrev at det var en homøopat der har opdaget hendes hypothyreose, men henviste hende til en læge da homøopaten ikke mente hun kunne behandle Yvette med god effekt.

Lona kom med en solskinsberetning om sin søsters vellykket behandling af hypothyreose hos en homoøpat i Schweitz. Det er vist ikke så nemt at trænge igennem med da vi her på forummet er smertelig klar over hvor mange behandlingsforsøg har fejlet og hvor mange alternative behandlere har lovet guld og grønne skove. I bedste fald endte det med uforandret hypothyreose og i værste - en gedigen forværring, og en tynd pengepung.

Men der er mange typer hypothyreose, selv om lægestanden diagnostiserer dem alle ved samme type blodprøver og behandler sygdommen med samme medicner og i samme doserings-standarder - uden at tage hensyn til, at forskellige hypothyreoser kræver forskellige behandlinger. Måske vil visse typer af hypothyreose vellykket behandles homøopatisk? Eller dem alle? Selv tvivler jeg, men det er ikke sikkert at jeg har ret....

Jeg har tænkt på, at vi måske ved for lidt om homøopati og derfor betragter den gennem samme briller, som så mange læger betragter f.eks. USP Thyroid-mediciner - skepticisme funderet i utilstrækkelig viden, måske?

Jeg læser om at homøopatisk behandling er rettet mod genopretning af kroppens indre balance, herunder selvfølgelig (auto)immunitet. rexxy69 skriver om at Hashimoto's "sykdom er en tilstand der immunforsvaret angriper skjoldbruskkjertelen." Jeg tænker.... hvis immunfosvaret kunne "gen-afbalanceres", bringes tilbage til sin oprindelige tilstand (uanset med hvilke midler eller behandlingsmetoder) - kunne Hashimoto's bringes til ophør før anrettede skader blev for store? Hvem ved? Jeg gør ikke, men det er i hvert fald værd at fundere over.

Selv har jeg ikke ubetinget tiltro til hvad alskens homøopater selv skriver om deres behandlingsmetoder. Som alle andre mennesker skal de skal have mad på bordet og derfor skal de også have patienter at leve af. Men jeg ville gerne vide mere om homøopati alligevel og jeg fandt frem til en skolemedicinsk læge, speciallæge i almen medicin, der har sat alt på et kort, solgte sin speciallægepraksis og gik den alternative vejen, som ikke var uden omkostninger, men som han holder fortsat fast ved siden 1980-erne. Det gør man ikke uden at man ser en mening med det og mening med den slags kan kun måles med helbredte patienter, eller patienter i bedring...

Lægen hedder Gunner Ødum og hans beretning om vejen fra læge til læge/homøopat har jeg læst i bogen "Lægekunst i det 21. århundrede. Danske læger om alternativ behandling", Forlaget Hovedland 2004. Jeg har skrevet til ham og fik hans tilladelse til at poste hans beretning fra bogen her på forummet. Det er en meget interessant læsning, kan jeg sige for min egen del. xx9

"Det er bare vand..."

Homøopati

Af Gunner Ødum
Læge, speciallæge i almen medicin.
Akupunktør og klassisk homøopat MDSKH (Medlem af Dansk Selskab for Klassisk Homøopati)
Arbejder som flyverlæge, privat praktiserende holistisk læge, akupunktør og homøopat.

I 1977 overtog jeg en solopraksis i Øster Hornum sydvest for Aalborg. Det var en praksis med et forholdsvis stort antal patienter. Ud fra de kriterier, jeg stillede til den praktiserende læges arbejde, følte jeg mig i mange sammenhænge ikke klædt på til dette arbejde. Det var utilfredsstillende for mig at sende patienterne videre med en recept eller henvisning, og jeg følte en stor trang til at gøre noget andet - gøre noget mere. Dette var ganske givet grunden til, at jeg var modtagelig over for andre måder at behandle sygdomme på end den rent lægelige.

Året efter jeg var startet som praktiserende læge, havde jeg en patient på ca. 60 år med astmatisk bronkitis. Han var ikke i stand til at passe sit arbejde, og jeg begyndte ret hurtigt at diskutere førtidspensionering med ham. Pludseligt og uventet fik han det meget bedre. Først ville han ikke fortælle, at han havde fået et antal behandlinger hos en kiropraktor, som på det tidspunkt blev betragtet som alternativ behandler. Senere kom det dog frem.

Jeg blev nysgerrig og tog kontakt til kiropraktoren, som blev mit første møde med den alternative behandling. Kiropraktoren introducerede mig til deres måde at stille diagnoser og behandle på. Det nye for mig var, at kiropraktorbehandlingerne ikke alene kunne hjælpe patienter med ryglidelser, men også virkede i forhold til lidelser, som normalt hører under lægens behandlingsområde.

Senere samme år besøgte jeg og den før omtalte kiropraktor, samt vores ægtefæller, en ældre dame, Alma Nissen, som havde "Brandals Hälsohem" i Södertalje syd for Stockholm. Hun brugte kartoffelvand og hvidløg som udrensningskur bl.a. i forbindelse med gigtsygdomme.

Alma Nissen var den, hvis metoder for alvor tændte min interesse for alternativ tankegang og behandling.

Kort tid efter besøget hos Alma Nissen skar jeg mig med en skalpel i venstre ringfinger under en konsultation i min praksis. Sener og andet væv blev gennemskåret helt ind til knoglen. Såret ville pga. betændelse ikke læges, og i løbet af kort tid viste det sig, at der også var betændelse i knoglen. Jeg blev behandlet med diverse antibiotiske midler uden at opnå den ønskede virkning. Da jeg kendte det typiske forløb for knoglebetændelse, forberedte jeg mig på amputation af fingeren. Inden det kom så vidt, kontaktede jeg Alma Nissen, der anbefalede mig et ophold hos hende. Dagen efter rejste jeg til "Brandals Hälsohem" mhp. at gennemgå Almas kur med kartoffelvand og hvidløg (10 fed 3 gange dagligt i 8 dage). De mange hvidløg eliminerede bl.a. betændelsestilstanden, og inden længe var både jeg og min finger rask igen.

I 1981 tog jeg et halvt års orlov fra min lægepraksis og rejste igen til Sverige for nærmere at undersøge de metoder, Alma Nissen brugte, når hun behandlede gigtpatienter. I den forbindelse blev jeg klar over, at en udrensningskur og en ændring af kostvaner ikke kan stå alene som behandlingsmetode. De fleste af patienterne faldt relativt hurtigt tilbage til deres oprindelige sygdomsstadie.

Denne indsigt bragte mig i kontakt med bl.a. den homøopatiske medicin, der bygger på, at mennesket fødes med en livsenergi. Svækkes denne, opstår der risiko for sygdom. Opgaven består i at finde det homøopatiske middel, der kan styrke og genskabe balancen i det enkelte menneskes livsenergi.

Under en konsultation er det helt centrale at få kendskab til det særegne, som kendetegner netop det menneske, der sidder over for homøopaten. Grunden er, at homøopati - i modsætning til den traditionelle lægevidenskab - opfatter ethvert menneske som unikt. Derfor skal f.eks. ti leddegigtpatienter typisk have ti forskellige homøopatiske midler.

I 1985 var jeg med til at starte Center for Integreret Medicin i Ranum - Ranumcentret. Den overordnede ideologi var, at læger og alternative behandlere skulle indgå i et ligeværdigt samarbejde. I begyndelsen var jeg en blandt flere læger på centret, men efter forholdsvis kort tid blev jeg den, der havde ansvaret for det lægelige område. I gruppen af behandlere var der bl.a. kostterapeuter, akupunktører, yoga-lærere, healere, homøopater, zoneterapeuter og kiropraktorer.

Jeg havde ansat en vikar, som passede min lægepraksis. Som praktiserende læge var jeg tilknyttet en 12-mands forening, hvor vi med passende mellemrum mødtes mhp. at udvide vores faglige horisont. På et tidspunkt inviterede jeg den pågældende 12-mandsforening med fruer til Ranumcentret for at fortælle dem om den tankegang og de behandlingsmetoder, vi anvendte der. Mødet endte i rent kaos, hvor nogle af de mest rabiate "faldt over mig" og haglede både centret og vores arbejde totalt ned. Jeg blev beskyldt for at være kvaksalver, fordi vores behandlingsmetoder ikke var dokumenteret efter de lægevidenskabelige parametre osv. Kort tid efter blev jeg bedt om at forlade 12-mandsforeningen.

Efter halvandet år måtte Ranumcentret lukke på grund af økonomiske vanskeligheder. Et TV-indslag havde sat fokus på det, som af nogen blev opfattet som mere okkulte sider af centrets arbejde, såsom meditation, pendulering, healing og auralæsning. Dette bevirkede, at klientantallet faldt umiddelbart efter, således at økonomien ikke længere kunne hænge sammen. Jeg havde på dette tidspunkt solgt min lægepraksis til den før omtalte vikar. Jeg stod derfor i en situation, hvor jeg ingen indtægtskilde havde.

I 1987 startede jeg på en uddannelse som klassisk homøopat.

Forinden havde jeg høstet mange erfaringer gennem det tætte, daglige samarbejde med alternative behandlere, som jeg havde haft på Ranumcentret.

Sideløbende med uddannelsen som homøopat startede jeg Aalborg Specialklinik sammen med en ung massør, der havde udviklet sin egen behandlingsmetode, der bestod af en kombination af massage, kiropraktik og akupunktur. Jeg gik i en slags mesterlære hos ham, og samtidig superviserede jeg hans akupunktur. Samarbejdet sluttede efter 4 måneder, hvorefter jeg fortsatte med Center for Integreret Medicin i Aalborg sammen med min kone Lisbeth og Jørgen Aagaard, der arbejder med healing og dybdepsykologi. Det var et forsøg på at videreføre modellen fra Ranumcentret.

For at få økonomien til at hænge sammen blev jeg i 1988 ansat som reservelæge på Flyvestation Aalborg. Jeg havde tidligere aftjent min værnepligt i flyvevåbnet og kendte derfor en del til dette. Jeg blev en af de første kontraktansatte læger ved forsvaret - men ikke uden sværdslag. Den daværende generallæge kendte åbenbart til mine alternative synspunkter og turde i første omgang ikke ansætte mig, da forsvaret var en statslig institution. Flyvevåbnets stabslæge og Flyvestation Aalborgs overlæge så imidlertid ingen problemer, når blot jeg undlod at arbejde med alternative behandlingsmetoder inden for forsvaret.

I en årrække arbejdede jeg således med alternativ behandling i min private klinik og som læge på Flyvestationen. På et tidspunkt blev jeg opsøgt af den lokale presse, fordi jeg havde skrevet forord til bogen Vaccinationer. E.r de sikre og effektive? Bogens indhold forholder sig kritisk til det danske børnevaccinationsprogram. Dette resulterede i en større artikel i foråret 1996, hvor jeg kritiserede børnevaccinationerne, da jeg mener, at de svækker børns immunsystern og dermed gør dem syge. Artiklen medførte en voldsom debat, som bl.a. bevirkede, at jeg fik - og stadig får - henvendelser fra et stort antal forældre, hvis børn var/er syge. Den offentlige debat om vaccinationsskader er i dag på det nærmeste blevet et tabuemne.

Jeg mener fortsat, at børnevaccinationerne kan give bl.a. neurologiske skader og skader på det enkelte barns immunsystem. Jeg tillægger vaccinationer et afgørende medansvar for autisme, indlærings- og adfærdsproblemer, hyperaktivitet, DAMP og epilepsi - men også for det, at selv små børn udvikler diabetes og leddegigt.

Mange mennesker, som føler sig syge, oplever, at de ikke kan hente hjælp i det etablerede sundhedsvæsen. Læger fokuserer i høj grad på sygdomsdiagnoser. Jeg har langt mere fokus på at behandle syge mennesker. Jeg betragter mennesker som syge, når de føler sig syge. Det er ikke mig, der skal bestemme, om de er syge. Psykiske og følelsesmæssige problemer er lige så virkelige, som de fysiske, selvom de ikke kan "måles og vejes".

Inden for de sidste 4 år er jeg begyndt at bruge stoffet EDTA (ethylendiamiantetraeddikesyre) til behandling af patienter med angina pectoris (hjertekrampe ), kredsløbsforstyrrelser i benene, truende amputation eller senfølger af sukkersyge. Efter selv at have været skeptisk over for anvendelsen af det omdiskuterede middel er jeg i dag overbevist om dets gavnlige effekt - selvom der mangler en egentlig videnskabelig dokumentation. Det paradoksale er, at en flok danske kar- og hjertekirurger har skaffet millionbeløb (fra medicinalindustrien) med det formål at dokumentere, at EDTA ikke virker. Alene den kendsgerning er for mig bevis på, at det virker. Den lægevidenskabelige dokumentation kan således også misbruges.

En del cancerpatienter kommer til mig for at få C-vitamin i store doser. Henvendelsen sker som regel på baggrund af, at de af danske kræftlæger har fået at vide, at der ikke mere er håb for helbredelse. Det er afgørende vigtigt at give kræftpatienter håb og motivation. Alene det at tage sagen i egen hånd - tage ansvar for sit liv - har en bedrende effekt på helbredet.

Siden 1998 har jeg haft klinik i Løkken.

Homøopatisk medicin - fremtidens lægekunst

Ud fra mit synspunkt er homøopatien den behandlingsform, der har den kraftigst lægende/helbredende virkning. Når homøopatien ikke virker, skyldes det i 99% af tilfælde, at homøopaten har valgt et forkert remedium (middel). Den homøopatiske medicin ordineres individuelt baseret på det enkelte menneskes totale symptomer - både aktuelle og tidligere symptomer. De lægelige diagnoser behandles med allopatisk medicin, dvs. medicin produceret af medicinalindustrien, hvor der er videnskabelig dokumentation for virkningen og til dels for, at et givent præparat ikke giver varige, livstruende skader.

Den homøopatiske medicin ordineres ikke på baggrund af lægelige diagnoser som cancer, sukkersyge osv. Homøopatien er en holistisk behandlingsform, hvilket vil sige, at hele menneskets ubalance behandles - ikke blot symptomer og/eller sygdomme. Homøopatens primære fokus er de særegne, individuelle symptomer, det enkelte mennesker føler/oplever. Ifølge homøopatien opstår symptomer/sygdomme, når livsenergien/livskraften hos det enkelte individ er svækket. Livsenergien er en ikke-fysisk størrelse i forhold til molekyler, derfor styrkes den bedst ved hjælp af remedier, der netop - som de homøopatiske - udvikles således, at indholdet ikke er målbart på det molekylære plan.

Homøopati er en naturligt helbredende behandlingsform, hvor man anvender remedier, som hjælper patienten til at genvinde sit helbred ved at stimulere kroppens egne naturlige helbredende kræfter. Homøopatiens principper bygger på, at mennesker reagerer forskelligt på en sygdom alt efter deres individualitet og grundlæggende natur. Derfor vil en homøopat ikke automatisk ordinere et bestemt remedium mod en bestemt sygdom. I stedet for forsøger homøopaten at finde ind til patientens individualitet ud fra vedkommendes specifikke reaktioner og ordinerer således på et individuelt grundlag. Patienter, der lider af den samme sygdom, behøver oftest forskellige remedier. Omvendt kan samme remedium helbrede mennesker og dyr, der lider af forskellige sygdomme.

Alle levende væsener kan behandles med homøopatisk medicin, lige fra gravide kvinder og spædbørn til oldinge.

Homøopatiens oprindelse

Den tyske læge og kemiker Samuel Hahnemann (1755-1843) er grundlægger af homøopatien. Han beskriver fire grundprincipper:

1. Lighedsprincippet - at "lige kurere s med lige" opdager Hahnemann, da han afprøver malariamidlet kinin på sig selv.
   
   Han får symptomer på malaria. Med mange andre stoffer gør han den samme erfaring. Et stof, der giver symptomer hos en rask person, helbreder lignende symptomer hos en syg person. Sammen med andre begynder Hahnemann at lave "lægemiddelprøvninger" af mange naturligt forekommende stoffer med en omhyggelig beskrivelse af de symptomer, de fremkalder. Hans fortegnelse over lægemidler, Matena Medica, består af 12 tykke bind. I dag laves der fortsat nye "prøvninger".
   
   Når patienter bliver behandlet efter lighedsprincippet, opstår der to virkninger - først en forværring, som skyldes stoffets "giftvirkning", og derefter en terapeutisk/lægende virkning, som er kroppens svar på denne "forgiftning" - altså kroppens forsøg på at modvirke og ophæve den skadelige virkning. For at undgå den primære forværring fortynder Hahnemann medicinen. Men ved for store fortyndinger forsvinder både den primære forvær¬ring og den sekundære terapeutiske effekt.
   
   Efter få år gjorde Hahnemann sin anden store opdagelse: hvis man ved hver fortynding udsætter midlet for kraftige omrystninger - såkaldte "banketure" - så bliver det ikke blot mindre giftigt, men samtidig mere virksomt.
   ---
2. Det andet princip kaldte Hahnemann for potenseringsprincippet. At midlet virker stærkere, jo mere fort yndet det er, er ikke bare vanskeligt at forstå, men har også været genstand for stor skepsis, ikke mindst blandt læger. At homøopater verden over gennem de sidste 200 år har helbredt i tusindvis af kronisk syge mennesker, accepteres ikke i videnskabelig henseende, da der kun er tale om "isolerede enkelttilfælde".
   
   Det er svært at forstå, at medicin kan virke, hvis den ikke indeholder et eneste molekyle af det virksomme stof. Men ifølge den moderne fysik kan der være tale om, at stoffets substans indpræges eller "indfoldes" i opløsningsmidlet, jvf. tysikeren David Bohms teori om indfoldet orden. Desuden lykkedes det for en fransk forskergruppe i 1988 at kunne bevise, at "vand kan huske de stoffer, som engang har været opløst i det". Men forsøget blev kritiseret af andre forskere, og ved andre forsøg kunne resultatet ikke bekræftes.
   ---
3. Hahnemanns tredje princip er, at sygdom er en dynamisk proces og ikke noget selvstændigt eksisterende. Om man bliver syg, afhænger af både ydre skadelige påvirkninger og ens egen modtagelighed eller sårbarhed. I homøopatien bekæmper man ikke sygdomme eller symptomer, men styrker den syges livsenergi. Det gør man ved at behandle "lige med lige", og derfor må homøopaten have et indgående kendskab til sin patient. Der skal findes et middel, der nøje svarer til patientens symptomer, reaktionsmønster og konstitution.
   ---
4. Hahnemanns fjerde princip er teorien om miasmerne (sygdomskim) . Dette er forstyrrelse af livsenergien, som kan overføres fra den ene generation til den næste. Sygdomskimen kan opstå som følge af en infektionssygdom som en "energetisk" forstyrrelse, der trænger ind i organismens kerne. Den repræsenterer ikke en infektionssygdom, men er en mere subtil følgevirkning af denne, som organismen ikke kan frigøre sig fra, og som derfor disponerer til senere sygdom. Oprindelig var det fnat, gonorre og syfilis, som Hahnemann beskrev som "sygdomskim". I dag har homøopater også erfaring for, at cancer, tuberkulose og vaccinationer kan være kilde til nedarvede "sygdomskim".

Nosoder og isopati

Alle kan kalde sig homøopat såvel som psykolog, men alle kan ikke kalde sig cand. psyk. eller klassisk homøopat MDSKH, som er beskyttet.

Den homøopatiske medicin - remedium - stammer fra planteriget, mineralriget og dyreriget. Det kan være en bestemt plante eller dele af den, et mineral - grundstof eller salt - samt dyr. Det kan være slangegift, blæksprutte sekret mv. Hvert eneste middel undersøges primært på fuldstændig sunde og raske mennesker i sin oprindelige fysiske form, medmindre det er så giftigt, at man kan dø af det. Man noterer sig det totale symptombillede, som herved frembringes. På den måde noteres hvert eneste remedium med sit specielle karakteristiske symptom billede. Det er vigtigt for en klassisk homøopat at kende de vigtigste remediers symtombilleder for evt. at kunne genkende lignende symptombilleder hos det syge menneske. En behandling, hvor man ordinerer et homøopatisk middel ud fra symtombilledet, kaldes en homøopatisk behandling.

Ud over planter, mineraler og dyr kan man også anvende selve sygdomsproduktet, f.eks. bakterier med pusmateriale fra en bestemt infektionssygdom. Det kan være tuberkulose, gonorre, syfilis, fnat osv. Disse sygdomsprodukter kan potenseres op på samme måde som de homøopatiske midler fra planter, mineraler og dyr. Disse kaldes sygdomsnosoder eller bare nosoder. Hvis man anvender en nosode, f.eks. tuberkulosenosoden - kaldet tuberkulinum - mod tuberkulosesygdommen, så kaldes det ikke for en homøopatisk behandling, men i stedet for en isopatisk behandling. Tuberkulinum kan også bruges homøopatisk, men så skal det ordineres i henhold til det symptombillede, som tuberkulinum har, hvilket er forskelligt fra tuberkulose.

I forbindelse med vaccineskader af især børn har jeg ofte anvendt vaccinenosoder svarende til den vaccine, som har forårsaget skaden, hvilket oftest har været kighostevaccinen med indhold af kviksølv fra før 1992 eller MFR-vaccinen.

Homøopatisk medicin er fortyndinger

Hvis der på et medicinglas står D eller C med et tal bagefter, kan man se, at det er et homøopatisk middel. Det angiver, at der er tale om et fortyndet præparat. D (decimal) er fortynding 1:10, og C (centimal) 1:100. D 6 betyder, at midlet er fortyndet 6 gange 1:10, dvs. at der er en milliontedel aktivt stof i midlet. Ved fortynding over D 24 eller C 12 (hvilket er det samme) er der ikke noget målbart molekyle tilbage i lægemidlet. Ofte bruger klassiske homøopater potenserne C 30, C 200, l M, 10 M, 50 M og 100 M. De seriøse homøopatiske apoteker håndpotenserer op til C 200. Derefter foregår det maskinelt. Det ville blive uforholdsmæssigt dyrt, hvis man skulle have en mand til at fortynde et stof f.eks. 100.000 gange. Stoffet skulle derforuden rystes 10 millioner gange, idet man ryster det kraftigt 100 gange ved hver fortynding.

Det homøopatiske princip udvikler de indre lægende kræfter i det ubehandlede stof i en hidtil uhørt grad ved hjælp af en speciel proces-potensering. Herved bliver de lægende kræfter dybtgående virksomme og helbredende. Hvad Hahnemann havde opdaget, var, at der skjult i ethvert af naturens stoffer findes et indre liv og at vi kan mobilisere og bruge denne kraft, hvis vi kender den rigtige måde at behandle substansen på. De gentagne fortyndinger og "bankninger" af et homøopatisk lægemiddel frigør stærke helbredende energier, der er en del af stoffet. Alt stof er i virkeligheden energi, der ikke blot kan frigøres, men også tøjles til at helbrede sygdomme og dermed syge mennesker. De indeholder ingen sporbare rester af det oprindelige stof. Deres helbredende kraft er således ikke af fysisk art, men energimæssig. De gentagne bankninger overfører noget af energien fra det oprindelige stof til det neutrale stof (vand eller mælkesukker), som de er opløst i.

Homøopatien har således fundet et medicinsk system, der stimulerer livskraften - naturens egne helbredende kræfter.

For en homøopat er patienten syg, når og fordi han føler sig syg. Forstyrrelsen begynder med patientens egne symptomer. For en læge er patienten kun syg, hvis han kan se det i en laboratorieprøve eller det på anden måde er synligt. Sygdommen er oftest langt fremskreden, når den erkendes af en læge. Homøopaten erkender problemet fra begyndelsen og kan helbrede den funktionelle forstyrrelse, inden egentlig sygdom opstår. Derved fjernes/mindskes risikoen for efterfølgende sygelige vævsforandringer. Som følge heraf kommer patienten til at betale dyrt, hvis han skal vente på en lægelig diagnose, før han kan blive kureret.

Den homøopatiske medicin er bl.a. forårsaget af den moderne lægemedicins manglende evne til at behandle/kurere kroniske sygdomme samt manglende evne til at forebygge sygdomme.

Er en brobygning mellem det etablerede og det alternative mulig?

Hvad er det, der især skiller parterne?

Det gør metoderne - den naturvidenskabelige evidens (lægevidenskaben) kontra tro, erfaringer og livsfilosofi (grundlaget for den alternative behandling). Spørgsmålet er, om der fra centrale myndigheder, fra lægeforening og fra de sundhedsvidenskabelige fakulteter og deres undervisere vil komme en større grad af accept af andre måder at anskue mennesket på.

Jeg har svært ved at forestille mig en sådan omstilling.

Medicinalindustrien er en gigant økonomisk og derfor også magtmæssigt. Lægerne har en anerkendt universitetsuddannelse. De meningsdannende læger er først og fremmest forskere - professorer og overlæger, der ikke bare i Danmark, men på verdensplan har fået deres forskning finansieret af medicinalindustrien. Den magtfaktor er for overvældende.

De alternative behandlere har ikke økonomiske ressourcer til at gennemføre videnskabelige undersøgelser på niveau med lægernes og medicinalindustriens. Der uddannes ikke egentlige forskere inden for den alternative verden, så den alternative forskning vil blive foretaget af læger, måske finansieret af medicinalindustrien med henblik på at dokumentere, at der ingen virkning er. Det har man - som tidligere nævnt - set eksempler på, da danske karkirurger tilsyneladende følte sig truet af EDTA-behandling, som af nogle læger bruges mod åreforkalkning. Er man "dygtig" nok, kan mange forhold "dokumenteres videnskabeligt".

En aktuel sag, som yderligere underbygger min skepsis for brobygning, er den medfart, antioxidanterne har fået. Antioxidanters virkning i forhold til bl.a. kræft og åreforkalkning afvises af Arne Astrups Institut, og det påstås endda, at visse antioxidanter kan være livsfarlige.

Som alternativt arbejdende læge har jeg stor glæde af at samarbejde med alternative behandlere. Der er ingen tvivl om, at et samarbejde mellem læger og alternative behandlere vil være til gavn for befolkningen og folkesundheden generelt. En af gevinsterne vil være et langt mindre behov for traditionel medicin. Dette i sig selv kan være livsforlængende for mange mennesker.

En mulighed for brobygning kunne opstå gennem et massivt folkekrav om, at alternative behandlingsmetoder skal have en mere ligeværdig position. Dette må nødvendigvis medføre, at der doneres offentlige midler til forskning inden for alternativ terapi. Endvidere at der oprettes offentligt støttede og anerkendte uddannelsessteder.

Selvfølgelig er der sket fremskridt i den rigtige retning efter tiden på Center for Integreret Medicin i Ranum i 80'erne, og alligevel er der lang vej, før der er etableret en god, solid bro imellem læger og alternative behandlere.

Det første skridt kunne være at arbejde ud fra en fælles overordnet værdi: mennesket i centrum, og lade alle andre faktorer være underordnet denne.

Det næste kunne være i fællesskab at definere de kriterier, der skal arbejdes ud fra - for derefter at beskrive de handlinger, der skal til for at få den overordnede værdi opfyldt.

Det er også vigtigt at sætte sig grundigt ind i hinandens tankegang og arbejdsområde - frem for at forkaste noget, blot fordi det er anderledes end det, man selv arbejder ud fra.

En af forhindringerne i brobygningsarbejdet kan være en tendens til at have "patent på sandheden". ]eg mener ikke, at nogen af parterne har patent på sandheden, og i det øjeblik vi alle ydmygt gør os dette klart, vil der åbne sig nye døre og udvises større fleksibilitet, således at læger og alternative behandlere i samlet flok kan give ethvert menneske det bedst tænkelige tilbud, både i forbindelse med sundhedsfremme og sygdomsbehandling.

Litteratur og forslag til videre læsning

• Andersen, Helle Egebjerg: En undersøgelse af Klassisk Homøopati. Teorier, praksis og brugererfaringer. Dansk Selskab for Klassisk Homøopati, 1999.
• Dannheiser, Ilana; Edwards, Penny: Homøopati. En illustreret guide. Konemann, 2000.
• Hahnemann, Samuel: Organon of Medicine. 6.udg., Orion, 2003. Roy, Ravi;
• Lage-Roy, Carola: Homøopatisk behandling afvaccinations¬skader. Klitrose, 1995.
• Vithoulkas, George: Homøopati. Fremtidens medicin. Forlaget Similia, 1990.

Hjemmesider

• Dansk Selskab for Klassisk Homøopati: www.homeopati.dk Skolen for Klassisk Homøopati: www.similia.dk

***

Kapitel "Det er jo bare vand..."
Lægekunst i det 21. århundrede - danske læger om alternativ behandling
Redigeret af Lasse Skovgaard
Sprog: dansk
Sideantal: 313
Indbinding: Hæftet
Forlag: Hovedland
Udgivet: 13-06-2003
Udgave: 1
Udgave/oplag: 1. udgave, 1. oplag
Originalsprog: Dansk
ISBN-10: 8777396707
ISBN-13: 9788777396700
FAUST: 2 468 758 9
DK5: 61.54

Flere leger har udannet seg innen det man betrakter som alternative retninger.
Bernt Rognlien, som jo startet Balderklinikken er jo homeopat og akupunktør.
I Norge er det nok heller ikke mulig å arbeide med kommunal støtte (som fastleger gjør) og utøve sine alternative grener, men det er ikke noe forbud mot å ha tatt utdannelsen.

http://www.underdusken.no/dusker/html/9712/medisin.html
Intressant lang diskusjon. Mrk. at legen sier han har problemer med andre leger som også er homeopater.......
Det påstås helt til sist at imunforsvaret påvirkes homeopatisk under kontrollerte forsøk.

http://www.vg.no/helse/artikkel.php?artid=10045283
Hvor det heves at også antibiotika kan erstattes homeopatisk

http://rhj.info/skriverier/homeopati.html
Det essensielle er jo......

Det er nok ikke så vanlig som homeopater forteller oss, at det finnes så mange leger som også er homeopater. Veeldig få er det i Norge iallfall.
Mer vanlig i utlandet tror jeg. feks Jennifer Jacobs : http://www.encognitive.com/node/6716

Sitat:

---

Opprinnelig skrevet av Anisa

Jeg læser om at homøopatisk behandling er rettet mod genopretning af kroppens indre balance, herunder selvfølgelig (auto)immunitet. rexxy69 skriver om at Hashimoto's "sykdom er en tilstand der immunforsvaret angriper skjoldbruskkjertelen." Jeg tænker.... hvis immunfosvaret kunne "gen-afbalanceres", bringes tilbage til sin oprindelige tilstand (uanset med hvilke midler eller behandlingsmetoder) - kunne Hashimoto's bringes til ophør før anrettede skader blev for store? Hvem ved? Jeg gør ikke, men det er i hvert fald værd at fundere over.

---

Jeg vet heller ikke men vil bare poengtere at dette er ikke noe jeg skriver og har fundert meg frem til. Det er meg bekjent allmen enighet om dette i mer eller mindre hele den skolemedisinske og alternative verden. Det er imidlertid ingen standard protokoll for behandling når kroppen angriper sitt eget vev (nå snakker jeg om autoimmune sykdommer i skjoldkjertel - ikke alle andre typer autoimmune sykdommer) Ved sykdommer i skjoldkjertel ser man bort fra immunreaksjonen og behandler med standard medisiner for under- eller overfunksjon, om man i det hele tatt setter i gang behandling. Og her faller jeg for et sitat fra din danske homeopat:

Sitat:

---

Mange mennesker, som føler sig syge, oplever, at de ikke kan hente hjælp i det etablerede sundhedsvæsen. Læger fokuserer i høj grad på sygdomsdiagnoser. Jeg har langt mere fokus på at behandle syge mennesker. Jeg betragter mennesker som syge, når de føler sig syge. Det er ikke mig, der skal bestemme, om de er syge. Psykiske og følelsesmæssige problemer er lige så virkelige, som de fysiske, selvom de ikke kan "måles og vejes".

---

Litt mer om autoimmunitet:
Under normale forhold skiller immunsystemet mellom kroppsfremmede antigener og kroppens egne molekyler. Denne egenskapen som kalles selvtoleranse er ervervet i fosterlivet og i de første 1-2 leveårene. Autoimmunitet er når selvtoleransen svikter. Immunsystemet begynner en spesifikk immunreaksjon rettet mot eget vev og resultatet blir at celler ødelegges. Ved Hashimotos er det celler i skjoldkjertel som angripes. Når omfanget av celleødeleggelsen blir stort nok - fører det til endret funksjon i vevet som er angrepet (og man utvikler underfunksjon i skjoldkjertel) Det er mange årsaker til at selvtoleransen svikter. Normale kroppsproteiner kan for eksempekl få antigene egenskaper når de binder kjemikalier. Og det bringer meg til Halogener - mange ganger omtalt her på forumet:
Ingen vet sikkert hva som skjer når selvtoleransen svikter og kroppen angriper skjoldkjertel. Etter alt jeg har lest av forskning, synsing og selv har fundert over heller jeg til å støtte de av dem som faktisk jobber med å finne årsaken til autoimmune tilstander i skjoldkjertel som ser på biokjemien og spesifikt vår bruk av halogener - altså fluor - som skurken. Skjoldkjertel har behov for halogenet Jod - som har like mange elektroner i ytterste skall som Fluor ( og Brom og Klor for den saks skyld) Klor og Jod er stoffer som finnes naturlig i kroppen - men i usannsynelig små konsentrasjoner. Brom og Flour har ingenting der å gjøre, men , krav om rent (bakterie- og parasittfritt) drikkevann (klor og fluor), svømmebasseng og hot-tub renses i stor grad ved hjelp av bromforbindelser, og vårt levesett gjør at vi stadig utsettes for stoffene i stor grad selv om vi velger fluorfri tannkrem. Utfordringen ser ut til å ligge i å identifisere hva som kan balansere når skaden først har skjedd og man ikke kan komme bort fra påvirkningen fullstendig - og her kan jeg dras litt mot homeopatien.......

siden klassisk vitenskapelig skolemedisin i stor grad er opptatt av å finne ett middel som fungerer for alle mennesker med samme lidelse eller sykdom er homeopatien helt motsatt og det er interessant til en viss grad. Det kan vel de fleste at oss her inne skrive under på at det samme fungerer ikke for hver og en av oss selv om vi har samme skolemedisinske diagnose. Jeg skal ikke referere hele tankerekken her for det er allerede utmerket oppsummert i det du har lagt ut.

Det som imidlertid ikke står noe om er homeopatiens svakhet eller som Hahnemann selv også slet med, ikke klarte å behandle og kalte miasmer. Han definerte en misame som en dyptliggende svakhet som hindret middelet å virke - selv om man hadde valgt riktig "universalmiddel". En miasme betegner den kroniske påvirkningen fra en underliggende lidelse (eller som vi kanskje kan si idag: ytre påvirkning) som et individ har pådratt seg eller arvet. Og det er kanskje derfor de av oss som har forsøkt med allverdens alternative greier bare opplever å tømme lommeboken?

Uansett har jeg sansen for:

Sitat:

---

For en homøopat er patienten syg, når og fordi han føler sig syg. Forstyrrelsen begynder med patientens egne symptomer. For en læge er patienten kun syg, hvis han kan se det i en laboratorieprøve eller det på anden måde er synligt. Sygdommen er oftest langt fremskreden, når den erkendes af en læge. Homøopaten erkender problemet fra begyndelsen og kan helbrede den funktionelle forstyrrelse, inden egentlig sygdom opstår. Derved fjernes/mindskes risikoen for efterfølgende sygelige vævsforandringer. Som følge heraf kommer patienten til at betale dyrt, hvis han skal vente på en lægelig diagnose, før han kan blive kureret.

---

Men man skal nok til en særdeles dyktig homeopat. Jeg kjenner ingen, har kun vært hos en jeg ikke kan anbefale men har hørt fra bekjente at rektor vet SIKH - homeopat Øyvind Hafslund skal ha hatt gode resultater på sine pasienter med skjoldkjertelproblematikk. Vet ikke om han tar imot pasienter lenger.

Mulig det ble mye og rotete...........? Uansett, det får våge seg.

H:-)kram1

Tak rexxy69 kram1

Sitat:

---

Opprinnelig skrevet av rexxy69

Og det er kanskje derfor de av oss som har forsøkt med allverdens alternative greier bare opplever å tømme lommeboken?

Uansett har jeg sansen for:

Men man skal nok til en særdeles dyktig homeopat. Jeg kjenner ingen, har kun vært hos en jeg ikke kan anbefale men har hørt fra bekjente at rektor vet SIKH - homeopat Øyvind Hafslund skal ha hatt gode resultater på sine pasienter med skjoldkjertelproblematikk. Vet ikke om han tar imot pasienter lenger.

Mulig det ble mye og rotete...........? Uansett, det får våge seg.

---

Ikke spor rotete for mig at læse, rexxy69 kram1

Jeg har aldrig været hos en homøopat eller andre alternative læger/behandlere, bortset fra en læge/kiropraktor der nok har reddet mit liv i sin tid... Jeg går ikke engang til læge, når sandheden skal frem, men jeg sætter så meget lid til alle dine kommentarer, at jeg vil indsætte link til den homøopat du nævner i dit indlæg: Øyvind Hafslund og hans hjemmeside Arenaklinikken.no. xx9